“Vil du gifte dig med mig?” – en milliardær alenemor frier til en hjemløs mand i København. Hans betingelse for at sige ja chokerede alle …

Vil du ikke nok gifte dig med mig?, hviskede hun og rakte et lille velour-etui frem.
Manden, hun friede til? Han havde ikke set skyggen af en barbermaskine i ugevis, gik rundt i en frakke holdt sammen med gaffatape og sov under en presenning i en sidegade få hundrede meter fra Strøget.
Sofie Mikkelsen, 36 år, milliardær-direktør for et techfirma og enlig mor, havde alt i hvert fald hvis man spurgte Børsen. Topplacering på Berlingskes erhvervslister, forsider på magasiner, penthouse med udsigt over Søerne. Men inde bag glasvæggene på kontoret følte hun sig kvalt.
Hendes seksårige søn Emil var blevet stille, siden hans far, en feteret hjertekirurg, havde byttet både familie og Nørrebro ud med en yngre model og et smart liv i Paris. Emil smilede ikke længere. Ikke til tegnefilmene, ikke til hundehvalpe, ikke engang over lagkage med marcipanlåg.
Ingenting bragte ham glæde bortset fra den sære mand, der fodrede duer foran hans skole.
Sofie lagde første gang mærke til ham, da hun endnu engang kom for sent. Emil, ordknap og lukket, pegede over gaden og sagde: Mor, ham der taler til fuglene, som var de hans familie.
Sofie tænkte ikke videre over det indtil hun selv så det. Den hjemløse mand, måske i fyrrerne, med venlige øjne, gemt bag skæg og ancien snavs, der med små lunser brød og sagte ord talte til hver due som en gammel ven. Emil stod ved siden af ham, rolig, med en fred i blikket som sin mor ikke havde set længe.
Så kom Sofie fem minutter før afhentningstid hver dag bare for at se Emil og manden.
En aften, efter endnu et gnavent bestyrelsesmøde, gik Sofie alene forbi skolen. Manden stod der i silende regn, nynnende til fuglene, gennemblødt, men stadig med et smil under det klagende vejr.
Sofie tøvede men gik så over gaden.
Undskyld, sagde hun lavmælt. Han så op, overraskende vågen bag alt skidtet. Jeg hedder Sofie. Ham der Emil han han holder af dig.
Han smilede lidt undseligt. Det ved jeg. Han taler med fuglene. De forstår ting, folk ellers ikke fatter.
Hun kunne ikke lade være med at smile. Må jeg høre dit navn?
Erik, svarede han.
De snakkede i tyve minutter. Så blev det til en time. Sofie glemte alt om sit møde og lod regnen drive ned ad nakken under paraplyen, hun glemte at bruge. Erik bad ikke om penge. Han spurgte til Emil, hendes arbejde, hvor tit hun sov og morede sig stille, da hun svarede.
Han var venlig. Kvik. Med en indre smerte, men helt anderledes end nogen mand, hun havde mødt før.
Dage blev til en uge.
Sofie kom med kaffe. Så suppe. Så et halstørklæde.
Emil tegnede til Erik og sagde: Mor, han er som en rigtig engel. Bare lidt ked af det.
På ottende dag stillede Sofie et spørgsmål, hun ikke havde planlagt:
Hvad ville der egentlig skulle til, før du fik lyst til at leve igen? Til at starte forfra?
Erik kiggede væk. Nogen skulle tro på, at jeg stadig betyder noget. At jeg ikke bare er et spøgelse, folk går udenom.
Så så han Sofie lige i øjnene.
Og jeg ville gerne have, at det menneske var ægte. Ikke bare medlidenhed. Nogen, der valgte mig.
Nutid frieriet
Og sådan endte Sofie Mikkelsen, CEOen, der plejede at købe startups før hendes morgenkaffe var færdig, nu på knæ ude på Vesterbrogade gennemblødt med en ring strakt frem til en mand, der ikke ejede så meget som et Dankort.
