Når du nærmer dig de tres, opdager du pludselig: Det, der dengang føltes som en katastrofe, var i virkeligheden lykken ET STED MELLEM 30 OG 60 Agnes forberedte sig på at fylde 60. Tallet lød truende, hun havde ikke lyst til at sige det højt. Tidligere var det ensbetydende med alderdom og begyndende forfald, og selv efter moderne – noget mere frisindede – standarder er det overgangen fra midaldrende til ældre. Det føltes trist. Sidst hun reagerede så stærkt på sin alder, var da hun fyldte tredive. Dengang føltes det som om, ungdommen var forbi. Men nu, når hun kiggede på sine børn, smilede hun af de minder. Agnes lyttede til sig selv, så sig i spejlet i garderoben: – Ser da meget godt ud egentlig. Drejede rundt, godkendte sit spejlbillede: – Udenpå ser jeg ud som fyrre. Intet gør ondt, bank under bordet, alt fungerer og kan bøjes. – Vi skal nok klare det, – blinkede hun til spejlet og gik i gang med mandens ønsker. De besluttede at fejre det med manér: på et resort i Grækenland, sammen med venner og familie. Agnes var først imod – et rundt tal, man burde tænke over livet snarere end feste. Det var dyrt, langt væk. Men hun blev nedstemt. Hendes mand – Mikkel, kaldet Mus – lovede at arrangere det hele. Selv et slideshow til Leonard Cohen-sange fik de lavet. Redigeringen fik lillebroren. Og billederne? Det blev naturligvis hende selv. Agnes satte sig på gulvtæppet, hældte indholdet af den første skuffe ud med et suk. Der ville have været langt flere billeder, hvis ikke de havde været igennem to udlandsflytninger og endeløse adresser. Barndoms- og ungdomsbillederne var næsten væk – da hun i begyndelsen af tyverne rejste fra Sovjetunionen, var det ikke tid til sentimentalitet. Hun fandt lidt hos forældrene, men de var i samme situation. Senere – første ægteskab og skilsmisse. Nogle billeder tog hun: sig selv, børnene, vennerne. Meget tænkte hun at tage “senere” – men senere kom aldrig. Den nye mand, Mus, fotograferede – modsat den første, der var semiprofessionel – aldrig. Men over de første år sammen samlede der sig alligevel pænt med billeder. Senere ændrede livet sig, og ingen gad det længere. Billeder blev væk i gamle mobiler, udtørrede harddiske og mapper med uoverskuelige navne. Fotoalbums, man kunne blade i og mindes, forsvandt. Imens hun rodede, fandt hun et billede fra afslutningen – i kjolen fra bedsteforældrene fra Israel. Også ét fra medicinsk praktik efter fjerde år. Og så – bar mitzvah for den ældste søn. Hvor var han nervøs dengang! Pludselig – et billede klistret fast til et andet. Hun skilte dem forsigtigt. Nonna. Ved siden af Agnes i sin blå gallakjole til Aghra Harik-festen. Nonna dukkede op på deres team af reservelæger på Sinai Hospital i Detroit om vinteren, skiftet fra gynækologi til medicin. Lille og spinkel, med kort hår og store øjne – hun lignede en teenager eller et væsen fra en eventyrbog. Man fik lyst til at passe på hende, indtil hun åbnede munden – så opdagede alle hurtigt hendes skarpe sind. Hun var emigrant fra Jerevan, ankommet med sin mor og ægtemand – han var hendes mentor og mange år ældre. Hun tog aldrig forberedende kurser, bestod prøverne i første forsøg med så flotte resultater, at hun kunne vælge frit mellem specialer. Hun tog gynækologi – det var prestigefyldt, praktisk og tæt på manden. Efter halve år uden nattesøvn opgav hun og valgte medicin. Agnes og Nonna blev hurtigt tætte. Da Nonnas mor begyndte at passe Agnes’ barn, blev de nærmest familie. Uddannelsen sluttede og snakken om specialer begyndte: – Måske reumatologi? – spekulerede Agnes. – Hvorfor? – sukkede Nonna. – Endnu to års uddannelse, og derefter vente på patienter. Bliv bare almenlæge – du kommer direkte i gang! Du er dronningen! – Du er så fornuftig, – beundrede Agnes hende. Agnes blev læge, Nonna tog reumatologi. I Los Angeles. Hun havde sin drømmefamilie: