“Du er selv skyld i, at du ikke har penge: ingen tvang dig til at gifte dig og få børn,” sagde min mor, da jeg bad om hjælp.
Jeg kan stadig høre hendes stemme for mig, skarp og afvisende: “Det var dit eget valg, fordi du ikke har økonomi til det. Ingen tvang dig til at gifte dig og få børn.” Det sagde min mor direkte til mig, da jeg rakte ud for at få støtte.
Jeg var kun tyve, da jeg giftede mig med Mads. Vi lejede en lille toværelses lejlighed i udkanten af Roskilde. Begge havde vi fuldtidsarbejde: han som tømrer, jeg som assistent på et apotek. Vi levede beskedent, men fik det til at hænge sammen. Vi drømte om at spare op til vores eget hjem, og det føltes dengang, som om alt kunne lade sig gøre.
Så kom Kirstine til verden. To år senere fulgte Freja. Jeg gik på barsel, og Mads tog ekstra vagter og overarbejde. Alligevel fik vi aldrig budgettet til at gå op. Alle pengene gik til bleer, modermælkserstatning, lægeregninger, faste udgifter og naturligvis huslejen, som slugte halvparten af Mads løn.
Hver morgen vågnede jeg med en knugende uro i maven: Hvad nu, hvis Mads blev syg? Eller hvis vi mistede jobbet? Hvad skulle vi dog stille op så?
Min mor boede alene i en rummelig treværelses i Valby. Min mormor ligeså. Begge i København, begge med et ekstra værelse stående tomt. Jeg bad ikke om meget, tænkte jeg kun et midlertidigt sted, bare indtil vi stod stærkere på egne ben.
Jeg foreslog, at min mor kunne flytte sammen med mormor de har før vist, at de kunne enes. Så ville min familie kunne låne det andet hjem. Det ville ikke fylde meget; kun os fire: Mads, jeg og børnene. Men hun ville ikke høre tale om det.
Bo sammen med min mor? Er du blevet skør? udbrød hun vredt. Synes du, mit liv er slut nu? Jeg er altså ikke gammel! Jeg vil ikke bo med hende vi ryger bare i totterne på hinanden. Du må finde ud af det men bland mig ikke ind i dine problemer.
Jeg slugte ydmygelsen og prøvede så at ringe til min far. Han har boet i Hellerup med sin nye kone i årevis. De har et stort hus med fire soveværelser. Jeg håbede, han ville tage sin egen mor min mormor hjem til sig, så vi kunne få hendes lejlighed. Men han sagde bare, at huset allerede var fyldt op med børn fra det nye ægteskab, og at der er simpelthen ikke plads.
Tiltagende desperat ringede jeg igen til min mor. Jeg brød sammen og tryglede hende om at lade os flytte ind midlertidigt. Det var dér, hun sagde ordene, der stadig gør ondt:
Du er selv ude om det. Du valgte at få børn. Var der nogen, der bad dig? Du ville være voksen, og nu må du tage konsekvenserne. Løs dine problemer selv.
Det var som et elektrisk stød gennem kroppen. Jeg blev bare siddende i køkkenet med mobilen i hånden. Det hele skred under mig. Det kom fra min egen mor. Den kvinde, der skulle være mit faste holdepunkt. Jeg bad hende jo reelt kun om lidt kærlighed. Bare et hjørne. Bare lidt medfølelse.
Dagen efter talte Mads og jeg længe om, hvad vi skulle gøre. Den eneste, der rakte hånden ud, var hans mor Tante Birthe. Hun bor i en lille landsby uden for Sorø. Hun har et ekstra værelse og sagde straks, at vi var så velkomne. Hun tilbød endda at passe børnene, mens vi arbejdede.
Men jeg er bange. Det er ikke byen. Det er landet. Ingen læge lige om hjørnet, ingen ordentlig skole, nærmest ingen busser. Jeg frygter, at hvis vi først tager imod, kommer vi aldrig væk igen. At pigerne vokser op uden muligheder, uden en fremtid. At jeg mister modet.
Men vi har reelt intet valg. Min mor har vendt sig fra mig. Mormor er for gammel. Far ser os nærmest ikke som familie længere. Så nu står vi her: må tage imod en hjælp, som trods alt er varm og ægte selvom den ikke kommer fra min egen familie.
Det der gør mest ondt, er ikke armoden. Ikke usikkerheden. Det er at opdage, at dem, man deler blod med, kan være de mest ligeglade, når man virkelig har brug for dem. Og mit største mareridt handler ikke om mig selv men om Kirstine og Freja. At de aldrig nogensinde må mærke, hvor ondt det gør at være uønsket af deres egen mormor.
“Du er selv skyld i, at du mangler penge: Ingen tvang dig til at gifte dig og få børn,” sagde min mor, da jeg bad om hjælp