Erik så ud som om nogen havde slået ham med en våde fisk. Både de første mobilkameraer og forbipasserendes undrende blikke ignorerede han.
Han kiggede kun på hende.
Gifte dig? hviskede han. Sofie, jeg har intet navn, ingen konto i banken, jeg sover bag skraldespande. Hvorfor mig?
Hun slugte en klump. Fordi du får min søn til at grine. Fordi du fik mig til at mærke livet igen. Fordi du aldrig ville have andet fra mig end at lære mig at kende.
Erik stirrede på ringen.
Så trak han sig lidt tilbage.
Kun hvis du svarer på ét spørgsmål først.
Sofie blev stiv. Alt.
Erik bøjede sig ned, så de var lige høje.
Ville du stadig elske mig, spurgte han, hvis du fandt ud af, at jeg ikke bare var en mand på gaden men en, hvis fortid kan rive hele dit liv i stykker?
Sofies øjne blev store.
Hvad mener du?
Erik rankede sig. Hans stemme blev lav og ru.
For jeg har ikke altid været hjemløs. Engang havde jeg et navn, man hviskede om på domhuset.
[Næste del Niels og tvillingerne]
Niels Madsen sad tavs og kiggede på den slidte røde legetøjsbil i hænderne. Lakken var afskallet, hjulene drev dårligere end DSB, men den betød mere end alt hans tidligere luksus.
Nej, sagde han til sidst, da han gik ned på knæ foran tvillingerne. “Den kan jeg ikke tage imod. Den hører hjemme hos jer.
En af drengene, øjnene blanke, hviskede: Men vi skal bruge penge til mors medicin. Vær nu sød, hr.!
Niels fik ondt langt ind i knoglerne.
Hvad hedder du? spurgte han.
Jeg hedder Kasper, sagde den ældste. Og det er Mads.
Hvad hedder jeres mor?
Anna, svarede Kasper. Hun er meget syg. Medicinen koster for mange penge.
Niels så på dem. De var ikke mere end seks. Og her stod de, parate til at sælge deres eneste legetøj, i vinterkulden.
Hans stemme blev blød. Vis mig, hvor hun bor.
De tøvede, men noget i hans stemme overbeviste dem. Snøftende nikkede de.
De førte ham igennem baggårde til en slidt opgang. Op ad ødelagte trapper og ind i et lille rum, hvor en bleg, næsten bevidstløs kvinde lå på en gammel sofa. Lejligheden havde næsten samme gennemsnitstemperatur som Limfjorden i november. Et tyndt tæppe dækkede hendes spæde krop.
Niels hev straks mobilen frem og ringede til sin private læge.
Send en ambulance herud. NU. Fuld udrykning Anna skal på min private afdeling.
Han lagde på og satte sig ved siden af hende. Åndedrættet var svagt.
Tvillingerne så spørgende på ham.
Dør mor? peb Mads.
Niels kiggede på dem. Nej. Det lover jeg. Jeg slipper hende ikke.
Kort efter ankom ambulancen og kørte Anna væk. Niels blev hos drengene, holdt dem i hånden, mens sirenerne forsvandt ud i natten.
På Madsenklinikken hospitalet, han selv havde finansieret for år tilbage rullede sygeplejersker Anna direkte på intensiv. Niels betalte det hele, uden et ord.
I venteværelset krøb tvillingerne sammen omkring ham og døsede ind og ud af søvn. Niels holdt vagt, tankerne i oprør.
Hvem var Anna og hvorfor virkede hun så skræmmende bekendt?
En uge senere
Anna slog øjnene op og opdagede, hun lå på et hospital med silkesengetøj, vinduer der vendte ud mod byen og sollys i ansigtet. Sidste hun huskede, var smerten og ungernes hvisken: farvel, mor.
Nu var smerten væk.
Hun satte sig op og for sammen.
Kasper og Mads kom styrtende ind sammen med en høj mand i jakkesæt. Niels.
