Ferier uden tidsplan
Emhætten brummede i køkkenet, mens Anders for tredje gang læste beskeden i familiens Messengergruppe.
Hvordan går det hos jer, er I klar? Vi har allerede salater i bunker, som altid , skrev Lærkes kusine og tilføjede den uundgåelige smiley med sveddråber.
Anders lagde mobilen fra sig på bordet, lige ved siden af skærebrættet. På brættet lå én ensom gulerod. Flere ville han ikke skrælle.
Hva, er de allerede begyndt på rapportering fra salaternes frontlinje? spurgte Lærke, der kom ind i køkkenet med en tøjklemme mellem tænderne. Hun var i gang med at hænge nyvaskede viskestykker over radiatoren, så de ikke var fugtige til festlighederne.
Anders nikkede og pegede mod skærmen:
De har allerede tre store skåle salat og en fyldt gedde. Det er dokumenteret med billeder.
Lærke tog tøjklemmen ud, kiggede hurtigt på mobilen og smilede skævt:
Tja, alle har deres glæder.
Hun lød rolig, men Anders kunne snuse en snert af stress i hendes tone. Det ville være mærkeligt andet. Det var den 28. december, klokken syv om aftenen, og der var ingen af de vanlige stakke af menulister, indkøbsplaner og transportskemaer for gæster på deres bord.
Sidste år på samme tidspunkt farede de hektisk rundt med indkøbsvognen i Bilka, skændtes om, hvorvidt endnu en roulade var nødvendig, og var irriterede over, at Anders havde glemt at booke taxa til fasteren. Forrige år flød sammen til én stor række af køer, skåltaler og opvask indtil klokken to om natten. Hvert år sagde Lærke, Næste år, der gør vi det anderledes, og alligevel skete det aldrig.
I år havde samtalen været i bilen på parkeringspladsen foran deres lejlighed. Anders huskede, hvordan de sad i det udkølede sæde, mens hunden på bagsædet snorkede hæst efter for mange ture på landet.
Jeg gider ikke mere, havde Lærke sagt, med panden mod rattet. Jeg er træt af at fejre nytår fra køkkenet.
Anders havde kigget ud på den halvdøde lyskæde i opgangen og mærket, han faktisk også var træt. Træt af pligtopkald, gæster der kun kommer kort og så forsvinder først til daggry, træt af altid at skulle være den, der orkestrerede andres fest.
Vi gør det ikke, sagde han. Ingen maraton i år.
Til at begynde med var de forsigtige: måske kunne man skære gæstelisten, måske købe maden udefra. Men pludselig udbrød Lærke:
Eller måske slet ikke invitere nogen? Altså, ud over Emma selvfølgelig. Og mine forældre én dag, ikke mere.
Han var mest forundret over, hvor forbudt det blev sagt:
Hvad hvis vi slet ikke inviterer nogen? foreslog han. Vi kører ud med gaver til dine forældre en time midt på dagen den 31., og så fejrer vi bare tre.
Lærke nikkede tøvende. På det tidspunkt føltes det som en slags leg.
Nu, med tre dage til nytår, blev legen til virkelighed.
Mooaar, faaar! råbte Emma ude fra gangen, deres tyveårige datter. Jeg kan ikke finde mine støvler!
Tjek under kommoden, svarede Anders. Du fløj dem derind i går.
Emma dukkede op i køkkendøren en enorm uldstrømpe på den ene fod, mobilen i hånden.
Ha! Fandt dem. Hun grinede. Men altså, kommer der virkelig ikke nogen til nytår? Jeg sagde til min veninde, jeg ikke kunne komme med ud, fordi vi har familiehygge.
Det bliver familiehygge, sagde Lærke. Bare uden invasionen.
Så det er bare os tre? Skal I tvinge mig til at se Gammel rævestej eller noget andet pensionist-tv?
Vi dropper det. Planen er netop ingenting. Det er en ret intens plan, sagde Anders.
Emma fnøs, trak vinterjakken på og svøbte halstørklædet om sig:
Er bedstemor varslet om, at I ikke inviterer nogen?
Hun ved det, sukke Lærke. Og morfar også. De ryster på hovedet, men de overlever nok.
