Vi er der næsten, skat! Vi er på vej! råbte farmor i røret, før hun lagde på.
Annika tørrede køkkenbordet af for tredje gang på en time og trådte et skridt tilbage for at vurdere resultatet. Alt skinnede. Køleskabet var proppet med mad; en and hyggede sig i ovnen, og på vindueskarmen stod der en vase med nyudsprungne hvide krysantemummer…
38 år, egen lejlighed midt på Frederiksberg, god stilling i et stort firma. Annika Bech havde klaret det selv. Og nu, lige før jul, skulle hun have familie på besøg.
Dørklokken bimlede præcis klokken fire.
Annika! Mit lille barnebarn! Farmor Ingrid trådte først ind over dørtrinnet og lod sit erfarne blik løbe over entréen. Endelig ser vi dig ordentligt, og ikke bare den der “travle” version…
Efter hende kom mor Kirsten vuggende med to kufferter, så moster Grete med tasker fulde af hjemmelavede syltekrukker, og til sidst Annikas fætter Mads, der lignede en studerende – lang og ranglet med tre dages skæg og krøllet jakke.
Mads er lige blevet fyret, Grete hviskede dramatisk til Annika. Kan du tro det? Helt koldt. Lige op til jul!
Mads trak på skuldrene og gik ind med taskerne.
Pas nu på skoene! Jeg har ny parket lagt, Annika greb et par våde støvler.
Nå så! Parket! Kirsten slog ud med hånden. Den tørrer nok.
…Første aften gik næsten perfekt. Farmor roste anden, moster Grete delte nabogossip, mor Kirsten kommenterede Annikas nye frisure, dog med underspillet kritik. Mads spiste for tre og scrollede på sin mobil.
Du har det altså fint her, farmor lagde bestikket. Så meget plads. Er det ikke lidt uhyggeligt helt alene?
Nej, jeg elsker det, Annika hældte te op.
Det siger hun nu… Kirsten rystede på hovedet. Snart fyrre og stadig single, hun “elsker det”.
Annika lod som ingenting.
Aftenen var livlig med farmors barndomshistorier og Gretes sang. Mads smilede endda. Annika mærkede, hun havde savnet det familiestøjen, duften af mors kartoffelsalat og farmors latter.
Næste morgen prøvede Annika forsigtigt:
Hvornår skal jeg se efter billetter til jer? Femte? Sjette?
Hvilke billetter, søde?! farmor spærrede øjnene op. Vi er jo lige kommet! Vi bliver da en uge mere, har du derfor noget imod det?
Nej, nej, men…
Fint! moren klappede hænderne sammen. Grete, tag dit frikadelle-recept frem, nu lærer vi Annika at lave ordentlig mad!
En uge blev til to…
Lejligheden Annika var stolt af, blev et trafikknudepunkt. Mads indtog sofaen permanent med computeren og et bjerg sokker. Grete okkuperede køkkenet og fyldte køleskabet med syltede ting, ingen kunne genkende. Farmor flyttede rundt på møblerne i stuen for hyggen skyld. Mor Kirsten åbnede skabe hver morgen og sukkede over “kaotisk opbevaring”.
Annika, hvor er hytteosten blevet af? Kirsten stod ved køleskabet klokken syv.
Annika, halvvejs gennem sin morgenkaffe, stoppede op.
Mads spiste tre bøtter i går.
Skal farmor så sidde uden morgenmad? Du må i Brugsen!
Mor, jeg kommer for sent på arbejde!
Arbejdet løber ingen steder, men farmor skal have sin hytteost.
Annika løb til supermarkedet. Så på apoteket for Ingrid. Posthuset for Gretes pakke. Hun nåede sent og træt frem på kontoret.
Hjemme igen blev hun mødt af kaos. Pyntede tallerkener overalt, et vådt håndklæde på badeværelsesgulvet, og i soveværelset sad Grete og snakkede højt i telefonen.
Tænk, hun bor så flot! Helt alene som en frue! Skulle hellere finde sig en mand og få børn, det burde hun gøre…
Annika lukkede stille døren og stod op ad væggen i gangen.
Hvorfor står du dér? Kirsten kom forbi med en tallerken. Aftensmaden er klar ja, jeg har selv lavet den mens du bare render rundt og arbejder.
Tak, mor.
Dæk op til os.
Over middagen fortalte Grete om nabopigen, der som 25-årig allerede havde to børn, og Mads smaskede.
Annika, farmor duppede sine læber, kan du ikke hjælpe Mads med et job? Du har jo forbindelser.
Hvilke forbindelser, farmor? Jeg arbejder med marketing… Mads laver IT.
Så find dog nogen, hjælp drengen. Han er jo familie!
Giver du så 40.000 om måneden? sagde Mads uden at tage blikket fra sin telefon.
Annika satte teen i halsen.
Du fik 15.000 før juleferien!
Ja, men inflationen, du…
Grete sukkede:
Se, Annika, hvor hårdt de unge har det. Og du bor her alene i luksus uden at tænke på os andre!
Annika rejste sig. Gik ud for at vaske op.
