Find mig, mor! Katrine fik i sin barndom på børnehjemmet fortalt, hvordan hun var blevet fundet. Svøbt i et blødt tæppe lå hun på trappen foran Odense Sygehus, kun få dage gammel, fin og velholdt, men i slidte klude. I tæppet lå en håndskreven seddel: “Tilgiv mig, min pige!” Tårerne trillede altid, når Katrine hørte dette. Hun bad engang om at se den seddel, som blev opbevaret i hendes personlige sag. Hun blev så rørt, at hun duftede til papiret, i håbet om, at det stadig bar hendes mors duft. Efter fundet ventede Katrine samme skæbne som de fleste bortlagte børn: spædbarnshjem, børnehave, og senere kostskole for forældreløse børn. Hver lykkelig fortælling om jævnaldrende, der fandt en familie—især når det var den biologiske mor der dukkede op—smed en skygge over Katrines hjerte. Om aftenen græd hun i puden, ligesom mange andre, men ingen viste deres sorg. Når Katrine faldt i urolig søvn, så hun altid den samme kvinde, blidt strygende hendes hår og hviskende: – Min elskede datter, mit kære barn! Det drømmesyn var så levende, at Katrine vågnede opløftet og overbevist om, at hendes mor tænkte på hende, og de nok skulle finde hinanden igen. En af pædagogerne, gamle fru Hansen, havde megen medfølelse med Katrine. En aften sagde hun: – Katrine, lad os skrive et brev til avisen. Måske læser din mor det og finder dig. Katrines øjne lyste, og hun kastede sig om halsen på fru Hansen. Sammen skrev de brevet, og næste morgen afleverede fru Hansen det til redaktionen. Brevet kom i avisen sammen med Katrines billede og overskriften: “Find mig, mor!” Efter offentliggørelsen strømmede besøgende til kostskolen. Nogle med gaver, andre ville adoptere Katrine. Men Katrine sagde hvert gang nej. Hun ventede på sin mor! Hendes mor, Anne Pedersen, boede i en lille fynsk landsby. Hun var alene og havde ingen nære venner. Huset var beskedent men hyggeligt og velholdt. Ingen vidste hvor mange tårer, der blev grædt i puden, og hvor mange søvnløse nætter Anne tilbragte, mindende dagen hvor hendes egen mor pressede hende til at efterlade spædbarnet på sygehustrappen. – Du klarer det ikke, sagde hun, – og jeg kan ikke hjælpe dig. Din far drikker. Kommer du hjem med barnet, bliver vi begge smidt ud. Måske får din pige et bedre hjem, opfostret af gode mennesker. Anne, dengang bare Anja, gjorde modstand, men så ingen anden udvej—hun gik på seminariet, levede af en lille SU og havde knap til dagen og vejen. Manden forsvandt længe før fødslen, sagde, han ikke var klar til ansvar, og Anja turde ikke søge støtte hos svigerfamilien, der allerede havde sagt deres mening. På kollegiet var der intet sted for et barn. Da hun blev udskrevet fra sygehuset, boede hun hos to medstuderende i en lejet lejlighed, men da værten fandt ud af barnets tilstedeværelse (fordi nogen havde hørt hendes gråd), blev de straks smidt ud. I desperation skrev den unge mor en seddel på en bænk i hospitalsparken, lagde den i pakke med barnet og gik til sygehuset. Forsigtigt lagde hun sin sovende datter på trappen, tårerne løb, da hun med tunge skridt forlod stedet. Hun stoppede bag et hegn og så, at en kvinde nærmede sig trappen, før hun gik videre—uden at se sig tilbage. Anne håbede, hun engang kunne hente sit barn hjem igen, når hun var færdiguddannet og havde fået arbejde. Hun tænkte ikke over, at pigen måske ville blive adopteret. Hendes lille pige besøgte hende i drømme: hun strøg hende over håret og hviskede: “Min elskede datter, mit kære barn!” Tiden gik, men noget forhindrede Anne i at finde sin datter. Først lykkedes det ikke med arbejdet, og da hun endelig fik et lille hus langt ude på landet og blev ansat som postbud, havde hun næsten opgivet håbet. En morgen tabte hun Fyns Stiftstidende, og blikket faldt på overskriften: “Find mig, mor!” På billedet genkendte hun straks sin datters ansigt—hun ville kunne kende det ud af tusind. Hele verden snurrede, og hun måtte støtte sig op ad væggen. En kollega kom løbende til: – Anne Pedersen, er De okay? Hun kunne ikke arbejde videre den dag. Postmesteren gav hende fri af familiære årsager, og Anne begyndte rejsen mod byen hvor kostskolen lå. Den sidste bus var kørt, men en venlig bilist samlede hende op, hørte hendes historie og kørte hende helt til skolen. Benene skælvede, da hun gik ind. Flere børn kiggede nysgerrigt ud ad vinduet. Katrine var der ikke, men lidt senere blev hun kaldt op til skolelederens kontor. Hun trådte ind—og genkendte straks kvinden fra sine drømme. – Mor! – Min pige!!! – de styrtede hinanden i møde… Moderen bad uendelig om Katrines tilgivelse, men Katrine svarede blot: – Mor, jeg bebrejder dig ikke, du havde jo ikke noget valg. …Årene gik. Katrine voksede op, blev gift, fik sin egen familie med en god mand og en søn. Hele vejen stod hendes mor ved hendes side og opvejede alt det, hun havde mistet—hvad enten det var en fejl, skyld eller dumhed. Mest af alt beundrede hun Katrine, der var taknemmelig, selv for modgang, og sagde, at man må betale for lykken. De havde begge betalt. Hvad var der nu tilbage? At være lykkelige! Katrine, nu en voksen kvinde, husker alting i detaljer. Og selv de mange år efter klandrer hun aldrig sin mor, som nu er borte—det vigtigste var, at hun fik hende igen og havde hende hos sig. Giv et like og del din kommentar!

