Allergi over for bedstemor
Mener du det virkelig? udbrød Amalie forbløffet Vil du virkelig misse mit bryllup bare fordi din bedstemor er blevet syg?
Ikke bare bedstemor, men min elskede mormor, svarede Freja med et stik i stemmen hun blev hentet af ambulancen i nat.
Jamen og hvad så? sagde Amalie og trak på skuldrene alle gamle mennesker bliver syge, det er da normalt. Jeg skal giftes i overmorgen! Det sker kun én gang i livet! Du lovede at være min forlover!
Amalie, jeg kan ikke feste, når et nært menneske har det skidt. Hvordan kan du ikke forstå det? Freja så uforstående på sin veninde.
Jeg forstår det ikke! råbte Amalie og jeg gider heller ikke! Du har svigtet mig! Jeg gider ikke kende dig mere!
***
Brylluppet blev holdt uden Freja.
Amalie kom hverken forbi eller ringede i næsten en måned. Hun var virkelig såret.
Men til sidst kunne hun ikke lade være. Hun bankede på hos Freja og sagde med det samme fra dørtærsklen:
Freja, vi er nødt til at snakke! Du synes nok jeg er kold og følelsesløs, men det er ikke min skyld! Jeg er allergisk over for ordet bedstemor.
Hvad mener du? spurgte Freja forfærdet.
Det er rigtigt! sagde Amalie, da hun gik ud i køkkenet nu skal du få den fulde historie, hun fandt en flaske tør hvidvin op fra tasken hvis du altså vil høre på mig.
Jeg er klar, smilede Freja jeg har også savnet dig.
***
Tro det eller ej, jeg havde faktisk engang en bedstemor, begyndte Amalie, mens hun samlede sig. Men hun gjorde alt, så vi blev fremmede for hinanden. Ingen i min familie holdt af hende. Ingen taler om hende. Min far og jeg tog ikke engang med til begravelsen. Min mor var der alene. Ærligt talt aner jeg ikke engang hvor hun ligger begravet.
Hold da op, sagde Freja stille hvad har hun dog gjort?
Det hele startede for længe siden Amalie stirrede ud i luften før jeg begyndte i skole. Vi boede allerede dengang i København. Og det hele handlede om et løfte, jeg voksede op med.
Når vi ikke er mere, så er det hele dit, Amalie-pige, sagde mormor, mens hun satte smukke tallerkener fulde af dampende frikadeller på bordet du er jo vores eneste barnebarn!
Mor nikkede tilfreds, og far smilede.
Det var som en slags familiens pagt. Mig, den eneste barnebarn, blev set som arving til et kongedømme med gulv af parket, den lette duft af gamle møbler og udsigt til en gammel københavnsk plads. Jeg troede på det, ligeså sikkert som at solen stiger op i morgen. Det føltes bare så selvfølgeligt. Men så
Morfar døde pludseligt af et hjertetilfælde, lige der i køkkenet ved det bord. Verden brød sammen. Mormor blev pludselig mindre og helt grå. Mor og jeg græd, men hun sad helt tør, som om alle tårer for længst var grædt ud.
Hun talte knap nok med nogen den næste halve år, gik næsten aldrig ud.
Men pludselig vågnede hun op, gjorde oprør og sagde stædigt:
Jeg tager af sted. For altid.
Mor satte frikadellen i halsen.
Hvor tager du hen, mor? Til hvad? Hvad skal vi gøre uden dig?
Men hun virkede upåvirket:
Jeg rejser hjem til Odense. Til min kusine Vera. Jeg vil leve mine sidste år der. Her føles det kvalmende.
Ja, kvalmende! I en treværelses lejlighed med udsigt til parken.
Vi prøvede overtale hende, foreslog at hun kunne flytte ind i vores toværelses i Brøndby. Så ville hun ikke sidde alene. Mormor nægtede.
Ligegyldigt hvor meget vi prøvede, hun hørte ikke efter.
En måned senere var lejligheden solgt. Vi var de sidste til at få besked. Mormor ringede og sagde tørt: Så. Lejligheden er solgt. Pengene har jeg lånt ud. Sådan har jeg det bedst.
Hun havde lånt dem til sin kusines datter, en Katrine, der ville starte systue og betale tilbage med gode renter. Mormor havde troet på hende. Hun ville ikke lade pengene ligge ubrugt hen. Katrine havde overbevist hende om, at pengene skulle sættes i arbejde. Mor og jeg blev glemt i regnestykket.
