Smidt på gaden
7
Karen, du forstår jo godt, at Søs nu altså er i en virkelig svær situation, sagde Marianne, mens hun skubbede sin halvlunkne te væk og så alvorligt på sin datter. Hun har været arbejdsløs i tre måneder. Det er altså din søster. Dit eget blod.
Karen maser fingerspidserne mod tindingerne. Søndagsfrokosterne hos forældrene ender altid i det samme evige cirkelsnak. Søs dit, Søs dat. Stakkels Søs, som ikke kan finde fodfæste i det barske liv.
Mor, jeg driver altså en blomsterbutik, ikke et velgørenhedshus.
Hvad snakker du om? Jeg snakker familie! Marianne slog opgivende ud med hænderne. Da din far åbnede sin første forretning, hvem hjalp ham så? Familien! Onkel Knud, tante Else, alle trådte til. Og nu nægter du at hjælpe din egen kusine.
Poul, som indtil nu bare havde pillet i sin kartoffelsalat med gaflen, løftede hovedet:
Karen, mor har da en pointe. Det er tryggere med folk, man allerede kender. Søs er jo ikke en fremmed fra gaden.
Karen sendte et skarpt blik mod sin mand. Tak for støtten, virkelig. Naturligvis mente Poul det godt. Han mente altid, han gjorde tingene for det bedste. Han var diplomat på hjemmefronten.
Kan du overhovedet sætte dig ind i, hvor stort et ansvar det er? vendte Karen sig mod sin mor. Søs har aldrig prøvet andet end at købe en buket blomster. Hun kan knapt kende forskel på en rose og en nellike!
Det lærer hun! Du kunne jo heller ingenting i starten.
De næste dage flød sammen i et langt ræs af pres og overtalelser. Mor ringede morgen, middag og aften. Tanten altså Søs mor kastede sig ind i operationen og sendte kilometerlange beskeder på Messenger. Hver aften kom Poul med små bemærkninger om, hvor nemt det var at stole på familien i forretningen.
Hun har jo stadig gæld! jamrede mor i telefonen. Hun drukner i afdrag og renter, mens du nægter at hjælpe!
Karen tav. Hun kogte indeni af irritation, men diskussionerne havde allerede drænet hende.
Fredag dukkede Søs op selv. Hun bankede forsigtigt på døren, næsten undskyldende. Ansigtet var mejslet i et sørgeligt udtryk, der ville gøre enhver hundehvalp misundelig.
Karen, jeg forstår godt, du er frustreret. Men jeg lover at gøre mit allerbedste. Virkelig. Søs så hende i øjnene, og et kort øjeblik kunne Karen svagt ane noget ægte derinde. Jeg har brug for det her job. Jeg følger dine regler til punkt og prikke.
Karen betragtede sin kusine. Otteogtyve år, aldrig holdt fast i noget. Enten var chefen træls, kollegaerne mobbede, jobbet kedede. Altid de andres skyld.
Søs, det er ikke for sjov. Jeg har kunder, omdømme, regninger.
Jeg forstår! Virkelig, jeg forstår. Jeg skal nok møde før alle andre og gå hjem sidst. Du bestemmer det hele. Bare giv mig en chance.
Karen sukkede opgivende. Hvor længe kunne hun holde stand, når alle pressede, tryglede, krævede? Måske var hun faktisk for hård. Måske trængte Søs bare til en chance for at finde sig til rette i det rigtige arbejdsliv?
Okay. Prøvetid i tre måneder. Du starter som ekspedient i butikken på Nørrebrogade. Kommer du for sent tre gange, så er det færdigt.
Med et hvin, der kunne skræmme duerne på Rådhuspladsen, kastede Søs sig om halsen på Karen. Alle var lykkelige. Undtagen Karen, som havde på fornemmelsen, hun lige havde begået århundredets fejltagelse.
Søs første arbejdsdag blev indviet med maner. Karen gav hende personlig rundvisning i butikken, forklarede kassesystemet og viste, hvordan man plejer blomsterne i køledisken.
Dem her skal du forstøve to gange om dagen. De andre kun en gang om ugen. Skriv ned.
Søs nikkede, smilede og kradsede notater i sin blok. På papiret: den perfekte medarbejder.
Virkeligheden var anderledes. Allerede onsdag dukkede Søs op hele fyrre minutter efter åbning.
Der var kaos i trafikken hele Frederiksberg stod stille.
Torsdag: tyve minutters forsinkelse. Fredag: en halv time.
Mit vækkeur virkede ikke. Min mobil driller.
Karen bed tænderne sammen. Tilvænning. Det tager tid at falde ind i tingene. Man kan ikke bare eksplodere med det samme.
Efter en uge begyndte fejlene. Søs satte byttefejl i indkøbsordrer og sendte blomster til den forkerte kunde. Solgte krysantemum som aks til den halve pris. Lod køledøren stå åben hele natten og ødelagde for atten tusind kroner roser.
Det var ikke med vilje! Søs blinkede forurettet. Der er så meget nyt at skulle lære. Jeg prøver jo bare at finde ud af det.
Karen nikkede. Man skal lære. Alle skal lære. Tålmodighed.
