Den tidligere veninde – Mener du det seriøst? Du vil komme til et bryllup, hvor kuvertprisen er otte tusind pr. person, og så ikke medbringe gave, bare fordi du har købt dig en kjole? Jamen, kjolen kan du jo beholde! Du kan have den på i teatret, på restaurant… – Jeg går ikke i turkis, Eva. Det har jeg sagt til dig flere gange. – Sådan ligger landet, – afbrød bruden. – Enten følger du dresscoden og opfører dig, som veninder gør, eller… jeg ved ikke. Glasset på sofabordet vibrerede næsten af de uendelige notifikationer fra fællesgruppen. Sofie prøvede ikke at kigge på sin mobil, men det røde tal – 148 beskeder på én time – stressede hendes hjerne. Gruppen hed “Evas Turkis Eventyr”. På profilbilledet prydede Eva sig med slør. Til sidst gav Sofie op og låste op. “Piger, jeg har fundet en negledame!” – skrev Eva. – “Manikyren SKAL være i nuancen ‘Havblå’, lak nummer 312. Ingen nude, ingen klar lak. Kun den farve. Og pedicure også! Makeuppen har jeg også fastlagt: turkise øjenskygger med shimmer og eyeliner. Tid til makeup fredag morgen, negle torsdag aften. Adresse følger. Alle betaler selv, jeg har skaffet rabat, samlet pris kun syv tusind for det hele.” Sofie lagde langsomt mobilen væk. Syv tusind for makeup og negle, der ville være væk om to dage. Plus tolv tusind for en satin-kjole i søgrønt, som Eva havde valgt til alle syv veninder. En kjole, som Sofie aldrig ville tage på igen, for turkis fik hende til at ligne et lig. I alt – nitten tusind kun for “looket” til en andens fest. På Sofies konto var der, efter to lån og en lønnedgang, præcis femten tusind tilbage til resten af måneden. Medregnet transport, gave, sko til kjolen… – Eva, – sagde Sofie efter ti minutter. – Vi skal lige snakke. Om lørdag og det manikyre der. – Sofie, ikke igen, – sukkede Eva. – Jeg har tænkt på alt. Fotografen sagde, at jeres turkis ser fantastisk ud med min hvide kjole. – Eva, det hele koster nitten tusind, Eva. Jeg har ikke de penge. Eller, jeg har, men så har jeg intet tilbage. Og jeg får kun diskret manicure, det ved du. Altid. Og kjolen… jeg ser ikke godt ud i den. Kan jeg ikke bare tage min mørkeblå på? Den er stilren, dyr, kun brugt én gang. – Blå? Sofie, driver du gæk? Der er turkis duge og servietter på bordene. Vil du ødelægge det hele? – Jeg vil bare være gæst, Eva. Din veninde, ikke en rekvisit. Hvis du insisterer, kan vi aftale: jeg køber det hele, får makeup, men så er det også min gave. Jeg kan ikke sørge for et pengekuvert, for alt går til dine ønsker. – Mener du det? Du vil komme uden gave, fordi du har brugt penge på en kjole? Men kjolen kan du jo bruge senere! Til teater eller restaurant… – Jeg går ikke i turkis, Eva. Jeg har sagt det tre gange. – Sådan er det, – sagde Eva skarpt. – Enten følger du dresscoden og opfører dig som en rigtig veninde eller… jeg ved ikke. Måske skal du slet ikke komme, hvis lillepenge er vigtigere end mit livs største dag? – Måske ikke, – svarede Sofie stille. – Undskyld. Hun lagde på og forlod straks gruppen. Hun mærkede lidt sorg i brystet, men også en mærkelig følelse af frihed. Nitten tusind beholdt hun for sig selv. Og nerverne også. *** En uge senere, på selve bryllupsdagen, sad Sofie hjemme med en bog. Hun undgik sociale medier for ikke at rippe såret op. Men om aftenen ringede telefonen. På skærmen stod Kaja – en anden veninde, som havde fulgt Evas krav. – Hej Sofie, – Kajas stemme rystede svagt. Sofie blev opmærksom: – Hvad sker der? Hvordan går brylluppet? – Det var et cirkus, – snøftede Kaja. – Frygteligt! Jeg gik inden festen var slut, sidder i en taxa. Kaos… – Fortæl, – kommenderede Sofie. – Det startede om morgenen. Vi kom til makeup, og Eva fik et hysterisk anfald i salonen. Lene faldt på cykel dagen før, nu gik hun med hvid gips. Eva så hende, og begyndte at råbe: “Hvorfor skulle du cykle?! Du vidste, jeg skulle giftes! Du ødelægger alt med den gips på billederne!” – Seriøst? – Sofie spærrede øjnene op. – Og hvad gjorde Lene? – Hun stod bare og græd. Eva ringede til fotografen: “Tag ikke billeder af ‘idioten i gips’. Eller klip armen væk. Og sæt hende aldrig ved min side. Forstået?” Lene sad det meste af aftenen ude på toilettet. Men det er ikke alt. Så kom gommens oldemor. Ældgammel, 85, dårligt gående. Hun havde sin fineste kjole på – grå blonde. Man så, det var det bedste hun ejede. Eva gik løs på hende i entreen: “Bedste, vi sagde det jo! Hvorfor har du gråt på? Det er jo begravelsesfarve!” Den gamle blev forvirret, sagde hun ikke havde