Nogen åbnede døren med sin egen nøgle, og ved bordet sad en fremmed. Tanja havde dækket op til morgenmad og så som altid hengivent på sin mand, mens hun ventede på hans ønsker. Poul stirrede på fjernsynet og tyggede mekanisk, uden at ænse sin kone. – Hvad er der galt, Poul? – Tanja, min far bliver udskrevet i morgen. Du ved jo selv, han er alene, han har brug for pleje, og lejligheden trænger til en ordentlig omgang. – Det forstår jeg godt, det skal jeg nok klare, svarede hun straks. Ingen grund til hjemmehjælp, tænkte hun, vi må jo spare, og det er jo nær familie. Poul arbejder, og hun hækler huer derhjemme, tjener ikke det store, så hun kan sagtens tage en pause. – Du tager dig af rengøringen, så henter du far, og du bliver hos ham lidt tid. Han er vant til sin egen lejlighed, så vi flytter ham ikke herover. Bliv der, til han er ovenpå igen. Tanja havde ikke lyst til at rejse fra sin mand. – Hvordan skal du klare dig, Poulemand, alene? – Jeg finder ud af det, køber mad fra slagteren eller laver lidt selv, vi holder kontakten, og jeg kommer forbi om aftenen. Tanja og Poul havde været sammen i næsten 10 år. De mødtes gennem fælles venner, hvor alle var gift. Folk drev lidt gæk med dem sammen, og til sidst blev det alvor. Tanja var næsten 30, Poul lidt ældre. Hun flyttede ind i hans lejlighed. De fik aldrig børn. Tanja blev undersøgt – alt var i orden – men Poul nægtede stædigt selv at tage til lægen. Af og til fangede hun hans blik med en tavs bebrejdelse – som om det var hendes skyld, de ingen arving havde. Før gjorde Tanja alt, hvad forældrene sagde. Nu gjorde hun alt, hvad hendes mand sagde. Sådan var hun. Alt blev bestemt af Poul. Hun mistede veninderne, hæklede sine huer, gjorde rent, lavede mad og mente, hun havde valgt Poul for livet. Derfor måtte hun finde sig i meget, tie stille og aldrig irettesætte ham. Poul’s far, Ole, havde været enkemand længe, helbredet svigtede, så han havde været indlagt. Tanja havde respekt for ham. Naturligvis skulle hun flytte ind og hjælpe. – Du tager en taxa, jeg er travlt optaget med arbejde. Du henter faren, gør rent i lejligheden, gav Poul besked som sædvanlig, uden at spørge om hendes mening. Og sådan blev det. Tanja gjorde rent, luftede ud og blev hos svigerfar. Næste dag tog hun taxa og hentede ham hjem. Og da, i stilheden uden sin mand, mærkede hun pludselig, hvor godt hun havde det for sig selv. Ingen der stillede krav, ingen bemærkninger, bare ro. Hun erkendte, at hjemmet ellers altid havde givet hende uro, for hvad sagde manden? Hun havde mistet sine egne tanker. Bare mekanisk strikke eller gætte på, hvad der behagede ham, høre på hans opsange. Ole så tv, læste bøger, og de talte sammen i timevis. Han lyttede og spurgte til hendes mening. Tanja indså, at hun ikke ønskede tilbage til sin mand. Han overførte penge men kom sjældent. En uge efter fik han arrangeret et ophold på et genoptræningscenter for Ole – i to måneder. Tanja vendte hjem til Poul. Passede igen hus, lavede mad, men følte sig trist og besluttede at tage forbi Oles lejlighed, bare for at sidde i ro og tænke. Men døren ville ikke op. Hun lyttede – der var lyde indefra. Urolig ville hun til at ringe til Poul, men trykkede i stedet på døren. Den blev åbnet af en ung kvinde i træningstøj, spurgte forbavset: – Hvem leder du efter? Alt rodet rundt i Tanjas hoved. Er du familie til Ole? Og så så hun Poul i gangen. Han blev målløs ved synet af sin kone. – Tanja, hvad laver du her? Far er jo på rekreation! Tanja spurgte ikke om noget, løb bare ned ad trappen. Hun skyndte sig hjem – hele tiden bankede tanken i hovedet: Jeg gjorde alt rent for dem, og så… At Poul havde fundet en anden, overraskede hende ikke. Inderst inde havde hun længe følt det komme. Hun havde jo ingen børn, og han ville så gerne have ét. De havde nærmest intet at tale om. Jeg er som en hushjælp, tænkte Tanja, gør rent her, og så igen der. Hun kørte forbi sit stoppested, gik gadelangs uden at kunne løfte benene, og satte sig på en bænk ved en blok. Stirrede ud i luften. En ældre dame satte sig ved siden af. – Har du det dårligt? Tårerne løb tavse. Kvinden lagde armen rundt om hende. – Hvad er der dog sket, søde? En lille pige på fem kom løbende. – Bedste! Kom nu hjem, jeg er sulten! – Ved du hvad, kom med os. Kvinden