Men stammekunderne begyndte at rynke ansigtet. En ældre dame, trofast fredags-buketkøber gennem tre år, trak Karen til side.
Kære du, undskyld, men hende den nye hun binder buketterne, som var det brænde til pejsen. Og hun er grov i munden. Jeg bad hende lave om på en buket, og så himlede hun med øjnene, som om jeg havde ødelagt hele hendes dag.
Karen blev stående midt i lokalet og så endnu en kunde forlade butikken med forurettet mine. Bag kassen klikkede Søs løs på mobilen ikke så meget som et nik til farvel.
Det krævede en alvorlig snak. Voksensnak.
Efter lukketid bad Karen hende blive. Søs foretrak sig demonstrativt i stolen med blikket op i loftet.
Søs, de sidste to uger har du mødt for sent syv gange, byttet om på tre ordrer, ødelagt roser for atten tusind kroner, og jeg har fået fire klager fra stamkunder.
Ja ja, nu starter du igen, Søs rullede med øjnene. Jeg sagde jo, jeg stadig er ved at lære det! Du kan da ikke forvente, jeg er fejlfri fra start.
Jeg forlanger ikke perfekthed. Kun, at du møder til tiden og taler pænt til kunderne.
Jeg talte ikke grimt! Det var hende den gamle, der startede! Hvad skulle jeg gøre?
Karen gned sig træt i ansigtet. Søs sad der, benene over kors, med martyrminen. Ikke en snert af skyldfølelse eller ansvar.
Søs, det her er ikke for sjov. Kunderne betaler så har de krav på ordentlig betjening.
Nå, så fremmede damer betyder mere for dig end din kusine? Fint, Karen. Tak for lort.
Efter den samtale besvarede Søs ikke længere beskeder. På arbejde udførte hun kun minimum, kold og afvisende. Ved møder så hun lige gennem Karen, som om hun var usynlig.
En dag ringede mor.
Hvad har du gang i? Mariannes stemme sitrede af forargelse. Søs fortæller, du har råbt af hende foran kunderne. Gjort hende til grin!
Mor, jeg talte med hende alene, da vi havde lukket butikken…
Stop, jeg vil ikke høre det! Hun er knust. Hun siger, du driver hende som var hun rengøringshjælp. Det er altså familie! Hvordan kan du?
Karen lukkede øjnene. Søs havde allerede omskrevet historien. Nu var hun offeret, og Karen den hjerteløse chef, der tyrede rundt med stakkels familie.
Om aftenen kom Poul hjem fra arbejde og sagde ikke meget under maden. Så sagde han forsigtigt:
Karen, måske er du også for hård? Hun er jo familie. Måske skulle du prøve at være lidt mere fleksibel…
Poul, hun ødelægger min forretning. Kunder smutter.
Jamen, penge er heller ikke alt. Familie er det vigtigste.
Karen så forundret på sin mand. Han, der havde insisteret på at hjælpe Søs for butikkens skyld, var nu ligeglad med økonomien.
En sær ensomhed lagde sig som en klam tåge. Mor bebrejdede Karen kulde. Poul prædikede kompromis. Tanten sendte et langt vredt angreb om dem, som har glemt deres rødder. Alle stod på Søs side. Ingen på hendes.
Ugen efter forsøgte Karen igen at finde en løsning. Måske kunne Søs flyttes til et andet job? Færre timer? En mentor, måske? Men hver dag bød på nye fejl. Endnu en utilfreds kunde. Ét mere rod i papirerne. Endnu et opgivende suk fra Søs.
En morgen gik det op for Karen med isnende klarhed: det går ikke. Familie og forretning skal ikke blandes sammen. Medlidenhed er ikke det samme som professionalisme. Man kan ikke smadre sit livsværk for at gøre andre tilfredse.
At fyre Søs tog femten minutter. Karen lagde opsigelsen, skrev papirerne under og betalte det, hun skyldte. Alt var som det skulle være. Søs greb papirerne og stormede ud. Nægtede at sige farvel. Den nat glødede Karens telefon: Hjerteløs. For fin på den. Smider din egen familie på gaden. Mor græd i røret. Tanten truede med forbandelser til syvende led. Selv Poul kiggede anklagende på hende.
Du ved godt, at vi aldrig kan fejre jul og påske sammen igen, ikke? mumlede han.
Jeg ved det.
Og du fortryder ikke?
Karen så på sin mand. Fortrød hun? Det tabte tidspunkt ja. Pengene for blomsterne helt sikkert. At hun overhovedet lyttede til familien bestemt. Men selve fyringen ikke så meget som et sekund.
En måned gik. Så seks. Salget steg tyve procent. Stamkunderne kom igen. De nye ansatte passede deres arbejde, kom til tiden, smilede, forvekslede ikke krysantemum og asters. Søndagsfrokosterne sagde Karen nej til. Hun talte kun kort med sin mor. Ved tilfældige møder vendte Søs hovedet demonstrativt væk.
Karen kiggede gennem sit blomstrende butikslandskab tre butikker, stabil indtjening, lojale kunder og vidste det med al ønskelig tydelighed: Det var det hele værd. Familie og erhverv lever i hver sin verden. Forener man det, mister man begge dele.
Hun valgte forretningen. Og det har hun aldrig fortrudt.