andet. Eva nægtede at lade hende komme med til fotosessionen. Svigerinden var ved at falde ned af stolen. Rejste sig og sagde foran alle: “Hvad bilder du dig ind? Kvinden er 85, rejst tværs gennem landet, og du skælder hende ud for farven på hendes kjole?” De skændtes i tyve minutter. Brudgommen blev rød i hovedet og vidste ikke hvor han skulle kigge. Sofie kunne ikke tro, det var Eva, den gamle veninde, hun engang havde delt is med på bænken foran biografen. – Og det bliver værre, – fortsatte Kaja. – Marina fik forkølelsessår på læben. Sker jo af og til. Eva gik hen og sagde i hovedet på hende: “Du kunne da have dækket det til! Eller være blevet hjemme! Det kan ses på nærbillederne.” Og Oda blev skældt ud for neglene. Oda havde lavet turkis, men én negl knækkede, så hun malede dem alle røde, fordi hun ikke havde turkis derhjemme. Eva opdagede de røde, da Oda rakte hende et glas, og var lige ved at smide glasset i hovedet på hende. Skreg, at Oda gjorde det med vilje, for at stjæle billedet. – Er hun blevet vanvittig? – udbrød Sofie. – Det må man sige. Hun så ud som en furie hele aftenen. Ikke et eneste ægte smil. Hun rettede hele tiden på vores kjoler, hev i os, hvæsede, at vi skulle ranke ryggen. Og afslutningen – helt vanvittig. Vil du høre, hvordan hun kastede buketten? – Hvordan? – Hun var så opsat på det perfekte billede, at hun svingede helt vildt. Vendte sig rundt, slyngede buketten… og ramte direkte ind i DJ’s pult. Al teknik væltede, kabler flyttede sig, hendes tunge buket fældede det hele. Musikken stoppede, DJ’en var i chok. Eva vendte sig mod os, der stod klar til at gribe buketten, og råbte: “Kunne I ikke have grebet? I gad bare ikke! I har ødelagt min aften! Lumpne kræ!” – Lumpne kræ? – gentog Sofie. – Ja, hun sagde vi kun dukkede op for at æde, men ikke kunne sørge for et pænt billede. Ved du hvad, Sofie, sad i den kjole der pressede ribbenene, kiggede på mine turkise negle og tænkte: “Hvorfor er jeg her?” Syv tusind for makeup, tolv for kjole, ti i kuvert… Tredive tusind for at blive kaldt lumpent skravl og statue. Sofie sagde farvel, lagde telefonen og gik ud på badeværelset. På hjemmefødder, i T-shirt. Huden – ren, neglene – bare klippede og blanke, håret i en hestehale. På reolen lå kuverten med pengene. I morgen kunne hun indfri en ekstra afbetaling på computeren. Hun havde faktisk ikke mistet noget. To dage senere lagde Eva billeder ud online – ti perfekte fotos i karussel. Veninder i turkis, Eva i blændende hvidt. Ulasteligt, smukt. Teksten lød: “Min perfekte dag. Tak til dem, der delte eventyret med mig. Ærgerligt at nogle ‘veninder’ var for smålige til at forstå betydningen. Men livet sætter alt på plads. Gud må dømme dem, jeg tilgiver!” Sofie himlede med øjnene. Nå, nu tilgav hun. Hun trykkede på de tre prikker på Evas profil – blokerede. Hun ville ikke vide, hvordan det gik for Eva. Hun kunne leve, som hun ville. *** En måned senere kom Kaja på besøg til kaffe. – Har du hørt det sidste? – spurgte Kaja begejstret. – Vores lille dronning har virkelig lavet skandale! Sofie trak på skuldrene. – Nej, jeg følger ikke med. Hvad nu? – Fotografen sagsøger Eva. Hun nægter at betale det sidste. Hun påstår, at billederne har forkert turkis farve på venindernes kjoler, på grund af lyset. Tænk! Han har arbejdet 12 timer, og hun beklager sig over ‘nuancen’! Hun gav ham kun 30%, 70% holder hun tilbage! – Helt klassisk Eva, – sagde Sofie. – Og hendes mand? Jesper? Kaja lo. – Jesper har søgt om skilsmisse. De nåede ikke engang til bryllupsrejse. Det siges, at Eva anden dag lavede kæmpe skandale over for hans mor, krævede at hun skulle betale for festens mad, fordi oldemor ‘ødelagde videoen med sin tilstedeværelse.’ Jesper prøvede at tale hende til ro, og så kaldte hun ham ‘en vatnisse, der ikke forsvarer familien’. Så pakkede han. Han vil ikke leve med sådan en narcisist. Sofie kiggede ud ad vinduet. – Ved du, Kaja, – sagde hun, – Jeg havde det så dårligt dengang. Følte mig som en ringe veninde, fordi jeg ikke havde nitten tusind at ofre for fællesskabet. Nu, når jeg hører det hele, kan jeg bare mærke: jeg gjorde det eneste rigtige! Kaja nikkede. – Jeg solgte min kjole, – indrømmede hun. – For tre tusind. Købte verdens største kage og spiste den alene. Det var den bedste kage, jeg nogensinde har fået. De grinede højt, og aftalte at tage i biografen sammen snart. Ingen grund til at bekymre sig – de havde det jo fint. Og den tidligere veninde kunne bare rode rundt i sit eget.