Du er vågen, sagde han med et lettet smil. Heldigvis.
Anna blinkede. Du? Hvad laver du her?
Det kunne jeg spørge dig om, svarede han, mens han satte sig. Dine drenge forsøgte at sælge deres eneste legetøj for at købe medicin. Jeg fandt dem foran mit kontor.
Anna tog sig til hjertet. Nej
De har reddet dig, Anna.
Hun kneb øjnene sammen. Hvordan skal jeg nogensinde betale dig tilbage?
Det skal du ikke, sagde Niels. Så trak han et gammelt, slidt foto frem. Anna med en noget yngre version af ham, fra universitetstiden. Før karriere og knuste forhåbninger.
Jeg har gemt det i alle årene, sagde han lavt. Du fortalte mig aldrig, at du havde børn.
Jeg ville ikke forstyrre dit liv. Du gik. Jeg troede, du var videre.
Niels øjne blev blanke. Er det er de mine?
Anna nikkede.
Det er vores drenge.
Niels sad bare.
Hele tiden to tvillinger, han aldrig havde vidst fandtes. Som ville have solgt deres legetøj for at redde den kvinde, han altid havde elsket.
Han knælede og tog Annas hænder. Jeg begik en fejl, Anna. Mit livs største. Hvis jeg får lov vil jeg gerne gøre det godt igen. For dem. For dig. For os.
Tårerne løb lydløst ned ad Annas kinder.
Fra døren spurgte Kasper sagte: Mor er han vores far?
Anna smilede. Ja, min skat. Det er han.
Tvillingerne var nærmest inde i-klem, så meget krammede de Niels. For første gang i sit liv følte han sig hel.
Epilog
Et halvt år senere flyttede Anna og drengene ind hos Niels. Men det var ikke bare villaen, de flyttede ind i de flyttede ind i en familie.
Den røde legetøjsbil, stadig lige rusten og halvdårlig, står nu i glasmontre på Niels kontor. På skiltet under står:
Legetøjet der reddede et liv og gav mig en familie.
For somme tider er det ikke de store armbevægelser eller formuer, der ændrer liv men de små ting, givet med et rent hjerte.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

one × 1 =

“Vil du gifte dig med mig?” – en milliardær alenemor frier til en hjemløs mand i København. Hans betingelse for at sige ja chokerede alle …
Stjålet lykke De mødtes i den smalle passage mellem to levende hegn – hende, der var Grigorijs lovformelige hustru, og hende, som efter hjertets og samvittighedens lov burde have været det, men aldrig blev… Det var den vintertrætte, forfrosne tid – kulden havde jaget alle folk ind i varmen fra deres hjem. “Tåbelig drøm, det er hvad det er!” fløj det gennem Tjernes hoved, mens hun stirrede ind i det runde, sunde ansigt på rivalen sin. Rivalen anede til gengæld intet om Tjernes følelser. Hun hed Karen. Grigorij havde altid syntes uopnåelig for Tjerne, og hun havde aldrig kunnet fatte, at Karen – for længst hans hustru, mor til hans børn, mormor til hans børnebørn – kunne have den plads. Det burde slet ikke kunne lade sig gøre, tænkte hun, og i drømme så hun det på den rigtige måde, men virkeligheden var bare én lang pinefuld drøm, hvor alt var forkert. “Nej og atter nej – om så Gud tager mit liv!” tænkte Tjerne, hver gang hun så Karen, både på afstand og tæt på. “Det kan da ikke passe, at denne kvinde lever som alle andre! Hun følger en fremmed lov, en falsk lov! Havde hun selv fået lov at bestemme, ville hun aldrig være blevet Grigorijs kone! Mor til hans børn! Bedstemor til hans børnebørn!” Men det var ikke engang det værste – det værste var, at ingen sjæl på denne jord nogensinde ville tro på