Ikke Flere Penge! Alt Er Givet Til Venindens Børn!
Linnea, jeg har ikke flere penge! Den sidste slant gav jeg til lille Signe i går! Du ved jo, hun har to børn! Med tårer i øjnene lagde fru Amalie Mortensen røret på.
Hendes datters ord stak som knive, og hun havde ikke lyst til at gense dem i tankerne.
Hvorfor er det sådan? Jeg opfostrede tre børn sammen med min Anders, gav dem alt, vi havde, sørgede for, at de tog videregående uddannelser og kom godt videre i livet. Men nu, i min alderdom, er der hverken fred eller hjælp at hente.
Anders, min kære, hvorfor gik du bort så tidligt? Med dig var alting lettere! mumlede hun for sig selv, mens tankerne gik til hendes afdøde mand. Hjertet kneb til, og hånden strakte sig automatisk efter pillerne: Der er kun én eller to tilbage. Hvis det bliver værre, er jeg på bar bund. Jeg må til apoteket.
Hun forsøgte at rejse sig fra sofaen, men benene svigtede, og hun sank tilbage. Hovedet snurrede rundt som en karrusel.
Pyt, pillen virker nok lidt, og så går det over.
Men timerne gik, og intet lettede.
Amalie tastede nummeret til den yngste datter:
Signe… fik hun hvisket, inden en kølig stemme afbrød:
Mor, jeg sidder til møde, ringer senere!
Så prøvede hun sønnen:
Erik, jeg har det ikke godt. Pillerne er væk. Kan du tage nogle med hjem fra arbejde?
Mor, jeg er ikke læge! Ring til alarmcentralen hvis det er slemt!
Amalie sukkede. Han havde jo ret. Hvis ikke det blev bedre om en halv time, måtte hun ringe 112.
Hun lænede sig tilbage i lænestolen, lukkede øjnene og begyndte at tælle til hundrede for at få ro på hjertebanken. Pludselig lød telefonen langt borte.
Hallo? svarede hun mat.
Amalie, det er mig, Per! Hvordan har du det? Jeg fik uro i kroppen og måtte høre din stemme.
Per, jeg har det ikke godt…
Jeg kommer med det samme! Kan du lukke mig ind?
Døren låser ikke længere, Per…
Telefonen gled ud af hendes hånd, hun havde ikke kræfter til at samle den op.
Lad det ligge tænkte hun.
For hendes indre blik spillede ungdommens billeder: der stod hun som en naiv ung kvinde, første år på Handelshøjskolen. Bag hende to kadetter fra officersskolen, ranke og flotte, og pudsigt nok svingende med farverige balloner.
Hvor komisk havde hun syntes dengang, voksne mænd med balloner!
Nå ja, det var befrielsesdag! Optoget, festen på gaden! Hun stod midt imellem Per og Anders med balloner svævende om sig.
Hun havde valgt Anders, måske fordi han var åben og charmerende, mens Per var tilbageholdende og genert.
Livet sendte dem hver sin vej: Amalie og Anders slog sig ned i udkanten af København, Per kom i forsvaret og blev udstationeret i Grønland.
De så først hinanden igen mange år senere, begge var folkepensionister hjemme i provinsbyen. Per havde aldrig giftet sig, havde ingen børn.
Hvis nogen spurgte hvorfor, trak han bare på skuldrene og sagde:
Kærligheden ramte aldrig mig, måske skulle jeg være blevet optimist!
Støj nærmede sig, og Amalie slog øjnene op med besvær.
Per…
Og der, ved siden af ham, stod en ambulancelæge.
Du bliver okay. Er det din mand?
Ja, det er det…
Lægen gav nogle anvisninger. Per blev ved siden af Amalie, holdt hendes hånd, til hun igen fik vejret.
Tak, Per Jeg har det bedre nu.
Godt! Her, en kop citronte
Per gik ikke fra hendes side. Han lavede mad, ordnede indkøb, og selv da hun blev rask, nægtede han at forlade hende alene.
Ved du, Amalie, jeg har altid elsket dig. Derfor blev jeg aldrig gift.
Per, Per Anders og jeg var lykkelige. Han elskede mig. Du sagde aldrig noget. Hvordan kunne jeg vide det? Men nu fortiden får man ikke tilbage.
Amalie, lad os bare nyde den tid vi har sammen. Resten af livet uanset hvor meget der er bruger vi sammen!
Hun lagde hovedet på hans skulder og flettede fingre: Ja, lad os. Og hun lo, et lyst og frisindet grin.
En uge senere ringede datteren endelig.
Mor, du ringede til mig? Jeg havde ikke tid og glemte det efterfølgende
Åh, det var ikke noget. Men nu du ringer: Jeg skal giftes!
