Med hænderne stadig våde stønnede hun over smerterne i ryggen og gik ud for at åbne døren. Leonora rejste sig langsomt fra sofaen, mærkede ryggen brokke sig, og gik ud i gangen, da dørklokken ringede for tredje gang, denne gang forsigtigt. Hun havde været i gang med at pudse vinduer og nåede ikke at åbne med det samme. Udenfor stod en ung kvinde med trætte øjne, men et venligt smil. – Fru Leonora, jeg har hørt, De lejer værelser ud? – Åh, de naboer, de sender altid folk herhen! Men jeg har nu aldrig lejet værelser ud. – Jeg hørte, De har tre værelser … – Og hvad så? Hvorfor skulle jeg udleje? Jeg nyder mit eget selskab. – Undskyld. Jeg fik fortalt, De er religiøs og tænkte … Den unge kvinde vendte sig for at gå ned ad trappen, tårerne truende. – Kom tilbage, unge dame! Jeg har da ikke bedt Dem om at gå. Dagens unge er nu så følsomme, det skal ingenting til. Kom ind, så snakker vi. Hvad hedder du? – Filippa. – Sikke et fint navn … Er din far sømand? – Jeg har ingen far. Jeg voksede op på børnehjem. Ingen mor heller. Man fandt mig foran en opgang og afleverede mig til politiet. Jeg var ikke engang en måned. – Åh, lille ven, det skal du ikke tænke mere over. Kom, vi får os en kop te og lidt at spise, hvad siger du? – Nej tak, jeg har fået et wienerbrød … – Et wienerbrød! Det er derfor unge har maveproblemer, inden de er tredive. Sæt dig, og spis en varm grøntsagssuppe, så får vi te bagefter. Jeg har endnu masser af syltetøj tilbage, som jeg lavede, før min mand døde for fem år siden. Når vi har spist, kan du hjælpe mig med at pudse vinduerne færdig. – Fru Leonora, kan jeg hjælpe på anden måde? Jeg føler mig svimmel, vil nødig falde – jeg er gravid. – Gravid?! Så manglede dét bare! Men hvordan? Er du gift? – Jeg er. Jeg blev gift med Louis, vi voksede op på samme børnehjem. Han blev indkaldt til værnepligt, og vores udlejer smed mig ud, da hun fandt ud af, jeg skulle have et barn. Jeg fik en uge til at finde et sted. Nu har jeg ikke andre muligheder. – Ja, der er mange udfordringer … Og hvad gør jeg så med dig? Måske kan du bo i gæsteværelset. Men nævn ikke penge, det accepterer jeg ikke – det ville gøre mig rigtig vred. Hent dine ting. – Det er tæt på. Jeg lod det stå i bygningen ved siden af. Ugen er gået; i morges pakkede jeg alt, mens jeg ledte efter tag over hovedet. De kom til at bo sammen. Filippa læste til modedesigner, Leonora – pensioneret efter en togulykke – lavede kniplinger og solgte dem på det lokale marked. Økonomien blev båret op af frugter og grøntsager fra haven, hvor de hjalp hinanden om lørdagen. Søndag gik Leonora i kirke, og Filippa læste derhjemme og svarede på breve fra Louis, som hun længtes efter. En lørdag, efter de havde arbejdet i haven med at forberede til vinteren, gik Filippa ind, udmattet. Leonora var i gang med at brænde kviste, da hun hørte et råb: “Mor! Kom hurtigt!” Med hjertet oppe i halsen glemte Leonora alt om ømme ben og løb. Filippa holdt sig om maven, i smerte. En nabo kørte dem på hospitalet i sin gamle bil. Filippa jamrede, bange for at det var for tidligt. Filippa blev kørt væk på en båre, og Leonora bad natten igennem. Næste morgen kom et opkald fra hospitalet: både mor og barn havde det godt, men Filippa måtte hvile i nogle uger. Mens Filippa var indlagt, lærte Leonora mere om Louis og nød at høre om kærligheden imellem de unge. Filippa viste stolt et foto af ham, mens Leonora syntes den unge mand var smuk, selv om hendes briller var gamle og slidte. Gavekurve Op til jul forberedte Leonora og Filippa højtiden, talte om Jesusbarnet og ventede på den første stjerne. Filippa blev urolig, mærkede ubehag og bad Leonora ringe efter en ambulance – barnet var på vej. Den 7. januar – på Helligtrekongersdag – kom en lille pige til verden, og Leonora blev fyldt af glæde. Hun sendte straks et telegram til Louis for at dele de gode nyheder. Babyen fik navnet Leonora, hvilket rørte “bedstemor” dybt. Ugerne gik med kærlig omsorg for det nye familiemedlem. Filippa og Leonora tog sig af babyen, også når nætterne var lange og bekymringerne mange. Leonora fandt ny energi og passede både hus og barnebarn. På en lun vinterdag skulle Leonora handle. Da hun kom tilbage, så hun Filippa med barnevognen i haven. Leonora lod dem være og gik ind for at lave frokost. Inde i stuen opdagede hun billedet af sin afdøde mand i en ramme. Hun smilede undrende og tænkte på, hvordan Filippa mon havde fundet fotografiet. – Filippa, hvor har du fundet billederne af min Alexander? – spurgte hun. – Jeg ved ikke, hvad du mener, fru Leonora. – Det billede på bordet … – pegede Leonora. – Åh, det! Det er Louis. Jeg bad ham om et større billede, næste gang vi ses. Familiespil Med ét indså Leonora, at det var den unge Louis på billedet – og at han lignede hendes afdøde mand på en prik. Med hjertet i halsen overvejede hun, om hun måske havde lukket familie ind i sit liv uden at vide det. – Filippa, må jeg se dit album …? – spurgte Leonora tøvende. Da de bladrede i billederne, så Filippa ligheden mellem Louis og Alexander. “Er det virkelig Louis?” tænkte hun forvirret. Rørt fortalte Leonora, at det måske var familiens bånd og skæbnens utrolige tilfældigheder, der havde bragt dem sammen. Den unge mor, forvirret men rørt, krammede Leonora, mens tårerne trillede, og sammen mærkede de, at en ny, uventet familie var blevet bundet.