tog Tanja i hånden, trak hende hjem. Tanja lod sig føre – bare hun slap for at komme hjem til sig selv. I det lille, varme køkken sad de og drak te. Tanja blev varm igen, og kiggede på pigen – hvor hun dog ønskede sig sådan et barn. Pludselig løftede hun hende op på skødet – pigen faldt hen og sov. Tanja bar hende ind, bedstemor fulgte efter. – Sonja har ikke set sin mor længe. Hun savner hende. Tanja forstod ingenting. De lagde pigen i seng, så gik de ud i køkkenet, og Sofie fortalte: – Min søn blev gift uden mit besyv. Da Sonja kom til verden, stak hendes mor af med en anden, blev skilt fra min søn. Nu er han på arbejde i Jylland, og her er vi alene. Hun savner sin mor. Derfor klamrede hun sig til dig. Tanja pakkede sine ting hjemme og flyttede ind til egne forældre. Med Poul udvekslede hun kun korte, reserverede sætninger. Vi må bo hver for sig lidt. Hun gik dagligt hen til den gård, hvor hun havde mødt Sonja. Sad på bænken, så endelig Sofie og pigen, som inviterede hende på te. – Skal jeg ikke lave frokosten, så kan jeg hjælpe lidt? Du hjalp mig jo så meget sidst. Bedstemor takkede ja. – Gør bare det, søde – mine hænder duer ikke, og synet svigter. Tanja lavede glad mad, gjorde køkkenet rent, og Sonja hjalp til, så godt hun kunne. Pludselig tænkte Tanja: Det her er min familie, mere har jeg ikke brug for. Hun kom næsten dagligt. En dag blev Sofie indlagt, så Tanja blev hos Sonja natten over. De så tv og Tanja fortalte eventyr. Hun havde ikke haft det så godt længe. Sov roligt, dybt. Ved sin side lå pigen. Om morgenen ringede det på døren, og så blev den åbnet med nøgle. Tanja trak morgenkåben tæt om sig og gik i køkkenet. Ved bordet sad en ukendt mand, der hurtigt spiste direkte af en gryde. – Mor, jeg er sulten, jeg kunne ikke vente. Så kiggede han forvirret op. Fik øje på Tanja og stoppede op. – Undskyld, jeg forstår ikke, hvor er mor? Tanja trak kåben tættere på. – Du må være Viktor, Sofie blev indlagt i går. Men de siger det kun er for et par dage. Jeg er bare bekendt og skulle passe Sonja. Han blev forlegen. – Tilgiv – jeg spiste visst det hele. – Det gør slet ingenting, jeg laver bare noget nyt – du er jo hjemme. – Far! Far! råbte Sonja og løb ind. Tanja tænkte, at hun måtte gå. Men hun havde ikke lyst. Viktor så på hende og på pigen. – Tanja, hvis du ikke har travlt, har du ikke lyst til at blive lidt, til min mor kommer hjem? Jeg har meget at lave. Han lagde penge på bordet, men Tanja rødmede: – Ved du hvad, penge behøver du ikke give – jeg laver mad alligevel. Vi er blevet venner, Sonja og jeg. Om aftenen kom Viktor hjem med bjerge af mad. Tanja lo, da hun læssede af – det rakte jo til en hel måned! Hun lavede mad, gik ture med pigen, legede med hende. Om aftenen sov de hver i sit værelse: Tanja med Sonja, Viktor for sig. Et par dage efter blev Sofie udskrevet. Hun takkede Tanja, roste hende for sønnen. Det var tydeligt, at hun drømte om, at de skulle bo sammen – også pigen var knyttet til Tanja. Viktor blev forlegen, men inviterede alligevel Tanja på date. Hun blev skilt fra Poul, som uden modvilje sagde ja. Tanja krævede intet af boet, hun tog blot resten af sine ting og kørte dem til forældrene. **** Til næste kontrol kiggede lægen længe på hende og smilede: – Tillykke! De venter barn. Tanja blev forbløffet. Hvordan, efter alle de år med forgæves lægebesøg? – Jo, den er god nok. Alt er i orden. Hun fik en dreng. Tanja gik med barnevognen gennem gården og kom forbi det hus, hun og Poul engang boede i. Så hans bil. Eksmanden stod ved døren, ud kom den unge kvinde, Tanja havde set i svigerfars lejlighed. Kvinden kommanderede overlegent: – Flyt lige bilen, ser du da ikke, hvordan du har parkeret? Jeg går nu – bliv ikke for længe! Tanja lo. Han har vist fundet, hvad han gik efter. Jeg passede ham ikke – for stille, for føjelig, og ingen børn. Hun så kærligt på drengen i vognen og gik hen mod Poul. Han fik øje på hende og stivnede. – Tanja, hvordan går det? Hvis barn er det? – Det er mit barn, sagde Tanja stolt. Poul blev forvirret, så væk og mumlede: Kom nu tilbage, alt var jo godt mellem os. Er det en dreng? Jeg vil gerne tage imod ham. – Ja, det er en dreng, svarede Tanja roligt – og jeg har også en vidunderlig mand og familie nu. Så lev dit liv, Poul, som du vil.

