Han er lam, og du er kun tyve år gammel, du har hele livet foran dig. Mikkel blev lam, fordi han reddede mig, råbte min datter og begyndte at græde. Ragnhild, rolig nu! Han sagde selv, at du ikke skulle komme til ham mere. Mikkel vil ikke ødelægge dit liv. Han vil ikke have, at du skal skubbe ham rundt i kørestol.
Sæt dig, Ragnhild! sagde moderen bestemt. Jeg ved, det er svært for dig, det er det også for mig, men vi må tage en beslutning.
Datteren forstod det selv, men hvad kunne man beslutte? Man kan jo ikke spole tiden to måneder tilbage. Hun satte sig.
Jeg ved, I elskede hinanden…
Mor, hvorfor taler du om det i datid?
Han er lam, og du har hele livet foran dig.
Mikkel blev lam, fordi han reddede mig, skreg datteren og begyndte at græde.
Ragnhild, tag det nu roligt! Han sagde selv, du ikke skulle komme mere. Han vil ikke ødelægge dit liv. Han vil ikke have, at du skal skubbe ham rundt i kørestol.
Nu laver de jo bioniske ben, og mange kan lære at gå igen uden kørestol.
Selv hvis de laver sådanne proteser til ham, og han lærer at gå, sagde Fie Madsdatter blidt, som enhver mor der ønsker sin datter lykke. Men hvis du gifter dig med ham, skal I dele seng. Han kan ikke selv komme i badet. Bare tænk over det.
Men jeg kan ikke forlade ham.
Ragnhild, han ønsker ikke at binde dig. I blev også enige om, da han var rask, at I først skulle gøre jeres uddannelse færdig. Du har tre år tilbage endnu. Så studér videre, lev. Tiden skal nok læge det.
Jeg husker tydeligt den dag, jeg åbnede øjnene og så sygehusloftet over mig.
“To måneder er gået nu. Det samme hver eneste dag. Heldigvis gør det ikke ondt længere. Jeg bliver nok udskrevet enten i dag eller i morgen. Et nyt semester er begyndt på universitetet, fjerde år. Men jeg kan jo ikke begynde lige nu. Man skal kunne gå for at tage derhen. Og jeg har ingen ben. Måske kan jeg studere hjemmefra? Folk gør det jo.”
Jeg lukkede øjnene, og så kom billedet igen. Det, som ville hjemsøge mig altid. Den store lastbil, der pludselig rasede op på fortovet, og Ragnhild, der gik lige ved siden af. Jeg nåede kun lige at skubbe hende væk fra hjulene…
Jeg slog øjnene op. Sygehusloftet.
“Jeg håber stadig det er en drøm. Men nej, et nyt liv er begyndt. Der bliver ikke noget universitet, intet sport, ingen kærlighed… Men måske måske får jeg de der bioniske ben. Her i landet kan man både få behandling gratis og betale sig fra det, og det gratis halter bagefter kvalitetsmæssigt og tidsmæssigt. De sagde allerede, at vi skal finde en million kroner til to ben, helst lidt mere. Så mange penge har mine forældre ikke. Ellers må jeg bare vente.”
En ældre sygehjælper kom ind. Jeg følte mig skamfuld, selvom jeg nu havde klaret mig på kørestolen i næsten en måned. De første dage på hospitalet huskes stadig.
Hun smilede venligt:
Mikkel, de udskriver dig i dag, hørte jeg. Sygeplejerskerne talte om det. Så vi ses nok ikke igen. Se nu at få fat i de der proteser. Du er kun enogtyve, hele livet foran dig.
Tak for alt, faster Linda!
Farvel Mikkel! Held og lykke i livet!
Køkkenpersonalet kom rullende med vognen og satte en bakke ved min seng:
Spis nu. Velbekomme!
Jeg satte mig, bøjet det der var tilbage af mine ben. På det seneste var sulten vokset kroppen begyndte vel at komme sig.
Efter morgenmaden kom lægen ind.