mor, mand, bror – alle forgudede hende. Én ting lykkedes ikke – børn. IVF, håb, tårer. Pludselig lykkedes det! Datteren blev født lige inden nogen eksamen. Nonna blev i Los Angeles blandt den armenske diaspora. Afgangen var tårevædet, veninderne ringede ofte sammen, Nonnas mor greb røret for at spørge til “min dreng” – Agnes’ søn. Efterhånden døde kontakten ud. Pludselig kom invitationen til Aghra Harik – et armensk navngivningsfest. Nonna fortalte, det skulle være vildt: kjole til 5.000 kroner, fransk frisør, frisurer til 1.000 kroner – og det var sent i 90’erne! Agnes gik i panik, men frisøren Julia sagde roligt: – Dit hår er flot. Enhver kan klare det. Børste, føn, hårspray og så kører det. På tilbud fandt Agnes en blå kjole med bar skulder, jakkesæt til manden, en storternet kuffert (hun elskede dem – de var lettere at finde) og et rør selvbruner. Ingen tid til sol, og hendes Michigan-blege hud passede måske til kjolen, men bestemt ikke til Californien! Fredag kom de sent frem. Lørdag – gåtur i Los Angeles. Agnes fik sneakersene frem, manden tog T-shirten med teksten “Odense – det kunne være værre!”, og så gik de på eventyr. Planen var storslået: Griffith Park, foto foran HOLLYWOOD-skiltet, Hollywood Walk of Fame, Santa Monica, molen. I virkeligheden: Griffith lukket pga. optagelser, Walk of Fame pakket ind pga. byggeri, menneskemylder og trafik. Men de fik frokost – dyr, sund og ikke synderligt god. Manden brokkede sig, men tog billeder. Senere kom havet, en yogi i trane-stilling, majskolber, skatere og duften af solcreme. Og køretur på Sunset Boulevard, hvor hvert skilt lignede en kulisse. – Jeg tror Elton John engang spiste her? – sagde Agnes og kiggede i guiden. – Eller bare én, der lignede Elton, – brummede manden. På Rodeo Drive gik hun ind i en butik, prøvede briller til flere tusinde kroner, sprøjtede med nicheparfume og forlod butikken med et stolt duftspor. Helt som i “Pretty Woman”. Næsten. Søndag. Efter en lynhurtig morgenmad, der nok fortjente bedre, gik Agnes i gang med forberedelserne. Selvbruneren, lagt præcist efter instruktionen, tørrede ujævnt – resultat: zebra. Bare i orange. Hun ville ikke have hjælp fra manden: efter champagne til morgenmaden var han fjollet, og hun turde ikke risikere noget. Salonerne var lukkede. Den eneste åbne lå i Chinatown. Frisøren, der ikke kunne engelsk, lagde håret på spoler og tømte en hel dåse hårlak. Da Agnes vovede at se sig i spejlet, så hun orange ansigt omkranset af stenhårdt 80’er permanent. Ikke et forsøg værd igen. Så tilbød manden – kunsterisk anlagt – at lægge hendes makeup: – Du bruger altid for lidt. Det skal være markant! Han malede løs og trådte tilbage som foran et lærred. Resultatet var overvældende: lilla-blå øjenlåg, brune kindben, mørkerøde læber. Agnes var chokeret. Manden begejstret. Hun prøvede at fange en taxa. Ingen stoppede. – Jeg tror, de tager mig for en prostitueret, – sagde hun. – Prøv du. Du ligner i det mindste en rigtig alfons. Manden fnøs, gik ud og rakte hånden op. Der var fest i Nonnas nye hus i Glendale – armensk-USA’s hovedby. Alt glimtede: borde, børn, musik, bedsteforældre, tjenere. Midt i det hele – Nonna, strålende som altid, men med forkølelsessår. – Det er bare stressen, – sagde den kommende immunolog dramatisk. – Jeg har prøvet ALT… – Du er stadig den smukkeste, – svarede Agnes. Og det var sandheden. Nu ser hun på fotoet: blå kjole, orange hud, 80’er permanent, veninden med forkølelsessår – og smukke unge ansigter. Dengang føltes det som en katastrofe. I dag ville hun ikke undvære det. Hverken forkølelsessåret, selvbruneren eller håret. Bare for at leve livet forfra, veninden ved sin side, og fornemmelsen af at alt stadig venter. For, ærligt talt… mellem tredive og tres – det var sjovt. Hvad der kommer, får vi at se. Børsten er klar. Og nu dur selvbruneren også.

