Efter ulykken kunne min datter ikke længere gå.
Min datter begyndte at danse, allerede da hun var fire år gammel. Først kastede hun sig over gymnastik, men senere blev hun grebet af ballet. I mange år drømte hun om at optræde på Det Kongelige Teater i København, som balletdanser. Hun dansede indtil benene var fulde af blå mærker og vabler, fordi hun troede, at en chance for at deltage i en konkurrence, eller at bestå en prøve, var værd hver eneste smerte.
Hun var heldig og opnåede meget, nærmest alt hun ønskede. Hun elskede at undervise, bedømme, og deltage i konkurrencer. Hun var smidig, ambitiøs og meget talentfuld. Hun gav aldrig op og stræbte altid målrettet efter sine mål både i dansen og i livet.
I hendes ballettrup var der en ung mand, som hun blev meget glad for. Han fik altid hovedrollerne, mens hun ofte endte som statist, men det lykkedes hende at fange hans opmærksomhed, og de blev kærester.
Han var meget smuk, men havde også en arrogant side. Jeg brød mig ikke altid om den måde, han rejste sig over de andre og ubevidst stillede min datter i et dårligt lys. Først mange år efter deres bryllup fandt vi ud af, hvor egoistisk han egentlig var.
Min datter var på vej hjem fra sin sidste danseprøve, hun havde høretelefoner på, drømte sig væk i tanker og bemærkede ikke, at det grønne lys skiftede til rødt. Selv om hun faktisk burde have været beskyttet ifølge færdselsreglerne, kom en bil med høj fart og nåede ikke at bremse i tide.
Jeg frygtede, hun aldrig ville komme sig. Min mand fik næsten knust sit hjerte af at se hendes smerte og bekymring over benene.
Fire måneder senere, mens hun stadig var til genoptræning og håbede at komme til at gå igen, forlod han hende. Det knuste hende fuldstændigt, men jeg støttede min datter på alle mulige måder og tog hende med hjem.
Hun har nu brug for omsorg og konstant hjælp. Der er gået under et år, og vi håber stadig på et mirakel. Vi ved ikke, hvad fremtiden bringer, eller hvad hun egentlig har lyst til, for hun elsker stadig dansen. Vi bruger tiden på at lave perle- og båndbroderi sammen, og jeg opmuntrer hende til at åbne en egen webshop med bestillingsarbejder, så hun kan have noget at gå op i. Men det er, som om hun ikke helt er klar til at slippe sin elskede dans og prøve noget radikalt nyt.
Jeg håber, at både venner og fremmede på nettet vil styrke hende og hjælpe hende videre. Jeg gentager ofte for hende, at det, man elsker, kan ændre sig med tiden, ligesom ens job, de mennesker man har omkring sig og hele verden forandrer sig. Det er sundt at lære at forandre sig, også når livet tvinger én til det.
Livet er fuldt af uventede vendinger, og det vigtigste er at finde nye veje selv når gamle drømme ikke længere er mulige. Det, der kommer, kan også blive smukt, hvis man tillader sig at åbne for det nye.
