Lisbet trådte ind til klassefesten med en smule nervøsitet. Tredive år var gået… Hun havde besluttet sig for at komme for at hilse på sin gamle yndlingslærer. Stemningen var rørende. Der var endda også kommet nogle af drengene fra parallelklassen. Lisbet følte straks det gamle sug i maven, da hun fik øje på Vital: hendes skjulte gymnasieforelskelse… En høj mand, nu med grå stænk i håret og en velplejet skægstubbe. Han lignede ikke længere den viltre dreng, han havde været dengang. Festsalen summede af snak og latter, og efter velkomsten gik snakken livligt rundt, mens folk rykkede sig sammen i små grupper. Lisbet satte sig lige ned i overraskelse, da hun så, hvem der nærmede sig hende.
Lisbet havde altid følt sig som klassens mest anonyme pige. Eller det syntes hun i hvert fald selv.
Hun så med en blanding af beundring og misundelse på de lyshårede, blåøjede veninder i klassen.
Pyt nu med det, min pige, du skal nok blomstre trøstede hendes mor. Jeg gik selv først fra pige til kvinde som sekstenårig. Bare tag det roligt, du skal nok få drengene til at vende sig efter dig. Du er jo endnu så ung…
Men mor, jeg skynder mig altså ikke, svarede Lisbet stille, men de grønne øjne fortalte en anden historie.
Hun betragtede ofte sig selv i spejlet og sukkede.
Hun havde for længst fået et godt øje til en dreng fra parallelklassen Vital. Han var sporty, høj, havde smil på læben og gik altid forrest i sjove indslag.
Hans mod og indsats i idræt mindede mest om vovemod.
Når drengene spillede basketball i gymnastiksalen, sad Lisbet oftest på bænken og holdt øje med Vital. Han smittede alle spillere med sin energi, og hans hold vandt næsten altid.
Selv hvis Vital ikke havde været så flot, ville Lisbet nok have været vild med ham alligevel men hans udstråling gjorde det umuligt for en stille pige som hende at nærme sig sådan en populær fyr…
Desuden havde han altid selskab omkring sig venner og piger, der flokkedes om ham.
Han var aldrig alene. Altid midt i en flok. Selv de få hurtige møder i gangen mellem timerne gjorde Lisbet glad.
Men hver gang hun stod nær Vital, blev hun endnu mere genert og turde slet ikke se ham i øjnene.
Lisbet fortalte aldrig nogen om sine følelser. Alligevel syntes hun, at hele verden så og vidste, hvad hun gemte på, og kun tanken om at blive gjort grin med eller endnu værre, at Vital selv ville opdage det fik hende til at rødme.
Derfor besluttede hun sig for at glemme ham og lod som om, han var luft for hende.
I starten var det svært, men hendes viljestyrke hjalp. Hun blev mere rolig, og med tiden kunne hun faktisk godt være lidt stolt af sig selv.
Bare jeg ikke kommer til at stå lige ved siden af ham, mumlede hun til sig selv.
Hvis hun fik øje på ham, gik hun straks den anden vej eller skyndte sig at smutte bag en flok andre elever.
…To år gik. Lisbet klarede sig godt i skolen, og hun voksede, blev mindre genert og… ja, hendes mors ord blev opfyldt hun gik fra at være en undseelig pige til at blive en yndig, slank ung kvinde. Det skete på bare en sommerferie.
Efter 8. klasse begyndte Lisbet på teknisk skole i Odense.
Hun hørte kun sjældent nyt om Vital og de gamle klassekammerater, mest når hun mødte sin gamle klasselærer, Karen Jørgensen, der boede på samme gade i det hyggelige kvarter.
Lisbet deltog ikke i skoledage og klassearrangementer. Der var aldrig rigtig sammenhold, og hun havde ikke nære venner fra sin gamle klasse.
Kun én gang, da hele holdet blev samlet til et jubilæum for deres afdøde lærer Karen, dukkede hun op hun ville gerne hilse på den rare kvinde, der havde betydet meget for hende.
