I har forvandlet lejligheden til en losseplads – Er I da helt fra den?! – udbrød Dennis, uden at vige. – I har gjort den lejlighed, vi voksede op i, til en skamplet på opgangen. I gør os til grin overfor naboerne. – Lejligheden er delt mellem fire personer, – bemærkede Lærke. – Jeg har min andel her. Og Dennis’ andel gælder også. Vi nægter at lade jer gøre vores fælles hjem til et rotterede. Enten tager I skraldeposerne nu og går i gang – eller… – Eller hvad? – Ivan kneb øjnene sammen. – Vil I smide os ud? Det har I ikke ret til! – Vi går til fogeden, – svarede Dennis. – Så ryger I ud i et værelse på tre gange tre. Der lærer I hurtigt, hvad hygiejne betyder. Allerede ude på opgangen holdt Lærke det parfumerede lommetørklæde for næsen. Lugten fra nummer 48s dør sivede ud som en tung, muggen dis med en syrlig undertone. Dennis, hendes bror, stod ved siden af og rynkede på næsen, mens han rettede på kraveflippen. Han bankede på – ringeklokken havde for længst opgivet i et fedtet lag af støv. – Tror du, de åbner? – mumlede Dennis. – Hvor skulle de ellers gå hen, – sagde Lærke tørt og fikserede tasken på skulderen. – Naboen nedenunder har ringet tre gange i går. Hun siger, at der nu er kakerlakker, der marcherer op gennem ventilationskanalen. Hele hære. Døren gik op på klem, og deres mor dukkede frem i sprækken. Håret havde ikke set en børste i ugevis, fedtet morgenkåbe pyntet med et frisk, fedtet plet. – Hvad vil I nu?! – kradsede moren i stedet for at hilse. – Er det tjek igen? – Mor, luk os ind, – sagde Dennis sagte, men bestemt og skubbede på døren. – Vi kommer ikke for at tjekke. Vi skal snakke. De trådte ind, og Lærke var ved at snuble over et bjerg af gamle ugeblade dumpet i entreen. Foroven tronede en slidt hjemmesko og en tom mælkekarton. Bordpladen under spejlet var usynlig under et lag af småt affald: kvitteringer, regninger, gustne brødkanter og en tyk, lodden støvdyne. – Åh Gud, – hviskede Lærke og så sig rundt. – Mor, hvor er far? – Inde i stuen, – moren svajede mod køkkenet, hvor en Mount Everest af snavsede tallerkener fyldte vasken. – Han ser tv. Hvorfor glor I sådan? Som om I aldrig har været hjemme før. – Netop, fordi vi har, – Dennis gik ind i stuen. Faren sad dybt plantet i en lænestol. Rundt om ham havde der dannet sig et reder af tomme frysepizzakasser, plastemballage og bjerge af solsikkeskaller. Fjernsynsskærmen flimrede og gav genskin i det støvede vitrineskab, hvor et kaffestel var ved at forgå i spindelvæv. – Hej, far, – Dennis gik hen til vinduet for at trække gardinerne fra. – Rør dem ikke! – bjæffede faren uden at vende sig. – Lyset generer. Sid stille ellers kan I gå igen. Lærke slentrede ud i køkkenet og løftede modvilligt hjørnet på et gammelt viskestykke fra bordet. Noget småt og oranget kravlede nedenunder. Hun gøs og følte kvalmen stige op. – Mor, det her er for langt ude, – Lærke vendte sig. – Forstår I virkelig, at det ikke er til at leve sådan? Nabofruen fra 45 sagde, at hun vil anmelde jer til kommunen. I kan blive smidt ud eller ruineret med bøder! – Nåda, se hende! – Tamara svingede med armene og ramte næsten en klæbrig hylde. – Nu skal vi høre på fru Renlighed! Dig og Dennis har ødelagt vores liv. Hele jeres barndom slæbte jeg efter jer og gjorde rent som en gal. Kan du huske det, Lærke? Grød på gulvet, modellervoks i tæppet. Så tænkte jeg: hvorfor gøre rent, når det alligevel er svinesti i morgen igen? Jeg vænnede mig til det. – Mor, vi er tredive! – råbte Lærke. – Vi flyttede for femten år siden! Hjemme hos os skinner alting, for vi kan ikke holde ud at bo i svineri efter det her. Hvem har skylden nu? Vi er her jo ikke! – Men vanen sidder i, – indskød faren inde fra stuen. – Du skal ikke undskylde overfor dem, mor. Vi har det fint sådan her. Naboen din er tosset – hun kan holde styr på sin egen dørmåtte! Dennis kom ud på køkkenet og krummede ansigtet: – Nå. Lærke og jeg har besluttet. I skal på klinikken i morgen. Mor stod stille med den beskidte kaffekop midt i hånden. – Hvilken klinik? Vi fejler ikke noget! – Nej, mor. Raske mennesker sover ikke ovenpå et bjerg skrald. I er tilmeldt gerontolog og psykiater. Måske er det depression, eller – hvad er det nu – samlermani. Det kan endda være begyndende Alzheimer. Vi er altså bekymrede. Vi håber det er en sygdom, der kan behandles. – Synes I, vi er tossede? – faren rejste sig endelig. Bukserne hang, T-shirten var fuld af huller. – Egne forældre– sende os på psyken?! – Ikke psyken – undersøgelse, – sagde Lærke og gik hen til faren. – Se nu dig omkring, far. Det er en losseplads. Virkelig. Er det ikke ulækkert? – Det har vi det fint med, – svarede moren. – Bliver I ved med at gå på, må vi vel trodse jeres læger, bare for at få fred! Sådan blev det. *** Lærke