Eks-veninden

Mener du det seriøst? Du vil komme til et bryllup, hvor selve middagen koster otte tusind kroner per person, og så har du ikke så meget som en gave med, bare fordi du har købt dig en kjole?
Den kjole bliver jo hos dig! Du kan have den på i teatret eller ud at spise…
Jeg vil ikke gå i turkis, Maiken. Jeg har sagt det til dig tre gange.
Det er sådan her, sagde bruden. Enten følger du dresscoden og opfører dig som en normal veninde, eller… ja, jeg ved det ikke.
Glasset på sofabordet rystede næsten umærkeligt under en evig strøm af notifikationer fra fælleschatten.

Signe prøvede at undlade at se på skærmen, men tallet i den røde cirkel et hundrede og otteogfyrre beskeder på en time tyngede hende.

Gruppen hed Maikens Turkis Eventyr. Brude-billede som avatar.

Signe gav endelig op og låste op for telefonen.

Piger, jeg har fundet en negledame! skrev Maiken. Manicure skal være i præcis Havblå, lak nr. 312.

Ingen nude, ingen blanke lakker. Kun den farve. Pedicure også!

Makeuppen har jeg også fastlagt: turkise eyeliner og skinnende øjenskygge.

Der er tider fredag morgen til makeup, og torsdag aften til negle. Adressen får I senere.

Alle betaler for sig selv jeg har fået rabat, det bliver kun syv tusind for det hele.

Signe lagde langsomt telefonen væk.

Syv tusind for makeup og negle, der pilles af to dage senere.

Plus tolv tusind for den kjole i ålegrøn satin, som Maiken havde valgt til alle syv veninder.

En kjole Signe aldrig ville tage på igen turkis fik hende til at ligne én, der lige var fisket op af vandet.

I alt nitten tusind kun for looket til en andens fest.

I Signes pung var der kun femten tusind tilbage, efter to afdrag på lån og en nylig lønnedgang.

Dertil transport, gave, sko til kjolen…

Maiken, sagde Signe efter ti minutter, vi skal lige snakke. Om lørdag og det med manicure.

Signe, start nu ikke, sukkede Maiken utilfreds. Jeg har styr på det hele. Fotografen siger, kontrasten mellem min hvide kjole og jeres turkise bliver fantastisk.