For det var nu præcis tredive år siden, klassen havde forladt skolen i Odense!
Det blev en rørende aften, mange havde ikke set hinanden siden de delte klasselokale.
Endda drengene fra parallelklassen var kommet.
Lisbet blev nærmest blæst bagover, da hun så Vital igen. En høj, elegant mand, nu med gråt hår og velplejet skæg.
Han lignede ikke meget den vilde dreng fra folkeskolen, men hans øjne glimtede nøjagtigt som dengang.
I salen var der snak og grin over det hele. Efter sangen for Karen stod folk i grupper og snakkede, mange krammede hinanden hjerteligt.
Lisbet fik et chok, da hun opdagede, hvem der var på vej hen til hende!
Det var nemlig Vital. Han gik direkte hen til hende, smilede bredt og sagde:
Her står mit hemmelige ungdomskærlighed… Lisbet…
Han tog hendes hånd og kyssede den galant. Tiden syntes at opløses. Lisbet rødmede.
Kærlighed? Mig? udbrød hun forbløffet. Hvordan kan det være, at jeg kun først hører det nu?
De begyndte begge at le. Selvfølgelig havde de nu begge voksne liv og børn Vital og Lisbet havde hver især både familier og sønner.
De stod lidt for sig selv, og han fortalte om sit arbejde, familie og sin søn.
Jeg har også en søn, sagde Lisbet så. Som jeg altid har drømt om at få.
Hun sukkede let, betragtede Vital og spurgte pludselig:
Men sig mig hvorfor? Hvorfor kunne du lide mig? Jeg var jo så stille, så tilbageholdende… og heller ikke specielt køn?
Det var netop det, der gjorde dig særlig. Du ville aldrig være med i mit slæng du gik altid med rank ryg og løftet hoved, forbi mig. Jeg turde aldrig rigtig gå hen til dig. Du var stolt og svær at få fat på… Men jeg tænkte tit på dig. Nu er det bare blevet et sødt minde om ungdommen.
Og du var heller ikke ligegyldig for mig, sagde Lisbet pludselig stille. Men det var umuligt at trænge igennem din flok af venner… og jeg kunne aldrig tage det første skridt. Men det var jo bare drømme fra dengang.
Måske, sagde Vital tænksomt. Måske gik vi alligevel glip af noget undervejs.
Ja, det kan være, grinede Lisbet. Måske mødes vi igen… I næste liv.
Jeg skal nok kigge efter de grønne øjne, hviskede Vital og smilede sårbart.
Det var tydeligt, at han stadig var betaget af hende. Og hun var, det måtte jeg indrømme, blevet en smuk kvinde.
Pludselig råbte nogen på Lisbet.
Mor! Far og jeg er kommet, som du bad os om…
En ung mand banede sig vej gennem flokken hen til Lisbet og Vital.
Det her er min søn, sagde Lisbet med et varmt smil.
Vital, sagde drengen og gav et fast håndtryk.
Vital Jensen, præsenterede Vital sig.
Han så overrasket, men venligt på Lisbet der var både blidhed og lidt forvirring i hans blik.
Lisbet vinkede og gik ud mod udgangen. Ved indgangen til skolen indhentede Vital hende.
Hør engang, Lisbet… han så på hende med blanke øjne. Tak…
Tak for hvad? spurgte hun undrende.
For sønnen. Endnu en Vital vokser op. Tak fordi du har givet videre…
Lisbet nikkede stille, gik hen til bilen og satte sig ind bagved.
Hendes mand vendte sig og spurgte:
Nå, hvordan gik det?
Fint, svarede Lisbet. Mange var kommet. Det var hyggeligt at se dem. Men også lidt vemodigt. Tiden forandrer os alle… Jeg er glad på Karens vegne. Hun var en fantastisk lærer. Må hun leve længe og fortsat glæde mange generationer…
