Uventet Opdagelse: Afsløringen af Mandens Utroskab
Som det ofte sker, er det som regel konen, der sidst får nys om sin mands eskapader. Først bagefter gik det op for Anna, hvorfor hendes kolleger sendte hende de der halvkiksede blikke og hviskede i gangene. Alle havde naturligvis vidst, at Annas bedste veninde, Sofie, havde gang i noget med Rasmus undtagen Anna, altså.
Hun opdagede det hele den aften, hvor hun pludseligt besluttede sig for at vende hjem. Anna havde i flere år arbejdet som læge på Rigshospitalet i København. Den dag skulle hun egentligt have nattevagt, men hendes yngre kollega, Rikke, spurgte grinende:
Anna, kunne du tage min vagt i weekenden? Så tager jeg din vagt i aften. Min søster skal giftes lørdag, og jeg har lovet at tage med.
Anna sagde ja hun kunne jo godt lide Rikke, og bryllup er rimeligt i orden undskyldninger. Hun glædede sig til at overraske Rasmus men det var Anna, der måtte tage mod overraskelsen.
Så snart hun trådte ind i lejligheden på Østerbro, kunne hun høre stemmer inde fra soveværelset. Den ene tilhørte Rasmus den anden kunne Anna også genkende, selv om hun bestemt aldrig havde tænkt at høre den dér. Det var Sofies. Lydene efterlod ingen tvivl om, at der ikke foregik noget så uskyldigt som et lille aftenmøde.
Anna smuttede lydløst ud igen og tilbragte natten søvnløs på hospitalet. Hvordan skulle hun nogensinde se kollegerne i øjnene? Alle havde vidst det hele, og hun selv havde været så blendet af kærligheden til Rasmus og stoltheden over deres ægteskab. For hans skyld havde hun skrottet drømmen om børn. Hver gang snakken faldt på børn, slog Rasmus det hen: Vi skal da nyde livet lidt endnu, Anna. Nu forstod Anna, at det slet ikke handlede om at nyde livet, men at Rasmus aldrig for alvor havde taget familien seriøst.
Det var den nat, Anna traf den beslutning, som føltes som den eneste rigtige. Måske var det vågelyst, måske kaffen i hospitalets kantine. Næste morgen meldte hun ferie dernæst indgav hun sin opsigelse, og mens Rasmus var på arbejde, pakkede hun sine ting og løb ned til Hovedbanegården. Hun havde arvet et lille hus på landet nord for Vejle fra sin mormor. Anna tog af sted uden at se sig tilbage og forestillede sig, at Rasmus næppe ville lede efter hende dér, hvor selv Google Maps får sved på panden.
På stationen købte hun straks et nyt SIM-kort til sin mobil og slap af med det gamle. Alle spor blev kappet, og Anna trådte med rystende knæ ind i sit nye liv.
Allerede næste dag ankom Anna til den gamle landstation; hun havde ikke været her i næsten ti år, sidst til mormors begravelse. Alting var sig selv roligt, småt, sådan provinsidyl med lidt grus i skoen. Det er lige, hvad jeg har brug for, tænkte Anna.
Hun fik et lift op til landsbyen, og derefter gik hun de sidste tyve minutter til huset. Haven lignede Amazonas: brændenælder og brombær buskede sig op om måsen på Anna, mens hun kæmpede sig frem til hoveddøren.
Der gik uger med at tæmme junglehaven og få huset til at ligne noget fra dette århundrede. Men naboskabet var slet ikke til at kimse af. Alle kendte mormor Gerda, som havde været skolelærer på den lokale friskole i 40 år og nærmest oplært hele landsbyen i retstavning og leverpostejsmadpakker. Og nu ville alle hjælpe Annas barnebarn, hende lægen fra København.
Anna blev overrasket over den varme velkomst. Hun var dybt taknemlig for hjælpen med både hammer og hakkejern, men især for den slags selskab der gør duglen på en torsdagsaften i juli lidt lettere.
Rygtet om, at Storkøbenhavnerlægen var flyttet ind, bredte sig hurtigere end chokoladekage til generalforsamlingen. En dag kom naboen, Mette, valsende ind i haven og udbrød åndeløst:
Anna, jeg kan ikke hjælpe dig i dag! Min mindste pige har ondt i maven og skriger siden i morges. Det må være noget, hun har spist.
Skal vi kigge på hende? spurgte Anna og fiskede lægetasken frem.
Det lille myr, Mille, havde tydeligvis fået noget mad, der ikke var helt efter bogen. Anna fik lagt en sonde, og Mette fik instrukser og en venlig opsang om at holde igen med hjemmebagt rabarbermarmelade.