…Om natten lå Annika og stirrede på loftet og tænkte…
15-års fødselsdagen, hvor moren inviterede 20 familiemedlemmer men ingen af hendes venner. Afslutningsfesten, hvor hun fik et “rigtigt sæt tøj, som en pæn pige”. Første job, farmors kommentar: “Så du flytter papirer rundt, det er også en karriere…”
Annika knugede øjnene i. Om tre timer skulle hun op igen. Søvnen kom ikke.
Den dag kom hun sent hjem overarbejde og kø i trafikken. Hun trådte ind i stuen og stivnede.
På gulvet lå skår. Den porcelænssminkeæske, som hendes fars mor tog med hjem fra Kina i 72. Den eneste ting hun havde fra hende…
Mads stod mut og gemte hænderne.
Det var et uheld. Den faldt selv.
Selv? Annika knælede og samlede stumperne. Små drager, håndmalede. Guldkant. Nu skrald.
Det var kun en dims, Grete kiggede ud fra køkkenet. Det kan du da ikke græde over.
Det var min farmors.
Din farmors? Kirsten kom ind. Nå, den gamle… Slap af, det var jo gammelt.
Annika rejste langsomt hovedet.
Slap af?
Ej nu, Annika. Du overdriver! Mads sukkede.
Overdriver? Du siger jeg bare kan købe en ny!?
Ja, ja, Grete foldede hænderne. Ingrid, kom lige og se Annika opføre sig!
Farmor kom ind med sin stok.
Hvad foregår der her, Annika?
Hvad der foregår? Annika lo. Et mærkeligt grin. Tre uger. Tre uger har I boet her. Spist min mad, lånt mine ting og ikke ét “tak”. Ikke ét!
Annika! Kirsten blev bleg. Hvordan taler du til farmor!?
Og hvordan taler I til mig!? Hver dag: “Hvorfor ingen mand?” “Hvorfor ingen børn?” “Hvorfor arbejder du så meget?” HVER DAG!
Det er, fordi vi er glade for dig! Grete rakte hænderne op. Vi vil dig jo kun det bedste!
Glade? Annika smed skårene i skraldespanden. Kalder I det kærlighed? Mads tømmer køleskabet, vasker aldrig selv sit service, og nu knuser han min eneste arvestykke. Grete, du roder i alle mine skabe og sladrer til naboen om at jeg “lever som en pebermø”. Mor, du kritiserer mig hver morgen. Og det kalder I kærlighed?
Stilhed.
Annika! Kirsten kom først til sig selv. Du undskylder nu.
Annika trak hånden til sig.
Aldrig igen! Jeg har undskyldt i 38 år. Fordi jeg ikke blev, som I ville. Fordi jeg ikke blev gift som 20-årig. Fordi jeg valgte min egen vej. Fordi jeg selv købte denne lejlighed uden jeres penge eller råd. Nu stopper det!
Så smutter vi da, Grete strammede læberne. Mads, pak!
Ja, gør det. Kom først igen, når I lærer at respektere mig og mit hjem.
Annika, er du blevet vanvittig? Kirsten blev bleg. Vi er jo familie!
Må I derfor bare træde på mig?
…Oprydningen tog to timer. To timer med dramatiske suk, smækkende døre og tavshed. Annika sad i køkkenet. Tom indeni.
Du kommer til at huske denne dag, farmor sagde ved døren, når du sidder alene og er gammel. Husker du, du smed din familie ud.
Døren lukkede…
…Annika sad ubevægelig i tyve minutter. Så lavede hun te og gik ud på altanen.
København brusede nedenfor. Upåvirket, evig.
…De næste dage gik nærmest i trance. Hun gik på arbejde, kom hjem, og sad i stilhed. Lejligheden uden gæster virkede kæmpestor og ulidelig rolig.
Femte dag fandt Annika en papkasse med malergrej frem. Hun havde ikke malet i ti år først havde hun ikke tid, så virkede det fjollet.
Første penselstrøg: skævt. Andet: lidt bedre.
Ved ugens slutning hang et portræt på staffeliet: den anden farmor. En ung kvinde med Annikas øjne, silke Kjole og den porcelænsæske i hænderne.
Veninden Freja, som Annika endelig ringede til, dukkede op med vin og pizza den aften.
Tre uger, sagde Freja da Annika var færdig med beretningen. Jeg havde smidt dem ud på dag to.
Det kunne jeg ikke. Det er jo familie!
Familie er dem, der elsker dig. Din opsætning var slet ikke familie.
Annika tog en tår vin.
Du er sej, Freja klemte hendes hånd. At du endelig tog dig sammen.
…Efter en uge fik møblerne deres gamle pladser. Gretes mystiske glas var ude. Annika købte nyt sengetøj og sov igennem for første gang i månedsvis…
Mor ringede sidst på vinteren. Samtalen var kort og tør.
Vi gik vist lidt for langt, sagde Kirsten efter en pause. Jeg gik for langt.
Ja, det gjorde I.
Du … du er min datter. Jeg elsker dig. Jeg er bare ikke så god til at vise det. Undskyld, ikke?
Jeg ved det, mor.
Det var ikke en tilgivelse. Ikke endnu. Men det var en begyndelse. Begyndelsen på rigtige, sunde relationer.
