Julie og Michael havde ventet længe på lille Jonas. Men graviditeten blev hård, og han blev født for tidligt—lå i kuvøse, flere organsystemer underudviklede, respirator, to operationer, nethindeløsning. To gange lod de forældrene sige farvel. Men Jonas overlevede. Det blev dog hurtigt klart, at han næsten hverken kunne se eller høre. Den fysiske udvikling kom langsomt: Jonas satte sig op, greb ud efter legetøj, begyndte at gå langs møblerne. Men mentalt skete der ingenting. Forældrene håbede, først sammen, så forsvandt faren stille ud af billedet, og Julie kæmpede alene videre. Hun fandt en kvote, og da Jonas var tre et halvt, fik han høreimplantater. Han kunne nu høre, men udviklingen udeblev stadig. Utallige timer hos pædagoger, logopæder, psykologer—uden resultat. For det meste sad Jonas stille i kravlegården og spandt med en ting, slog den mod gulvet, bed sig selv eller andet. Udbrød ofte i monotone eller varierede hyl. Julie mente, Jonas kendte hende, kaldte på hende med en særlig lyd og nød, når hun kløede ham på ryggen eller benene. Til sidst sagde en ældre psykiater: Hvilken diagnose leder du efter? Han er en “gående grøntsag”. Tag nu en beslutning og kom videre—enten afleverer du ham, eller også passer du ham, som du gør nu? At håbe på markant fremgang eller ofre dig helt ser jeg ingen mening i. Det var den første person, der talte så klart til Julie. Hun fik Jonas i specialbørnehave og vendte selv tilbage til arbejdet. Kort efter købte hun sig den motorcykel, hun altid havde drømt om, og kørte i byen og på landet med ligesindede—når motoren larmede, blev tankerne væk. Faren betalte børnebidrag, som Julie brugte på afløsere i weekenden—Jonas var nem nok, hvis man vænnede sig til hans hylen. En dag sagde en motorcykelven til Julie: Ved du hvad, jeg er ret vild med dig—der er noget specielt og tragisk over dig. “Se selv,” sagde Julie, og tog ham med hjem. Jonas var i hopla, hylede på sin særlige måde—måske genkendte han moren, eller blev forstyrret af den fremmede. “Hold da kæft!” sagde motorcyklisten. “Hvad havde du regnet med?” svarede Julie. Efter noget tid flyttede han—Sten—ind, dog uden at blande sig i Jonas (det var aftalt). Julie ønskede det heller ikke. Så en dag sagde Sten: Skal vi ikke have et barn sammen? Julie svarede skarpt: Hvis vi nu får en til som Jonas? Sten blev tavs et år, men foreslog igen. Der blev født en rask dreng, Villads. Sten mente: Skal vi nu ikke få Jonas på institution? Vi har jo en normal søn. Julie sagde: Jeg sætter dig af sted først. “Det var bare et spørgsmål,” indvendte Sten omgående. Da Villads begyndte at kravle, opdagede han straks Jonas og blev meget fascineret. Sten blev utilpas: “Hold ham væk, det er farligt.” Men Sten var væk enten på job eller motorcykel, så Julie lod Villads tage kontakt. Når Villads var hos Jonas, holdt han op med at hyle—og det virkede, som om Jonas ventede på ham. Villads viste Jonas, hvordan man legede, hvordan fingrene skulle foldes om klodser. Da Sten engang blev hjemme, blev han vred: “Hold min søn væk fra din idiot, eller følg ham hele tiden!” Julie pegede tavst mod døren. Han blev forskrækket, de blev forsonet. Julie sagde: “Han er som en træmand, men jeg elsker ham—forfærdeligt, ikke?” “Det er naturligt,” sagde jeg. “At elske sit barn uanset…” “Jeg taler faktisk om Sten,” præciserede Julie. “Er Jonas farlig for Villads, hvad mener du?” Jeg sagde, at i deres forhold var Villads førende, men at der selvfølgelig skulle holdes opsyn. Det blev aftalen. Da Villads var halvandet, lærte han Jonas at samle klodser efter størrelse. Villads selv talte allerede i sætninger, sang børnesange og lavede små lege. “Er han geni?” spurgte Julie. Sten var stolt—hans venners børn sagde ikke engang mor og far endnu. “Det er nok på grund af Jonas,” foreslog jeg. “Det er ikke alle børn, der i den alder får lov at trække et andet barn med i udviklingen.” “Præcis!” jublede Julie. “Det siger jeg også til min ‘træstok med øjne’.” Sikke en familie: en gående grøntsag, en træstok med øjne, en kvinde på MC og et vidunderbarn. Villads blev renlig, og brugte et halvt år på at lære Jonas det samme. Så skulle han lære ham at spise, drikke af kop, tage tøj af og på—en opgave Julie gav Villads. Da Villads var tre et halvt, spurgte han direkte: “Hvad er der egentlig med Jonas?” “For det første, han kan ikke se.” “Jo, han kan—men dårligt. Dette kan han se, dette ikke. Det kommer an på lyset. Bedst under lampen på badeværelset.” Øjenlægen blev overrasket, da han fik det forklaret af en treårig, men lyttede, undersøgte yderligere og ordinerede stærke briller. Villads hadede børnehaven: “Han burde gå i skole—så klog er han!” brokkede pædagogen. Men jeg sagde nej til tidlig skole: hellere fritidsaktiviteter og hjælpe Jonas’ udvikling. Sten gik overraskende med på det: “Bliv du bare hjemme med dem til skolestart—hvad skal han i børnehave?” Og har du lagt mærke til, at Jonas næsten ikke har hylet et helt år? Et halvt år senere sagde Jonas: “Mor, far, Villads, giv, drikke, miau-miau.” Drengene startede i skole samtidig. Villads var bekymret: “Hvordan klarer han sig uden mig? Er de specialister der virkelig gode? Forstår de ham?” Også i dag, i 5. klasse, laver han lektier først med Jonas, så sine egne. Jonas taler i sætninger, kan læse og bruge computer. Holder af at lave mad og rydde op (Villads eller moren styrer), sidder gerne ude på bænken og ser, lytter og dufter til verden. Kender alle naboer, hilser altid. Elsker at forme med modellervoks, skille og samle ting. Men allermest elsker han, når hele familien kører på motorcykler ad landevejen—han med mor, Villads med far, og alle råber deres glæde ud i vinden.