Nogen åbnede døren med sin nøgle, og ved spisebordet sad en fremmed mand.
Lone var i gang med at dække morgenbord og kiggede som altid trofast på sin mand, Morten, i håb om at opfange hans ønsker. Morten gloede ind i fjernsynet, mens han mekanisk gnavede i sin ostemad. Han værdigede ikke sin kone et blik.

– Hvad er der galt, Morten?

– Lone, min far bliver udskrevet fra hospitalet i morgen. Du ved jo, han er alene, har brug for hjælp, og hans lejlighed trænger til en ordentlig omgang.

– Det forstår jeg, jeg ordner det hele, svarede Lone straks.

Hun syntes ikke, det gav mening at hyre en hjemmehjælper det kostede jo penge, og det var jo trods alt familie. Morten gik på arbejde. Hun hæklede huer hjemme, hvilket ikke gav det store, så hun kunne sagtens tage et par fridage.

– Du kan ordne lejligheden, hente far og blive hos ham et stykke tid han har bedst af at komme hjem til sig selv igen, ikke herhen. Bliv der, til han er på benene.

Lone så ikke frem til at forlade Morten.

– Men hvordan skal du dog klare dig her alene, Morten?

– Det skal jeg nok finde ud af. Jeg køber mad i Føtex, varmer rugbrødsmadder og siger til, hvis der er noget. Jeg kommer om aftenen.

Lone og Morten havde snart været gift i ti år. De havde mødt hinanden gennem fælles venner alle andre i flokken var for længst gift. Først for sjov, siden i ramme alvor, sørgede vennerne for, at de endelig fik hinanden hun var allerede tæt på de 30, han lidt ældre. Lone flyttede ind hos ham.

De fik aldrig børn. Lone var til undersøgelser, alt var i top hos hende, men Morten nægtede hårdnakket at lade sig teste. Nogle gange mærkede Lone hans stirrende blik med en stille bebrejdelse. Aldrig sagde han noget men det var altid Lone, der stod for skud, når snakken om arvinger dukkede op.

Før i tiden havde Lone lystret sine forældre. Nu adlød hun sin mand. Det lå i hendes natur. Hjemmet var Mortens domæne; hun havde mistet sine veninder, hæklede sine huer, gjorde rent og lavede mad og anså Morten for sit livs valg. Så derfor måtte man tilpasse sig, finde sig i lidt og i øvrigt for guds skyld ikke kritisere sin mand.

Mortens far, Erik Jensen, var blevet enkemand for længst og havde skrantet på det sidste nu var han altså indlagt. Lone havde respekt for ham, så det var jo kun rimeligt, at hun flyttede over.