og Dennis brugte hele næste uge på at slæbe forældrene til byens førende specialister. – Bare det er en slags depression, – hviskede Dennis og lænede sig op ad væggen. – Energitab, apati – dér kan man få hjælp. Psykoterapi, piller… – Ja, – sagde Lærke. – Eller hormonforstyrrelser. For hvis de bare… er sådan… så ved jeg ikke, hvordan jeg lever videre. De blev kaldt ind til psykiateren sammen med forældrene. Den ældre kvindelige læge sad længe og bladrede i blodprøvesvar, scanninger og testresultater. Mor og far lignede nogen, der var stået af for længst. – Nå, fru doktor? – Lærke lænede sig frem. – Noget galt? Lægen tog brillerne af og lagde dem stille på bordet. Hun så på børnene, dernæst på forældrene. – Hør, – sagde hun roligt. – Vi har foretaget alle relevante undersøgelser. Vi har tjekket blodomløbet i hjernen, udelukket demens, undersøgt skjoldbruskkirtlen. Jeg ser ingen klinisk depression. Dine forældre orienterer sig glimrende, hukommelsen er fin, de tænker klart. – Hvad betyder det? – spurgte Dennis forvirret. Lægen sukkede. – Det betyder, at der ikke er nogen sygdom at stille diagnose på. Psykiatrisk set er dine forældre fuldt ud raske. – Men de bor i en svinesti! – udbrød Lærke – der er ulideligt at være! – Ser du, – lægen sendte Tamara et blik, – der findes det, man kalder omgangsmæssig ligegyldighed. Dine forældre er ligeglade. De gider ikke andet. De har det ganske komfortabelt i alt det her. Det er opdragelse og valg – ikke medicin. Der blev helt stille. Moren gled over i et sejrssikkert grin. – Hørte I, – pegede hun triumferende på børnene. – Vi er raske! Lægen siger det! Og I troede, vi var idioter. Lærke var ved at bryde sammen. Hun havde håbet, det var sygdom… *** Forældrene blev kørt hjem. Efter en uges fri leg var der endnu mere skrald. Nu lå der kartoffelskræller på køkkenbordet, moren gad ikke engang smide dem ud. Kakerlakker pilede frem og tilbage. – Nå, undersøgelsen er slut? – faren dumpede ned i sit rede-sæde. – Så lad os være i fred. Lås døren udefra. – Nej, far! – Dennis knurrede. – Der bliver ikke fred. Vi håbede, I fejlede noget, så vi kunne hjælpe. Men når I bare er svin – ja, så taler vi om det på den måde. – Hvordan tør du?! – moren fór op. – Vil du tale sådan til din far?! – Det er sådan, det bliver. Rydder I ikke op, så går jeg rettens vej. Så bliver I sat på gaden, vi sætter lejligheden i stand og låser. Moren satte op i skrig. – Utaknemmelige kræ! Vi har opfostret jer! Jeg har ofret mit liv på jer – og nu vil I tvinge mig til at gøre rent?! – Lad være, mor! – Lærke gik helt tæt på. – Vi var ganske almindelige børn. Du var altid bare doven. Du har altid ledt efter skyldige. Først var det os, så arbejdet, nu alderen. Sandheden er, du er ligeglad – både med os, dig selv og vores hjem. Du elsker råddenskaben! – Ja! Det gør jeg! – moren hamrede hånden i det overfyldte bord, så støvet stod som en sky. – Og hvad vil I gøre ved det? Vil I stå her og vogte med moppe? Gider I ikke! I råber lidt og skrider. Jeg lever, som jeg vil! Demonstrativt nappede hun et tørt brød fra bordet og tog en bid. – Skrid. Jeg gider ikke se på jer. Jeres psykiatere kan I selv få besøg af! Dennis kiggede på Lærke. Sorg og afmagt lyste ud af ham. – Kom, Lærke, – hviskede han. – Her er ingen at redde. Lægen har ret. Det kan ikke fixes. De gik. Bag sig hørte de faderens brummen om mere lyd på TV’et og morens skingre latter. *** I næsten to måneder tog Lærke og Dennis ikke kontakt. Så en mandag fik Lærke en besked fra fru Nina fra opgangen: ”Lærke – så er det sket. Kommunen er her.” Lærke kunne ikke holde sig væk. Fra trappen så hun folk i heldragter og masker gå ind i nr. 48. Naboerne stimlede sammen. – Det kan ikke passe! – beklagede kvinden fra nabolejligheden. – Man kan ikke trække vejret i vores køkken – hele huset stinker! Hvor længe skal vi finde os i det?! Forældrene blev ført ud – støttende mellem to. – De gør overgreb! – skreg moren og sprællede. – Jeg har papir på, jeg er sund og rask! Ingen rører mine ting! Udrensningen gik i gang – store sorte affaldssække blev båret ud, så hele opgangen var fyldt. En kvindelig inspektør rettede blikket mod Ivan og spurgte skarpt: – Hvordan kunne I lade det gå så vidt? Her er jo fuldkommen uhygiejnisk! Rotter! Moren fik øje på Lærke. – Lærke! Sig det! – råbte hun. – Sig, at du ikke hjalp os! At du og Dennis forlod os! Lærke svarede ikke, men gik bare. Naboerne krævede familien smidt ud – hun var ligeglad. De kunne selv se, hvad de ville stille op. *** Forældrene tiggede om husly om aftenen. Moren ringede til Lærke og sagde, at de nu var nødt til at bo et sted, indtil lejligheden var renset og giftbehandlet færdig. Lærke afslog. Det gjorde Dennis også – alt, hvad de følte, var nu bare væmmelse.