Din mand, sagde hun til mor i telefonen han vil bare bruge det hele. Jeg ved, hvordan han er. Sådan her bliver pengene i familien, og du får hjælp, hvis du får brug for det.
Men hun havde ikke forudset noget: Katrine viste sig som svindler. Systuen blev aldrig til noget. Pengene forsvandt. Mormor blev uvenner med kusinen og hendes datter.
Til sidst var hun nødt til at købe en lille lejlighed med udsigt til en grå mur i et nedslidt boligblok i Odense og flytte væk fra de kære slægtninge.
I tre år hørte vi intet. Så ringede hun. Stemmen græd. Forvirret.
Min pige, tag mig med hjem. Jeg tog fejl
Mor var klar til at smide alt og tage af sted efter hende. Men far stod fast.
Nej. Hun valgte selv sin skæbne. Nu må hun tage konsekvensen. Vi har dårligt plads nok her, og så skal vi forsørge hende oveni på gamle dage? Nej! Nej! Og nej! Hun solgte VORES lejlighed! Min! Din! Amalies!
Mine forældre skændtes hele natten. Jeg græd inde på værelset. På samme tid var jeg både vred på mormor for dumhed og svigt og på far for hans hårdhed.
Hun døde et år efter. Uden egentlig at være sygdomsramt.
Før hun gik bort, nåede hun lige at skrive lejligheden over til mig. Så blev jeg ejer af en lille etværelses i et slidt hus, i en by jeg aldrig havde set og aldrig ville besøge.
Mor tog alene til begravelsen. Far nægtede. Jeg nægtede også. Jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke glemme den københavnske lejlighed, vores mistede drøm og mormors blinde, dumme tillid.
Efter begravelsen prøvede mor at få pengene tilbage. Hun skrev breve, tog ud til slægtningene. De rystede bare på hovedet.
Hvilke penge? Der var ingen papirer på det. Hun hjalp os bare. Som en gave.
Sådan blev det. Millioner af kroner, der kunne have været vores tryghed, blev til støv.
I mange år har jeg båret rundt på den splint. Hver gang mor sukker: Tænk hvis vi stadig havde den lejlighed, så taler jeg mormor til på mine egne tanker, med alt det jeg tænker om hende. Jeg husker ikke hendes kålboller, hendes varme hænder, hendes stemme. Kun det ene er blevet siddende. Hun mistede ikke bare pengene. Hun smadrede vores familie. Hun ødelagde alt. Efter hendes død blev kun en brændende bitterhed, der ikke vil gå væk. Kan du forstå mig nu? sagde Amalie og tørrede de små tårer væk.
Freja var stille.
Hvorfor siger du ikke noget? Amalie brød tavsheden Fred?
Så din mormor lavede en fejltagelse, stolede på familie på sine gamle dage, og du har hadet hende siden? Har hun ikke opdraget din mor ordentligt, givet dig kærlighed og omsorg? Tænkte hun ikke på dig selv da I ikke talte sammen? Du er kold, Amalie. Jeg ved nærmest ikke hvem du er mere
Du misforstår! sagde Amalie, bleg hun
Jeg forstår glimrende, Frejas stemme blev hård at bære had til én der har været ens familie og nu er væk det er langt ude, Amalie. Det lyder som om I allesammen kun elskede hende for lejligheden. Ved du overhovedet, hvordan hun selv har lidt over sin fejl?
Hvem? Mormor? Amalie løftede brynene nej, hun bad aldrig om min tilgivelse!
Sådan, sagde Freja eftertænksomt og indså pludseligt jeg må afsted jeg er nødt til at køre til mormor nu
Nu med det samme?
Ja, dér venter hun
Så ses vi i morgen? sagde Amalie, uden at kunne skjule sin sårbarhed.
Selvfølgelig! svarede Freja
De så aldrig hinanden igen.
Dagbog:
Jeg sidder tilbage med tomhed og undrer mig over, hvordan ar, vi bærer fra vores nærmeste, kan forme os. Det, jeg troede var retfærdigt, har skubbet mennesker fra mig. Måske er det på tide at indse, at kærlighed til ens familie ikke handler om mursten men om tilgivelse og forståelse. Det er prisen for at holde hjertet varmt, selv når fortiden gør ondt.