Forældrene ventede længe og spændt på lille Rasmus. Men graviditeten var svær, og Rasmus blev født meget for tidligt. Han ligger nu i kuvøse. Mange af hans organer er ikke færdigudviklede. Han får hjælp til at trække vejret. To operationer har han allerede været igennem. Nethinden blev løsnet. To gange lod de forældrene tage afsked, fordi man ikke troede, han ville overleve. Men Rasmus klarer den alligevel.

Dog finder man hurtigt ud af, at han næsten hverken kan se eller høre. Det motoriske udvikler sig dog langsomt Rasmus sætter sig op, tager fat i en legeting, senere går han langs kanten af kravlegården. Men mentalt sker der næsten ingenting. Først kæmper begge forældre, holder håbet oppe, men med tiden forsvinder far Niels stille og roligt ud af billedet, og mor Kirstine fortsætter kampen alene. Hun finder en plads på Rigshospitalet, og da Rasmus er tre et halvt, får han indopereret høreimplantater. Nu kan han tilsyneladende høre, men udviklingen lader stadig vente på sig. Hun opsøger alle mulige specialister talepædagoger, psykologer, ergoterapeuter. Kirstine kommer flere gange hen til mig med Rasmus. Jeg foreslår nye metoder, alternativer, nye tiltag moren prøver alt. Men intet virker. Rasmus sidder det meste af tiden stille i kravlegården og drejer på noget, banker det i gulvet, bider sig selv i hånden eller på ting. Indimellem udstøder han den samme hyletone. Nogle gange varierer han tonerne. Kirstine siger, Rasmus genkender hende, kalder på hende med en særlig klukken, og han elsker, når hun klør ham på ryg og ben.

Til sidst siger en ældre psykiater: Nu må vi kalde tingene ved deres navn, frue. Han er, kort sagt, en grønthandler. Tag stilling og gå videre i livet. Enten får du ham i aflastning, eller også passer du ham det mestrer du jo efterhånden? Der er ingen reel grund til at håbe på væsentlige fremskridt eller udmatte dig selv med skyldfølelse ved siden af hans kravlegård. Jeg kan ikke se meningen.

Det er den eneste, der nogensinde har talt så direkte til Kirstine. Hun får Rasmus i specialbørnehave og begynder selv at arbejde igen. Efter noget tid køber hun en motorcykel noget, hun altid har drømt om. Hun kører gennem København og ud på landet med venner. Når motoren råber, forsvinder alle de mørke tanker. Faren betaler børnebidrag, og alt går til afløsere i weekenden for Rasmus er egentlig ikke svær at passe, når man vænner sig til hylet.

Senere siger en af hendes motorcykelvenner, Lars, til hende: Ved du hvad, jeg er blevet ret vild med dig der er noget fascinerende og tragisk over dig.

Kom, jeg skal vise dig noget, siger Kirstine.

Han smiler og tror, hun inviterer ham med hjem i sengen. Men hun viser ham Rasmus. Lige nu er Rasmus vågen, han hyler på forskellige måder og laver sin særlige klukken måske har han genkendt sin mor eller undret sig over Lars.

Hold nu op for pokker! udbryder Lars.

Hvad havde du forestillet dig? svarer Kirstine.

Efterhånden begynder de at bo sammen, ikke kun køre sammen. Lars holder sig væk fra Rasmus, som aftalt, og det passer egentlig Kirstine fint.

