January 2026 – Page 62 – Design interior

Du kan ikke andet end at føde børn – Mor, hvorfor siger Mads, at jeg er en dum fårekylling? – Anna stod stille i døråbningen. Vibeke løftede blikket fra gryden med suppe. – Mads! – råbte hun ind mod børneværelset. – Kom herud med det samme! Den seksårige dreng dukkede op et øjeblik senere, mut og klar til at forsvare sig. – Jeg har ikke sagt noget! – Har du så! – Anna stampede i gulvet. – Ro på, begge to, – Vibeke satte sig på hug, så hun var i øjenhøjde med børnene. – Mads, du skal ikke kalde din søster navne. Anna, du skal ikke sladre om alting. Gå nu ind og leg, far kommer snart hjem. Børnene løb afsted. Fra det andet værelse lød gråd – lille Markus på to var vågnet af larmen. Vibeke sukkede tungt. Tredje barsel på syv år. Karrieren blev aldrig til mere end en fjern drøm. Et par år på arbejde mellem de to første børn, og så igen bleer, søvnløse nætter, børnesygdomme. Hun tog sønnen op, vuggede ham og holdt ham tæt ind til sig. – Shh, lille skat, shh… Markus puttede næsen ind i hendes hals og faldt til ro. Vibeke kiggede ud på den grå gård og tænkte på, at alt var anderledes for bare et halvt år siden. Thomas kom hjem fra arbejde, smilede, løftede børnene op, kyssede hende i håret. Og så… var det som om noget gik i stykker. …På Thomas’ arbejde begyndte problemerne. Først kom han hjem i dårligt humør, sagde ikke meget til aftensmaden. Så blev han længere og længere væk. Og så… begyndte noget helt andet. Døren gik – Thomas var hjemme. Vibeke hørte ham smide skoene og tasken. – Hvad er det for et rod i entreen? – lød hans irriterede stemme. – Børnenes jakker ligger igen på gulvet! – Vi er lige kommet hjem, – Vibeke gik ham i møde med Markus på armen. – Aftensmaden er klar. Thomas gik forbi hende ud i køkkenet og løftede låget af gryden. – Suppe igen? Jeg sagde i går, at jeg ikke ville have suppe. – Du sagde, du ville have noget varmt og hjemmelavet. – Jeg mente rigtig mad. Risret, for eksempel. Eller kød med kartofler. Vibeke satte Markus i højstolen og fandt en yoghurt frem fra køleskabet. – Jeg laver risret i morgen. – I morgen, – Thomas fnøs. – Alt er altid i morgen med dig. Vibeke sagde ikke mere. Hun vidste – stress på arbejdet, chefen presser, projektet skrider. En kone skal være tålmodig, støttende. Det havde hendes mor lært hende. Men for hver dag blev det sværere at tie stille. En uge senere kom det første store skænderi. Mads væltede ved et uheld et glas saft på gulvtæppet. Thomas, der sad og så fodbold, eksploderede. – Opdrager du overhovedet børnene? – råbte han, mens Vibeke gned pletten væ

12. december I dag stod jeg lænet op ad dørkarmen, da Alberte, min lille pige, spurgte: Mor, hvorfor

