– Og sikke en dygtig datter jeg har! – pralede Oksana for naboerne. – Hun klarede alle eksamener med topkarakterer! Og så arbejder hun ovenikøbet ved siden af og tager ikke en krone hjemmefra! – Jeg misunder dig, Oksana! Mine børn kan kun finde ud af at bede om penge, – sukkede naboen. – Og de gider slet ikke studere. Maja siger, at hun vil gifte sig lige efter HF, så hendes mand kan forsørge hende. Og min søn… åh! – Naboen slog opgivende ud med hånden, dybt skuffet over sine børn. – Men din Anastasia er smart, hun vil selv klare sig. – Ja ja, – hviskede Mikkel for sig selv, mens han havde trukket sig et par skridt væk fra sladdertanterne. Helst ville han bare hjem, men mor var endnu ikke færdig med at handle. Og når far var på arbejde, så var den ærefulde titel som posebærer hans. – Bare du vidste, hvad lillesøster egentlig laver i København, mor – så ville du slet ikke nævne hende. Slet ikke. – Sagde du noget? – Oksana kiggede utilfreds på sin søn, som brummede. Kunne han virkelig ikke vente fem minutter? Hun var ikke engang færdig med alle detaljerne. – Jo mor, jeg sagde noget. Jeg skal lave en præsentation til i morgen og skrive en stil. Måske du kan rose hende en anden gang? – Mikkel svarede roligt. – Altid skal du og far ødelægge det for mig! Nå, lad os gå… Mikkel trak bare på skuldrene og bemærkede naboernes lettede udtryk. De fortrød allerede, at de var faldet i kløerne på den stolte mor. Oksana talte altid kun om sin datter. På sådan en måde, at man nærmest syntes, at Anastasia var indbegrebet af alt, man burde stræbe efter. Men han kendte sandheden. Det gjorde han, men han sagde ikke noget. Han ville ikke gøre mor urolig… *** – Bor Anastasia Møller her? – Den fine dames nedladende blik gjorde Oksana nervøs. Og de to mænd bag hende skabte heller ikke ligefrem ro. – Min datter bor i København. Hun læser på universitetet, – svarede hun stolt. – Hvad vil I hende? – På universitetet? Anastasia? Er det en joke? – gæsten havde frækhed nok til at grine. – Hun blev smidt ud efter første semester. Ikke én eksamen bestået, gik aldrig til timer – hun havde travlt med at finde sig en kæreste. – Hvordan kan du tillade dig at tale sådan om min datter? Jeg melder dig for injurier! – Oksana hørte en dør gå op, og blev forvirret. Skulle hun invitere den frække dame indenfor? Eller lade være? Hvad nu hvis damen sagde noget? Folk elskede jo at sladre uanset, om det var sandt eller ej. – Kom indenfor, – afbrød Mikkel hendes tvivl. – Der er ingen grund til at give folk grund til sladder. Mor, luk dem ind. – Men Mikkel! – Luk nu bare ind. Nu virkede han meget ældre end sine seksten år. Og meget seriøs – og bare en lille smule nervøs. Mikkel viste gæsterne ind i stuen. Damen satte sig smilende i lænestolen, mændene blev stående. – Mikkel! Hvordan kan du invitere dem? Hørte du, hvad hun sagde om Anastasia! – Ja. Derfor lod jeg dem komme ind, – svarede Mikkel irriteret. Nu hvor far var på forretningsrejse, var det ham, der var indehaver af familiens ansvar. Han måtte prøve at minimere skaden. – Men… – Du kender vist din søster bedre, – sagde damen spydigt. – Ved du, hvor hun er? – Hun er i København, det har mor ret i. Men hun bor ikke på kollegie, – svarede Mikkel med et skævt smil. – Hun bor i en dyr lejlighed, betalt af en ældre mand. Nej, jeg har ikke adressen. Men jeg ved, at manden er gift, ca. tyve år ældre end Anastasia, og har tre voksne børn. Og MEGET velhavende. – Hedder han tilfældigvis Henrik? – Gætter jeg rigtigt, at du er hans kone? – Heldigvis nej. Jeg er hans søster og er grundigt træt af hans narrestreger, – damen smilede koldt. – Henrik har en dejlig hustru – datter af vores vigtigste forretningspartner – og hun bliver bestemt ikke glad for alle de unge piger i nærheden af