Da jeg tænker tilbage på den tid, var det som om hele livet vendte sig over nattens mørke Københavnske veje.
En sensommeraften, hvor duggen stadig lå kold på forruden, lod en mand sig blive kørt til et ydernummer på Frederiksberg. Da vi standsede, rakte han hånden mod døren og famlede i lommen på sin jakke. Ikke efter dankort eller kontanter. Han trak i stedet en kniv bad truende om alle pengene, og sagde jeg skulle forsvinde fra bilen
Men lad mig begynde et andet sted. Dengang for mange år siden, stod Rikke og hendes lille søn Mads sammen i Københavns Lufthavn og vinkede farvel til Niels. Han skulle til USA, et stort eventyr som skulle bane vej for en bedre fremtid for dem alle.
Inden Niels steg om bord på flyet, omfavnede han Rikke og Mads længe. Tårerne gled lydløst ned ad deres kinder, mens han beroligende sagde:
Rikke, hvorfor tager du afsted, som om det er for altid? Et år går hurtigt. Jeg ringer hver dag, du kommer ikke til at savne mig! Og glem nu ikke min mor. Saml jer alle sammen, gå ture og pas godt på jer selv og vores vagthunde. Husk nu vaccinerne. Du kan selv se, hvor trofaste de er, sagde han og klappede blidt Schäferen Holger og lille Frida bag ørerne. De fornemmede afskeden.
Metalfuglen løftede sig fra Kastrup og forsvandt mod skyerne. Tilbage stod Rikke, Mads og hundene, mens flyet forsvandt bag horisonten. Året foran dem virkede uendeligt.
Niels havde brugt ni år på at nå dertil. Som mikrobiolog følte han sig som en vinder med kontrakten i hånden det amerikanske firma havde nedladet sig til at betale business class. Han drog afsted mod sin nye tilværelse, mens tanker om hjemmet, mor, Rikke, Mads, venner og hunde fortonede sig i fortiden.
Rikke sad den aften sammenkrøbet i sofaen med et tæppe om sig. Huset var blevet tomt, ensomt. Også Holger og Frida mærkede det Holger krøb tæt op ad hende, mens Frida lagde sig ind til siden af Rikke, som om de ville trøste. Mads sad stille på sit værelse og bearbejdede savnet.
Hun tænkte: Når sommerferien kommer, tager vi på landet til svigermor.
Anna Marie, Niels mor, boede uden for byen, men tog ofte ind og overnattede hos dem i weekenderne. Hun hjalp, gik ture med Rikke og hundene, tog Mads i teatret, og sammen hyggede de over fremtidsplaner og billeder.
Da sommeren kom, flyttede de ud til kolonihaven: De passede bede, gik ture i skoven, svømmede i søen. Holger og Frida elskede pladsen og forlod sjældent deres mennesker.
Rikke begyndte på arbejde igen. Niels ringede ofte, savnede familien, var betaget af USA, og forsikrede om, at fremtiden nu var sikret for familien.
Efteråret bragte forandringer. Niels ringede glad, han havde fundet hus havde allerede betalt det første depositum, og han bad Rikke sælge deres lejlighed og sende pengene over. Bilen ville hun beholde. Også kolonihavehuset skulle helst sælges for at få råd til det hele uden banklån.
Rikkes lejlighed blev hurtigt solgt møbler og klaver fulgte med. Samme køber købte Anna Maries kolonihavehus, og pengene blev sat ind på Niels amerikanske konto.
Natten inden flytningen gik Holger og Frida rastløst omkring kufferterne og pev. Den første uro lagde sig i Rikke, en forudanelse hun aldrig senere rystede af sig.
Efter de havde ryddet ud og solgt alt, blev det sværere for Niels at få tid til at ringe. Arbejdet kalder, sagde han bare. Da vinteren kom, blev det for alvor svært. Instituttet hvor Rikke arbejdede skar ned hun blev afskediget. Krisen kradsede, dagpenge og pensioner blev forsinkede, og det føltes umuligt at finde nyt arbejde.
Holger begyndte at tabe sig. Der var ikke nok mad. Anna Marie tilbød at vaske op på et cafeteria og tage madrester med hjem til hundene, men Rikke insisterede på at klare det selv. Tingene rettede sig lidt efterhånden Holger tog på igen, og mødte hende trofast hver aften, når hun kom hjem med de tunge poser.
Senere skete det, at Rikke, mens hun bar tunge gryder på caféen, brækkede armen. Så blev Anna Marie syg hjertet kunne ikke mere. Mads skulle have en ny vinterjakke. Rikke ringede til Niels.
Han svarede tørt, at der ikke var penge efter huskøbet, men han ville prøve at sende noget.