Hvad så med faster Bente? pressede Emma.
Faster Bente skriver stadig om sin fyldte gedde, sagde Anders dystert.
Emma grinede, vinkede og smækkede døren. Hunden, der snoozede på måtten, løftede hovedet, sukkede og lagde sig ned igen.
Nå, sagde Anders, og vendte sig mod den ensomme gulerod. Så gør vi det altså.
Lærke svarede ikke straks. Hun gik hen til vinduet og trak gardinet til side. Udenfor hang lyskæder, ungerne rutsjede i sneen, forældrene stod i dunjakker og trampede i jorden.
Vi gør det virkelig, gentog hun stille. Det er næsten lidt skræmmende.
31. december startede uden vækkeur. Anders vågnede af sig selv, da det var blevet lyst. Det første der slog ham var stilheden. Alle tidligere år klirrede gryder og pander allerede i køkkenet på det her tidspunkt, suppen boblede, nogen ringede og spurgte: Hvornår skal vi komme?
Nu tikkede kun uret. I Emmas værelse var døren lukket, mørket komplet. Lærke sov ved siden af ham, med næsen halvt dækket af dynen.
Anders strakte sig, så på telefonen. Et par arbejdsmails – ikke vigtige. Kolleger ønskede ham endelig lidt ferie, men var selv i gang med rapporter til sidste blodsdråbe.
Han trak morgenkåben på, listede ud i køkkenet. Kaffe, ristet brød, ost. På sedlen på køleskabet, trykket fast med en magnet fra Skagen, stod det: Menu: kartoffelsalat, sild, noget nemt til hovedret. Basta.
Anders kogte og pillede æggene, skar skinke og agurk. Det tog mindre tid, end de normalt brugte på bare at lave en indkøbsliste.
Da han hældte salaten i en skål, gibbede det i ham. Skålen var næsten tom. Tidligere år fyldte de altid en kæmpe balje så der er til alle og til frokost i to uger. Nu dækkede alle over tre.
Han greb automatisk ud efter endnu en pakke skinke, men stoppede sig selv.
Nej, sagde han højt. Det er nok til os.
Hvem er os nok til? mumlede Lærke søvndrukken, idet hun kom ind med uglet hår.
Til os. Jeg undlader militærreserver i år.
Hun kiggede ned i skålen og kneb øjnene sammen:
Det ser… småt ud.
Vi er tre, mindede han hende om.
Ja, men… hun roterede skeen rundt som om der var et skjult dyb. Hvis nu der kommer nogen forbi?
Vi har aftalt, at ingen dropper ind.
Hun trak på skuldrene, fyldte koppen med kaffe.
Jeg er bange for, at min mor alligevel ringer og siger, de kommer. Jeg tør ikke nægte.
Hun ringer, medgav Anders. Og så siger du, vi kommer forbi i morgen, helt som aftalt.
Lærke tog en slurk.
Okay. Lad os prøve.
Til frokost pakkede de gaver og et reservefad lagkage i bilen. Turen til forældrene tog fyrre minutter. Anders jokede om trafikpropper, Emma scrollede memes om nytårskaos og viste dem de bedste.
Hos Lærkes mor gik hun straks i køkkenet trods sine løfter om ikke at falde i. Anders skålede med svigerfar, politiksnakkede og diskuterede benzinpriser. Svigermor brokkede sig over alt var forandret og spejdede nervøst efter klokken, da Lærke sagde, de skulle tidligt hjem.
I vil sidde alene hjemme, bare jer tre? Hvad med Bente og ungerne? udspurgte hun, mens de tog overtøj på.
Bente er hjemme hos sig, svarede Lærke og knappede halstørklædet. Vi gør det anderledes i år.
Anderledes, anderledes, mumlede svigermor. Det var jo så hyggeligt, da vi var alle sammen.
En bølge af skyld væltede rundt indeni Lærke. Okay, var hun tæt på at sige, så kommer I bare i aften. Men Anders lagde hånden på hendes skulder, som om han læste hendes tanker.
Vi kommer forbi i morgen, sagde han. I dag har vi bare brug for ro.
Svigermor kiggede på dem begge, gav et dybt suk.