Rodet lejlighed

Det er jer, der er blevet vanvittige! sagde Dennis bestemt. I har forvandlet barndomshjemmet til en losseplads. I gør os til grin for hele opgangen.

Lejligheden er delt i fire, bemærkede Lærke. Jeg ejer en fjerdedel, og det gør Dennis også.

Og vi tillader ikke, at vores ejendom bliver et ynglested for alt muligt snavs. Enten tager I nogle affaldsposer og går i gang nu, eller…

Eller hvad? Ivan kneb øjnene sammen. Vil I smide os ud? Det har I ikke ret til!

Så må vi trække jer i retten, sagde Dennis tørt. Så må I ud i et værelse på ni kvadratmeter. Der skal I nok hurtigt lære om hygiejne.

Lærke holdt et parfumeret lommetørklæde for næsen allerede ude på trappeopgangen. Lugten sivede tæt ud fra dør nummer fyrre-otte, med en tydelig sur og indelukket undertone.

Dennis, hendes bror, stod ved siden af hende og trak ubehageligt i jakke-kraven. Han bankede på ringeklokken virkede for længst ikke mere, dækket af et tykt lag fedtet støv.

Tror du overhovedet, de åbner? mumlede Dennis.

Hvad skulle de ellers? Lærke trak på tasken. Naboen nedenunder ringede tre gange i går. Hun siger, at der nu vælter kakerlakker ud gennem ventilationssystemet. Hele hære.

Døren blev åbnet på klem, og morens ansigt stak frem. Hendes hår, der ikke havde set en børste i ugevis, hang i fedtede totter, og på den snavsede morgenkåbe kunne man se et gammelt fedtplet.

Hvad vil I nu? hostede moren uden hilsen. Kommer I nu for at kontrollere os igen?

Mor, luk os ind, Dennis skubbede venligt men bestemt til døren. Vi kommer ikke for at kontrollere. Vi vil tale sammen.

De kom ind, og Lærke snublede næsten over en bunke gamle aviser midt i entréen.

Ovenpå lå en nedtrådt hjemmesko og et tomt mælkekarton.

Kommoden under spejlet kunne ikke anes for lag af småting: boner, regninger, stivnede brødkanter og et tykt, dunet lag grå støv.

Gud, hviskede Lærke og så sig om. Hvor er far?