Stilhed. Lidt knasen og tastetryk.
Mor, er du blevet vanvittig? Du burde nærmest ligge i graven, og nu skal du giftes? Med hvem?
Amalie sank, tårerne pressede sig på, men stemmen var fast:
Det rager dig ikke.
Hun lagde røret på og vendte sig til Per: De kommer nok snart, gør dig klar til kamp.
Vi klarer os sagde han muntert. Hvor kærlighed er, er intet tabt!
Om aftenen dukkede de op: Erik, Linnea og Signe.
Mor, skal vi se din Don Juan? snøvlede Erik.
Det kender I jo, sagde Per, der trådte ind. Jeg har elsket Amalie siden ungdommen. Da jeg så hende syg, vidste jeg, at jeg ikke kunne undvære hende. Jeg friede, og hun sagde ja.
Hørte du det, din gamle nar? Kærlighed i din alder?! fnøs Linnea.
Hvilken alder? Per hævede øjenbrynene. Vi har lige rundet de halvfjerds, der er masser at leve for. Og din mor er stadig skøn!
Jeg forstår du er bare ude efter hendes lejlighed! indvendte Signe med en jura-agtig mine.
Børn, for pokker, hvad med lejligheden? I har alle jeres hjem!
Men det er vores arv! hævdede Signe.
Slap nu af, jeg har intet behov for noget! Jeg har også et sted at bo, sagde Per og krydsede armene. Men lær at respektere jeres mor!
Hvem tror du, du er, gamle nar? Erik gik truende tæt på.
Per trak ikke sig. Han så Erik i øjnene og sagde:
Jeg er hendes mand, om I vil det eller ej.
Vi er hendes børn! råbte Linnea.
Ja! Vi skal nok få dig anbragt på plejehjem eller galeanstalt i morgen! hvæsede Signe.
Ingen chance! Kom, Amalie.
De gik arm i arm, uden at se sig tilbage. De var ligeglade med resten af verden. De var lykkelige. Og frie. Gadelampen kastede lys på deres vej.
Børnene stod målløse og så dem gå. Tænk, kærlighed i de halvfjerds.
I dag skrev jeg dette, fordi jeg endelig forstod, hvad kærlighed er: Det betyder mere end penge, arv og gamle nag. Det er friheden til at være lykkelige også selvom resten af verden ikke forstår det.
Uden Penge! Alt Gik Til Min Vens Børn!
—Iolanda, jeg har ikke flere penge! Det sidste jeg havde, gav jeg til lille Nadja i går! Du ved jo, hun har to børn! Grædende lagde Fru Amalie Jensen røret på.
Hendes datters ord stak som knive, men hun ville slet ikke huske på dem.
—Hvorfor skal det være sådan? Jeg har opdraget tre børn sammen med min Jens, gjort alt for dem, ALT! De har fået gode uddannelser, gode jobs. Men nu, i min alderdom, får jeg hverken ro eller hjælp.
—Jens, min elskede, hvorfor gik du så tidligt bort? Med dig var alting lettere! — tænkte hun, henvendt til sin afdøde mand.
Hjertet snørede sig sammen, og hånden famlede automatisk efter pillerne: — Der er kun én eller to tilbage. Hvis det bliver værre, har jeg intet at tage. Jeg må i hvert fald på apoteket.
Hun forsøgte at rejse sig, men benene svigtede under hende, og hun faldt tilbage i lænestolen. Hovedet snurrede som en karrusel.
—Pyt, pillen hjælper snart, og så går det nok.
Men tiden gik, og lettelsen kom ikke.
Fru Amalie tastede datterens nummer:
—Nadja… — nåede hun at sige, før en skarp stemme afbrød:
—Mor, jeg sidder i møde! Jeg ringer senere!
Hun prøvede sønnen:
—Søn, jeg har det ikke godt. Pillerne er væk. Kan du tage nogle med efter arbejde…?
—Mor, jeg er altså ikke læge, og du er heller ikke! Ring til 112, og vent ikke!
Fru Amalie sukkede dybt. — Han har jo ret… Bliver det ikke bedre om en halv time, så må jeg ringe.
Hun lænede sig tilbage i stolen, lukkede øjnene, og talte stille op til hundrede, i forsøg på at få hjertet ned i ro.
Pludselig lød der en fjern lyd. Hvad var det? Nå ja, telefonen!
—Ja? — hviskede hun svagt.
—Amalie, hej! Det er Peter! Har du det okay? Jeg fik sådan en klump i brystet, måtte høre din stemme.
—Peter, jeg har det ikke godt…
—Jeg kommer nu! Kan du åbne døren?
—Peter, den har ikke været låst længe…
Mobilen gled ud af hånden. Hun havde ikke kræfter til at samle den op.