Bare I ikke bliver sure over, vi fester uden jer.
I bilen hjem sad Lærke stille. Emma smsede med veninder, snappede grin til talesbeskeder.
Mor, sagde hun og lagde mobilen væk. De diskuterer, om nytår er bedst hjemme eller på diskotek. Én siger familie er helligt, én siger man skal give den gas, mens man er ung. Hvad synes I?
Jeg synes det hellige er ikke at ende med næsen i salaten af udmattelse, sagde Lærke.
Jeg synes, tilføjede Anders, at du kan gøre hvad du vil næste år. Vi skal nok overleve.
Emma snøftede:
Det må vi nok se på. I år er jeg her, næste år… hvem ved?
Ved ottetiden var lejligheden stille og overraskende rummelig. Kun tre tallerkener på bordet, salaten i lille skål, sild, ovnstegt kylling, en flaske Asti fra Netto. Lyskæden blinkede blidt i vinduet ikke som den diskolyser fra svigermors stue.
Det føles… tomt, sagde Lærke og rettede servietterne.
Det er fint, sagde Anders. Vi er bare ikke vant til stilhed.
Emma kom ud af værelset i jeans og sweater, ikke i den dramatiske nytårskjole Lærke garanteret ville have købt til hende.
Hva så med dresscode? Var sikker på, I ville tvinge mig i den der glitrende sag.
Dresscode er hvad du føler for, sagde Anders.
Wow, sagde Emma skeptisk. I virker mistænkeligt afslappede.
De satte sig til bordet. Tvet kørte, men uden de vanlige nytårsshows. Anders fandt en gammel klassiker fra deres studietid.
Må vi droppe underholdningsmaratonet? spurgte han. Trænger til noget stille.
Hva med rådhusklokkerne? spurgte Emma.
Det beholder vi, sagde Lærke. Ikke for revolutionerende på én gang.
De spiste, snakkede, Emma fortalte om en professor der havde givet dem lektien tænk over fremtiden og nu diskuterede kammeraterne, hvad det overhovedet betød. Lærke indså, hun ikke sprang op hvert andet minut for at varme eller servere. Anders nød, at han kunne sidde ordentligt uden at skulle gøre plads til netop-an-komne gæster.
Klokken ni ringede Bente:
Nå, hvordan går det? Her er fuldt hus, ungerne hyler, salaterne vælter ud af køleskabet. Synes det er ærgerligt, I ikke er her vi har det så sjovt.
Lærke, med mobilen ved øret, kiggede på deres lille bord, på Emma der viste Anders en viral video, og mærkede et ubehageligt stik.
Her er også hyggeligt, svarede hun. Vi ville prøve noget andet.
Mmmh, har hørt det… lød lidt såret fra Bente. Nå, ikke forstyrrende mere godt nytår!
Efter opkaldet fandt hun det sværere at smalltalke. Surt, I ikke er med.
Er alt okay? spurgte Anders, mens Emma hentede juice.
Fint, svarede Lærke for hurtigt. Bare lidt… mærkeligt.
Halv elleve vibrerede hendes mobil igen. Familiefælleschatten: Billeder af overdådige bordet, børn med guirlander, I mangler! og Det er ikke det samme uden jer! Nogen sendte et årgangsbillede fra dengang de selv sad bag ved slekten, udmattede, men smilende.
Hun stirrede længe på det og blev overvældet. Det snørede sig, øjnene blev fugtige.
Jeg ødelagde alt, fløj det ud af hende. De har det festligt, og vi sidder her som… som om vi ikke blev inviteret nogen steder.
Vi er sammen det er ikke så dårligt, sagde Anders stille.
Men det er ikke rigtigt. Hun rejste sig brat. Se dog hvor glade de er. Vi sidder her, tre styk, som… som om vi er blevet glemt.
Vi valgte det selv, mindede han hende om. Det var vores beslutning.
Måske en dum beslutning, sagde hun nervøst og strøg bordet. Måske skulle vi bare have gjort som altid. Jeg skriver til dem, vi kommer! Det kan nås.
Mor? Emma kom med juice og stoppede i døren. Hvad sker der?
Ingenting, sagde Lærke, men stemmen knækkede. Bare noget fjollet.