hendes mand. Hun overvejer skilsmisse nu. – Og det må naturligvis ikke ske, eller hvad? – Klog dreng, – smilede damen. – Har du nogle idéer om, hvor din frække søster er? – Ikke selv, men måske ved hendes veninde noget. Jeg kan tage kontakt til hende, men først, hvad har du tænkt dig at gøre? Jeg har kun én søster. – Mikkel, hvad betyder alt det her? Hvem er Henrik? Hvilken lejlighed? Hvad er der sket med min datter? – Oksana blev hvid i ansigtet. Mikkel løb ud på badeværelset, hvor mor altid havde sine piller. – Skal vi ringe efter en ambulance? – Damens stemme lød nu lidt skyldig. Mikkel rystede på hovedet. Han havde selvfølgelig allerede ringet. Nina, den sødeste sygeplejerske, ville komme om fem minutter. Hun var nok i nærheden. – Mikkel… Hvor ved du alt det fra? – spurgte Oksana ynkeligt. Kunne det passe? Hendes datter… elskerinde? Hvordan skulle hun leve med det? – Sidst Anastasia kom hjem, var hendes mobil i stykker, husker du? Hun lånte min computer for at skrive med en veninde og loggede aldrig af. Jeg læste hendes beskeder, blev lidt overrasket, spurgte direkte – og hun nægtede ikke. Bad bare om, at du ikke måtte høre noget. Mikkel var oprigtigt ked af det på sin mors vegne. Hun var sådan et godt menneske, hendes eneste svaghed var nok trangen til at prale med sine børns bedrifter. Han blev selv altid rød i hovedet, når hun fortalte alle om hans præmier og diplomer. Senere, da Oksana lå i sengen med sygeplejersker ved sin side, gik Mikkel tilbage til gæsterne. Han var ret nysgerrig efter, hvad damens plan var for hans søster. – Ja, hvad vil du så gøre? – Ingenting alvorligt. Give lidt penge, introducere hende for nogle folk. Ugifte, selvfølgelig. Hvis hun har heldet med sig, kan hun måske få sig et godt parti. – Fint, jeg ringer til veninden nu, – sukkede Mikkel, klar til en ubehagelig samtale. Anastasias veninde… var ikke lige den nemmeste. Han måtte sno sig. Heldigvis havde han en undskyldning – den beståede eksamen. Måske vil en bror give en gave til søsteren? Når hun nu bor så langt væk, kan kun en kurér hjælpe… – Her, vær så god, – rakte Mikkel en seddel til damen. – Jeg regner med, du holder ord. – Det gør jeg, bare rolig. På vej ud af døren sagde damen højt, tydeligvis for de nysgerrige naboers skyld: – Undskyld, at I blev så urolige, men der var ikke andre måder at tale sammen på uden nysgerrige ører. Jeg håber, der ikke opstår nogle grimme rygter. Hvis der gør, undskylder jeg personligt overfor Anastasia. Men jeg satser på, at folk her er ordentlige og ikke sladrer. Der kom naturligvis rygter, men de døde hurtigt ud. Oksana satte straks en stopper for dem og bad om ikke at tale ondt om hendes datters gode navn. Hun pralede nu langt mindre – og gik i det hele taget sjældnere udenfor. Mikkel talte med sin far, og sammen besluttede de: Familien skulle flytte. Oksana skammede sig overfor naboerne – hun syntes jo, hun havde snydt dem længe. En dag flyttede familien. Som Mikkel sagde til de nysgerrige naboer: Til København, tættere på Anastasia. Der er bedre læger, og mor har jo ikke haft det så godt. Anastasia kom aldrig hjem igen – hun havde giftet sig ind i en rig familie og glemte sin egen…

– Og min datter er da sådan en klog pige! pralede Anne for naboerne. Hun lukkede hele semesteret med rene tolvtaller! Oven i købet har hun fundet tid til at tage et studiejob, og vi har ikke givet hende én eneste krone!
Jeg misunder dig let, Anne! Mine unger kan kun lide at bede om penge, jamrede den anden kvinde. Og de gider slet ikke studere. Matilde siger, hun vil gifte sig straks efter gymnasiet, så kan manden forsørge hende, siger hun. Og min søn åh! Naboen slog opgivende ud med hænderne, tydeligt skuffet over sine børn. Men din Astrid er sej, hun har styr på sit eget liv.