– Tag en taxi, jeg har ikke tid; jeg skal på job. Tag far med hjem, gør rent hos ham, kommanderede Morten, uden at høre, hvad Lone egentlig syntes.

Sådan plejede det at være Morten bestemte, og så var det sådan. Hun gjorde, som han sagde: vaskede hele lejligheden, luftede ud, og tog ikke hjem igen. Næste dag bestilte hun taxa og fik Erik Jensen hjem. Og dér, i stilheden, uden småfornærmet tv-buller og lange formaninger, opdagede Lone pludselig, hvor rart der var. Ingen der krævede, at regler blev fulgt, ingen kommentarer hele tiden. Hun følte sig sat fri, kunne mærke sig selv igen. Hjemme var hun altid på vagt, hele tiden på forkant med, hvad Morten mon syntes.

Erik Jensen så fjernsyn, læste bøger de talte sammen i timevis, og han lyttede faktisk til hende, spurgte endda til hendes mening. Det gik op for Lone, at hun ikke havde lyst til at tage tilbage.

Morten overførte penge til kontoen, kom selv sjældent. En uge efter fik han styret en kommunal genoptræningsplads til sin far, og købte ovenikøbet to opholdsrunder. Erik Jensen var væk næste to måneder.

Lone rykkede hjem til Morten. Det samme gamle trummerum, og hurtigt blev hun gevaldig trist. Hun besluttede at tage ud til svigerfarens lejlighed for at sidde lidt i ro og mag.

Men døren var låst. Hun lyttede der var lyde derinde. Hvem var nu det? Lone gik i panik, var tæt på at ringe til Morten, men tog sig sammen og trykkede på dørklokken. Der åbnede en nydelig ung kvinde i træningstøj, og hun stirrede forundret på Lone.

– Undskyld, hvem leder du efter?

Lone blev helt konfus var det en slægtning til Erik Jensen? Men så dukkede Morten op ved entrédøren. Han stivnede, da han så sin kone.

– Lone, hvorfor er du her? Hvad laver du? Far er jo på genoptræning.

Lone spurgte ikke nærmere. Hun sneg sig ned ad trapperne. På vejen hjem dundrede kun én tanke: Jeg gjorde rent og knoklede, og de…

At Morten havde fundet en anden, kom egentlig ikke bag på hende. Hun havde for længst fornemmet det. Ingen børn, og han ville virkelig gerne have en søn. Der var faktisk ikke meget mere at tale om mellem dem. Jeg er jo bare hushjælp, nåede hun at tænke, her tørrer jeg støv af, der vasker jeg gulv.

Hun gik forbi sin station, stavrede ned ad gaden og satte sig på en bænk foran en etageejendom, hvor hun blev siddende og stirrede ud i luften. En ældre dame satte sig ved siden af.

– Er du okay?

Lone havde ikke lyst til at sige noget. Tårerne løb lydløst, da damen tog hende blidt om skulderen.

– Kære ven, hvad er der dog i vejen?

En lille pige på fem år løb hen til hende.

– Mormor, skal vi ikke gå hjem? Jeg er sulten.

– Du ved hvad kom med os.

Damen tog Lone med sig. Lone protesterede ikke. Hun ville bare ikke hjem. I deres lille, hyggelige køkken lune køkken sad de med te. Lone tøede lidt op. Hun kiggede på pigen et pragteksemplar og længtes pludselig efter sådan et barn. Hun hev hende op på skødet, og snart faldt pigen i søvn dér. Lone bar hende ind på værelset fulgt af mormor.

– Emma har ikke set sin mor i evigheder. Hun savner hende frygteligt.

Lone fattede ikke helt, hvad der skete. Da Emma sov, forklarede mormor Eva Johansen:

– Min søn giftede sig uden at snakke med mig. Emma kom til verden, men hendes mor stak af med en anden, blev skilt fra min søn pr. brev. Min søn Christian arbejder i udlandet, så vi er bare os to. Emma savner jo sin mor. Så derfor klynger hun sig til dig…

Lone pakkede sine ting og flyttede hjem til sine egne forældre. Morten og Lone udvekslede et par kølige beskeder: Vi skal vist have lidt luft. Det blev til mange ture forbi Evas gård; hun satte sig på bænken, og til sidst så hun både Eva og Emma igen.