Hun greb mobilen, åbnede chatten, begyndte at skrive: Vi når det hvis det ikke er for sent Fingrene rystede.
Anders betragtede hende han kunne se skæbnen tage form. De ville vågne trætte, føle sig udviskede. Igen.
Lærke, han rejste sig, tog blidt hendes håndled. Vent lige lidt.
Slip mig, sagde hun uden at se op. Jeg vil bare høre, om det kan nås. De venter jo.
De venter hvert år, sagde han. Men hvad venter vi på?
Emma stod med juicen trykket til brystet, forvirret, så beslutsom.
Mor, sagde hun og gik et skridt nærmere. Altså, jeg ville faktisk gerne være hjemme. Har aldrig sagt det, så bedstemor ikke blev ked af det, men jeg synes også de der sammenkomster er lidt… meget. Hvert år sidder jeg og drømmer om at snige mig væk.
Lærke kiggede op.
Virkelig?
Ja. Jeg elsker jer og bedstemor og alle de andre bare ikke altid, når det føles som en pligt. I dag… er der ro.
Lærke lagde mobilen fra sig. Meddelelsen blinkede ufærdig.
Jeg er bare bange for, vi bliver… isolerede, indrømmede hun. At de slutter os ude, og så sidder vi for os selv.
Vi bliver ikke fremmede, svarede Anders. Vi behøver bare ikke være allestedsnærværende. Nogle gange må man gerne bare… være hjemme.
Han lød afslappet, selvom han også frygtede at glide af på familiens rutine. Men han var kommet lidt længere og var næsten fortrolig med det.
Lad os gøre sådan, foreslog han. I dag gør vi som aftalt. I morgen kan vi køre ud, hvis vi lyster bare fordi vi har lyst.
Emma nikkede.
Og næste gang beslutter vi på forhånd, hvad vi egentlig vil, tilføjede hun. Ikke bare fordi det altid er sådan.
Lærke strøg sig over ansigtet, trak vejret dybt.
Godt, sagde hun. Vi bliver hjemme.
Hun slettede beskeden, slukkede mobilen og vendte den.
Men jeg har stadig dårlig samvittighed, indrømmede hun. Det føles som om vi svigter nogen.
Det forsvinder ikke på én aften, sagde Anders. Vi har været lidt stakler i mange år.
Må jeg sige det åbenlyse? skød Emma ind. Måske har I ikke bare trukket alle ind måske er det også jer selv, der er blevet trukket rundt. I kunne have sagt stop for ti år siden.
Lærke lo tværs igennem tårerne:
Tak, kaptejn indlysende!
Fornøjelse, sagde Emma dybt alvorligt.
De gik tilbage til bordet. Der var en time til midnat. Tvet kørte, men ingen fulgte med.
Skal vi spille noget? foreslog Anders. Ellers ender vi med at stirre på uret.
Kort? Emma blev begejstret.
Kort siger du fint med mig.
De fandt kortene, diskuterede regler, grinede når Emma sjoflede og forsøgte at snyde. Lærke lagde mærke til, hun lo ægte ikke den polite type man har, når man sidder som stegekød ved det lange familiebord.
Klodslagene blev sat på, og champagnepropperne røg. De skålede: For sundhed og… ferie! Det var spontan og spot-on.
Mit nytårsønske er, at I lærer at holde ferie, sagde Emma med juiceglasset løftet. Mig også.
Enig, sagde Anders.
Det prøver vi, sagde Lærke.
Kronerne af feriedage løb langsomt. De sov til ti, en gang elleve. Anders gik endelig i gang med sin evighedsbog, liggende i sweatpants på sofaen. Lærke sorterede gamle billeder på computeren ikke for at lave et presserende nytårspost, men bare fordi.
Emma vekslede mellem venner, serier og tegning på sin tablet. Nogle gange luftede de alle tre, gik ned til parken, hvor børnene kælker, og voksne nipper kaffe fra papbægre.
En af dagene blev Anders faktisk… rastløs. Ikke arbejds-træt på job-møder. Bare tomgangstræt. For lidt at tage sig til, for stille.
