Barndommens blomster
Hele sit liv havde Agnete drømt om sit eget hjem, men de sidste tolv år havde hun og hendes mand boet i København. Henrik var officer, så hans skiftende arbejdstimer gjorde det umuligt at planlægge noget i god tid. Agnete ventede altid på ham, opdragede deres to sønner og brugte det meste af sin tid på børneneHenrik var faktisk altid optaget.
Henrik, hvad siger du til, at vi køber et sommerhus? foreslog Agnete ofte for sin mand.
Søde Agnete, jeg har jo aldrig tid til sommerhuset, og hvad skulle du lave der alene? Desuden, hvis vi køber et sommerhus, vil det jo ligge langt ude i Nordjylland, skal du virkelig pendle med drengene med tog hver gang? Nej, det vil jeg ikke have. Jeg vil jo bare gå og bekymre mig. Lad os vente til vi går på pension og købe et hus på landet dér. Så kan du gøre, hvad hjertet begærer.
Åh Henrik, som altid har du ret, svarede Agnete og nikkede.
Så kom endelig dagen. Sønnerne var blevet voksne, havde fået deres uddannelse og familier, og de boede langt fra forældrene. Kun på ferier kom de på besøg. Agnete trak sig tilbage fra sit lærerjob på skolenhun længtes efter ro og stilhed, og hun nød hver morgen, hvor hun ikke skulle tænke på arbejde.
Huset på landet
Henrik var også gået på pension, og nu havde de endelig fået deres hus på landet, det hus de begge havde drømt om. Et hjem hvor der var plads til hvile, hobbyer, samvær med børn og børnebørn og duften af frisk luft.
Nu, Agnete, nu tager vi til landet, sagde Henrik og smilede. Nu skal vi vænne os til det stille liv på landet.
Jeg kan knap tro det! grinede Agnete, mens hun pakkede med glæde, og Henrik allerede bar kasserne ud og stablede dem i bilen.
Allerede som lille havde Agnete elsket blomsterdet var en kærlighed, der var fulgt hende gennem livet. Et af de første ting hun sagde til sig selv var:
Jeg vil have en stor blomsterhave i gården, og jeg skal have blomster overalt. Så kan jeg nyde dem fra det helt tidlige forår til den sene efterår.
Deres nye hus lå i en lille landsby omkring halvtreds kilometer fra Aarhus, godt holdt og krævede ikke de store arbejderde tidligere ejere havde passet det eksemplarisk. Henrik og Agnete gik straks i gang med at sætte deres eget præg indendørs, en omgang maling og tapet. Udendørs var mindre vigtigt, der var jo masser af tid, og Henrik havde hænderne skruet rigtigt påhan var vokset op på landet.
Hans kone Agnete var derimod bybarn. Godt nok havde hun og søsteren brugt lange sommerferier hos mormor i landsbyen. Det var der, hun lærte at elske blomstermormor Doris plantede dem overalt i haven. Agnetes yndlingsblomster var georginer.
Henrik puslede stadig med malerarbejdet, Agnete kom med forslag, og han lystrede tålmodigt. Men hun begyndte med det samme på sin blomsterhave, for nu var sommeren lige på trapperne. Fra byen havde hun medbragt en samling blomsterfrø, og småplanter købte hun af de lokale koner ved Brugsen.
Sig mig, har nogen i byen georginer? Jeg er vild med dem, spurgte Agnete en ældre dame, der solgte tomatplanter.
Ja du, du ser det hus med de grønne havelåger derhenne? Hanne har georginerdem sår hun hvert år. I øvrigt er du jo ny her, har I købt huset af Knud? Jeg er bare Karen, bare kald mig det.
Tak, Karen, jeg hedder Agnetehyggeligt at møde dig, smilede Agnete.
Agnete gik over til Hanne, som hang vasketøj ud.
Goddag, Karen henviste mig til dig, hun sagde, at du har georginer.
Goddag, hilste Hanne venligt, Ja, alle kalder mig Hanne, men egentlig hedder jeg Hanne Kristensen. Og du er?
Agnete, svarede hun uden at undre sig; herude taler folk med det samme til hinanden som gamle venner. Hanne Kristensen, vil du ikke sælge mig nogle knolde af dine georginer? De minder mig om min mormor, og jeg elsker dem.
Selvfølgelig kan du få nogle, ingen grund til at betalegiv dem bare lidt småmønter, så de slår rod. Det pudsige er, der er ingen tilbage i vores landsby, der dyrker georginer. Jeg elsker dem stadig.
Mens Agnete plantede blomster i haven, kom naboen, Ingrid, forbi og så undrende på hende:
Georginer? Hvorfor lige dem? Jeg har aldrig plantet dem. Det var jo noget vores mormødre gik op i. Nu er de jo ikke moderneder er så mange andre nye blomster.
Folk har hver deres smag, og mode angår ikke blomster, synes jeg, svarede Agnete. Når mine georginer blomstrer, så får du måske et andet syn på sagen, lo hun. Min kærlighed til dem har jeg båret med mig hele livet, ligesom min kærlighed til min mormor Dorisde bedste minder fra min barndom.
