Så, hør lige du skal forestille dig, hvordan det var, da Anne og Søren skulle flytte ind i deres nye lejlighed i det smarte område i Aarhus. Panoramavinduer, lækker altan, underjordisk parkering alt, hvad de havde spinket og spart op til i tre år, hver eneste krone, de kunne undvære.
Kom! Pas lige på hjørnet! Søren balancerede en tung flyttekasse, mens Anne holdt døren op med albuen og forsøgte at undgå, at bøgerne væltede ud kassen bukkede helt vildt sammen.
Du sagde, det var service Anne sendte ham det der blik, men han smilede bare skævt: Det var i den blå kasse, slap nu af!
Lejligheden duftede af frisk maling og gips, sådan en helt ny start, du ved. Anne satte sig lige på vindueskarmen og konstaterede, at hun var blevet tilbudt at stå i spidsen for et nyt projekt på arbejdet hvis hun klarede det, var der udsigt til forfremmelse.
Søren løftede hovedet og så stolt ud, men også lidt bekymret.
Bliver du så også nødt til at arbejde til sent igen? spurgte han.
Bare rolig, denne gang ender du altså ikke med kun at få rugbrødsmadder til aftensmad. Arbejdspresset er faktisk rimeligt.
Han grinede, og det føltes som om flyttestressen lige lettede lidt.
En uge senere de var ikke engang helt færdige med at pakke ud flyttede der et nyt par ind ved siden af. De stødte ind i dem ude ved elevatoren: Mads, høj og bredskuldret, med en kæmpe smil, og lille Tilde, en blondine med poser fra Magasin og Bahne hele vejen op ad armene.
Mads! Han rakte hånden frem, som om de allerede var gamle venner. Det her er Tilde min kone. Vi skal bo her nu, så I må hellere vænne jer til fest!
Anne, sagde hun og trykkede hånden bemærkede straks hans faste greb og den lidt for højlydte stemme.
Kom forbi på lørdag! Vi holder housewarming! Tilde tog Mads under armen og vinkede.
Søren trykkede den store smil frem: Selvfølgelig vi kommer!
Anne sagde ikke noget, men hun mærkede en lille uro, som hun bare tænkte var flyttestress.
Første weekend gik faktisk okay musikken stoppede ved midnat. Anden gang holdt de festen kørende til klokken to. Tredje weekend lå Anne og stirrede i loftet, mens bassen fra nabolokalet fik væggene til at vibrere. Klokken tre om natten. Fire
Søren, hun skubbede til ham. Kan du høre det?
Han mumlede et eller andet, trak dynen over hovedet. Han sov jo som en sten, uanset støj.
På arbejde kaldte chefen hende ind: Anne, hvad er der sket? Du har lavet tre fejl i rapporten det ligner dig overhovedet ikke.
Hun blinkede, øjnene tunge, tankerne langsomme.
Undskyld, det skal ikke ske igen.
Men det skete igen. Og igen.
Søren sagde: Skal vi ikke bare tale med dem? Mads virker flink.
Anne sukkede gennem tænderne. Jeg prøver.
Hun gik over og bankede på. Mads åbnede, musik og gæster i baggrunden.
Hej nabo! Kom ind, vi har gang i festen!
Mads, jeg bliver nødt til at sige noget. Vi kan simpelthen ikke sove på grund af jeres musik. Jeg arbejder, jeg har brug for ro
Han lagde hovedet på skrå og grinede.
Slap nu af, Anne. Man skal også huske at leve!
Jeg mener det. Bare efter midnat, ok?
Han vendte sig om: Tilde! Kom lige, hør det her!
Tilde kom svævende, vinglas i hånden. Hvad nu?
Naboen synes, vi larmer.
De grinede bare. Hold nu op, Anne tag en drink og slap af. Du er altid så seriøs! Nå, nu må vi tilbage til gæsterne!
Døren smækkede. Anne stod tilbage i gangen, og musikken begyndte igen.
Hun kontaktede boligforeningen mødte en træt dame med en tyk bunke papirer.
Støj? Du må anmelde det til politiet.
Det har jeg tre gange.
Du må gøre det igen. Med beviser: lydoptagelser, vidneudsagn, målinger af støjniveau.
Anne købte sig en professionel diktafon og noterede tiderne i en lille notesbog. Fredage og lørdage gik der sport i at dokumentere: 15. marts, lørdag, 01:47-03:52. 16. marts, søndag, 02:15-04:30.
