Han skrev ikke I går morges satte Katrine sin telefon på højeste lydstyrke. Bare for en sikkerheds skyld. Selvom hun inderst inde vidste: han ville ikke skrive. Følelsen var som forvarslet om regn — tung, uundgåelig, som om luften tyknede før et uvejr. Alligevel tændte hun lyden. Håbet – det er som et gammelt ar: det gør ondt, men slipper dig ikke fri. Katrine samlede sit hår i en skødesløs knold, men alligevel så omhyggeligt, at det så tilfældigt og smukt ud. Hun tog den mørkegrønne frakke på – den, han engang sagde fik hende til at ligne en efterårsskov. Siden havde hun næsten ikke brugt den, men i dag fandt hun den frem fra skabet. Lagde rød læbestift. For rød til en morgentur til apoteket og bageren. På apoteket var der larm. Nogen hostede hæst i hjørnet, nogen diskuterede medicinpriser, nogen stod bare stille og vippede fra fod til fod. Det duftede af urter og noget skarpt, medicinsk. Katrine tog de vitaminer, han havde anbefalet engang for tre år siden, da de stadig drak morgenkaffe sammen. Hun holdt pakken i hænderne og læste det lille tryk. Udløbsdato — til næste efterår. Som om tiden også i den æske talte sine sidste måneder. Hos bageren var alt som altid: fyren med tatoveringen på håndleddet bag disken, duften af frisk brød og kanel, dæmpet musik fra den slidte højttaler. Katrine købte et hindbær-croissant — den, han engang kaldte “smagen af morgen” med et smil, mens han tørrede krummer af sin hage. Hun tog to. En til teen derhjemme, som før, da alt var enklere. Den anden … bare fordi. For at have den. Som et lille stykke fortid, man kan gemme i lommen. Da hun kom hjem, stod hun stille. Lejligheden var stille — tung som støv, der havde lagt sig over gamle bøger. Luften virkede ubevægelig, som om den ikke turde røre sig. Telefonen lå på vindueskarmen, med skærmen nedad, som om den skammede sig. Ingen beskeder. Ingen opkald. Som om verden havde valgt at gå forbi uden at lægge mærke til hende. Som om hun selv var blevet til en skygge, opløst i det grå morgenlys. Katrine satte vand over til te, tog frakken af — langsomt, som om hun ikke ville skræmme stilheden. Stillede sine støvler ved døren, rettede kraven på knagen. Tændte for den gamle radio — studieværtens stemme talte om køer, så om snefald, så om en udstilling på det lokale museum. Alt lød dæmpet, som under vand. Hun tog en slurk te – for varm, brændte. Men hun slugte den uden at fortrække en mine. Gik hen til vinduet og lagde panden mod den kolde rude. Udenfor faldt sneen — små, stikkende fnug, de lagde sig på paraplyer, halstørklæder, asfalt og forsvandt med det samme. En ung far i mørk vinterjakke rettede på sønnens hue — omsorgsfuldt, med den ro der kommer med årene. Ældre par gik med armene filtret sammen, som om deres hænder var groet sammen gennem årtier. Nogen havde travlt på det glatte fortov, andre lo fordybet i mobilen, nogen stod stille ved en butik med julelys. Livet gik videre — larmende, levende, ligeglad. Forbi hende. Som et tog, der var kørt, mens hun blev stående på perronen, uden at turde springe på. Han skrev ikke. Men hun tog kosten og fejede gulvet, selvom der næsten ikke var støv. Ringede til sin moster – lyttede til historier om sommerhuset, naboen, en ny opskrift på æblekage. Vandede den gamle kaktus, tjekkede om den havde gulnet. Bookede tid hos lægen — en ting hun havde udsat i måneder. Tjekkede regningerne — alt var betalt, men hun satte alligevel et flueben i kalenderen. Vaskede plaiden og brugte lidt ekstra skyllemiddel, så hjemmet duftede varmt og levende. Og om aftenen tændte hun lyset i alle rum. Ikke fordi hun var bange for mørket. Bare fordi, så føltes lejligheden levende – vinduerne lyste op, reflekterede i den våde asfalt, som hviskede: her bor nogen. Her er der liv. Katrine så på sit spejlbillede i ruden og tænkte: “Han skrev ikke. Men jeg — jeg er her.” Ikke som en undskyldning, ikke som en udfordring, bare en stille sandhed. Som et stearinlys man tænder, ikke for nogen andres skyld, men for sig selv. For at huske: du er her stadig.