denne udskiftning. Råb, spring i søen, sæt ild til hele landsbyen – ingen vil forstå eller tro. Ikke ét menneske – kun du selv! Folk bliver født uden arme og ben, blinde, døve, stumme, sindssyge, grimme eller dømt til tidlig død – alt kan ske, men det er i det mindste synligt. Her blev så en hemmelighed skabt – stum, døv, kun kendt af Tjerne Sørensen! Og nu stod så Karen på den smalle, snedækkede sti, mens hun drejede som om hun ville afvikle den dårlige tjerning-drøm, og hun spurgte nysgerrigt: – Hvordan går livet, Tjerning? – Jo… Lever da… – Og jeg lever også! – Hun vendte sig til begge sider og så på sig selv. – Nemlig! Ansigtet hendes var kridhvidt… I Torup sagde alle, at hun hverken som pige eller gift kvinde nogensinde gik i seng uden først at vaske ansigtet i kærnemælk. De store, runde øjne stak en smule ud. Hun var iført sort uldtrøje med hvid kant, sjal af blødt uld og fine, nye forede støvler. Straks hun så hende, huskede Tjerne, at det var søndag! Hun havde glemt hvilken dag det var, men Karen var søndagsklædt fra top til tå. – Hvad bringer dog dig helt herud på Møllebakken i dag? Hvilken vej går din sti? Tjerne var gået til Møllebakken kun fordi hun ikke havde set Grigorij Uldum i tre dage, og ville kigge på gardinerne i hans vinduer – for at forsikre sig om, at han var i live. Og kiggede man til højre kunne man se to vinduer til Uldums stue, men Tjerne kiggede ikke, mens Karen kastede et blik ind til sig selv og spurgte igen: – Hvor skal du hen så? – Bare sådan… Tager en tur… Karen smilede skævt. – Hvordan går det hjemme hos din mand? Michael? Længe siden jeg har hørt om ham. – Han lever jo, – sukke­de Tjerne tungt. – Laver stadig lidt snedkeri, roligt som altid, der er egentlig aldrig noget at høre om ham… – Hun tog pludseligt et skridt nærmere Karen og spurgte krævende: – Men hvad med Uldum da? Grigorij Lennartsen? Kæmpe respekteret mand i byen – trives han mon i alle de gøremål? En anden kvinde havde måske mistet temperamentet, råbt: “Din slyngel! Render du rundt om natten med en andens mand? Tiltrækker ham til dig! Kigger ind gennem vinduet! Trods din egen mand, for alles øjne?” Man havde ikke tilgivet selv enke, så hvorfor tilgive en gift kvinde? Men Karen gjorde det ikke. Et øjeblik trak hun sig væk; hendes hvide ansigt mørknede, men så faldt en snefnug på hver kind, smeltede, og begge to gled som tårer ned over kinderne, skyllede al vrede væk… Karen stod smuk, rank og venlig – og svarede: – Ja, Grigorij Lennartsen er jo næsten dagligt inde hos dig på rådhuset? Er det ikke dig, der ved bedst, hvordan han har det? – Spørger bare, har ikke set ham i tre dage… På rådhuset… Faktisk var der noget ved Karen, der retfærdiggjorde, at hun blev gift med Grigorij – og hun blev det. Det gjorde Tjerne bange, hun ville faktisk hellere have Karen råbte ad hende. – Han har altid haft travlt, Grigorij Lennartsen, – forklarede Karen. – På rådhuset eller i sine komitéer. Skolet op fra han var ung, altid optaget, både som far og bedstefar. – Er det ikke kedeligt med sådan en – der nærmest er for omsorgsfuld og alvorlig? Hele livet sådan? Karen smilede igen, var stille, og mindedes: – Jo, det var sommetider kedeligt! Jeg oplevede ikke engang min ungdom rigtigt. De gamle passede børn og dyr, de unge – vi kunne bare have festet, men Grigorij havde aldrig