Han gik hen til vinduet, kiggede ud på gården, hvor teenagere lavede dagsfester med raketter, og mærkede at det kriblede af nervøs energi. Som om han misbrugte tiden.
Lærke, råbte han. Skal vi tage i Fields? Eller biografen? Vi hænger lidt fast.
Lærke løftede blikket fra laptoppen.
Fields? Aldrig der er horder. Kino, måske, men ikke i dag. Jeg har netop fået roen over mig.
Bare sådan… ro, gentog han. Hvis vi aldrig får noget fra hånden?
Hvad kalder du noget fra hånden? spurgte hun.
Ja, altså… ved ikke… Endelig få ryddet altanen op. Besøge mine forældre. Gøre noget hos din faster. Male badeværelse.
At lave badeværelse i ferien du er tosset, grinede hun. Vi tager til dine forældre. Jeg er ikke anti-mennesker jeg er bare anti-maraton.
Anders mærkede en snigende irritation.
Jeg kan ikke bare ligge, sagde han. Det føles som dovenskab.
Du slår dig jo nærmest ihjel i det daglige, svarede hun mildt. Du må gerne trække stikket en uge.
Nemt for dig at sige, mumlede han og gik i køkkenet.
Der begyndte han at sortere plastikposer efter størrelse. Fik hurtigt selv latteranfald over det, men uroen blev.
Om aftenen scrollede han Facebook. Folk lagde billeder op fra ski, storbyferier, sauna med birkegrene. Aktiv ferie! Ingen sofaer her! under hvert opslag.
Anders blev irriteret. På dem, på sig selv, på sit eget behov for at være med.
Hvorfor ser du så sur ud? spurgte Emma og kiggede over skulderen.
Se, han viste de aktive posts. Folk lever livet, og vi…
Vi hvad? afbrød hun. Lever også. Bare lidt på en anden måde.
Hun tænkte sig om og tilføjede:
Vil du, jeg lærer dig at lade være med at tjekke sammenlignings-TV?
Han lo:
Du kører det på mig, som om jeg var oldefar.
I opdrager også os, sagde Emma. Nu ved jeg fx, kaffe efter seks er dumt.
Hun smuttede med hans telefon, scrollede op og ned.
Se, sagde hun. Her én på ski. Fedt nok, men de var trætte efter turen. Ham der i sauna sikkert svedig. Du sidder nu i varm stue, blød buks, ingen ankler på vej. Det er også et win.
Du får det til at lyde som livsbedrift, sagde han ironisk.
I jeres generation ER det en bedrift, sagde hun dybt alvorligt. I kan ikke hvile jer.
Han ville protestere, men kunne ikke modsige.
Dagen efter havde de en lille mikro-skænderi. Anders bingede Netflix hele formiddagen. Lærke ryddede rundt og organiserede ting, hun aldrig fik tid til. På et tidspunkt knaldede det.
Du kvadrerer øjnene foran skærmen! sagde hun på vej gennem stuen.
Og du flytter rundt på alt er det mere produktivt?
Jeg får da noget gjort.
Jeg får da også noget gjort. Jeg slapper af.
Det er ikke afslapning det er flugt.
Han pausede Netflix og kiggede op.
Din orden er også flugt. Du kan aldrig bare… sidde ned og lave ingenting. Du starter straks på dit projekthjul.
De stirrede på hinanden. Stilheden afslørede, at de genspejlede hinandens frygt.
Lad os lave en deal, sagde Lærke og hvilede skuldrene. Du får en halv dag med serier, jeg lader være med at organisere en halv dag. Ingen kritisk mikrostyring imens.
Enig, sagde Anders. Dog: mindst ét fælles projekt pr. dag. Haf.
Gåtur, tilbød hun. Eller film sammen.
Eller brætspil! råbte Emma fra gangen. Hun havde hørt det hele. Jeg stemmer brætspil.
Således blev første ferie-regel født. Det annullerede ikke gamle vaner, men gav dem frihed til at være i ro. Anders slappede mere af med Netflix, og Lærke lå indimellem ved siden af uden huskelister.
Et par dage senere kørte de til Anders forældre. Lidt snak, lidt snolder, men færre folk end vanligt. Forældrene var ældre, gæsterne mere sporadiske. De spiste kage og talte om vejr og helbred.
