Dagbog, tirsdag
Da jeg var 19, fik jeg en besked, der vendte op og ned på hele min verden jeg skulle være far. Det var aldrig planlagt. Første gang jeg var sammen med en pige, og så stod jeg der, fuldstændig uforberedt. I starten forstod jeg slet ikke, hvad der foregik, men da det gik op for mig, var det for sent at lave om på noget.
Mine forældre kunne ikke klare skammen og smed mig ud af lejligheden i Aarhus. Kun min farmor, Kirsten Andersen, havde den visdom jeg havde brug for:
Du skal ikke være bange, min dreng. Hvis Gud har givet dig et barn, giver han også styrken til at klare det. Vi skal nok finde ud af det, sagde hun, mens hun tog min hånd.
Kirsten nævnte aldrig noget om skyld eller skam. Hun brugte i stedet sin tid på at sørge for, at jeg fik ordentlig mad, frisk luft og at jeg holdt humøret oppe. Det føltes, som om hun blev yngre af det ansvar og det var også hende, der hjalp med alt, da min datter, Dagmar, kom til verden. Jeg valgte navnet for at ære min farfar, som min farmor altid havde holdt så meget af.
Med en oldebarn i huset strålede Kirsten som aldrig før. Hun armede sig og lod mig koncentrere mig om arbejdet på apoteket, da jeg begyndte at forsørge os:
Vær du rolig, min kære Dagmar er et sundt og godt barn: glad, rolig og spiser som hun skal. Tjen bare dine kroner, det kan vi altid bruge!
Årene gik. Dagmar voksede op, klog, venlig og følsom. Både jeg og farmor var stolte af hende først i vuggestuen, senere i skolen.
Om aftenerne sad vi tit sammen, snakkede og hørte Kirsten fortælle om sin ungdom. En aften, mens hun fortalte om skoletiden og sin første forelskelse, spurgte Dagmar:
Farmor, var du smuk dengang?
Tjaa det er nok andre, der bedst ser, svarede hun.
Har du billeder?
Selvfølgelig, vent lidt.
Hun fandt et gammelt album hun aldrig før havde vist og pegede:
Her er jeg i 10. klasse i Viborg. Og her på fabrikken.
Dagmar smilede stort: Farmor, du VAR jo smuk! Hvem er den mand her?
Det er din tipoldefar, Poul Andersen. Et sjældent godt menneske.
Og ham her?
Det er min søn din morfar, Jens Poulsen.
Din søn? Er han død?
Nej, bestemt ikke, sagde Kirsten alvorligt, han lever da.
Jeg blev stille og rejste mig. Jeg havde aldrig haft mod til at forklare Dagmar, hvorfor hendes bedsteforældre mine mor og far aldrig havde tilgivet mig og aldrig mødt deres barnebarn.
Farmor så på Dagmar:
Kærlighed kan vende sig nogle gange bliver de nærmeste så fremmede. En dag fortæller jeg dig, hvorfor min søn har glemt han har en mor. I dag vil jeg ikke ødelægge den gode stemning.
Dagmar skiftede straks emne: Men farmor, du må da have været populær blandt drengene? Fik du aldrig en invitation til skolebal?
Farmor smilede skælmsk: Nej, aldrig jeg var aldrig til bal. Mor holdt streng kontrol. Vi var seks søstre, så der var altid masser at lave. Så baler blev kun til drømme.
Du var som Askepot sagde Dagmar tankefuldt.
Mine forældre dukkede op, da Dagmar gik i 9. klasse. De kom, ifølge dem selv, for at rådføre sig med os og se deres barnebarn.
Men Dagmar kendte sandheden. Kirsten havde, uden løftede pegefingre, stillet og roligt fortalt hendes den gamle familiehistorie. Hun lavede sine egne konklusioner; hun kastede sig ikke i armene på dem, og hun stillede ingen spørgsmål. Hun var bare mere omsorgsfuld over for mig hun vidste, at jeg kun havde hende.
Da de uventede gæster trådte ind, blev de budt indenfor, fik dansk kaffe og farmors rødegrød med fløde. Alligevel mente min morfar, Jens Poulsen:
Er det os, der skal præsentere os, eller vil du selv fortælle din datter, hvem vi er? sagde han køligt.
Før jeg havde svaret, sagde Dagmar: Jeg ved, hvem I er I er min fars forældre. Og du, hun pegede, er farmors søn.
Farmor? indskød min mor, Hendes rigtige bedstemor er mig!
Dagmar så koldt på hende: Det kan du tro, du tager fejl. Jeg har kun én farmor og hun hedder Kirsten Andersen.
Blodsforbindelse siger jo ingenting, ikke sandt farmor? Dagmar kiggede spørgende på Kirsten, men hun svarede ikke. Datteren rejste sig.
Jeg går nu, jeg har ting at ordne. I må selv fundere over, hvorfor I kom.
Stemningen blev tung.
Vi må videre, sagde Jens Poulsen, og gik, hans kone fulgte. Kirsten stoppede ham ved døren:
Du har et vidunderligt barnebarn. Hun er såret med god grund. Hvis du ønsker genoprette tilliden, må du prøve. Vil du ikke tja, så dør det ud.
Ingenting blev sagt og de gik.
Skoleåret gik på hæld. Dagmar bestod alle sine prøver med glans. Kun én stor ting manglede hendes afslutningsfest.
Aftenen før tog hun sin nye kjole på, købte den flotteste buket på Strøget, og ringede op til vores lejlighed.
Farmor Kirsten svarede hurtigt på døren og blev overrasket over synet af sin nu voksne oldebarn. Dagmar rakte hende blomsterne, gik pludselig ned på et knæ, og sagde:
Min kæreste farmor, vil du tage med som min ledsager til afslutningsfesten? Vil du sige ja?
Farmor tog hendes hånd. De rejste sig og Dagmar holdt hende tæt farmor var blevet hendes anden mor.
Denne dag forstod jeg, at familie ikke handler om blod, men om kærlighed og loyalitet. Det er dem, der står der, når verden vender ryggen, man aldrig glemmer.