Han undersøgte mig ikke engang:
I dag udskriver jeg dig, sagde han og rakte mig nogle papirer. Her er en brochure, alt hvad du skal gøre fremover står her. Gør alt hvad du kan, for at få de bioniske ben, mens dine benmuskler stadig kan huske at gå. Det er det vigtigste. Resten kommer sidenhen. Hvis du kan finde penge til proteserne, så gør det. I disse tider er det kun soldater, der får gode proteser gratis.
Tak for alt, Peter Østergaard!
Da han gik, ringede jeg til min far:
Far, jeg bliver udskrevet.
Vi kommer nu. Når vi er færdige skal vi ned i butikken og købe dig en kørestol. Jeg har kigget allerede, men ekspedienten mente, du selv skulle vælge.
Det er fint.
Hvordan kommer vi ud til bilen?
Jeg kører ud på sygehusets stol. Du kan bære den tilbage bagefter.
Så var jeg hjemme igen.
Alt på mit værelse stod som det plejede. Løbeskoene stod, hvor jeg havde sat dem. Jeg skulle til atletiktræning den dag, havde jeg tænkt. Skoene anede ikke, de aldrig skulle bruges mere.
Jeg lagde dem i skabet og gik i gang med at lære kørestolen mine nye ben.
Så ringede telefonen, og jeg kunne kende melodien. Det var Ragnhild, jeg havde aldrig kunnet slette hendes nummer.
Hej, Mikkel! lød hendes tøvende, skrøbelige stemme.
Hej.
Jeg kunne mærke usikkerheden, en smule skam i stemmen, og vidste, at intet kunne blive som det var før.
Hvordan har du det?
Er lige kommet hjem. Skal til at afprøve min nye stol.
Mikkel, må jeg komme forbi dig? og igen, den tvivlende tone.
Nej, sagde jeg beslutsomt. Hvis jeg en dag selv kan komme til dig, så gør jeg det. Ragnhild, ring ikke mere, ikke nu i hvert fald.
Jeg trykkede resolut på den røde knap.
Stod længe helt stille, pustede tungt ud og gik så i gang med at gøre mit nye transportmiddel klar.
Fie Madsdatter stak hovedet ind til sin datter, der stod og stirrede på sin slukkede mobil.
Ringede du til ham? spurgte hun stille.
Ja.
Og hvordan går det?
Han sagde, jeg ikke skulle ringe mere.
Vil du have noget at spise? sagde moderen og skyndte sig at skifte emne.
Nej, mor, jeg lægger mig lidt.
Fie gik ud i køkkenet og blev stående ved vinduet. Hun fik lyst til at græde, men lige da kom hendes mands bil. Hun gik i gang med maden, for han ville komme sulten hjem.
Han kom ind og kyssede hende på halsen:
Er Ragnhild hjemme? Hun virker mut igen.
Ja. Hun ringede til Mikkel, han blev udskrevet i dag.
Nå. Og?
Han ville ikke tale med hende, og sagde, hun ikke skulle ringe mere, sagde hun til sin mand. Erik, måske er det bedst sådan.
Nej, Fie, det er værre. Vi kommer til at føle os skyldige over for ham resten af livet.
Hvad kan vi gøre?
Jeg tager mig af det, sagde han stålfast.
***
Jens Mikkelsen og Marie Jeppesen Mikkels forældre sad ved køkkenbordet.
Hvordan har vores søn det, Marie?
Han sidder hele dagen med computeren. Lærerne sender studieopgaver til ham.
Han sagde lidt om det.
Jens, hvad skal vi gøre? spurgte hun lavt, i håb om han vidste råd.
Jeg ved det ikke. Man kan låne én million kroner i banken, men renten er så høj, så vi skulle betale over to tusind om måneden de næste tredive år. Det er langt mere end vi kan klare med vores lønninger. Men vores søn skal leve værdigt, selv uden ben.
Men hvad gør vi da?
Jeg tager arbejde i København. De søger om to måneder. Der får jeg godt toogtyvetusinde kroner om måneden, måske mere efter et år.
Det er ikke så meget mere end vi har nu…
Det rækker dog til det mest nødvendige og et lån.