I virker til at være meget mere frie i år, sagde Anders far og skænkede te. Normalt har I plan på plan.
Vi har lavet plads til os selv, sagde Anders.
Klogt, bakkede moren op. I render rundt for alle andre hav nu ferie som folk engang!
Anders var overrasket: Han ventede kritik, men fik accept. På vej hjem delte han det med Lærke.
Se, sagde han. Ikke alle synes, vi svigter traditionerne.
Måske er det mest mig selv, der gør, indrømmede hun. Det er svært at bryde med alt det gamle.
Man behøver ikke gå cold turkey. Step by step.
Hun nikkede.
De næste feriedage blev virkelig step by step. Én dag bare derhjemme med bøger og simple retter. Næste dag tog de ind til Strøget, vandrede blandt julelys og havnede i et lille caféhjørne, hvor ingen skulle transporteres hjem.
Ved du hvad, sagde Lærke ved chokolade-koppen, jeg nyder, at der ikke er plan for hver dag. Jeg vågner og tænker hvad vil jeg ikke hvad skal jeg.
Hvad vil du så?
I dag? Ikke så meget. Bare gå sammen.
Han smilede.
Jeg vil arbejde på at lade være med at skælde mig selv ud over at der intet særligt sker.
Den er svær, bemærkede hun.
Men man må øve sig.
De sad lidt og holdt øje med folk: en der for op, en der tog selfies, en med et træt barn på slæb. Hver deres slags fest.
Sidste feriedag var klar og kold. Emma tog til veninde, lovede at være hjemme til aften. Stille i lejligheden.
Skal vi tage i parken? foreslog Anders. Ingen hund, ingen plan bare os.
Lad os, sagde Lærke.
De gik ud. Sneen knasede, luften havde kindbid. Færre folk end nytårsdag. Nogle skøjtede, nogle skubbede barnevogne.
De gik uden at snakke, men ikke akavet. Lærke tænkte på, at hverdagen snart ville genstarte med mails, opkald, kan du hjælpe, kan du arrangere? men nu var der ro.
Jeg troede, hvis vi ikke fik stort selskab, ville der ske noget indeni, sagde hun. At jeg ikke længere var… en god datter eller god vært.
Hvad så? spurgte Anders.
Ingenting gik i stykker, lo hun. Man kan åbenbart godt være normal uden alt det.
Jeg troede, hvis jeg ikke gjorde noget nyttigt, ville jeg blive overflødig. Men det kan man bare lade være.
Emma ser det også, sagde Lærke. Det smitter.
De blev siddende lidt, bagefter gik hjem. I opgangen duftede der af gran og appelsin, en nabo havde lavt musik på.
Hjemme satte Anders te over, fandt småkager frem. Lærke tændte et stearinlys i vinduet ikke for hygge, bare tradition.
Hvad tror du? spurgte hun under teen. Er det sådan her det bliver fremover uden maraton?
Ingen ved det, svarede Anders. Måske får vi igen lyst til stor fest. Men nu kan vi vælge selv.
Hun nikkede. Stadig lidt uro indeni, men den dikterede ikke længere.
Ud på aftenen dukkede Emma op, rødkindet og glad.
Hos min veninde tog forældrene i spa. Efterlod hende en seddel: Vi trænger til ferie. Du klarer dig selv. Hun blev først sur, men nu synes hun faktisk det er fedt.
Se! sagde Anders. Alle skal lære det.
Jeg lærer det også, sagde Emma. Det er rart, når I bare er hjemme og ikke fiser rundt. Selv når I skændes om Netflix og plasticposer.
Lærke brød ud i grin.
Vi prøver at være bare hjemme oftere, sagde hun.
De satte sig sammen i sofaen, så en film Emma havde valgt. Teen blev lunken, småkagerne dryssede, udenfor tændte sporadiske raketter, men ingen overdøvede deres stille latter.
Den fest de frygtede at gå glip af, var i virkeligheden ikke dér, hvor der var mest larm. Den var her: tre mennesker, der gav sig selv lov til at holde fri uden at skulle vise nogen, hvordan man rigtigt fejrer nytår.
Og det var mere end nok.