Når man nærmer sig de tres, går det pludselig op for én: det, der dengang virkede som en katastrofe, var i virkeligheden lykken.

ET STED MELLEM 30 OG 60

Karen gør sig klar til sin 60-års fødselsdag. Tallet lyder faretruende, og hun har ikke lyst til at sige det højt. Tidligere blev det regnet for at være gammel, et tidspunkt hvor man begynder at falme; selv i nutidens mere åbne samfund regnes det for overgangen fra voksen til alderdom. Temmelig trist, synes hun.

Sidste gang hun havde det sådan, fyldte hun tredive. Dengang troede hun, ungdommen var forbi. Men nu, når hun ser på sine børn, smiler hun bare over de tanker.

Karen tager sig selv i at se i spejlet på soveværelset:
Så galt står det nu ikke til.
Hun drejer sig lidt foran spejlet og nikker tilfreds:
Ser da ganske fornuftig ud, og jeg føler mig da heller ikke ældre end fyrre. Ingen smerter, 7-9-13, alt fungerer som det skal.
Nå, der er stadig krudt i kællingen, blinker hun til sit spejlbillede og går ud for at udføre det, hendes mand har bedt hende om.

De har besluttet at fejre fødselsdagen med manér: på et resort på Kreta, sammen med venner og familie. Karen var først imod syntes ikke, det var en lykkelig anledning, men mere noget, man skulle tage stilling til. Og det er både dyrt og langt væk. Men hun blev nedstemt. Manden Mads, kaldet Madsen lovede at stå for alt. Selv et slideshow til Ulige Numres nyeste album. Lillebroren fik opgaven som klipper. Og billederne? Ja, det blev selvfølgelig Karen, der måtte finde dem.

Så sad hun på gulvtæppet og hældte hele indholdet af den nederste skuffe ud. Der havde været langt flere billeder, hvis ikke det var for to udlandsophold og evige flytninger. Barndoms- og ungdomsbilleder næsten ingen. Da hun forlod Danmark i starten af tyverne, var der ikke plads til sentimentalitet. Noget lykkedes det hende at opspore hos forældrene siden hen, men de stod i samme situation. Så kom første ægteskab og efterfølgende skilsmisse. Hun tog nogle billeder med sig egne, børnenes og venners. Resten blev gemt til senere men senere kom aldrig.

Den nye mand, Madsen, var ikke fan af at tage billeder, modsat hendes første mand, der nærmest var halvprofessionel fotograf. Men de første år sammen fik hun alligevel samlet en pæn bunke. Senere ændrede livet sig, og ingen gad længere rode rundt med kamera. Billederne forsvandt blev liggende i gamle mobiler, døde harddiske og pakker med mærkelige filnavne. De gode gamle albums, man kunne bladre i og mindes, blev borte.

Hun faldt over billedet fra studenterfesten i den kjole, hun havde fået fra sin mormor og morfar i Malmø. Der var også et billede fra praktikophold på sygehuset efter fjerde semester. Og så konfirmationen for den ældste søn. Hvor var han nervøs!

Og pludselig et billede, der sad fast på et andet. Hun løsrev det forsigtigt. Astrid. Og ved siden af Karen i en blå aftenkjole til Astrids datters navngivningsfest.

Astrid kom til deres afdeling på Rigshospitalet om vinteren, skiftede fra gynækologien til medicinsk afdeling. Lille, spinkel, med kort hår og store øjne hun lignede en teenager eller en alf. Alle fik trang til at passe på hende indtil hun åbnede munden, for så opdagede man, hvor klog hun egentlig var.

Hun var flyttet hertil fra Århus med sin mor og mand han var hendes vejleder under specialet og mange år ældre. Hun havde ikke været på et eneste forberedelseskursus, men bestod alle prøver i første forsøg så godt, at hun kunne få hvilket som helst speciale. Hun valgte gynækologi prestigiøst, bekvemt, tæt på sin mand. Efter et halvt års hårdt slid gav hun op og skiftede til medicin.

Karen og Astrid blev hurtigt veninder. Da Astrids mor begyndte at passe Karens dreng, blev de nærmest familie. Da kandidattiden sluttede, begyndte snakken om hvilken retning, de skulle vælge:
Måske reumatologi? spurgte Karen.
Hvorfor dog det? sukkede Astrid. To år ekstra, bagefter vente på patienter. Som mediciner får du masser af liv alt går igennem dig! Du er dronning!
Altid så fornuftig, beundrede Karen.

Til sidst blev det Karen, der valgte medicin, og Astrid måtte alligevel overgive sig til reumatologien. Dog i København.

Astrid havde en rigtig drømmefamilie: mor, ægtefælle, bror alle forgudede hende. Det eneste, der ikke lykkedes, var at få et barn. Prøvde reagensglas, håb, tårer. Og pludselig lykkedes det! Datteren kom til verden lige før, hun var færdig. Astrid besluttede at blive i København tæt på den jyske familie.

