Jeg ved alt om hende
Hvem ringede?
Mads fór sammen, telefonen var lige ved at glide ud af hans hånd.
Ingen. Bare nogle svindlere
Vibeke skar videre i agurken til salaten uden at løfte blikket. Tredje “svindler” denne aften. Ganske interessant statistik for en mand, som plejede at brokke sig over, at kun hans mor og GLS ringede til ham.
Mads stak mobilen i lommen på sine jeans og gik hen mod køleskabet, uden selv at vide hvorfor. Han stod længe foran den åbne dør og stirrede ind på hylderne, som om han ledte efter svar på livets største mysterier. Så lukkede han uden at tage noget.
Maden er klar om tyve minutter, sagde Vibeke.
Mmhmm.
Han forsvandt ind i stuen, og straks bredte lyden af fjernsyn sig ud, højere end der var plads til i deres lille lejlighed. Vibeke trak på smilebåndet og skar videre.
De underlige telefonopkald føltes som et dæmpet tordenvejr, og efter en uge kom de første sene aftener på arbejdet. Først én aften, så to i træk. Sidst på måneden var Mads næsten aldrig hjemme før klokken ni.
Vi har ild i et nyt projekt, forklarede han og sparkede skoene af i entreen. Kunden er rædselsslagen, chefen river sig i håret.
Klart.
Vibeke satte en varm tallerken foran ham og satte sig overfor med en bog. Hun spurgte ikke ind til det nærmere, spurgte ikke om projekter eller hvad der var så særligt krævende. Mads lignede én, der hele vejen hjem havde forberedt sig på spørgsmål, men Vibeke sagde ingenting. Han blev desorienteret, til overs med alle sine færdigkøbte undskyldninger.
Bliver du aldrig vred? spurgte han en aften, mens han pirkede til sin frikadelle.
Over hvad?
At jeg kommer sent hjem.
Vibeke vendte en side.
Arbejde er arbejde.
Mads nikkede, utilfreds med roen. Løgnere bliver altid utrygge, når ingen mistænker dem.
Gaverne dukkede op i begyndelsen af december. Først ørestikker ikke til nogen anledning, bare sådan. Så et silkefarvet tørklæde fra en butik, de tit havde passeret, som hun aldrig havde vist interesse for.
Jeg tænkte, du ville kunne lide den, sagde Mads og rakte æsken frem. Den matcher din beige frakke.
Vibeke pakkede op, lod fingrene glide over stoffet.
Smuk.
Kan du virkelig lide det?
Selvfølgelig.
Tørklædet endte i skabet med de andre sjældne ting. Mads lyste op den særlige lettelse for folk, der føler sig syndsforladte uden at have bekendt deres synder.
Han brugte pengene, som om de var legetøj: nyt fjernsyn, selvom det gamle virkede. Kaffemaskinen, fordi Vibeke diskret havde nævnt den en enkelt gang. Billetter på første række til en forestilling.
Hun tog alt imod med et lille smil. Indvendigt samlede hun stille og roligt puslespillet: parfume på hans skjortekrave, smser han læste ude på toilettet med vandet løbende, hans nye vane med altid at vende mobilen nedad.
Firmajulefrokosten blev holdt på en restaurant i Nyhavn. Vibeke tog den beige frakke og tørklædet på Mads øjne lyste. Mads kolleger myldrede rundt, nogen begyndte at skåle.
Anne kom hen, mens Mads var efter drinks.
Må jeg tale med dig et øjeblik?
De trak hen til vinduet, væk fra larmen.
Vi kender jo næsten ikke hinanden, sagde Anne nervøst. Min mand arbejder sammen med Mads.
Jeg ved hvem du er.
Det Jeg var i centrum i sidste uge, sagde Anne og fandt et billede frem på mobilen. Jeg så det tilfældigt Jeg var i tvivl om, jeg skulle vise dig det…
På skærmen krammede Mads en mørkhåret kvinde. Næste billede: de kyssede foran en restaurant.
Vibeke så på billederne med blankt ansigt.
Jeg bryder mig ikke om at blande mig, undskyld, tilføjede Anne hurtigt. Men jeg synes, du burde vide det.
Tak.
Er du okay?
Ja.
Anne nikkede tøvende.
Jeg skal nok lade være med at vise det til nogen. Ikke engang min mand.
Det ville jeg sætte pris på.
Mads dukkede op med to glas cava. Vibeke smilede som hun plejede. Han bemærkede intet, for travlt optaget af at finde snacks.
De kørte hjem i tavshed. Mads tændte for radioen og nynnede. Vibeke sad og betragtede lygterne og tænkte på, hvor underligt mennesker opfører sig. Så bange for at blive afsløret, men efterlader altid spor overalt.
Det var en god aften, sagde Mads, mens han parkerede foran opgangen. Kan du lide den slags arrangementer?
Meget.
Hun tog det roligt. Ugerne gik. Morgenmad, aftensmad, samtaler om ingenting. Mads arbejdede sent, Vibeke spurgte aldrig ind.