Han skrev ikke

I går morges skruede Anne op for lyden på sin telefon, helt op på maks. Bare for en sikkerheds skyld. Selvom hun inderst inde godt vidste: han ville ikke skrive. Det var den der fornemmelse, som når luften bliver tung før regnen klæbrig og uundgåelig, som om tiden snart bryder løs. Men hun lod alligevel mobilen ligge fuldt opladt. Håbet det er som et gammelt ar, der smerter, men aldrig slipper rigtigt. Anne satte håret op i en løs knold sådan lidt tilfældigt, men stadig pænt, som om hun ikke havde gjort sig umage, men alligevel havde. Hun trak den mørkegrønne frakke frem den, han engang sagde, fik hende til at ligne en efterårsskov. Siden da havde den hængt bagerst, men i dag skulle den på. Hun lagde rød læbestift helt skarlagenrød; egentlig alt for meget bare for at tage i Matas og bageren en tirsdag morgen.

Inde i apoteket var der propfyldt. Én hostede hæst oppe i hjørnet, to diskuterede priser på vitaminer, andre stod tavse og trampede fra fod til fod. Det duftede af tørret kamille og noget skarp medicinsk. Anne købte de vitaminer, han for flere år siden anbefalede, dengang de stadig sad ved hans køkkenbord med kaffe. Hun drejede pakken i hænderne, læste det fine tryk. Holdbar til efterår næste år. Lidt som om tiden selv i æsken var ved at rinde ud.

Hos bageren var alt, som det plejede. Den unge fyr bag disken med tatovering på underarmen, duften af friskbagt brød og kanel, stille pop fra en lidt slidt højtaler. Anne købte en hindbærcroissant den, han engang havde kaldt “smagen af morgen” og smilet med krummer i skægget. Hun tog to. Én til teen hjemme, som dengang alting virkede lettere. Den anden… bare fordi. Som en lille bid fortid til lommen.

Da hun kom hjem, blev hun stående i entreen. Lejligheden var tung af stilhed som støv på gamle bøger. Luften stod stille, holdt vejret. Hendes mobil lå på vindueskarmen, skærmen nedad som om den skammede sig. Ingen beskeder. Ingen opkald. Som om verden valgte at gå forbi uden at se hende. Som om hun selv var blevet til en skygge i det grå morgenlys.

Anne satte vand over til te, trak jakken af langsomt, næsten bange for at forstyrre stilheden. Hun stillede støvlerne pænt ved døren, rettede på frakkekragen på knagen. Tændte den gamle radio stemmen sagde noget om trafikkaos på Hillerødmotorvejen, så om snestorm, bagefter om en særudstilling på Statens Museum for Kunst. Alt lød dæmpet, som gennem vand. Hun tog en slurk te for varm, brændende, men hun lod sig ikke mærke med det. Gik hen til vinduet, lagde panden mod ruden.

Ude faldt sneen fnug små og spidse, landede på paraplyer, tørklæder og asfalt og forsvandt med det samme. En ung far justerede sønnens hue med omsorg, du ved, den slags man først får med nogle år på bagen. Gamle gik arm i arm, som om hænderne var groet sammen i årtier. Nogen hastede afsted med glatte skridt over brostenene, andre grinede ind i mobilen, én standsede ved butikken med julelys i vinduet. Livet kørte larmende, pulserende, og fuldstændigt ligegyldigt overfor hende. Præcis som tog, der kørte, mens hun stadig stod på perronen og ikke turde springe på.

Han skrev ikke.

Men hun tog kosten og fejede gulvet, selv om der næsten ikke var støv. Ringede til moster Lise lyttede til snak om kolonihaven, naboen i kædehuset, og om hun endelig havde knækket koden til æblekagen. Hun vandede sin gamle kaktus, tjekkede grundigt, om den havde gule pletter. Fik booket tid hos lægen en lille ting, hun havde udskudt længe. Gennemgik regninger alt var betalt, men hun satte alligevel et flueben i kalenderen. Vaskede tæppet, og hældte lidt ekstra skyllemiddel på, så lejligheden duftede lunt og hjemligt.

Om aftenen tændte hun lys i alle rummene ikke for at jage mørket væk, men bare fordi lejligheden virkede mere levende sådan. Vinduerne lyste ud over regnvåd asfalt, som om de sagde: her bor nogen. Her er der liv.

Anne kiggede på sit spejlbillede i ruden og tænkte: “Han skrev ikke. Men jeg er her.” Ikke som undskyldning, ikke et slags oprør, bare stille sandhed. Lidt som det lys, du tænder ikke for nogen, men for dig selv for at minde dig om, at du stadig er her.