Jeg er klar til at give dig alt. Fortælling
Freja ligger på hospitalet efter at have været på intensiv.
Blegt ansigt, mørke rande under øjnene. Spinkle arme som tynde grene.
Har I virkelig holdt så dårligt øje med hende?, skældte lægen på Inge Madsen, hvis der sker flere af den slags ting, kan jeg ikke garantere noget! Ja, undskyld, jeg er nok bare blevet for gammel til at kunne følge ordentligt med, Inge bøjer hovedet i skam.
I skal være opmærksomme nu. Hun er i en svær alder, gør dumme ting hvad vil I så gøre?
Lægen kaster et alvorligt blik på Inge og går ud.
Hun står lidt, slukøret, ved vinduet, før hun vender tilbage til stuen. Hun sætter sig ved siden af sengen, tager Frejas slappe hånd i sin egen, den gamle, rynkede hånd men stadig stærk.
Hvornår gik det egentlig så galt? Hvor var det, hun trådte forkert? Hun havde altid drømt om det gode liv! Havde gået ud af Landbohøjskolen med topkarakterer. Ville læse videre, men blev sendt som agronom ud til en afsides landsby på Fyn. Fandt først kærligheden sent. Jens var ældste søn af landsbyens formand, arbejdede som maskinfører. Ville egentlig videre i livet, men blev i landsbyen. Inge elskede musik, elskede at synge, men Jens rynkede på næsen, som havde han tandpine. Du synger forkert, ikke som os andre, sagde han.
Så begyndte flasken at friste ham… Han sagde ofte: se på dig, og så se på mig bare en simpel mand. Og han drak, og drak… Så blev lille Lise født. Jens var lykkelig for sin datter, kunne slet ikke have hende fra sig! Inge håbede stadig, at alt ville blive bedre, nu hvor de havde en datter. Men skæbnen ville noget andet.
En nat skulle Jens køre traktoren til en naboby. Han tog den korteste vej, over isen. Men isen brast, og han forsvandt under vandet sammen med traktoren.
På trods af svigerfars bønner flyttede Inge snart væk med Lise.
Lise voksede op til at være smart og hurtig i replikken. Gik på musikskole. Senere kom de vilde halvfemsere. Lise droppede alt, det er der ingen fremtid i! Jeg vil ikke leve fra løn til løn, mor. Jeg skal ud og tjene penge. Hun begyndte som grænsehandler. Rejste frem og tilbage til Tyskland, nærmest døgnet rundt. Penge strømmede ind. Åbnede en bod på Torvet. Købte en bil ikke ny, men dog. Fik sig en kæreste.
Han hed Sebbe.
Hun blev gravid, strålede af lykke. Vi skal giftes! grinede hun.
Men det gik anderledes. Sebbe forsvandt pludseligt sammen med alle de penge, Lise havde sparet op.
Så kom Freja til verden, mørkøjet som en stjerne.
Men Lises liv blev aldrig roligt. Den ene kæreste afløste den anden. Lykke ledte hun stadig efter.
På en rejse mødte hun sin store kærlighed. En udlænding. Nu bor de sammen i udlandet.
Freja rykker lidt og åbner øjnene:
Mormor, hvorfor er du her? Hvorfor blander du dig hele tiden?, Freja trækker sin hånd fri af mormors, jeg har ikke brug for nogen, for ingen har brug for mig. Alle har forladt mig. Jeg stoler ikke på nogen, igen lukker hun øjnene.
Men jeg har da ikke forladt dig?
Nej, men for dig handler det kun om, at jeg skal være pæn og opføre mig ordentligt. Du bryder dig ikke om, hvem jeg er!
Freja, du tager fejl. Alt ved dig betyder noget for mig. Hvert eneste øjeblik af dit liv er vigtigt for mig. Jeg ville give dig alt, selv mit liv…, Inge får endnu engang fat i sin barnebarns hånd, tro på mig.