Inde i stuen, moren slentrede mod køkkenet, hvor en bjergkæde af tallerkner ragede op i vasken. Han ser fjernsyn. Hvad glor I sådan? Som om I aldrig har været her før.

Præcis, vi har, Dennis fortsatte ind i stuen.

Faren sad dybt begravet i lænestolen. Rundt om ham på gulvet var der dannet et rede-agtigt kaos: pizzabakker, sølvpapirsstumper og utallige solsikkefrøskaller.

TV-skærmen flimrede i spejlbilledet fra vitrinens støvede glas, bag hvilken stellet stod dækket af spindelvæv.

Hej far, Dennis gik hen mod vinduet og prøvede at trække gardinerne fra.

Lad det være! råbte faren uden at vende sig. Lyset generer mig. Hvis I skal være her, skal I være stille, ellers kan I bare gå.

Lærke gik ud i køkkenet og løftede forsigtigt et hjørne af et viskestykke på bordet. Under det kravlede noget småt og rødbrunt. Hun trak hånden til sig med det samme kvalmen pressede på.

Mor, det her er for meget, sagde Lærke. I kan ikke leve sådan!

Nina fra femogfyrre sagde faktisk, at hun havde tænkt sig at klage til kommunen. I bliver smidt ud eller får en kæmpe bøde!

Nå ja, se lige hende der! Tamara slog ud med hænderne, næsten så hun ramte den klæbrige hylde. Pludselig så pæn!

Det er jer med jeres skrigeri, der har ødelagt alt for os. Da I var små, var jeg evigt i gang med at rydde op efter jer.

Kan du huske det, Lærke? Grød på gulvet, modellervoks i tæppet. Til sidst tænkte jeg: Hvad nytter det at rydde op, når der alligevel bliver svineri igen næste dag? Sådan er jeg blevet vant til det.

Mor, vi er tredive! råbte Lærke. Vi flyttede for femten år siden! Hjemme hos os er alt i orden, netop fordi vi ikke kan holde ud at bo i det her rod. Hvis nogen har skylden nu, er det ikke os vi bor her ikke længere!

Men vanen er her stadig, lød det inde fra stuen. Du skal ikke undskylde dig selv, mor. Vi kan lide det sådan her. Det er hyggeligt. Og din nabo er en sur kælling. Hun skal bare holde sit eget i orden.

Dennis kom ud i køkkenet og rynkede på næsen:

Det er slut nu. Lærke og jeg har besluttet, at I skal på klinik i morgen.

Moren stod med en beskidt kop i hånden.

Hvilken klinik? Vi fejler ikke noget!

Nej, mor. Rask folk sover ikke ovenpå deres eget skrald. Vi har bestilt tid hos en geriater og en psykiater. Måske er det depression, eller det der… samlermani.

Det kan være tegn på begyndende demens. Vi er bekymrede for jer. Vi håber, at det er en sygdom, der kan behandles.

Tror I, vi er skøre eller hvad? Faren rejste sig endelig fra lænestolen. Bukserne hang på ham, og undertrøjen var hullede. Sætter I jeres egne forældre på sindssygehospital?

Nej, men til undersøgelse, Lærke gik hen til faren. Far, se dig omkring. Det ligner en losseplads. Kan I virkelig holde det ud?

Vi har det helt fint, svarede moren. Hvis I ikke tager jer sammen, må vi nok gå med til jeres undersøgelser, hvis bare I så holder op med at mase på!

Sådan blev det.

***

Lærke og Dennis fulgte forældrene til byens bedste specialister den følgende uge.

Bare det er noget, psykisk, hviskede Dennis til Lærke ude på gangen. Sådan noget apati, mangel på energi. Så kunne det da behandles.

Ja, eller noget hormonelt, sagde Lærke. For hvis de bare er sådan… jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve med det.

Hos psykiateren blev de inviteret ind alle fire. Lægen, en ældre kvinde, bladrede længe i testresultaterne, skanningsbilleder og prøver. Forældrene sad med komplet ligeglade udtryk.

Hvad siger du, doktor? spurgte Lærke anspændt. Er der nogle afvigelser?

Lægen tog brillerne af og lagde dem roligt på bordet. Hun så først på børnene, så på forældrene.

Jeg har gennemgået alt, begyndte hun. Vi har testet for demens, gennemgået blodprøver og scannet hjernen. Jeg kan heller ikke konstatere nogen egentlig depression.

Jeres forældre orienterer sig fint, de husker godt og tænker klart.

Hvad betyder det? spurgte Dennis.

Lægen sukkede.

Rent medicinsk fejler jeres forældre intet. Der er ingen psykiatrisk diagnose.