Ja, ja, det siger du, hviskede jeg lavmælt for mig selv, mens jeg trådte et par skridt væk fra sladderkællingerne. Egentlig ville jeg helst hjem, men min mor var ikke færdig med dagens indkøbstur. Når far var på arbejde, var det mig, der fik æren af at være bære-drenge. Hvis du vidste, hvad lillesøster egentlig render rundt og laver ovre i København, så havde du nok ikke pralet med hende hele tiden!
Hvad mumler du om? Anne sendte mig et utilfreds blik, mens hun forsøgte at fortsætte sin fortælling. Hvorfor kunne jeg ikke lige vente fem minutter mere?
Jo mor, jeg sagde bare, at jeg skal lave en fremlæggelse til i morgen og også skrive en stil. Måske kan du prale en anden dag? svarede jeg roligt.
Det er altid dig og din far! I vil aldrig lade mig fortælle noget! Nå, lad os gå
Jeg trak bare på skuldrene, da jeg så de lettede blikke naboerne sendte mig. Nu var de nok også trætte af mors evindelige snak om Astrid. Hun talte altid om Astrid som om hun var selve idealet.
Men jeg kendte sandheden. Det gjorde jeg, men jeg sagde ikke noget; jeg ville ikke gøre min mor bekymret…
***
Bor Astrid Andersen her? Den fremmedes kolde blik fik min mor helt ud af trit. Bag hende stod to mænd, hvilket ikke ligefrem gjorde hende mere rolig.
Min datter bor i København nu. Hun studerer på universitetet, svarede min mor stolt. Hvad vil I hende?
På universitetet? Astrid? Mener du det? gæsten grinede hånligt. Hun røg ud allerede efter første semester. Kunne ikke bestå en eneste eksamen, for hun mødte jo aldrig op, hun havde travlt med at finde sig en ældre mand.
Hvordan tør du tale sådan om min datter? Jeg melder dig for bagvaskelse! Min mor blev forvirret, da hun hørte lyde fra naboens entre. Hvis hun lod hende komme indenfor, ville det være som at give hende ret. Men lod hun være, ville snakken gå endnu vildere.
Kom ind, afbrød jeg min mors tøven. Der er ingen grund til at fodre sladderen mere. Mor, luk dem ind.
Ej, William!
Luk dem nu bare ind.
Jeg følte mig pludselig meget ældre end mine seksten år og mere alvorlig, end jeg plejede. Jeg viste selv gæsterne ind i stuen og pegede på sofaen. Kvinden satte sig selvsikkert i lænestolen lidt væk. Mændene blev stående.
William! Hvordan kan du dog lukke dem ind? Hørte du, hvad hun sagde om Astrid?
Jeg hørte det godt, det var netop derfor, mor, svarede jeg utålmodigt. Når far var væk, var det mit ansvar at passe på familien. Jeg måtte begrænse skaden.
Så du ved åbenbart mere om din søster, sagde damen spydigt. Ved du måske, hvor hun er?
I København, der har du ret. Men hun bor ikke på kollegie. Hun bor i en lejlighed, som hendes kæreste betaler for. Og jeg kender ikke adressen. Men jeg ved, at han er gift, mindst tyve år ældre end hende, og har voksne børn. Og så er han formuende.
Hedder han tilfældigvis Christian?
Lad mig gætte, du er hans kone? Jeg mærkede nervøsiteten i min krop. Hvor roder min søster sig egentlig ud?
Heldigvis nej. Jeg er hans søster, træt af hans eskapader, svarede damen køligt. Christian har en enormt sød kone, datter af vores største forretningspartner. Hun er stærkt utilfreds med de unge piger, der klæber sig til hendes mand. Det kan ende med skilsmisse.
Og det skal for enhver pris undgås, går jeg ud fra?
Du er en kvik dreng, sagde hun med et smil. Kan du gætte på hvor i byen din eventyrlystne søster kunne opholde sig?
Nej, men hendes veninde ville måske vide det. Jeg kan kontakte hende, men først vil jeg vide, hvad du har tænkt dig. Jeg har kun én søster.
William, hvad er det her? Hvem er Christian? Hvad for en lejlighed? Hvad er der sket med min datter? min mor var helt bleg i ansigtet og begyndte at ryste. Jeg løb hurtigt ud efter hendes medicin i badeværelset.
Skal vi ringe efter en ambulance? lød det lettere bekymret fra gæsten.
Jeg rystede på hovedet. Jeg havde allerede ringet, mens jeg hentede pillerne. Sygeplejersken, Kirsten, havde lovet at komme på fem minutter. Hun bor tæt på.