Rikke græd. Anna Marie trøstede hende og hviskede blidt:
Bare rolig, min pige. Vi klarer det.
Selv Holger og Frida krøb ind til hende i stilhed, som om de forstod alt.
Et par dage senere kom der 1200 kroner fra USA. Det hele gik til medicin, mad og Mads jakke.
Rikke lagde pelsen og de sidste smykker i en pose og gik til pantelåneren, velvidende at hun aldrig fik tingene tilbage. Senere kom hun hjem i bilen læsset med hundefoder og madvarer. Pengene var væk.
Jeg begynder at køre taxa om natten, sagde hun til Anna Marie.
Anna Marie gispede og bad knuget om, at hun lod være, men ingen kunne overtale Rikke. Holger sprang ind på bagsædet, lagde sig lydløst beredt til at beskytte. De måtte holde sammen.
Natarbejdet viste sig overraskende indbringende: Én nat tjente hun mere end en måneds løn.
Natten efter kørte Rikke igen. Her steg en velklædt mand ind hendes gamle chef. Han blev rystet over at finde hende her. Han fortalte, at han længe havde ledt efter hende. Hans nye forskningscenter havde brug for hende, hun var den bedste. Han tilbød hende jobbet og efterlod sit visitkort.
Rikke kørte hjem, næsten lykkelig. Holger logrede som vanvittig, da hun trådte ind ad døren.
På hjemvejen standsede hun for en mand ved Nørrebro bare et kort lift. Hun nikkede, tænkte på ekstra penge.
Da de nåede frem, åbnede han døren, stak hånden i jakken og trak i stedet for penge en kniv frem.
Et øjeblik senere rungede natteluften af hyl Holger havde kastet sig over manden, bed sig fast i hans ryg, knurrede dybt. Manden svingede desperat kniven, men kunne ikke få Holger væk.
Så fik Holger fat i hånden med kniven, selv om han blev såret i snuden. Da Rikke så blodet, slog hun i desperation angriberen med sin gipsede arm.
Manden røg ud af bilen med hunden på sig. Rikke fik med nød og næppe trukket Holger ind, smækkede døren og kørte af sted.
Frida stod og ventede nervøst uden at røre sin mad den nat. Rikke tog stille Holger ind på badeværelset, vaskede blodet og lagde forbinding på snuden. Så fodrede hun ham, lagde sig med ham på sofaen, og Frida lagde sig tæt, hovedet tungt på hendes ben.
Derefter manglede der aldrig mere penge. Da Rikke hurtigt steg i graderne på sit nye job, fik hun endda råd til en ny bil.
Niels gled langsomt ud af deres liv. Han ringede kun til store højtider; hver gang med en ny undskyldning for sin tavshed. Fem år senere gik Anna Marie bort hjertet kunne ikke mere. Niels dukkede aldrig op til begravelsen, sendte ikke hjælp. Før sin død testamenterede Anna Marie lejligheden til Rikke.
En dag, nogle måneder senere, ringede det insisterende på døren. Hunderne fór op. Mads åbnede og stod ansigt til ansigt med en flot mand i dyr frakke, et smil limet på ansigtet, armene udbredt til omfavnelse.
Nå, søn, skal du ikke hilse på din far? sagde han, nærmest som en skuespiller.
Egentlig er du ikke min far, og forrædere gider jeg ikke se på, svarede Mads koldt. Hent mor.
Rikke trådte ind i gangen. Bag hende stod Holger og Frida, faste og beskyttende.
Hvad vil du nu? Sagde hun. Hun fandt to hundrededollarsedler i tasken og kastede dem mod manden. Her! Vi forstår at betale vores gæld, det er mere end du nogensinde gjorde. Forræder!
Denne lejlighed tilhørte min mor, det er mit arve! Flyt ud, råbte Niels, mens han svingede sin dyre attachétaske truende.
Holger kastede sig over ham, rev ham omkuld, bed ærmet af hans frakke og snerrede arrigt mod hans ansigt. Frida fór til, snappede efter det andet ærme, mens hun knurrede.
Holger, lille ven, du genkender ikke din ejer? peb Niels ynkeligt, i håbet om at blødgøre dyrene.
Holger svarede blot ved at flå det andet ærme af.
Rikke sagde intet, men trak hundene væk og lukkede døren. For altid.
P.S. Niels Jensen fik aldrig læst disse linjer. I august 1998 døde han pludseligt af et hjertetilfælde i USA, uden nogensinde at se sin nye datters fødsel. Han blev begravet på Rock Creek kirkegård i Washington D.C. Fra Danmark kom ingen for at tage afsked.