Så betaler du tre gange så meget samlet, regnede Marie ud.
Hvad ellers kan vi gøre?
Du er næsten halvtreds. Vil du arbejde til du er firs?
Måske kan vi få erstatning fra chaufføren, sagde Jens usikkert.
Jeg har undersøgt det. Over femhundredtusinde bliver det ikke, og vi skal samle hvert eneste bevis og kvittering.
Hvilke beviser?
Indkomstdokumenter, kvitteringer, lægeerklæringer, hun sukkede. Det kan tage år.
***
Mikkel lærte hurtigt at håndtere sin kørestol. Han kunne selv komme ud fra førstesal og ind igen. Han gik ture to gange om dagen, lærte at lave mad, så han kunne hjælpe forældrene.
Så en dag, da de ikke var hjemme, ringede det på døren.
Hvem er det?
Det er Erik Lauridsen, lød det fra Ragnhilds far.
Kom ind!
Ham havde jeg ikke regnet med at se. Jeg havde altid troet, han var rig og lidt kølig.
Goddag, Mikkel! sagde han og rækte hånden frem.
Goddag, Erik.
Hvordan går det?
Fint, jeg vænner mig til det! men jeg havde ingen anelse om, hvorfor han kom.
Jeg har noget på hjerte. Har du hørt om bioniske ben?
Ja.
Jeg har talt med en klinik. De kan lave det hele.
Ved du, hvad det koster? Mine ord skar hårdt.
Ja. Jeg betaler.
Virkelig? Jeg tog nogle sekunder. Hvorfor vil du gøre det?
Mikkel, om du og min datter ender sammen eller ej, er jeres sag. I har begge jeres fri vilje. Uanset hvad, så står jeg i gæld til dig du reddede min datters liv.
Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, Erik.
Pak en taske, vi kører til klinikken nu. Bilen holder nedenfor.
Alt gik ikke så hurtigt, selvom pengene var betalt. Først en måned senere fik jeg benene.
Jeg spurgte straks specialisten:
Kan jeg lære at gå, som før?
Hvad forventer du af de bioniske ben, Mikkel?
Jeg vil leve som før. Gå, dyrke sport… vende tilbage til min kæreste.
Det er midt i oktober nu. Ved årsskiftet kan du muligvis gå normalt sammen med din kæreste. Sport tager nok nogle måneder endnu, hvis du træner målrettet.
Det skal jeg!
Så går vi i gang.
At stå var svært nok, men jeg havde et mål. Mange prøvelser, men noget at kæmpe for.
Semesteret var forbi, eksamen ventede efter nytår. Der er altid et par feriedage omkring årsskiftet.
Ragnhild, skal du ikke fejre nytår med os? spurgte en studiekammerat.
Nej.
Som du vil.
Ragnhild gik ind i garderoben og tog sit overtøj på. Tankerne kredsede om nytår, om Mikkel.
“Hvorfor ringer han ikke? Han sagde, hvis han kom, så ville det være på egne ben… Men det bliver det jo aldrig. Far har betalt proteserne, men det tager lang tid at lære, især for to ben.”
Hun mindedes de lykkelige dage sammen:
“Han stod altid ved skiltet foran universitetet. Han holdt om mig og hjalp mig ned ad trapperne, næsten som om han var bange for, jeg skulle falde,” tænkte hun og smilede for sig selv.
Hun gik ud, drejede hovedet. Og der stod Mikkel præcis samme sted. Hun løb ham i møde og omfavnede ham:
Jeg er kommet til dig, Ragnhild!
Jeg har ventet på dig, Mikkel!
Kysset var brændende varmt.
De gik op ad trapperne sammen, og han støttede hende hver gang, angst for, at hun skulle snuble.
Udenfor dalede sneen, og glæden fyldte hjertet.
Nytår fejrede de hos Ragnhilds forældre, sammen med Mikkels far og mor. Forældrene så på deres lykkelige børn og vidste nu, børnene havde klaret den hårdeste prøve i livet, og aldrig ville de skilles igen.