William… Hvordan ved du alt det her? spurgte mor bedrøvet. Tanken om at datteren var blevet en andens elskerinde knuste hende.
Da Astrid sidst var hjemme, var hendes telefon i stykker, kan du huske? Hun lånte min computer for at skrive med veninden og glemte at logge ud. Jeg læste lidt med, blev chokeret og spurgte hende direkte ud. Hun fornægtede intet, bad mig bare om ikke at sige noget til dig.
Jeg var oprigtigt ked af det på min mors vegne. Hun er et godt menneske, bare lidt for glad for at prale med vores resultater. Jeg rødmer selv, når hun fortæller alt og alle om mine karakterer og medaljer.
Senere, efter at mor var tilset af sygeplejersken og lagt i seng, gik jeg ind til gæsterne. Jeg ville vide, hvad planen var for min søster.
Så, hvad vil du gøre?
Ikke noget voldsomt. Jeg vil give hende penge og introducere hende for nogle ordentlige fyre. Ugifte, vigtigst af alt. Hvis hun er snu, kan hun måske gifte sig fordelagtigt.
Fint, øjeblik, sagde jeg med et suk. Astrids veninde var ikke nem at tale med. Jeg måtte finde på en undskyldning for at kontakte hende, og heldigvis blev det nævnt, at Astrid havde klaret sine eksamener godt. Måske ville hendes bror give hende en gave? Når man bor så langt fra hinanden, må man lade en kurér klare det.
Her, tag denne seddel, jeg overrakte kvinden en lap papir. Jeg håber, du holder, hvad du lover.
Stol på mig, svarede hun.
Og da hun gik ud ad døren, løftede hun stemmen og sagde, så naboerne kunne høre:
Undskyld, hvis jeg gjorde jer kede af det, men det var nødvendigt at få talt ud uden for mange nysgerrige ører. Jeg håber, der ikke opstår dårlige rygter. Og hvis de gør, lover jeg at undskylde personligt til Astrid. Men folk her virker fornuftige, så mon ikke det går.
Rygterne spredte sig alligevel, men de døde snart ud. Anne skar dem af og bad folk lade være med at tale ondt om hendes datter. Dog begyndte hun at gå meget mindre ud og ingen pral.
Jeg talte senere med far, og vi blev enige om at flytte væk. Min mor skammede sig over at se naboerne i øjnene; det føltes, som om hun havde løjet for dem alle i årevis.
En solskinsdag rykkede hele vores familie. Til nysgerrige naboers spørgsmål forklarede jeg, at vi skulle til København for at komme tættere på Astrid der er jo bedre læger derovre, og mor har ikke haft det for godt på det seneste.
Astrid kom ikke mere hjem. Hun blev gift meget fordelagtigt og glemte alt om familien.
Og jeg har lært, at selv når sandheden gør ondt, er det bedre at kende den end at tro på løgnen.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

twelve + 8 =

– Og sikke en dygtig datter jeg har! – pralede Oksana for naboerne. – Hun klarede alle eksamener med topkarakterer! Og så arbejder hun ovenikøbet ved siden af og tager ikke en krone hjemmefra! – Jeg misunder dig, Oksana! Mine børn kan kun finde ud af at bede om penge, – sukkede naboen. – Og de gider slet ikke studere. Maja siger, at hun vil gifte sig lige efter HF, så hendes mand kan forsørge hende. Og min søn… åh! – Naboen slog opgivende ud med hånden, dybt skuffet over sine børn. – Men din Anastasia er smart, hun vil selv klare sig. – Ja ja, – hviskede Mikkel for sig selv, mens han havde trukket sig et par skridt væk fra sladdertanterne. Helst ville han bare hjem, men mor var endnu ikke færdig med at handle. Og når far var på arbejde, så var den ærefulde titel som posebærer hans. – Bare du vidste, hvad lillesøster egentlig laver i København, mor – så ville du slet ikke nævne hende. Slet ikke. – Sagde du noget? – Oksana kiggede utilfreds på sin søn, som brummede. Kunne han virkelig ikke vente fem minutter? Hun var ikke engang færdig med alle detaljerne. – Jo mor, jeg sagde noget. Jeg skal lave en præsentation til i morgen og skrive en stil. Måske du kan rose hende en anden gang? – Mikkel