I en af DSBs regionalbusser sad jeg en dag side om side med to mennesker: en ung dansk pige og en ældre mand. Pigen havde en livlig hvalp på skødet, mens den ældre mand holdt et kæmpe, farvestrålende blomsterbundt, så smukt at det straks tiltrak alle blikke, når nogen trådte ind i bussen.
Busturen skulle kun vare omkring en halv times tid, men Mathilde som den unge pige hed havde allerede besvær med den lille ballademager. Hvalpen var rastløs, kravlede rundt, peb, forsøgte at lege og bed i alt, hvad den kunne komme i nærheden af. Den havde allerede gjort skade på hendes hjemmestrikkede trøje.
Det stod hurtigt klart, at Mathilde ikke ejede hvalpen selv. Hun forsøgte at tale strengt og bede hvalpen om ro, men vidste tydeligvis ikke rigtigt, hvordan man håndterer sådan én. Hun skiftede hele tiden mellem at formane hvalpen og tigger om opførsel men nævnte ikke én gang dens navn.
Min sidemakker, som var en stilfærdig herre med rare øjne, betragtede sceneriet med et velvilligt smil. Da hvalpen til sidst peb temmelig højt, og flere passagerer vendte sig irritation mod Mathilde, lænede manden sig diskret frem.
Må jeg hjælpe lidt?
Mathilde så nervøst op og mødte et venligt blik.
Jeg kan se, du ikke har så meget erfaring med spirrevippere, sagde han. Prøv at hold blomsterne lidt for mig
Han overrakte hende farvestrålerne, og tog hvalpen op. Hvalpen faldt hurtigt til ro og begyndte nysgerrigt at snuse til mandens hånd.
Jeg har kat derhjemme, så det er sikkert derfor, den undersøger mig så grundigt, smilede han. Skal vi hilse ordentligt på hinanden? Jeg hedder Jens Nielsen.
Jeg hedder Mathilde. Og det her det er bare en hvalp. Den har ikke noget navn. Nogen efterlod den i vores opgang, og mine forældre er helt imod, at vi beholder den. Jeg havde håbet, en af naboerne ville tage ansvar, men de brokkede sig bare over at jeg fodrede den, sukkede hun.
Jens lyttede opmærksomt, mens han nussede hvalpen bag ørene. Den faldt hurtigt til ro i hans favn som om den altid havde hørt til der.
Hvor skal du så tage den hen?
Ud til mormor og morfar på landet, svarede Mathilde lidt bedrøvet. Hun har allerede to hunde, men måske kan jeg overtale hende, ellers finder hun nok nogen, der vil tage sig af den Undskyld, hvor skal du selv hen med så flotte blomster? beklagede hun sig.
Jens smilede blidt.
Blomsterne er til min kone. Det er hendes yndlingsblomster. I dag er en særlig dag
Han tav et øjeblik, præget af eftertænksomhed men netop dér standsede bussen ved Næstved Station, og chaufføren bekendtgjorde et kort ophold.
Hvalpen blev urolig igen, og Jens foreslog:
Skal jeg tage den med ud, så den kan få lidt frisk luft? Der er en fin plæne derovre. Kommer du med, Mathilde, eller venter du hér?
Jeg bliver her, svarede hun.
Gennem ruden fulgte hun ham med smil, mens den ellers så stive Jens løb rundt på græsset og legede med hvalpen, grinende som en ung mand. Buketten lå i hendes skød utrolig og duftrig, som en festdag.
Han er ældre end mine egne forældre… tænkte hun, og jeg kan ikke mindes de nogensinde har moret sig sådan. Vi havde heller aldrig blomster derhjemme. Hvorfor mon?
Kort efter kom Jens tilbage, smilende og lettere rød i kinderne.
Sikken et energibundt! Vi har fundet en pind, så turen ikke bliver for kedelig for ham. Hvor langt skal du køre?
Til endestationen, det tager cirka en time og dig?
Jeg står snart af.
Et stykke tid sad vi i tavshed. Mathilde sad med næsen i blomsterne, mens Jens vuggede den søvnige hvalp, der lystigt gnavede i pinden.
Pludselig vendte Jens sig mod Mathilde.
Mathilde Jeg kan se, du holder meget af blomster. Hvad hvis vi byttede? Du får buketten, og jeg tager hvalpen. Jeg tror, vi allerede har fundet den rette rytme sammen. På landet venter ingen rigtig på ham, men jeg ville blive glad for selskabet.
Han kiggede på hende med et håbefuldt blik. Mathilde tøvede hun ønskede virkelig, at hvalpen fik et kærligt hjem, og hun kunne nemt se, at Jens var den rette. Men blomsterne var noget helt særligt, næsten for fine og betydningsfulde at tage imod.
Hvad med din kone? hviskede hun. Det er jo jeres mærkedag
Jens sukkede, men hans blik forblev varmt.
Du skal ikke bekymre dig, Mathilde. Hun tager det ikke ilde op. Jeg er sikker på, hun ville forstå mig.
Og hun ville ikke have noget imod en hund?
Tværtimod. Hun ville glæde sig over, at jeg har fået en ven. Jeg ved endda allerede, hvad jeg vil kalde ham Buket. Til minde om i dag.
Bussen kørte videre ind i den lyse danske sommer, og fra vinduespladsen kunne Mathilde følge Jens stige af, ivrigt traskende med hvalpen trygt inde under frakken. Af og til kastede han et blik ned og smilede over synet.
Først da han forsvandt ind ad den gamle smedejernslåge ved kirkegården, gik det op for Mathilde, hvem buketten egentlig var tiltænkt.