Eva inviterede hende på te.

– Måske jeg skal lave middag til dig? Du hjalp mig så meget sidst nu vil jeg gerne gøre noget for dig!

Eva smilede: Meget gerne, ven. Jeg ser dårligt, og mine hænder driller.

Lone lavede gerne mad og skurede køkkenet. Emma fløj omkring og ville hjælpe til. Det her er min familie, tænkte Lone. Jeg behøver ikke andet. Hun begyndte at komme hver dag.

En dag blev Eva indlagt, og Lone måtte overnatte hos Emma de læste højt, snakkede og så fjernsyn. Lone sov tungt og roligt for første gang i evigheder med Emma ved sin side.

Næste morgen ringede det på døren, og så åbnede nogen med nøgle. Lone snerpede morgenkåben om sig og gik ud i køkkenet. En fremmed mand sad og åd kold pasta fra gryden.

– Mor, jeg er sulten, sorry vent, hvor er?

Så så han Lone og lammede næsten.

– Undskyld, hvor er min mor?

– Du må være Christian, og Eva blev kørt på hospitalet i går. Men det er ikke alvorligt, kun et par dage, sagde de. Jeg er bare bekendt og sover her med Emma.

Christian gloede.

– Nåeh, undskyld, jeg spiste vist det hele.

– Det går nok. Jeg laver gerne lidt mere. Bare slå dig ned du er jo hjemme.

– Far! Far er hjemme! Emma kom løbende.

Lone tænkte, at nu måtte hun hellere smutte. Men hun havde ikke lyst.

Christian så på hende og så på Emma:

– Lone, hvis du har tid og lyst, kunne du måske blive her, til mor kommer hjem. Jeg har så meget på arbejde…

Han lagde en stak kroner på bordet. Lone rødmede.

– Nej tak, det skal du ikke tænke på. Jeg laver mad alligevel, Emma og jeg har det jo så hyggeligt.

Senere samme dag kom Christian slæbende med varer nok til en måned. Lone morede sig med at fylde køleskabet. Livet blev rutine: madlavning, leg, gåture. Om aftenen boede de hver for sig, Lone og Emma sammen, Christian i sit værelse. Efter få dage blev Eva sendt hjem.

Eva takkede Lone, roste hende til skyerne overfor sin søn, og ønsket stod nærmest skrevet i panden på hende: at Lone skulle blive boende. Emma var også blevet rigtig glad for hende. Christian blev forlegen, men inviterede Lone ud. Det blev til skilsmisse med Morten (han nægtede ikke), og Lone lod ham beholde lejligheden.

***

Ved det næste lægebesøg kiggede sygeplejersken længe og smilede hemmelighedsfuldt:

– Tillykke! Du skal være mor!

Lone måbede. Hun havde ellers rendt til fertilitetslæge i årevis uden held.

– Alt er helt som det skal være.

Da sønnen kom til verden, gik Lone tur med barnevognen gennem gården og havnede tilfældigt foran den opgang, hvor hun tidligere havde boet med Morten. Hun så hans bil. Ud steg naturligvis den kvinde, hun havde fundet i svigerfarens lejlighed.

Kvinde stod og kommanderede overlegent rundt:

– Kør bilen væk. Kan du ikke se, hvordan den holder? Jeg går nu, bliv ikke for længe.

Lone kom til at fnise. Han havde da fundet, hvad han ledte efter. Hun var jo for rolig, for stille og ikke mindst uden børn. Hun skævede kærligt ned til sin baby og gik mod Morten. Han frøs midt i bevægelsen, da han så hende.

– Lone, hvordan har du hvis barn er det?

– Mit. Det er min søn, svarede Lone stolt.

Morten så forvirret ud og mumlede uden at møde hendes blik Lone, du kan bare flytte hjem igen. Vi havde det jo godt. Er det en dreng? Jeg vil gerne tage ham til mig.

– Ja, det er en dreng, sagde Lone roligt. Og jeg har i øvrigt en dejlig mand og en skøn familie. Så lev dit liv, Morten, på din måde.

Og så gik hun hjemad i den danske forårssol, lettet som aldrig før.