svarede roligt. – Altid skal du og far ødelægge det for mig! Nå, lad os gå… Mikkel trak bare på skuldrene og bemærkede naboernes lettede udtryk. De fortrød allerede, at de var faldet i kløerne på den stolte mor. Oksana talte altid kun om sin datter. På sådan en måde, at man nærmest syntes, at Anastasia var indbegrebet af alt, man burde stræbe efter. Men han kendte sandheden. Det gjorde han, men han sagde ikke noget. Han ville ikke gøre mor urolig… *** – Bor Anastasia Møller her? – Den fine dames nedladende blik gjorde Oksana nervøs. Og de to mænd bag hende skabte heller ikke ligefrem ro. – Min datter bor i København. Hun læser på universitetet, – svarede hun stolt. – Hvad vil I hende? – På universitetet? Anastasia? Er det en joke? – gæsten havde frækhed nok til at grine. – Hun blev smidt ud efter første semester. Ikke én eksamen bestået, gik aldrig til timer – hun havde travlt med at finde sig en kæreste. – Hvordan kan du tillade dig at tale sådan om min datter? Jeg melder dig for injurier! – Oksana hørte en dør gå op, og blev forvirret. Skulle hun invitere den frække dame indenfor? Eller lade være? Hvad nu hvis damen sagde noget? Folk elskede jo at sladre uanset, om det var sandt eller ej. – Kom indenfor, – afbrød Mikkel hendes tvivl. – Der er ingen grund til at give folk grund til sladder. Mor, luk dem ind. – Men Mikkel! – Luk nu bare ind. Nu virkede han meget ældre end sine seksten år. Og meget seriøs – og bare en lille smule nervøs. Mikkel viste gæsterne ind i stuen. Damen satte sig smilende i lænestolen, mændene blev stående. – Mikkel! Hvordan kan du invitere dem? Hørte du, hvad hun sagde om Anastasia! – Ja. Derfor lod jeg dem komme ind, – svarede Mikkel irriteret. Nu hvor far var på forretningsrejse, var det ham, der var indehaver af familiens ansvar. Han måtte prøve at minimere skaden. – Men… – Du kender vist din søster bedre, – sagde damen spydigt. – Ved du, hvor hun er? – Hun er i København, det har mor ret i. Men hun bor ikke på kollegie, – svarede Mikkel med et skævt smil. – Hun bor i en dyr lejlighed, betalt af en ældre mand. Nej, jeg har ikke adressen. Men jeg ved, at manden er gift, ca. tyve år ældre end Anastasia, og har tre voksne børn. Og MEGET velhavende. – Hedder han tilfældigvis Henrik? – Gætter jeg rigtigt, at du er hans kone? – Heldigvis nej. Jeg er hans søster og er grundigt træt af hans narrestreger, – damen smilede koldt. – Henrik har en dejlig hustru – datter af vores vigtigste forretningspartner – og hun bliver bestemt ikke glad for alle de unge piger i nærheden af hendes mand. Hun overvejer skilsmisse nu. – Og det må naturligvis ikke ske, eller hvad? – Klog dreng, – smilede damen. – Har du nogle idéer om, hvor din frække søster er? – Ikke selv, men måske ved hendes veninde noget. Jeg kan tage kontakt til hende, men først, hvad har du tænkt dig at gøre? Jeg har kun én søster. – Mikkel, hvad betyder alt det her? Hvem er Henrik? Hvilken lejlighed? Hvad er der sket med min datter? – Oksana blev hvid i ansigtet. Mikkel løb ud på badeværelset, hvor mor altid havde sine piller. – Skal vi ringe efter en ambulance? – Damens stemme lød nu lidt skyldig. Mikkel rystede på hovedet. Han havde selvfølgelig allerede ringet. Nina, den sødeste sygeplejerske, ville komme om fem minutter. Hun var nok i nærheden. – Mikkel… Hvor ved du alt det fra? – spurgte Oksana ynkeligt. Kunne det passe? Hendes datter… elskerinde? Hvordan skulle hun leve med det? – Sidst Anastasia kom hjem, var hendes mobil i stykker, husker du? Hun lånte min computer for at skrive med en veninde og loggede aldrig af. Jeg læste hendes beskeder, blev lidt overrasket, spurgte direkte – og hun nægtede ikke. Bad bare om, at du ikke måtte høre noget. Mikkel var oprigtigt ked af det på sin mors vegne. Hun var sådan et godt