Maiken, det hele koster mig nitten tusind, Maiken. Jeg har dem ikke. Jo, men det er mine sidste penge.

Jeg laver ikke farvet manicure, det ved du. Kun almindelig og pæn.

Og kjolen… jeg ser dårlig ud i den.

Må jeg ikke bruge min mørkeblå? Den er elegant, dyr, kun brugt én gang.

Blå? Signe, gør du grin? Der er turkise duge og servietter på alle borde. Vil du ødelægge det hele?

Jeg vil bare være gæst, Maiken. Din veninde, ikke et stykke pynt.

Hvis du holder fast i det, så kan vi aftale: jeg køber det hele, får lavet den makeup, men det er så min gave.

Jeg kan ikke give dig et kuvert med penge, for de går jo til alt det her.

Mener du det? Du vil troppe op til et bryllup til otte tusind per person og ikke give noget, fordi du har købt en kjole?

Du kan jo bruge kjolen igen på restaurant, teater…

Jeg går ikke i turkis, Maiken. Det har jeg sagt tre gange.

Sådan må det være, besluttede bruden. Enten følger du dresscoden og opfører dig som en ordentlig veninde, eller jeg ved ikke…

Måske skal du bare lade være med at komme, hvis du er så smålig på min vigtigste dag?

Måske skal jeg virkelig det, svarede Signe stille. Undskyld.

Hun lagde på og forlod straks chatten.

Det kneb lidt i brystet, men samtidig kom en mærkelig følelse af frihed.

Nitten tusind beholdt hun. Nerverne også.

***

En uge senere, på selve bryllupsdagen, sad Signe hjemme med en bog. Hun lod være med at tjekke sociale medier; ville ikke rippe op i såret. Men om aftenen ringede telefonen.

På skærmen dukkede Trine op en anden veninde, der havde indvilget i Maikens krav.

Signe, hej, lød Trines stemme underligt rystet.

Signe blev straks opmærksom.

Ja, Trine. Hvad sker der? Hvordan gik det?

Det var et cirkus, snøftede Trine. Forfærdeligt! Jeg gik tidligt hjem og sidder nu i taxaen.

Helt vanvittigt

Fortæl, sagde Signe bestemt.

Det startede fra morgenstunden. Vi kom til makeup, og Maiken gik amok inde i salonen.

Line faldt af cyklen dagen før, så nu havde hun armen i gips. Sådan en klassisk kridhvid.

Da Maiken så hende, råbte hun op: Hvorfor cyklede du? Du vidste godt mit bryllup var i dag! Nu ødelægger du det hele, med den gips bliver alle billederne ødelagt!

Seriøst? Signe spærrede øjnene op. Hvad sagde Line?

Hun stod bare og græd. Maiken ringede til fotografen og beordrede: Pigebarnet med gips skal ikke fotograferes, eller klip hende, så armen ikke er med.

Og hun må ikke stå ved siden af mig.

Line sad på toilettet hele aftenen. Men det var ikke alt.

Så kom gommens oldemor. Sådan en meget ældre kvinde, 85 år, gik næsten ikke.

Hun var mødt op i sin fineste grå kjole med blonde på man kunne se, hun havde gjort sig umage.

Maiken gik straks til angreb: Vi sagde jo, ikke grå! Det er en sørgefarve!

Oldemor blev forvirret, forklarede, at hun ikke havde andet. Maiken ville ikke have hende med til fotosessionen.

Svigerinden var ved at falde ned af stolen. Hun rejste sig og sagde højt foran alle: Er du rigtig klog? Kvinden er 85, er kommet hele vejen for din skyld, og du brokker dig over kjolens farve?!

De diskuterede i 20 minutter. Gommen stod ildrød og vidste ikke, hvor han skulle gøre af sig selv.

Signe troede næsten ikke sine egne ører var det virkelig Maiken, som hun engang havde delt is med på bænken foran Brugsen?

Og det blev værre, fortsatte Trine. Marina fik forkølelsessår på læben det sker for alle.

Maiken gik lige hen: Kunne du ikke dække det til, eller blive hjemme? Det kommer med på alle nærbilleder.

Også Oline fik skældud på grund af en negl. Hun fik lavet turkis manicure, men et af neglene knækkede samme aften, så hun lakker dem røde i stedet det var det eneste lak, hun havde.