Find mig, mor!

Jeg, Katrine, har hørt historien mange gange på børnehjemmet hvordan jeg blev fundet. Svøbt i et blødslidt, gammelt baby-tæppe, lå jeg ved indgangen til Esbjergs byhospital.

Jeg var kun få dage gammel, ren og velplejet, omend tøj og tæppe ikke var det nyeste.

I min klud var der klemt en krøllet seddel, skrevet med usikre bogstaver:

“Tilgiv mig, min datter!”

Jeg kan aldrig lade være med at græde lidt, når jeg bliver mindet om det. En dag bad jeg om at se den seddel, som var gemt i min personlige mappe på kontoret. Jeg blev så rørt, at jeg sniffede til papiret og forestillede mig, at det måtte dufte af min mor.

Da jeg blev fundet, blev min skæbne ligesom de fleste forældreløse børn i Danmark spædbørnsafdeling, børnehjem og siden kostskole for forældreløse.

Jeg mærkede smerten hver gang nogen fra min omgangskreds fandt en familie. Særligt trak det ekstra hårdt i hjertet, hvis deres biologiske mor fandt dem. Tit græd jeg ind i min pude om natten men det gjorde vi flere, uden at nogen lod sig mærke med det. Sådan gjorde man bare ikke.

Nogle gange, når jeg endelig faldt i søvn efter uro i kroppen, drømte jeg altid om den samme kvinde, som blidt strøg mig over håret og hviskede:

“Mit barn, min egen lille skat!”

Det føltes så ægte. Når jeg vågnede, gik jeg på skyer hele dagen, og jeg var overbevist om, at min mor tænkte på mig at vi engang ville se hinanden igen.

En af de ældre pædagoger, Frk. Anna Pedersen, havde særligt ondt af mig. En aften, mens vi sad og snakkede, sagde hun:

“Katrine, skal vi ikke skrive et brev til avisen? Måske ser din mor det og finder dig.”

Jeg kiggede op på Anna med lys i øjnene og krammede hende uden et ord. Sammen skrev vi brevet, og næste morgen lagde Anna det forbi Jyllands-Postens redaktion på vej hjem.

Nogle dage senere stod det i avisen med et billede og den store overskrift:

“Find mig, mor!”

Efter artiklen begyndte folk at komme på besøg på børnehjemmet. Nogle kom blot med gaver og kage, andre ville gerne adoptere mig. Men jeg afslog konsekvent. Jeg ville vente på min mor.

Min mor hed egentlig Mette Rasmussen og boede langt ude på landet på Fyn. Hun var alene og havde ikke rigtigt nære veninder der var altid rigeligt arbejde for én person på en gård.