menneske, hendes eneste svaghed var nok trangen til at prale med sine børns bedrifter. Han blev selv altid rød i hovedet, når hun fortalte alle om hans præmier og diplomer. Senere, da Oksana lå i sengen med sygeplejersker ved sin side, gik Mikkel tilbage til gæsterne. Han var ret nysgerrig efter, hvad damens plan var for hans søster. – Ja, hvad vil du så gøre? – Ingenting alvorligt. Give lidt penge, introducere hende for nogle folk. Ugifte, selvfølgelig. Hvis hun har heldet med sig, kan hun måske få sig et godt parti. – Fint, jeg ringer til veninden nu, – sukkede Mikkel, klar til en ubehagelig samtale. Anastasias veninde… var ikke lige den nemmeste. Han måtte sno sig. Heldigvis havde han en undskyldning – den beståede eksamen. Måske vil en bror give en gave til søsteren? Når hun nu bor så langt væk, kan kun en kurér hjælpe… – Her, vær så god, – rakte Mikkel en seddel til damen. – Jeg regner med, du holder ord. – Det gør jeg, bare rolig. På vej ud af døren sagde damen højt, tydeligvis for de nysgerrige naboers skyld: – Undskyld, at I blev så urolige, men der var ikke andre måder at tale sammen på uden nysgerrige ører. Jeg håber, der ikke opstår nogle grimme rygter. Hvis der gør, undskylder jeg personligt overfor Anastasia. Men jeg satser på, at folk her er ordentlige og ikke sladrer. Der kom naturligvis rygter, men de døde hurtigt ud. Oksana satte straks en stopper for dem og bad om ikke at tale ondt om hendes datters gode navn. Hun pralede nu langt mindre – og gik i det hele taget sjældnere udenfor. Mikkel talte med sin far, og sammen besluttede de: Familien skulle flytte. Oksana skammede sig overfor naboerne – hun syntes jo, hun havde snydt dem længe. En dag flyttede familien. Som Mikkel sagde til de nysgerrige naboer: Til København, tættere på Anastasia. Der er bedre læger, og mor har jo ikke haft det så godt. Anastasia kom aldrig hjem igen – hun havde giftet sig ind i en rig familie og glemte sin egen…
Jeg burde bare have fikset vandhanen – et helt almindeligt nabotjeneste, tænkte jeg – Det lader til, vi har fået en ny nabo på etagen, sagde Maria sådan lidt hverdagsagtigt. Anders rakte ud efter småkagedåsen, men stoppede midt i bevægelsen. – Hvad mener du med har fået? Er der flyttet nogen ind? – Lige overfor. Blondine. Hun hedder Sofie. Hun tog en tår kaffe, mens hun holdt øje med Anders’ reaktion. Han trak bare på skuldrene som en mand, der blev flået væk fra tanken om varm aftensmad på grund af noget ligegyldigt. – Og hvad så? Der flytter da hele tiden nogen ind. Maria satte koppen hårdere på bordet end nødvendigt. Kaffen skvulpede lige over kanten. … De første par uger foregik faktisk helt fredeligt. Maria mødte den nye nabo på trappen, de vekslede de sædvanlige smil og nik. Sofie virkede som en venlig ung kvinde – velplejet, sprudlende, med et væld af lyst hår og en klingende latter. Intet mistænkeligt. Men så begyndte det. – Hun opfører sig lidt underligt, fortsatte Maria og snoede viskestykkets hjørne om fingeren. – Hun dukker mistænkeligt ofte op – især når du går ud ad døren. Anders gryntede. – Vi bor jo på samme etage. Selvfølgelig støder vi ind i hinanden. – Hver morgen? Hver aften? Præcis på dét tidspunkt, hvor du går til og fra arbejde? Maria huskede, hvordan hun forleden havde set Sofie hænge ved opslagstavlen, som om vagtplanen for viceværten gemte på opskriften på de vises sten. Men så snart Anders kom ud på svalegangen, mistede planen sin magi. Sofie vendte sig om, strålede bredt – så bredt, at Maria næsten fik ondt i tænderne. ”Ej, Anders! Hvor er det heldigt, jeg lige møder dig! Min vandhane drypper, og jeg kan ikke lige få fat i en håndværker – jeg arbejder jo sent. Kan du kigge på det?” Anders kiggede naturligvis på det. Han vendte tilbage en time senere med et blik, som om han havde