Hun gik med bunken til politiet troede nu, at der ville ske noget.
To dage senere blev musikken endnu højere. Der kom også bank i væggen nogen slog på den. Bevidst.
De ved det, hviskede Anne, trykket op mod væggen. De gør det med vilje nu
Bankende hovedpine og søvnløse nætter blev en del af hendes hverdag. Uro satte sig som en klump i halsen, hun havde svært ved at trække vejret.
Du overdriver, mente Søren og lagde armen om hende. Hun vred sig fri.
Du forstår det ikke. Slet ikke.
Hans blik var bare forvirret. Hun vidste, hun måtte klare det selv.
Kom, vi tager hjem til min mor, sagde Anne ugen efter. Bare et par dage, jeg kan tage fjernarbejde.
Ude på landet duftede der af nyslået græs og stille ro. Moren, Birthe, kom ud på trappen med forklæde og varme hænder.
Min pige, hun krammede Anne, der begravede ansigtet ind til hendes skulder og indåndede den trygge barndomsduft.
Stilheden var som en dyne, ingen musik, ingen råb kun bladene og et svagt muhen fra køerne.
Efter tre dage måtte de tilbage. Arbejde, lejlighed, naboer støj. Intet var løst.
Ligesom Anne sad og nød stilheden på træverandaen, kom hun på en plan, skør men fristende.
Mor kan du huske Solveig? Hun med de fem unger i én-værelses?
Selvfølgelig. Hun bor der endnu, og tvillinger har hun også fået! Tænk, to spædbørn som 40-årig.
Anne kneb læberne sammen. Syv børn. Spædbørn. En lille lejlighed.
Hvad nu hvis nogen tilbød dem at bo gratis hele sommeren i en god lejlighed? Bare betale for el og vand?
Birthe sendte hende et skarpt blik. Hvad har du gang i?
Men Anne svarede ikke. Planen var allerede færdig i hendes hoved.
Søren var den sidste, der hørte om det: Anne fortalte ham det, mens de pakkede tasker til tre måneders ophold på landet.
Er du seriøs? Du vil ha hele Solveigs familie ind? Han frøs med en t-shirt i hånden.
Syv børn, to spædbørn. Bare så Mads og Tilde får at mærke, hvordan det føles at ikke sove.
Søren satte sig ned og kørte hænderne gennem håret.
Det er vanvittigt.
Anne smilede: Men jeg kan godt lide det.
Han kiggede, som om han lige havde opdaget en ny side af hende.
Gør du bare.
Solveig græd, da Anne gav hende nøglerne. Rigtige tårer, hun kunne ikke tro det.
Er det gratis? Helt gratis?
Bare el og vand hele sommeren.
Anne vendte sig væk; det var hårdt at se på.
Tre måneder på landet gled forbi i slow motion. Anne hjalp Birthe i haven, lærte at bage, gik ture i skoven. Sov dybt, uden drømme faktisk ti timer hver nat.
Men hovedet var stadig fuldt af tanker. Hvordan gik det derhjemme? Græd tvillingerne mon om natten?
Det gjorde de! Det kunne Søren og Anne høre på Solveigs smser
Da de kom hjem, var Solveig væk hun havde fået job i København. Lejligheden duftede af babypudder og varm mælk.
Anne mødte Mads i opgangen. Hun genkendte ham næsten ikke han så grå ud, havde mørke rande under øjnene, stramme læber.
Hej, sagde han, stemmen mat. Er I hjemme igen?
Anne nikkede. Han træk vejret dybt.
Anne hvis vi nogensinde larmer igen, sig det. Vi lover at holde os helt stille. Tilde støvsuger kun om dagen nu. Og bare ikke flere børn, ok?
Anne smilede svagt. Elevatorens døre gled op.
Godnat, Mads.
Han rystede på hænderne, så sig over skulderen.
Ja, godnat.
Nu var der ro. Mads og Tilde gik nærmest på tæer derhjemme Anne kunne høre deres hvisken gennem væggen. De var nok stadig bange for, at tvillingerne og resten af banden kom tilbage en dag
Anne sov igen. Fik styr på arbejdet. Søren holdt om hende om aftenen, og nu var der ingen mur imellem dem længere.
Du er altså ret så snu, sagde han og grinede. Sådan havde jeg aldrig kunnet gøre.
Anne smilede.
Som min mor altid siger: man må slå en klods ud med en anden, hvis det skal virke.
Anne fik endelig sin fred.