—Så lad den ligge — tænkte hun.
For øjnene rullede ungdomsbilleder frem: Der var hun, en naiv pige på første semester på CBS. Bagved, to kadetter fra Hærens Officersskole, ranke og charmerende – og af uransagelige grunde med kulørte balloner.
—Alt for fjollet — tænkte hun dengang, voksne mænd med balloner!
Nå ja! Det var jo Danmarks Befrielsesdag! Optoget, gadefesten! Og hun midt i det hele, mellem Peter og Jens, ballonerne flagrede.
Hun valgte Jens. Måske fordi han var så livlig, mens Peter var mere reserveret.
Så skiltes deres veje: hun og Jens flyttede til forstæderne, Peter gjorde tjeneste i Grønland.
Årtier senere, nu pensionister, mødtes de igen i barndomsbyen. Peter havde aldrig giftet sig, aldrig fået børn.
Hvis nogen spurgte hvorfor, smilede han bare skævt:
—Kærlighed har aldrig smilet til mig; måske skulle jeg være fodboldspiller i stedet!
Fremmede stemmer nærmede sig. Fru Amalie åbnede øjnene med besvær.
—Peter…
Og ved siden af ham stod en læge fra ambulancen.
—Det skal nok gå. Er du hendes mand?
—Ja, ja!
Lægen gav anvisninger. Peter blev siddende, holdt hendes hånd, indtil hun fik vejret igen.
—Tak Peter… Jeg føler mig allerede bedre.
—Herligt! Her er lidt te med citron…
Peter forlod hende ikke. Han lavede mad, passede hende, og selv efter bedringen, nægtede han at lade hende være alene.
—Amalie, jeg har altid elsket dig. Derfor blev jeg aldrig gift.
—Peter, Peter… Jens og jeg havde det godt. Han elskede mig virkelig. Men du sagde jo aldrig noget. Hvordan skulle jeg vide det? Men pyt nu. Fortiden er forbi.
—Amalie, lad os gøre resten af vores tid lykkelig – sammen! Så længe vi får, så længe lever vi!
Hun lagde hovedet på hans skulder, flettede fingre: — Lad os gøre det. — Og lo, let og lysende.
En uge senere ringede datteren endelig.
—Mor, du ringede? Jeg kunne ikke tage den – og så glemte jeg det…
—Ja, det… Det er ovre nu. Men nu du spørger — jeg skal giftes!
Stilhed. Kun lyden af datteren, der synker og leder efter ord.
—Mor, er du blevet tosset? Du skulle jo nærmest ligge på kirkegården nu, og så vil du giftes?! Hvem er den heldige?
Amalie krøb lidt sammen, tårerne brændte, men stemmen var fast:
—Det angår kun mig.
Hun lagde på. Vendte sig mod Peter: — Nu kommer de. Gør dig klar til kamp.
—Vi skal nok klare det — grinede han. — Hvor der er kærlighed, går ingenting tabt!
Sidst på aftenen ankom de tre: Rasmus, Iben og Nadja.
—Mor, hvor er din Don Juan! — hånede Rasmus.
—Det behøver jeg vel ikke, I kender mig jo — sagde Peter, trådte ind. — Jeg har elsket Amalie siden vi var unge. Da jeg så hende syg, vidste jeg, jeg måtte ikke miste hende. Jeg friede – og hun sagde ja.
—Hør, din gamle nar! Kærlighed i din alder?! — råbte Iben.
—Alder? — Peter løftede brynene. — Vi er kun et godt stykke over halvfjerds, der er masser at leve for. Og din mor er stadig smuk!
—Aha… Du vil bare have hendes lejlighed, hva’? — snerrede Nadja, som en advokat.
—Børn, hvad med lejligheden? I har jo allesammen deres egne!
—Den indgår alligevel i arven! — insisterede Nadja.
—Rolig, jeg mangler ikke noget! — Peter krydsede armene. — Men lad nu være med at tale grimt til jeres mor!
—Hvem tror du egentlig, du er, gamle gnavpot? — Rasmus kom frem som en gal hane.
Peter vippede ikke en tomme. Rankede sig, så Rasmus i øjnene:
—Jeg er hendes mand, om I vil det eller ej.
—Vi er hendes børn! — råbte Iben.
—Fint! Så sender vi dig på plejehjem eller galehus allerede i morgen! — snerrede Nadja.
—Aldrig i livet! Kom, Amalie.
De gik hånd i hånd ud, uden at se sig tilbage. Verden kunne være ligeglad. De var lykkelige. Og frie. En enkelt gadelygte viste dem vejen.
Børnene stod tilbage, målløse. Findes der virkelig kærlighed, når man er over halvfjerds?