Hun levede ydmygt, men havde det hyggeligt i sit lille hus. Ingen anede, hvor mange søvnløse nætter hun havde grædt sig selv i søvn over at have efterladt sin nyfødte datter på hospitalets trappe på sin egen mors opfordring.

“Du klarer det ikke, og jeg er svag, og din far drikker. Kommer du hjem med barnet, smider han os begge ud. Hvis den lille bliver efterladt, får hun måske en god familie og bliver elsket,” sagde hendes mor.

Mette dengang bare “Metta” insisterede først, men så sig ingen muligheder. Hun gik på seminariet, levede af én SU og havde ikke penge til mad sidst på måneden.

Barnets far forsvandt længe før fødslen. Han sagde bare, at han ikke var voksen nok til at tage ansvar, og hun turde ikke gå til hans forældre, for hans mor havde allerede sagt tydeligt, hvordan hun følte. Kolde blikke intet håb.

Hun måtte ikke tage barnet med i kollegiet. To veninder tog hende og babyen hjem en uges tid, men snart kom udlejeren. En nabo havde sladret om babygråden. Udlejeren ville smide dem ud allesammen, men veninderne fik hende på bedre tanker.

I fortvivlelse skrev Metta et afskedsbrev på en bænk uden for hospitalet, stak det ned til pigen i tæppet, lagde stille det sovende spædbarn på hospitalets trappe og løb grædende væk.

Hun kiggede fra busken udenfor. Da hun så en kvinde tage barnet op, gik hun væk, mens hun ikke længere kunne se vejen for bare tårer.

Hun håbede, at hun en dag kunne hente sin datter igen afslutte studierne, blive voksen og finde hende.

At barnet kunne blive adopteret, tænkte hun aldrig på. Hendes datter dukkede op i drømmene, og hun strøg altid håret på hende og gentog:

“Mit barn, min lille skat!”

Tiden gik. Livet formede sig, men intet lykkedes let. Hun fandt sjældent arbejde, og det hun fik, førte hende langt fra omegn. Hun havde mistet begge forældre undervejs moren døde af sygdom, faren af druk og ildsvåde.

Hun købte til sidst et gammelt hus for næsten ingen penge i en fjern landsby, og fik job som postbud. En morgen, mens hun sorterede posten, tabte hun avisen. Den faldt op på en side med overskriften:

“Find mig, mor!”

Der, på billedet, kiggede min datter op på hende Mette kunne genkende hende blandt tusinde. Alt snurrede rundt, og hun måtte støtte sig til væggen. En kollega ilede til:

“Mette, hvad sker der?”

Hun kunne umuligt arbejde den dag. Postmesteren lod hende tage fri, og straks begyndte hun at pakke til en tur til byen, hvor børnehjemmet lå.

Bussen var allerede kørt, men en bil bremsede op, og chaufføren tilbød hende et lift. Da hun hørte hendes historie, kørte han hende direkte til døren.

Mette var ved at falde sammen af spænding, da hun trådte ind på gårdspladsen. Flere børn studerede hende nysgerrigt men ikke mig. De hentede mig lidt senere ind til forstanderens kontor. Da jeg så hende, genkendte jeg hende straks kvinden fra mine drømme.

“Mor!”

“Mit barn!!” vi styrtede i armene på hinanden.

Mor bad stadig om min tilgivelse, men efter at have hørt hele hendes hjerteskærende fortælling, hviskede jeg bare:

“Mor, jeg bebrejder dig ikke du havde ikke andre valg.”

Årene gik. Jeg voksede op, blev gift, fik et dejligt hjem og et omsorgsfuldt ægtemand. Vi fik en søn. Hele vejen igennem har min mor været hos mig for hende var jeg altid lyset i vinduet.

Mette følte, at hun kunne indhente lidt af det mistede, ved at være der for mig og mit lille barn. Hendes fortid og valg betød ikke længere. Hun blev igen og igen slået af min taknemmelighed, for jeg forklarede hende altid, at lykke skal man betale for.

Vi har begge betalt. Hvad kan man ellers? Lade sig nøjes med at være lykkelige!

Nu som voksen husker jeg alt, ned til mindste detalje. Selv nu, hvor mor ikke er her længere, bebrejder jeg hende intet. Det, der betyder noget, er at hun nåede at være hos mig og at jeg fik min mor.

Sæt endelig et hjerte på og skriv jeres tanker!