Men Freja ser skeptisk på hende, Alle siger det, men ingen vil i virkeligheden ofre deres liv for en anden. Ingen!
Inge knuger Frejas hånd i fortvivlelse. Hun har aldrig elsket nogen, som hun elsker sit barnebarn. Intet ønsker hun mere end at hendes sidste livsenergi går til Freja. Måske kan det redde hende.
For hendes eget liv føles slut. Uigenkaldeligt.
Havde nogen stået dér, ville de have set noget underligt. Frejas hånd ryster, og det er som om en varmestrøm går fra Inges hånd og over i hende. Frejas kinder bliver lyserøde. Et varmt blik i øjnene.
Hun sukker, som et barn der har grædt ud, og glider ind i en rolig, lindrende søvn.
Inge kan næsten ikke gå hjem. Det er som om hendes inderlige ønske om at give Freja sit liv virkelig når ud i verden.
Næste morgen kan hun ikke komme ud af sengen kræfterne er væk.
Dagen efter bliver Freja udskrevet. Hendes bedring er næsten mirakuløs. Udenfor hospitalet bliver hun mødt af venner:
Ej, er du allerede på benene? Skal vi ud og feste igen? Hvordan klarede du dig?
Min mormor gav mig sit liv, nu har jeg to, joker Freja kækt, jeg smutter lige hjem og vasker hospitalen af mig, ses i klubben i aften!
Freja sparker glad til en sten på vejen hjem. Let går hun op ad trapperne, ringer på døren, men ingen åbner. Hun prøver igen, banker på:
Mormor, jeg er hjemme!
Et spark til døren, og den går op. Ikke låst. Underligt.
Hun går ind og ser til sin rædsel mormor ligge stille på sofaen.
Panisk nærmer hun sig:
Mormor?
Inge rører svagt på sig, åbner øjnene en anelse:
Mit barn, hvor er jeg glad for, du er okay…….
Mormor! Freja griber mormors hånd, jeg er her!, hun tager straks sin mobil, ringer 112.
Ambulancen er der på få minutter og tager straks Inge med.
Freja er alene for første gang i sit liv.
Om aftenen ringer vennerne uafbrudt, men Freja afviser dem alle.
Det her er alvor. Hun indser pludselig, at hun kan miste det eneste menneske, der virkelig elsker hende. Hun bliver bange.
Nu besøger Freja Inge på sygehuset. Inge kan næsten ikke tro det. Noget må have forandret sig. Hvorfor går Freja op i skolen nu, droppede festerne og gamle venner? Og hun er begyndt at synge. En smuk, mørk stemme. Noget må hun alligevel have arvet fra Sebbe.
En uge efter får Freja mormor hjem og alt bliver nyt.
Freja studerer, arbejder, ordner alt i huset. Og får sangundervisning.
Inge forstår ingenting.
Måske var det virkelig hendes brændende ønske, hendes naive villighed til at give sit liv væk, der virkede?
En aften ringer telefonen. Det er Lise. Datteren. Hun græder, Inge forstår intet.
Det viser sig, at Lise for nyligt skulle giftes med sin kæreste i udlandet.
Inden vielsen gik hun til skrifte, og ordene blev bare ved med at komme. Præsten bad hende bede for sin slægts synder. Der var meget at tage fat på.
Alt faldt på plads. Inges ofrende kærlighed. Lises fornyelse.
Det er aldrig for sent at ændre sit liv og hjælpe dem man elsker. Ikke alt er tabt for den, der stadig lever.
Lise og hendes mand vender hjem til Danmark. De bor nu tæt på Inge.
Freja bor sammen med mormor. Hun læser færdig som fjernstuderende, arbejder.
Og Inge Madsen ved nu: Uanset hvor meget det føles, som om livet er ude af kurs, skal du kæmpe. Hold ud til det sidste. For i os alle ligger slægtens kraft og energi.