udkæmpet en heltedåd. – Det var bare en pakning, der var slidt. Nu er den skiftet. Tre dage senere sad Sofies sofa uhjælpeligt fast i døråbningen. Ugen efter var låsen ”gået i stykker”. Ti dage senere ”klikkede der noget” i eltavlen. – Hun ligger på lur efter dig, sagde Maria og så ham lige i øjnene. – Det er med vilje. Anders gned sig mellem øjnene. – Ej, Maria, nu overdriver du. Hun bor alene – hvem skal ellers hjælpe hende? Skal jeg bare sige nej? Maria kunne have fortalt ham om håret, hver gang Sofie lod sit lyse garn flagre over skuldrene, når Anders kom forbi – ligesom i en reklame for shampoo. Eller om hendes udskæringer. Dybe. Fristende. Men Maria tav. Han ville bare affærdige det. Så blev besøgene faste. Første gang kom Sofie med en hjemmebagt æblekage. Stod smørblid i døren med overskud og fad. – Se, jeg bagte! Det kan jeg ikke spise alene, så I må altså tage for jer! Maria tog imod – ikke af kagen, men af Sofies sukkersøde smil blev hun let utilpas. Tre dage senere stod Sofie der igen, denne gang med spørgsmål til deres internetforbindelse. – Anders, ved du, hvilket abonnement I har? Mit falder ud hele tiden… Denne gang gik hun bare ind uden at vente på invitation, satte sig klods op ad Anders i sofaen – ikke i lænestolen, ikke på kanten, men allerhelst så tæt på, at knæene næsten rørte. Hun grinede højt, overdrevent, kastede hovedet tilbage, så man kunne beundre den lange hvide hals. Hun rørte ofte hans arm. ”Hold da op, er det rigtigt?” – berøring. ”Hvor er du dygtig!” – berøring. ”Det anede jeg ikke!” – berøring igen. Maria sad i lænestolen over for og overværede forestillingen. Fingrene knyttede sig af sig selv, neglene borede sig ind i håndfladen. Og Anders? Han smilede bare som altid og slog det hen. Ingen grænser. Intet ”beklager, jeg er gift”. Intet ”måske skulle du spørge en fagmand”. – Kan du ikke se, hvad hun laver? spurgte Maria, da Sofie var gået. – Hvem? Sofie? Hvad mener du? Maria rullede med øjnene. – Hun gør kur til dig. Helt åbent. Anders lo. – Nu digter du godt nok. Det er bare en snaksalig nabo. – Snaksalig? Hun var tæt på at sætte sig på dit skød! – Nu overdriver du altså. Spændingen voksede i lejligheden som lyn op til et tordenvejr. Maria forsøgte at forklare, at pege på det – men Anders slog væk. Mandlig naivitet eller blindhed – hun vidste det ikke længere. Besøgene fortsatte. Sofie dukkede op om aftenen for at låne salt, om morgenen for et gør-det-selv-råd, midt på dagen bare for at ”sludre”. Og hver gang optrådte hun tilpas præcist, når Maria lige var i Netto eller besøge sin mor. Sammentræf? Ikke længere. En aften kom Maria overraskende tidligt hjem og fandt Sofie i deres køkken. – Ej, Marie! sang hun. – Jeg kiggede bare ind – min router driller igen… Maria sagde intet. Hun tog bare koppen ud af Sofies hånd, hældte teen ud i vasken og satte den demonstrativt i opvaskeren. Sofie skyndte sig at gå. Men var der igen dagen efter. Denne aften var ingen undtagelse. Anders var lige kommet hjem, Maria var i gang med sin rapport – da ringede det på døren. På dørmåtten stod Sofie. Maria vurderede hende fra top til tå og skjulte kun dårligt sin grimasse. Kort, stram kjole i dybrød, der sad som syet til kroppen. Udskæringen så dyb, at man kunne falde i. Læber skarpe og røde – som om hun skulle til fotoshoot for Alt for Damerne, ikke et nabobesøg. I hånden havde hun en flaske vin med guldetikette. – God aften! spindede Sofie – Er Anders hjemme? Blikket flakkede forbi Maria, søgende efter lejlighedens herre. Noget sultent, stædigt glimtede i hendes øjne. Hun skjulte ikke sine hensigter. Maria stod i døren, blokerede passagen. Bag hende kunne hun høre skridt – Anders kom ud fra køkkenet. – Hej, Sofie! smilede han. – Sket noget? Sofie vippede med flasken. – Ville bare give jer lidt