Da de skulle sige farvel, blev der knap et øje tørt, de ringede sammen ofte, og Astrids mor rev røret til sig for at høre, hvordan det gik med lillemanden Karens søn. Så blev det til færre samtaler og pludselig en invitation til navngivningsfest.

Astrid fortalte, hvor gennemført festen skulle være: kjolen kostede 35.000 kroner, fransk frisør, håropsætning til 750 kroner og det i slutningen af 90erne! Karen fik straks lidt præstationsangst, men frisøren Anne beroligede hende:
Dit hår kan hvad som helst. En børste, føn og lidt lak mere behøver du ikke.

Karen fandt en blå kjole på udsalg, fik købt jakkesæt til Madsen, en stor ternet kuffert (hun har altid haft sans for det praktiske dem finder man hurtigst på båndet) og en tube selvbruner. Der var ingen tid til solbadning, og hendes blegt-skandinaviske hud passede måske med kjolen, men ikke til fest i København.

De ankom fredag aften. Lørdagen blev brugt på udflugt i København. Karen trak kondisko op af tasken, Madsen tog T-shirt på med teksten Odense kunne være værre!, og de drog ud på eventyr.

Ambitionsniveauet var højt: Botanisk Have, billeder fra Rundetårn, Den Lille Havfrue, Strøget, Nyhavn. Men i virkeligheden var Botanisk Have lukket for renovering, Strøget pakket ind i stilladser, og der var fyldt med folk og trafik. Men de fandt noget både sundt, dyrt og halvkedeligt at spise. Madsen brokkede sig, men tog billeder.

Senere blev det havnen, en yogalærer i størknet trækfugl, popcorn, skatere og duften af solcreme. Og en tur op ad Gammel Kongevej, hvor hvert skilt virkede som et teaterstykke i sig selv.
Her spiste Thomas Helmig frokost, tror jeg, sagde Karen og kiggede i turistguiden.
Eller en, der ligner, grinede Madsen.

På Strøget smuttede hun ind og prøvede solbriller til 4.000 kroner, sprøjtede sig med nicheparfume og gik stolt ud, med en duft som en filmstjerne. Lidt Pretty Woman-vibe. Næsten.

Søndag. De proppede hurtigt morgenmaden i sig, selvom den sagtens kunne have fortjent mere opmærksomhed, og Karen gik i gang med at pynte sig.

Selvbruneren, som hun havde smurt efter alle kunstens regler, tørrede ujævnt. Resultat: zebra. Bare orange.

Hun sagde nej til hjælp fra Madsen; han var i godt humør efter morgenens champagne, og hun turde ikke gætte på, hvor det kunne havne.
Frisørerne holdt søndagslukket. Det eneste åbne sted var en salon i det kinesiske kvarter. Damen der forstod ikke et ord dansk, satte håret med spoler og sprøjtede en hel dåse lak ud over det hele. Da Karen med nervøse bevægelser åbnede øjnene og så i spejlet, ramte panikken: orange ansigt indrammet af et stift, permanent-lignende hår a la 80erne. Hun vendte hurtigt blikket væk og gentog ikke den fejl.

Madsen tilbød sig som makeup-artist:
Du bruger altid for lidt farve. Nu skal du stråle!
Han malede løs, trådte tilbage, betragtede, og rettede igen. Resultatet: lilla-blå øjenskygge, brune kindben, bordeauxrøde læber. Karen chokeret. Madsen i ekstase.

Hun prøvede at fange en taxa uden held.
De tror da vist jeg er natkadde, sagde hun. Prøv du du ligner i det mindste en alfons.
Madsen fnøs, men gik ud og fik stoppet en taxa.

Festen blev holdt i Astrids nybyggede hus i Hellerup alle var der: børn, musik, borde dækket op, bedsteforældre, tjenere. Og midt i det hele Astrid, strålende som altid. Og med forkølelsessår.
Det er stressen, sagde fremtidens immunolog tragisk. Jeg havde ønsket, alt skulle være perfekt…
Du ER smukkest, svarede Karen. Og mente det.

Nu ser hun på billedet: blå kjole, orange hud, 80er-permanent, venindens herpes og de flotte unge ansigter. Dengang føltes det som en fuldkommen fiasko. I dag ville hun ikke have undværet noget af det. Hverken forkølelsessår, selvbruner eller det gakkede hår. Bare få lov igen hele det liv, veninden ved siden af, fornemmelsen af, at alt var foran dem.

For ærligt talt… mellem tredive og tres dér var der fart på og sjov. Hvad der kommer derefter? Det må tiden vise. Børsten har hun stadig. Og solbrun hud er ikke længere et problem.