Maiken opdagede de røde negle, da Oline rakte hende glasset og var ved at hælde det hele ud over hende.

Hun råbte, at Oline gjorde det med vilje for at ødelægge billederne.

Er hun blevet helt tosset? udbrød Signe.

Det virker sådan. Hun smilede ikke en eneste gang. Rettede hele tiden på os, vores kjoler, og bed os ranke ryggen.

Finalen genialt. Ved du, hvordan hun kastede buketten?

Hvordan?

Hun ville så gerne have fotografen fangede det perfekte øjeblik, at hun tog alt for hårdt fat, svingede rundt… og ramte direkte ind i DJs pult.

Der var masser af ledninger, og hendes tunge buket væltede det hele.

Musikken stoppede, DJen i chok. Maiken vendte sig mod os og råbte:

Var der ingen, der kunne gribe? Stod I med vilje som statuer? I ødelagde min største aften! Bønder hele bundtet!

Bønder? gentog Signe.

Ja, det sagde hun. Vi dur kun til at spise, ikke til at få ordentlige billeder.

Ved du hvad, Signe jeg sad der i den kjole, der skar mig i siden, med turkise negle og tænkte: Hvorfor er jeg her?

Syv tusind for makeup, tolv for kjole, ti i gave…

Tredive tusind for at blive kaldt bonderøv og statuette.

Signe lagde på, stillede telefonen fra sig og så sig i spejlet. Hun havde en simpel T-shirt på.

Huden ren, bare negle, håret i en hestehale.

På hylden i entréen lå en kuvert med de penge, der var sat til side. I morgen ville hun afbetale ekstra på computeren.

Var der egentlig noget tabt?

To dage efter lagde Maiken et opslag på sociale medier med aktion af ti perfekte billeder.

Veninderne i turkist, bruden i kridhvidt. Smukt hvis ikke lidt stift.

Teksten var:

Min perfekte dag. Tak til jer, der delte eventyret. Trist, at visse venner ikke forstod, hvor stort det var.

Men livet falder på plads. Gud dømmer, jeg tilgiver!

Signe læste og smilede skævt. Ja, Ja tilgiver, gør hun.

Signe gik ind på Maikens profil, fandt de tre prikker og trykkede Bloker.

Hun havde ikke lyst til at vide, hvordan Maikens liv fortsatte. Hun måtte selv rode sig ud.

***

En måned senere kom Trine forbi til te hos Signe. De sad i køkkenet.

Har du hørt det sidste? udbrød Trine pludseligt. Vores Maiken har lavet ravage igen du tror det er løgn!

Signe trak på skuldrene.

Nej, jeg følger hende ikke mere. Hvad nu?

Bryllupsfotografen sagsøger hende. Hun vil ikke betale resten.

Hun siger, at på fyrre procent af billederne er veninderne ikke turkis nok pga. lyset. Forestil dig det?

Fotografen har arbejdet tolv timer, og hun brokker sig over farvespekteret.

Har kun betalt tredive procent!

Det ligner hende, fnøs Signe. Og manden Jesper?

Trine grinede.

Han har søgt skilsmisse for en uge siden. Ingen bryllupsrejse.

Allerede på anden dag råbte Maiken af hans mor forlangte at hun skulle betale for middagen, da oldemoren havde ødelagt videoen med sin tilstedeværelse.

Jesper prøvede at berolige hende, men hun kaldte ham for en vatpik, der ikke kan stå op for familien.

Han pakkede kufferten og gik gider ikke mere.

Signe så ud ad vinduet.

Ved du hvad, Trine, sagde hun, jeg var virkelig ked af det den dag. Tænkte, jeg var en dårlig veninde, fordi jeg ikke kunne finde de nitten tusind og passe ind. Men når jeg hører alt det her, kan jeg se jeg gjorde det helt rigtige!

Trine nikkede.

Jeg solgte min kjole, indrømmede Trine. Fik tre tusind. Købte for dem en kæmpe kage og spiste den selv. Det var den bedste kage i mit liv!

De lo højt sammen og planlagde en tur i biografen. De havde jo hinanden og vidste, hvad der virkelig betyder noget omsorg, respekt og ægte nærvær.

Og dén lektie er langt mere værd end et dyrt bryllup.