Gaverne fortsatte. Guldarmbånd til nytår. Gavekort til spa. Frihed til at bruge, hvad hun ville, på køkkenfornyelse.
Vibeke sagde ja til det hele.
Overførslerne startede i januar. Ikke store beløb 1500 kroner til “massage”, 2000 til “kosmetolog”, 3000 til “nye støvler”.
Mor, jeg har sendt dig penge.
Jeg kan se det, skat, svarede Valborg roligt. De sagde alt, de behøvede, mellem linjerne. Alt bliver godt.
Det ved jeg.
Vibeke fortalte Mads om “udgifterne” til skønhedssaloner, butikker, klinikker. Mads nikkede fraværende. Hvorfor bekymre sig om dyre behandlinger, hvis samvittigheden kan købes?
Dyr taske, sagde han en dag, da han så en pose i gangen.
Italiensk skind.
Flot.
Tasken var fra udsalg for 300 kroner. Resten, 4700, sendte hun til sin mor. Mads opdagede intet, for hans blik var altid i mobilen altid på “møder”.
Valborg lagde pengene på en særskilt opsparingskonto i sit navn. Ingen forklaring krævet. En mor forstår. Noget var på vej.
Skal du ikke komme hjem i weekenden?
Snart.
Vibeke tømte systematisk fællesopsparingen: engelskkurser, hun aldrig meldte sig til; fitnessabonnement, der aldrig fandtes; dyre tandlægeregninger, hun ikke havde.
Mads nikkede blindt til alle transaktioner, som én, der betaler sine synder forud. Hver overførsel en lille bodshandling, endnu en sten i muren han byggede om sit hjerte.
Er der noget, du mangler? spurgte han hver aften.
Bestiller sengetøj i morgen, der er tilbud i Magasin.
Selvfølgelig.
Han spurgte ikke hvilken butik eller hvilket tilbud. Vibeke smålo for sig selv. Det er let at narre én, der allerede narrer sig selv.
I slutningen af februar var der kun 84 kroner tilbage på fælleskontoen. Vibeke tjekkede saldoen en morgen, mens Mads var i bad. Lukkede roligt appen.
Om aftenen lavede hun hans livret: frikadeller, dækkede op i stuen.
Hvad fejres der? spurgte Mads overrasket.
Sæt dig.
Han satte sig. Hun blev stående.
Jeg ved alt om hende.
Mads stivnede med gaflen i hånden. Ansigtet skiftede farve fra rød til grå på et øjeblik.
Hvem?
Lad nu være, Mads.
Gaflen ramte tallerkenen med en klirren.
Hvor hvordan
Det er ligegyldigt.
Han prøvede at rejse sig, men benene nægtede. Vibeke betragtede ham roligt, næsten tomt. Hun havde ventet så længe på dette øjeblik, at hun kun følte træthed.
Vibeke, jeg kan forklare
Det behøver du ikke.
Det var en fejl, jeg
Jeg søger skilsmisse i morgen.
Mads greb fat om bordkanten.
Vent nu. Vi kan da snakke
Nej.
Vibeke vendte ham ryggen og gik ind for at pakke sine ting. Mads blev siddende foran de kolde frikadeller og stirrede lige ud i luften. Spillet var slut, og han havde tabt.
Valborg åbnede døren, selv før Vibeke nåede at banke.
Der er suppe på komfuret, og værelset er klar.
Vibeke krammede sin mor i døren. For første gang i mange måneder slappede hendes skuldre af, anspændtheden forsvandt.
Tak, mor.
Gå ud og spis. Vi snakker bagefter.
Skilsmissen gik hurtigt og stille hen. Mads protesterede ikke. De delte ikke noget fælleskontoen var tom, lejligheden var hans.
Vibeke skrev under på papirerne uden hævnlyst, uden bitterhed. Blot lettelse.
Det halve år hos moren fløj afsted. Arbejde, bøger, lange vandringer i de barndoms-velkendte gader. Så ringede ejendomsmægleren en dag:
En lille lejlighed i en nyopført ejendom. Den passer til dit budget. Skal jeg vise dig den?
Vibeke ville gerne se den.
Lånet blev godkendt på en uge. God kredit, fast job, udbetalingen de penge hun havde overført fra det fælles konto.
Hun fik nøglerne på en glad augustdag. Den tunge nøglebundt lå godt i jakkelommen.
Første nat i egen lejlighed sov hun på en luftmadras midt i det nøgne rum. Møblerne kom først i morgen, men hun nægtede at vente. Hun lå og stirrede op i loftets hvidhed og tænkte på den vej, hun havde gået det sidste år.
Ingen fortrydelse. Ingen “hvad nu hvis”. Bare stilhed, der duftede af frisk maling og begyndelser.
Vibeke smilede ud i mørket…
Næste morgen ville hun brygge kaffe i sin nye kande og drikke ved vinduet. Og så begynde at bygge sit hjem tålmodigt, sten for sten, ligesom hun havde bygget sin vej ud af det løgnagtige ægteskab.
Tålmodighed og omhu. Det var det, der havde båret hende hertil. Og det ville bære hende videre.