Tak, Anna! bode Mette og stirrede, som om Anna var tryllekunstner. Vi har jo ikke noget lægehus længere, og sygeplejersken er for længst gået på pension. Der er 60 kilometer til nærmeste vagtlæge!
Fra den dag begyndte landsbyens folk at troppe op og Anna kunne umuligt afslå. De havde jo taget hende til sig som datter af huset, og måske også som deres nye håb.
Da ordet nåede sognerådet, blev Anna inviteret til regionsklinikken.
Nej tak, jeg skal ikke være regionslæge, svarede Anna tørt. Men hvis I giver mig lægehuset i vores landsby, så siger jeg ja med glæde.
De så på hende, som om hun havde tilbudt sig til at bygge Storebæltsbroen om. Men Anna holdt fast, og snart havde landsbyen igen åbnet deres lille udkantshospital, denne gang med Anna bag stetoskopet.
En aften, hvor Anna netop havde dynet sig i sofaen med the og tv-vis, bankede det pludselig på. Selvfølgelig, folk bliver ikke syge på klokken.
En fremmed mand stod på dørtrinet, blegfrossen i ansigtet.
Frue jeg kommer helt fra Give, vi bor lidt udenfor. Min datter er meget syg jeg troede først bare det var en forkølelse, men feberen slipper ikke, og nu er det tredje dag. Vil De komme og hjælpe?
Anna greb tasken og spurgte på vejen til bilen om alle symptomer. Pigen, en lille bette pige ved navn Alberte, var ligbleg i ansigtet, havde tørre læber og trak vejret besværet. Hårene var filtrede, og det hele så trist ud.
Efter undersøgelsen konstaterede Anna: Det ser skidt ud. Hun burde indlægges nu.
Faren rystede på hovedet:
Vi har kun hinanden. Hendes mor døde lige efter fødslen. Alberte er det eneste, jeg har tilbage. Jeg kan ikke miste hende.
Men på hospitalet kan de gøre meget mere end mig her. Jeg har ikke engang nødvendig medicin.
Sig bare, hvad du skal bruge! Jeg henter det butikken har natåbent, og jeg kan skaffe hvad som helst. Men jeg kan ikke efterlade hende alene.
Anna mærkede panikken i hans øjne og opdagede i øvrigt, at han var høj, mørkhåret og med øjenvipper så lange, at enhver kvinde ville være misundelig.
Jeg bliver her hos Alberte, sagde Anna.
Tak jeg hedder Lasse. Og hende her er altså bare det bedste, verden har budt mig.
Anna skrev en recept, og Lasse ræsede til apoteket.
Albertes feber ville ikke ned, hun græd efter sin far og tumlede uroligt rundt. Anna tog hende op, gik sagte rundt i stuen og sang gamle salmer. Endelig, efter nogle timer, kom Lasse tilbage med medicinen. Anna gav injektionen og sagde med træt smil:
Nu må vi bare vente.
De blev ved Albertes seng natten igennem. Om morgenen begyndte temperaturen at falde, sveden piblede frem på den lille pande.
Det lover godt, sagde Anna. Hun var udmattet, men også lykkelig over at have drevet sygdommen på flugt.
Tusind tak, gentog Lasse, gang på gang.
Der gik et år. Anna havde nu styr på både lægehuset og naboernes allergi for astilber i forårsmånederne. Hun boede i dag i et rummeligt bindingsværkshus med Lasse de var blevet gift et halvt år efter den forfærdelige nat, da Albert blev syg. Det tog uger, før pigen var helt rask igen. Hun blev utrolig tæt knyttet til Anna, og Anna elskede hende som sin egen; selvom hun alligevel indimellem mærkede et stik af savn over aldrig selv at få børn.
Hver aften gik Anna træt, men smilende hjem hvor hun blev mødt af de to mennesker, hun elskede allermest. En aften sad Lasse tørklædt på trappen og råbte:
Nå, har du fået fri nu? Jeg har planlagt hele ferien vi tre skal på Danmarks-turné!
Anna grinede og svarede med et glimt i øjet:
Det bliver faktisk os fire på tur.
Lasse stirrede vantro et øjeblik, så løftede han Anna op og snurrede hende rundt i haven, så selv hønsene galede.
Uventet Afsløring: Opdagelsen af Min Mands Utroskab – Anas Livsvending fra Læge i København til Nyt Begyndelse i Dansk Landsby, Venskab og Kærlighed
