Min bror, Anders, har været gift i seks år nu. Siden brylluppet har hverken jeg eller vores forældre sat foden i deres hjem. Alle højtider, fødselsdage og familiesammenkomster foregår konsekvent hjemme hos vores forældre i Hellerup et rummeligt hus, hvor min mor altid laver et bjerg af mad, dækker op med porcelæn, og efterfølgende sender Anders og hans kone, Amalie, hjem med bøtter fyldt med frikadeller og kartoffelsalat.
Da Anders blev gift, fyldte Amalie år få måneder efter. Min mor var ellevild og besluttede, at vi skulle overraske hende: Vi købte en lagkage, fandt en flot gave og gjorde klar til at tage derud. Min mor ringede til Amalie for at give besked, men hun svarede køligt, at hun ikke havde tænkt sig at fejre noget. Min mor gav sig ikke og insisterede:
Vi kigger bare forbi, får en kop te og lidt kage. Du behøver slet ikke gøre noget, Amaliekat!
Vi tog ud til dem alligevel. Men i stedet for at blive budt varmt velkommen, blev vi mødt af Amalie ude foran opgangen, mumlende om at lejligheden roder, og at hun ikke ville have os ind. Forvirrede overrakte vi kagen og gaven i opgangen og gik hjem igen. Siden den dag har alle familiesammenkomster været hos vores forældre. Ingen nævner længere den pinlige oplevelse.
På et tidspunkt sagde Amalie direkte til vores forældre:
I bor så stort, der er altid plads! Vi har jo bare en toværelses hvor skulle vi få plads til gæster?
Det var svært ikke at blive irriteret. Kan man virkelig ikke have svigerforældre og én svigerinde på besøg i en lille lejlighed? Det er jo bare os tre! Men vi sagde ikke noget for ikke at gøre situationen værre.
Nu er Amalie gravid i femte måned. Det er det første barnebarn, og min mor bekymrer sig, ringer hele tiden til Anders for at høre, om Amalie har brug for hjælp. For nylig gik det op for os, at Amalie, lige da hun fandt ud af, hun var gravid, opsagde sit arbejde. Min mor gik straks i rød alarm:
Er hun ikke rask? Skal jeg komme og hjælpe?
Men Anders beroligede hende: Amalie har det fint, hun ville bare skåne sig selv. Vi forstod ikke helt. Anders og Amalie har altid levet lidt over evne: de går ofte ud og spiser, rejser, køber dyre ting. De har ingen boliglån lejligheden er fra hendes farmor så de bruger det hele på fornøjelser. Nu er økonomien stram, da Amalies løn er væk, men hun vil stadig have samme livsstil. Anders prøver at snakke fornuft, men hun nægter at give slip på komforten.
Hun har sagt til min bror, at hun opsagde jobbet, fordi hun var bange for at blive syg på arbejdet. Det er selvfølgelig forståeligt, men husholdningsbudgettet er presset, og alligevel insisterer Amalie på det samme luksusliv. Oven i det hele inviterer Anders os alle til sin fødselsdag hjemme hos dem! Vi blev målløse, og min far kunne ikke lade være med at joke:
Så finder vi da ud af, om Amalie overhovedet kan lave mad!
Min mor blev faktisk glad og glædede sig til familiefest. Jeg ringede til Amalie for at høre nærmere, men i stedet for en stille aftale fik jeg et hysterisk udbrud. Grædende sagde Amalie, at hun overhovedet ikke havde lyst til at få os på besøg:
Jeg skal gøre rent, lave mad! Jeg er gravid, det er hårdt!
Jeg forsøgte at berolige hende:
Amalie, det behøver ikke være stort. Kog nogle kartofler, lav en salat, sæt en kylling i ovnen så er der mad. Vi tager lagkagen med. Fem personer, det kan man sagtens. Hvorfor gør det så stort et problem?
Jeg foreslog endda at bestille mad udefra, men Amalie blev ved med at klage over at skulle vaske gulv og rydde op. Min tålmodighed slap op:
Amalie, det er jo kun en toværelses! Så svært er det da ikke at gøre lidt rent. Er det kun, når der kommer gæster, I vasker gulv?
Til sidst sagde jeg lige ud:
Vil du ikke have os, kommer vi ikke. Så nøjes vi med at ringe og sige tillykke til Anders.
Jeg fortalte det til min mor, som var enig. Men da Anders fik det at vide, blev han rasende:
Amalie går hjemme kan hun virkelig ikke overskue at lave lidt mad og gøre rent til én aften? I skal bare dukke op, basta! Vi har hverken råd til takeaway eller rengøringshjælp, så hun må tage sig sammen!