Men de bor i en losseplads! udbrød Lærke. Man kan ikke engang trække vejret derhjemme!

Ja, ser du… lægen målte Tamara med blikket. Der er noget, der hedder almindelig forsømmelighed. Jeres forældre er ganske enkelt ligeglade. De gider ikke. De har vænnet sig til det. De trives i det og ser ingen grund til at ændre noget. Det handler ikke om medicin, men om opdragelse, rutiner og egne valg.

Der blev helt stille. Moren smilede pludselig triumferende.

Hørte I det? hun pegede på børnene. Vi er raske! Det sagde lægen! Og I troede, vi var tossede.

Lærke var tæt på at græde. Hun havde ellers håbet på, at det var en sygdom

***

Forældrene blev kørt hjem. På den uge uden opsyn var skraldet tiltaget. På køkkenbordet lå nu kartoffelskræller, som moren ikke engang havde gidet smide i skraldespanden. Over dem kravlede kakerlakker.

Er det slut med undersøgelsen så? faren dumpede ned i sin stol. Så lad os nu være i fred. Gå nu bare.

Nej, far, Dennis hidsede sig op. Vi troede, I var syge og havde brug for hjælp. Men hvis I bare er grise med vilje, så taler vi ikke mere som før.

Sådan snakker du ikke til din far! Moren fløj over mod Dennis. Er du blevet tosset?

Enten rydder I op, eller også går jeg til retten. Boligforeningen tømmer lejligheden, og så skifter vi låsene.

Moren gik amok.

Utaknemmelige børn! Jeg har opgivet alt for jer, og I vil have mig til at gøre rent nu?!

Hold op, mor! råbte Lærke og trådte tættere på hende. Vi var ganske almindelige børn. Du har altid søgt nogen at lægge skylden på. Før os, så arbejdet, nu alderen. Du er ligeglad med huset, dig selv og os. Du kan faktisk lide det her rådne.

Ja! Det kan jeg! sagde moren, slog i det skraldede bord så støvet stod om hende. Og hvad vil I gøre ved det? Vil I stå her og tørre af hver dag? Det vil I ikke. I har jeres liv og skrider snart. Og jeg bliver, som jeg vil!

Hun tog en gammel brødskorpe op fra bordet og bed demonstrativt af den.

Gå. Jeg gider ikke se på jer. Læger Psykiatere. Kald dem hellere til jer selv.

Dennis så på Lærke. Smerten og skuffelsen i hans øjne fik hende næsten til at bryde sammen.

Kom, Lærke, sagde han dæmpet. Her er ikke flere, vi kan redde. Lægen havde ret. Det kan ikke kureres.

De forlod lejligheden. Bag dem hørtes farens stemme, der beordrede hende til at skrue op for fjernsynet, og morens skingre latter.

***

Lærke og Dennis havde ikke været hos forældrene i næsten to måneder. Så en mandag fik Lærke en besked fra Nina:

Lærke, nu sker det. De er kommet.

Lærke kunne ikke lade være med at køre derhen. Hun stod på trappen og så folk i beskyttelsesdragter og masker gå ind i nummer otte-og-fyrre. Naboerne var stimlet sammen på gangen.

Det er utroligt! udbrød en af nabokonerne. Vi kan ikke trække vejret i køkkenet længere, alt lugter! Hvor længe skal vi finde os i det?

Mor og far blev ført ud af lejligheden under armene.

Det er ulovligt, det her! skreg moren, prøvede at slippe fri. Jeg har papir på, at jeg er rask! I må ikke røre mine ting!

Arbejdet gik i gang, og skraldet blev båret ud i enorme sorte sække. Der var så mange, at hele trappeopgangen blev fyldt.

En kvinde fra kommunen så på Ivan og sagde strengt:

Hvordan kunne I lade det komme så vidt? Her er total uhygiejniske forhold! Rotter!

Moren fik øje på Lærke og råbte:

Lærke! Siger du nu ikke noget?! Siger du, at du ikke har hjulpet os? Jeres skyld, Dennis og din!

Lærke svarede ikke, hun vendte ryggen til og gik. Naboerne råbte op om udsmidning, men hun var ligeglad. Lad dem gøre, som de vil.

***
Forældrene bad senere om lov til at flytte ind hos børnene. Senere samme aften ringede moren og sagde, at de ikke havde noget sted at bo.

Ingen vidste, hvor mange dage oprydningen ville tage, og kemikalierne gjorde det umuligt at vende hjem foreløbigt.

Lærke nægtede at tage dem ind. Det samme gjorde Dennis nu følte de kun væmmelse overfor deres forældre.