hovedet til fest og dans. Hvis ikke han var på marken, læste han – eller skrev sine notater. Noget særligt spændende var det ikke. – Hvorfor giftede du dig så med ham? Med én lidt kedelig? Mærkeligt og uforståeligt at denne samtale overhovedet opstod, men Karen svarede roligt, næsten til en nær fortrolig: – Min far lærte mig det. Jeg lyttede og tog ham. – Du adlød? – Ja. Jeg forstod det nok – lidt kedeligt i ungdommen, men senere ville det lønne sig. – Gjorde det så? – Selvfølgelig! Et par år senere syntes jeg pludselig hans temperament var helt godt. Og jeg forstod ikke, når jeg hørte slagsmål og råben hjemme hos andre. Jeg vænnede mig til, at sådan var det hos os: aldrig ballade, aldrig ydmygelse. Og det var det bedste! – Kald det let liv – men kvindeliv med respekt! – Det mest kvindelige der findes! Og jeg siger dig: jeg gjorde mig fortjent. Siden blev han en mand, min Grigorij, en mand med respekt, og før det – ingen så ham overhovedet! Han blev overset af pigerne, og forstod sig ikke på at vælge den bedste. Tag sådan én som kone – det må være hjerteskærende. Men jeg gjorde det, takket være min far. Bagefter var der mange kvinder, der næsten bed hånden af sig af fortrydelse – men for sent! Svampetiden var ovre! Karen grinede, en fornuftig kvinde lo af en ung, fortabt pige. Sådan var Karen – ikke i drømmen, men i virkeligheden! Hun trak Tjerne i ærmet og ledte hende ud af gyden, mens hun mindedes dengang hun som ung, smukkeste pige i Torup, dansede i sine høje, gule snørestøvler. Det var dengang, Tjernes far for en kvart flaske og et par slidte støvler var klar til at sælge hende til hvem som helst. For at værge sig gik Tjerne med en lille dolk i støvleskaftet. Sådan var livet for byens smukkeste pige: hendes ægtemand, Grigorij Uldum, var for hende bare en bogorm, hun tog ham næsten kun af medlidenhed og ofring. Hun anede slet ikke, hvor mange pigeøjne fulgte Grigorij – og Tjerne turde ikke engang kigge efter ham, og når faderen spurgte hvilken dreng hun bedst kunne lide, sagde hun til sig selv, at hun ville dø på stedet, hvis hun sagde: “Uldum Grigorij…”. Hun sagde det aldrig. Kunstner: A. Riis Madsen Nu gik de to smukkeste kvinder i Torup side om side, som næreste veninder – uadskillelige, næsten. Én havde gået hele vejen i de høje hæle, uden at snuble. Den anden kendte kun til dem på afstand – men de gik sammen, skulder ved skulder, og forbløffede den søndagsstille, men årvågne Torup gade. Men Tjerne, som engang var dum, stille og barfodet, blev ikke længe på det stadie; hun tog Karen om livet og sagde glad: – Du kunne tage mig indenfor, Karen! Jeg har aldrig været gæst i Uldum-huset! Karen snublede. De gik tavse, indtil de stod ved skellet til Uldums gård. Karen løftede låsen med et læderrem, og dér var porten! Og huset! Selve Uldums hjem! Han levede ligesom alle andre: køkken med stort bord under billeder af helgener; en brændeovn… Tjerne kastede et blik i dagligstuen, ren, men ikke så nydelig som hos hende; hjemme hos hende stod der stueplanter og kommode – her var alt væltet med børnetøj, en vugge, svedende børnebørn, og midt i det hele sad Lisa, datteren, gravid, med en flænset krave, som hun syede. Hun så Tjerne, nikkede forundret: “Hvad laver Tjerne Sørensen hér?” Lisa – ikke nogen ond pige, men noget simpel, gik og snakkede utydeligt… I