Senere foreslår Lars: Skal vi ikke få et barn sammen? Kirstine svarer skarpt: Hvad hvis det bliver det samme igen? Lars tier stille i næsten et år, men prøver igen: Jeg vil virkelig gerne.

Så får de lille Mads. Heldigvis er han fuldstændig rask. Lars spørger: Skal vi så ikke få Rasmus anbragt nu, når vi har en sund søn? Kirstine svarer: Så skulle jeg hellere anbringe dig. Lars trækker i land: Det var bare et spørgsmål …

Da Mads er ni måneder, opdager han selv Rasmus. Han kravler hen til ham, fascineret. Lars bliver nervøs og sur: Lad ham nu ikke komme for tæt på, det er for risikabelt. Men Lars er på arbejde eller ude på motorcykel, så Kirstine lader Mads være hos Rasmus. Når Mads er der, hyler Rasmus ikke. Det virker som om, at han lytter og forventer noget, når lillebror nærmer sig.

Mads rækker legetøj til Rasmus, viser ham, hvordan man gør, folder hans fingre om klodserne.

En weekend er Lars syg og bliver hjemme. Han ser, hvordan Mads stavrer rundt i stuen og snakker småbabling, og Rasmus følger med som en skygge tidligere sad han altid bare alene i hjørnet. Lars blev vred og krævede, at Kirstine enten holder Mads fra Rasmus eller overvåger dem hele tiden. Kirstine peger bare tavst på døren. Lars bliver forskrækket og vender bagefter på en tallerken. De bliver forsonet.

Kirstine fortæller mig: Han er som en trædukke, men jeg elsker ham hvor forfærdeligt er det? Hun kigger spørgende.

Det er helt naturligt, siger jeg.

At elske sit barn uanset …

Jeg mente faktisk Lars, svarer hun. Men er Rasmus farlig for Mads, synes du?

Jeg forklarer, at Mads klart bestemmer i deres samspil, men man skal naturligvis holde øje. Det aftaler vi.

Som halvanden-årig lærer Mads Rasmus at stable klodser i størrelsesorden. Og selv taler Mads i sætninger, synger små sange og leger Ride, ride ranke og Højt på en gren en krage.

Er han et vidunderbarn? spørger Kirstine mig. Lars vil vide det.

Manden lyser af stolthed hos hans kammerater kan deres børn knap sige mor og far i den alder.

Det er nok på grund af Rasmus, forklarer jeg. Ikke alle halvandet-årige er motor for et andet barns udvikling.

Præcis! siger Kirstine glad. Det siger jeg til den trædukke.

Sikke en familie, tænker jeg. En grøntsag, en trædukke, en kvinde på motorcykel og et vidunderbarn.

Da Mads lærer at bruge potte, bruger han et halvt år på at lære broren det samme. At spise selv, drikke af kop, klæde sig på og af de opgaver giver Kirstine nu til Mads. Tre et halvt år gammel spørger Mads ligefrem:

Hvad er der egentlig i vejen med Rasmus?

Først og fremmest kan han ikke se.

Jo, han kan bare ikke så godt. Dette kan han, men det her kan han ikke. Og det afhænger af lyset. Han ser bedst under lampen på badeværelset.

Øjenlægen ser forbavset på Mads, da han hører forklaringen fra en treårig, men lytter interesse og indkalder til flere prøver. På baggrund af dem får Rasmus en behandling og specielle briller.

I børnehaven går det dog slet ikke for Mads.

Han burde jo være startet i skole! Han er alt for kvik og vil bestemme det hele, siger pædagogen irriteret.

Jeg insisterer på, at hun venter med skolestart, så Mads kan gå til fritidsaktiviteter og hjælpe Rasmus med udviklingen.

Overraskende nok giver Lars mig ret og siger til Kirstine: Så bliv hjemme med dem lidt endnu der er ingen grund til børnehave nu, og har du lagt mærke til, at Rasmus ikke har hylet i næsten et år?

Et halvt år senere siger Rasmus: Mor, far, Mads, giv, drikke og miav-miav.

Brødrene starter i skole samtidig. Mads bekymrer sig: Hvordan klarer han sig uden mig? Er lærerne i den specialskole nu gode? Forstår de ham? Selv nu, i femte klasse, laver han først lektier med Rasmus og dernæst sine egne. Rasmus taler nu i enkle sætninger. Han kan læse og bruge computer. Han elsker at lave mad og gøre rent (Mads eller moren guider ham), han sidder gerne på bænken i gården og lytter, lugter og sanser. Han kender alle naboerne og hilser altid. Han er vild med modellervoks og bygger klodser.

Men allermest elsker han, når hele familien tager på motorcykeltur ud af byen han bagpå hos mor Kirstine, Mads hos Lars, og alle råber og synger sammen ind i vinden på landevejen …