Agnetes barndom
Agnetes forældre boede med deres to døtre i byen: den ældste, Emma, og den yngste, Agnetesom de kærligt kaldte Nete. Mormor Doris boede i landsbyen tæt på byen, så sommerferien blev altid tilbragt hos hende.
Agnete husker det gamle bindingsværkshus, haven foran, bænken ved stakittet, som mormor malede før hver ferie.
Jeg husker porten og havelågen med den jernhestesko som ring, fortalte Agnete til Henrik, man skulle banke hesteskoen, så blev der åbnet. Det var mormors egen dørklokke.
Ja, de gamle var kreative, lo Henrik.
Agnete huskede tydeligt hindbærbedet, for hun elskede hindbær, mens Emma ikke brød sig om dem.
Hvordan kan du spise dem, Nete, de er fulde af små grønne biller! sagde Emma til sin lillesøster.
Du siger kun sådan for at ødelægge det for mig, men jeg elsker dem! svarer Nete. Nogle gange er der lidt bittert, men så er de bare overmodne.
Hun husker også jordbærbedet. Hun og mormor samlede bærmormors skål var altid fuld, mens Netes kun havde et par bær.
Mormor, hvorfor har du så mange, mens der næsten ikke er nogle i min skål?
Jordbærrene gemmer sig for dig, de leger skjul! Kigger du godt under bladene, finder du flere, svarede mormor Doris.
Agnete husker støvlerne under kirsebærtræet, som morfar Poul havde skåret til små taburetter, hvor hun og Emma sad og legede i skyggen. Hver gang kæmpede Nete for at få den højeste, så hun kunne være lige med Emma. Indenfor elskede hun det lille køkken, hvor bordet stod ved vinduet, dækket med dug og voksdug. Midt på bordet stod der altid en skål, aldrig tom, med boller eller småkager, som mormor havde bagt.
Når regnen trommede på taget, gemte Agnete og Emma sig på ovnen, og når torden og lyn prikkede, krøb de sammen under det patchwork-tæppe. Emma sagde, at det ikke var torden, men en frygtelig drage, så de skulle gemme sig.
Men der var et rum, Agnete altid var bange for. En lille mørk kammer uden vindue, med en gammel kiste der lugtede af mølkugler, og i hjørnet hang der altid noget dækket af sort stof på et søm.
Mormor, hvad er det der? spurgte Nete bange.
Det er morfars frakke fra krigen, han kom hjem i den, svarede mormor.
Men Emma hviskede noget helt andet:
Det er ikke en frakke, det er en ond ånd. Hvis du slipper den løs, vil den tage de små med i mørket. Hun skræmte altid Nete, som løb forbi med store, skræmte øjne.
Mormor skældte Emma ud fordi hun skræmte sin lillesøster.
Der findes ingen onde ånder der, Emma digter bare, du skal ikke være bange, beroligede hun.
Agnete elskede mormors værelse, stort og lyst. Planter på alle vindueskarme, men det største vidunder var haven og blomsterne ude og inde. Ofte sagde hun til Henrik:
Hun husker stadig mormors blomster
Gud, hvor der voksede mange blomster under vinduerne og i haven: store gule kugler, gladiolus, og selv roser. Men mest elskede jeg georginerne, der blomstrede langt ind i efteråret. Røde, lilla, gule med brune striberså mange farver. Jeg gik på tæer og snusede til dem. Jeg kan stadig se for mig mormors blomsterpragt.
Blomsterdrømmen blev virkelighed
Henrik lyttede og drømte om den dag, de ville købe et hus på landet, så Agnete kunne genfinde sin barndoms have. Han tvivlede aldrig på, at hun ville gøre det til virkelighed.
Agnete vidste, at hvis hun nogensinde fik sit eget hus og jord, ville hun dyrke georginer og blomster. Nu var drømmen gået i opfyldelse.
Hun plantede sine småplanter i havenpladsen var rigelig, sjælen fik frit spil. Henrik fulgte smilende med i hendes energiglad for at have opfyldt hendes drøm.
Snart begyndte blomsterne at titte frem, en efter en, og til sidst sprang georginerne ud. Ofte blev Agnete stående længe ved dem på stille sommermorgener.
Godmorgen, mine dejlige blomster, hvor er I smukke, jeg elsker jer.
Hver dag stod hun ved georginerne og strøg kærligt blomsterhovederne.
Ikke undre at mormor Doris elskede jerde fineste og stolteste af alle, sagde hun med et kærligt smil. Hun følte næsten, at de lyttede til hende.
Nu på andet år kom naboer over og beundrede haven.
Agnete, sikke en haveentusiast du ersikke en skønhed! De georginer, det er da noget særligt, sagde selv Ingrid og tog ikke øjnene fra dem. Du havde ret, Agnete, man skal ikke dømme blomster efter moden, jeg ved ikke, hvorfor jeg syntes georginer ikke var in.
Ja, georginerne er min stolthedsådan en vidunderlig skønhed, og hun kiggede op mod himlen og ønskede nok, at mormor Doris også kunne se denne pragt.