næste lille kammer, der fandtes det, man ikke så mange steder i Torup: bøger. Skab med glaslåger, rækker af bøger bagved. Tjerne havde set flere bøger før, men det var som tjenestepige, ikke i et almindeligt hjem. Hun havde båret brænde og vand, vasket gulv i præstegården, og hun blev gjort til ven med præstens søn, men han prøvede i en alder og en dag at gøre mere end blot at lære hende at læse. Men hun fik sendt ham på gulvet – og det var enden på hendes uddannelse, og snart efter flyttede hun og familien til Jylland… Hendes bror døde af dysenteri – og var det ikke sket, var de nået til en bedre egn, mente hun. Hun havde ingen ond vilje mod torupfolkene, men hun længtes altid efter at læse mere – endnu en af de smukke bøger med guldtryk. Lære om folk hun aldrig havde mødt, og forstå. Nu, ved siden af de få rækker bøger, pressede mindet sig på igen. Hun misundte Uldum: han vidste alt det, hun ikke fik lov at vide! Hvorfor delte han ikke det med hende? Heller ikke nu hvor Karen sikkert ikke engang interesserede sig? Som hun gerne ville have haft ham til lærer – og hvis han havde holdt hende fast, var hun ikke vredet sig fri! Karen smed sit halvtørre sjal, støvlerne op på ovnen – og sagde: – Kom, du må tage overtøjet af, Tjerne… – Men Tjerne blev stående, lod øjnene glide hen over bogskabet, og Karen sagde roligt: – Lad hende læse… – spurgte ikke hvem hun mente. – Det går nok. Andre havde for længst brændt den slags bøger, men jeg lader dem være! Mindre rigdom men mere fred. Én sur svigersøn er rigeligt. Nej, bøgerne får blive! Sæt dig for nu, Tjerne! Da hun satte sig, sprang pludselig Baronen ind fra gangen – den store jagthund! – Fy dig, hvad laver du her, bestie! – råbte Karen – Ud, ud! – Og svingede et grydeskaft, men Baron lagde sig bare, hylende og rystende. – Hvor er han? – spurgte Tjerne straks. – Er Grigorij Lennartsen hjemme? Hun frygtede mest at møde ham – nu var hun bange på en helt anden måde. – Han er i skoven, vores Lennartsen! Red af sted i morges… – Baron hylede videre, og Karen blev mere irriteret: – Tag dog og forsvind, fjols! Tjerne gik hen til Baron, tog en håndfuld blodig pels, så hvordan det sivede brunt mellem fingrene. – Blod! Det er blod. – Der kan ske så meget med sådan en krabat, – sagde Karen. – Han har bidt øret af en større hund engang, uden at tøve! – Det er ikke Barons eget blod! Han er ikke såret… – Hvem så…? – Måske Grigorij Lennartsens… – hulkede Tjerne. Nu blev Karen vred for alvor: – Det er det altså du vil, hva! Kære gæst! Inviterede dame!… Karen smed grydeskaftet, sparkede Baron, gik ind i stuen og råbte: – Ikke sker der ham noget, Grigorij Lennartsen! Han har overlevet hele krigen – hvorfor nu?! Jeg tror ikke på det! Ikke på sladder og misundelse! Udenfor vinduet suste våde snefnug forbi – som om nogen forsøgte at snige sig ind… Men et sted langt inde i skoven, anede Tjerne, var al blidhed væk – der herskede kun blind råhed. Lisa kom løbende med nål i hånden, opskræmt: – Uheld! Det er uheld, jeg siger det – hunden kan mærke det! – Hvilken hest red han på? Spørg dig selv! – På Sande han red! Den klogeste hest! Men alt kan ske… Lisa kunne ikke sige “r” klart, men var skræmt og stirrede på Baron. Baron stillede sig op, kradsede på døren, kaldte på folk. – Rolig, vi kommer! Lisa! – råbte Tjerne. – Gå ud, gør