god vin. Tak for hjælpen med vandhanen i sidste uge. Maria rykkede sig ikke. Hun målte situationen på et sekund. Nu var det nok. Nu måtte det stoppe. Hun trådte et skridt frem, pressede Sofie væk fra døren. Sofie vaklede, chokeret over modstanden. Flasken slingrede faretruende i hånden. – Vi ønsker ikke længere dit selskab her. Maria sagde det stille. Ingen hysteri. Ingen skænderi. Bare kold, skarp stål. Sofie åbnede munden – for at protestere eller spille fornærmet, måske. Men Maria lod hende ikke. Døren smækkede i for næsen af hende. Stilhed… Anders stod i entreen med et forslået fjæs, som var han blevet slået med en sæk. – Maria, hvad laver du… – Jeg? – Maria vendte sig. – Jeg beskytter vores familie, mens du deler om dig med smil. Anders kløede sig i nakken. – Men hun ville jo bare… – Hun ville dig. Og du skal ikke lade, som om du ikke forstod. De stirrede på hinanden. Maria trak vejret tungt, adrenalinen brusede. Anders sagde ikke mere, fordøjede bare. Så nikkede han. Langsomt, eftertænksomt. – Okay. Måske har du ret. Det var ikke en undskyldning, ikke en tilståelse af blindhed. Men et begyndende skridt. Sofie forsvandt. For alvor. Ikke flere tilfældige møder, ingen dryppende vandhaner eller klikkende eltavler. Døren overfor var lukket, og Maria gik hver gang forbi den med en spids fornøjelse. En uge gik i fred. Maria begyndte næsten at glemme, at der bag væggen boede en blondine. Så begyndte blikkene. Først slog Maria det hen som paranoia. Men nej – naboerne begyndte faktisk at hviske bag hendes ryg. Elena oppe fra femte etage kneb læberne sammen og vendte demonstrativt hovedet væk. Viktor i stuen, normalt snakkesalig, mumlede kun og pilte hurtigt ind i sin lejlighed. Forklaringen kom et par dage senere. Maria stødte ind i Elena i SuperBrugsen – de kunne ikke undgå hinanden. Elena kunne ikke lade være. – Jeg har hørt, du var tarvelig over for stakkels Sofie, sagde hun med et blik fuldt af skjult fordømmelse. – Hun er sådan en sød pige – du jagede hende nærmest ud! Viktor siger, hun græd på trappen bagefter. Maria måtte knibe læberne sammen for ikke at le. – Virkelig? Græd hun? – Ja! Hun ville bare hilse på naboerne, du smækkede døren så hårdt! – Hilse på naboerne, sagde Maria, mens hun studerede en pose rugbrød med overdrevet grundighed. – Selvfølgelig. I kjole med nedringning til navlen og en flaske vin. Vældig nabovenligt. Elena tav, mens hun tyggede på den oplysning. Maria lagde brødet i kurven og gik til kassen, lod sladretanterne fordøje hendes svar. Rygterne bredte sig videre i opgangen med flere detaljer. Maria blev gjort til en bidsk heks, Anders til tøffelhelt og Sofie til den uskyldige, forulempede. Klassisk. Forudsigeligt. Men det rørte ikke Maria mere. Om aftenen sad hun ved køkkenbordet, rørte i kaffen i den samme kop, hun havde taget fra Sofie. Anders sad med telefonen, småfniste indimellem. – Viktor har skrevet i opgangens Facebook-gruppe, at vi er asociale, sagde han uden at se op. – Seriøst? – Jep. Og tre gamle damer har sat en trist smiley på. Maria fnyste – og begyndte så at grine, for første gang i en måned, let og frit. – De må skrive hvad de vil. Lad dem. Anders lagde telefonen og så på hende. – Ved du, først nu forstår jeg, hvor fjollet jeg var. – Nå? – Jo, hun var jo faktisk… du ser det nu selv. Og jeg sagde bare: ”almindelig nabo, bare snaksalig”. Maria rakte hen over bordet og lagde sin hånd oven på hans. – Det vigtigste er, at du forstår nu. Sofie ledte sikkert allerede efter et nyt offer, en ny at manipulere. Maria var ligeglad. Hun havde forsvaret sin familie. Sin mand. Og sladderen… den går over om en måned. Så kommer der nyt at snakke om, nyt drama, ny skandale. Sådan er livet i en andelsforening. Kaffen blev kold, men Maria drak den alligevel. Hun var rolig i sjælen.