Hans ord hang som en tung sky over familien. Stemningen faldt sammen. Ingen har længere lyst til at tage med til fødselsdagen. Bare tanken om Amalies sure ansigt og øjne, der ruller, fjerner enhver lyst til at mødes. Vi vil ikke være uønskede i min egen brors hjem.
Men samtidig gør det ondt at vide, vi måske sårer Anders. Han glæder sig, han vil gerne samle familien. Kan vi bare blive væk? Det er jo hans dag, og han kan ikke gøre for Amalies luner. Vi er splittede: skal vi bide stoltheden i os og gå til en akavet aften, eller blive væk og knuse hans hjerte? Det føles uløseligt uanset hvilket valg vi tager, vokser konflikterne. Hvad gør man, når kærligheden til sin bror støder sammen med modviljen mod hans kone? Vi kender ikke svaret, men fødselsdagen nærmer sig, og vi skal tage en beslutning.
Broderens Fødselsdagsinvitation Skaber Familiedrama for Danske Svigerdatter
Min bror Rasmus blev gift for seks år siden, og siden da har hverken jeg eller vores forældre sat fod i deres hjem i Valby. Alle familiefester og højtider foregår altid hjemme hos vores forældre, der bor i et rummeligt hus i udkanten af Roskilde. Min mor står for madorgiet, dækker det store bord og sender altid Rasmus og hans kone, Camilla, hjem med madkasser fyldt med hjemmelavede frikadeller og kartoffelsalat.
Kort tid efter brylluppet havde Camilla fødselsdag, og min mor var fuld af glæde: Vi købte en lagkage, fandt en flot gave og besluttede at overraske ungeparret. Mor ringede, men Camilla svarede køligt, at hun ikke havde tænkt sig at fejre. Mor holdt dog fast:
— Vi kigger bare forbi et øjeblik og drikker en kop te til kagen! Du skal ikke gøre noget, Camilla!
Vi tog af sted, men der var ingen varm modtagelse. Camilla kom ud på trappen og sagde, at “lejligheden rodede” og nægtede at lukke os ind. Vi overrakte kagen og gaven på dørtrinnet og gik igen. Siden har alle arrangementer været hos mor, og vi undgår helst at tale om episoden.
Senere sagde Camilla:
— Jeres hus er stort, der er plads! Vores toværelses her i Valby? Hvor skulle vi have gæster?
Jeg bed mig i tungen. Selv et lille hjem kan rumme tre gæster, men vi sagde ikke mere.
Nu er Camilla gravid, fem måneder henne, og det er det første barnebarn for vores forældre. Mor bekymrer sig konstant og ringer til Rasmus dagligt. For nylig fandt vi ud af, at Camilla sagde jobbet op i begyndelsen af graviditeten, hvilket bekymrede mor:
— Er der noget galt? Skal jeg hjælpe?
Rasmus sagde, at alt var fint — Camilla ville bare “passe på sig selv”. Men økonomien er stram; deres livsstil matcher ikke én indtægt, selvom lejligheden er arvet. Camilla vil beholde sit luksusniveau og forstår ikke, hvorfor hun skal undvære.
Midt i det hele inviterer Rasmus os nu hjem til sig til fødselsdag! Far joker:
— Så skal vi endelig se, om Camilla kan lave mad?
Mor er glad, og jeg ringer for at høre nærmere. Camilla bryder grædende ud:
— Jeg orker det ikke! Jeg er gravid, skal gøre rent og lave mad!
Jeg forsøgte at berolige hende:
— Lav kartofler, en salat og smid en kylling i ovnen — vi tager kage med. Det er bare os fem. Hvor svært kan det være?
Selv forslag om at bestille mad blev afvist; hun frygtede rengøring mere end noget. Jeg mistede tålmodigheden:
— Det er en toværelses! Hvor hårdt er det at gøre rent? Gør I det kun, når I får besøg?
Til sidst sagde jeg:
— Vil du ikke have os, så kommer vi ikke. Tillykke til Rasmus over telefonen, og det er dét.
Mor var enig. Da Rasmus hørte det, eksploderede han:
— Camilla arbejder ikke og er hjemme hele dagen! Hun kan vel lave aftensmad og gøre lidt rent? Vi har ikke råd til take-away eller rengøringshjælp — så må hun tage sig sammen!
Stemningen blev iskold. Ingen havde lyst til at dukke op og føle sig uønsket.
Men hvordan kan vi sårede Rasmus ved ikke at komme? Rasmus glæder sig og vil samle familien. Skal vi sluge stoltheden for hans skyld og risikere en akavet aften med Camilla — eller holde os væk og knuse hans hjerte? Familien står i et dilemma, og fødselsdagen nærmer sig. Hvad gør man, når kærligheden til sin bror kolliderer med modviljen mod hans kone?