klar, Baron fører os! – Der er ingen heste, Tjerne, ikke en eneste – Sande er væk, og den nye – min mand bruger den, hoppen kusk er halt… Ingen, jeg sværger! Ingen! Intet hjælper, ikke engang om vi alle døde! Lisa begyndte at hyle højlydt over sin store mave, men Tjerne lyttede ikke længere – hun fór ud. Da Michael, Tjernes mand, så det lidt efter, stod hans hustru og spændte hesten for slæden, mens den fremmede hund gøede ivrigt. – Hvor skal du hen? – spurgte Michael forsigtigt. – Det bliver snart mørkt… – Jeg SKAL! – sagde Tjerne. – Luk porten op! *** Grigorijs ansigt var blegt som sne, men først da han sagde sit første ord, troede Tjerne på at han levede. – Hvilken hest har jeg? Sande? Er det sandt, den er død? – Den er død! – sagde Tjerne, og brast i gråd. Han sagde svagt: – Hvordan skubbede du dem væk, Grigorij? – Hvis bare jeg vidste… Skød efter to, de andre løb væk. Han pegede, på revet ulv – blodrød plet i sneen. Han tog hendes hånd – hen til den kolde hestesnude. Tykt, varmt sivede endnu… – Den er virkelig død? – Den er død. Opmærksomhed gik til hende: – Tjerne? Hvor kom du fra? Hun svarede ikke. – Hvad laver du da her? Der skulle jo have været en anden, ikke? Men hun er her ikke, Grigorij, aldrig har hun været her, husk det! – Men Sande? Skal vi bare lade den? – Den er kold! – Og jeg også! – Nej, du lever lidt endnu – så tager jeg dig med. Mit! Giver dig aldrig fra mig! Hun lagde ham på slæden og råbte til hesten. Baron hylede – nægtede at efterlade Sande. – Er ryggen i orden? – spurgte Tjerne. – I orden… – Maven? – Også… – Benene da? – Højre er revet… Over knæet… Hvor har du tænkt dig at køre hen, Tjerne? – For lidt er dig overgået, Uldum! For lidt! Har mest lyst til at rive tungen ud på dig! – Tjerne, har du mistet forstanden? Hvorfor det? – For at du holder op med dine spørgsmål og følger med, hvor jeg vil! Ligger hvor jeg vil have dig! Jeg plejer dig som en søster, for nu er det nok! – Mener du det, Tjerne? Helt ude af dig? – Nej, har fået nok af forbud – vi leger ingen falsk leg mere. Du har din kone, jeg min mand – men hvem behøver dem? Nu tager jeg dig. Mit. Finder nogen på min vej, svarer jeg: Hentet mit i skoven! Fulgt ham mange år, ene. Nu er han min mand – alle vil forstå, kun du ikke! Men denne gang lytter jeg ikke på dig! Nu er jeg søster… Og det bliver jeg! – Hør nu, det går ikke… – Slut! Jeg har hørt dig nok! De kørte gennem mørke og skarpe bump, i stilhed eller under svag måne, mens Baron løb foran. Grigorij tænkte: “Karen?” Men så det ikke for sig. Tjerne tænkte også på Karen – hun så for sig uldtrøjen, det rolige, lyseblå blik. “Kan det være hende?” De ventede så, – hvem ville ankomme? Det blev Anders, Grigorijs svigersøn. – Hvem er der? Er det vores? Baronen gøede først: “Hvem ellers, Anders?” Men Grigorij sagde intet. Heller ikke Tjerne. – Hvem? – råbte Anders igen. – Mig! – svarede Grigorij endelig. – Men hvorfor svarede I ikke, far? – Han trak Grigorij op, dumt og hårdt, over Tjernes knæ; hun sagde intet først. Men bagefter spurgte hun: – Og hvad med mig? Hvad med mig? Grigorij stønnede – det isede i benet. Anders sagde: “Bløder du, far?” Tjerne fortsatte: “Hvad med mig?” Anders fik Grigorij i sin slæde, red væk uden at sige noget til Tjerne – og hun sad tilbage i mørket og spurgte ud i natten: – Hvad med mig? Hvad med mig?