Marina Hansen havde altid travlt. Hun havde altid travlt. Den novemberaften løb hun ned ad Sølvsmedegade med frakken halvt åben og en mappe fyldt med papirer, der truede med at falde ud for hvert skridt. Regnen var begyndt som en sagte hvisken, men blev på få sekunder til et tæt slør, der viskede fortovene væk. Hun bandede indvendigt. Planen var at komme hjem, tage et bad og arbejde på morgendagens præsentation. Men styrtregnen efterlod ingen valgmuligheder: hun måtte søge ly. Hun skubbede døren op til en lille boghandel-café, en af den slags, der føles som om den hører til en svunden tid, med slidte træmøbler og duften af friskmalet kaffe. Hun rystede vandet ud af håret og nærmede sig disken. — En sort te, tak — bad hun uden at løfte blikket. — Ingen kaffe? — spurgte en mandsstemme, nysgerrig og drillende. Hun kiggede op. Bag disken stod en høj mand i begyndelsen af trediverne, mørkebrunt hår og tre-dages-skjæg, med et smil som om han kendte hende altid. — Ikke når jeg skal tænke — svarede Marina let på vagt —. Kaffe får mig til at fare af sted. — Så… sort te. Men du skal vide, at de fleste taber kampen mod kaffen ved dette bord — sagde han med et glimt i øjet og pegede på det næsten tomme lokale. For første gang den dag smilede hun. — Og du er…? — Lukas Madsen — svarede han og rakte hånden over disken —. Indehaver, barista og fuldtids læsehest. Marina præsenterede sig, tog sin te og fandt et bord ved vinduet. Regnen hamrede på ruderne, som om den ville ind. Mens hun forsøgte at koncentrere sig om sine noter, kom Lukas hen med en bog i hånden. — Hvis det ikke generer dig… tror jeg faktisk, du vil kunne lide den her. Det var en gammel roman, blå med gyldne bogstaver. — Og hvordan ved du, hvad jeg kan lide? — spurgte hun. — Jeg ved det ikke. Men folk, der stormer ind i regnen og bestiller te med dét blik i øjnene, har ofte mere brug for en god historie end for alt muligt andet. Marina tog overrasket imod. Mens hun bladrede, blandede lyden af regn og duften af andres kaffe sig til en varm stemning. — Arbejder du altid her? — spurgte hun senere. — Kun når det regner — svarede han gådefuldt. Hun grinede, troede det var for sjov. Det var det ikke. Byen vendte hurtigt tilbage til sit sædvanlige tempo, og Marina til sin hektiske hverdag. Men en tirsdag drev endnu et skybrud hende ind i boghandlen. Lukas var der, som om han havde ventet på hende. — Dig igen — sagde han og serverede te uden at hun behøvede spørge. — Regnen igen — svarede hun. De talte længere sammen. Marina fortalte, at hun arbejdede som arkitekt på et krævende tegnestue, hvor tolvtimersdage var normen. — Det lyder opslidende — sagde han. — Det er det også — indrømmede hun —. Jeg ved ikke hvordan man gør andet end at løbe. Lukas så på hende med en sindsro, der gjorde hende usikker. — Nogle gange må man lade livet indhente sig, sagde han. Herefter blev regnen hendes allierede. Hver gang dråberne begyndte, fandt Marina en grund til at gå forbi Sølvsmedegade. Nogle gange læste hun i stilhed, mens Lukas betjente kunder; andre gange snakkede de om bøger, film eller rejser, ingen af dem havde været på. En torsdag i december foreslog Lukas: — På lørdag lukker vi tidligt. Et jazzband kommer og spiller. Har du lyst til at komme? Marina tøvede. Hun var ikke vant til spontane invitationer. Men hun sagde ja. Den aften var lokalet oplyst af stearinlys, bogreolerne kastede skygger på væggene. Lukas havde gemt en plads på forreste række til hende. Under koncerten rørte deres knæ hinanden — måske ved et tilfælde, måske ikke. Da det var slut, serverede Lukas et glas vin og satte sig ved hendes side. — Jeg har set dig komme løbende for at undgå regnen — sagde han —. Men måske var det i virkeligheden noget andet, du flygtede fra? Hun tav overrasket over hans skarpsindighed. — Måske — indrømmede hun —. Og måske… glemmer jeg det, når jeg er her. Da hun gik den aften, regnede det igen. Lukas fulgte hende til døren. — Jeg har ingen paraply, sagde hun. — Jeg heller ikke. Men hvis vi skynder os, når vi hjørnet før vi bliver gennemblødte. De løb ikke. De gik langsomt over gaden, mens regnen gjorde dem drivvåde, og de grinede. Ved hjørnet, inden de skiltes, sagde Lukas: — Du behøver ikke vente på regnen for at komme igen. Marina smilede. — Jeg skal prøve. Hun kom ikke næste dag. Eller den efter. Men søndag, uden en sky på himlen, dukkede hun op i boghandlen. Lukas løftede øjenbrynene, lod som om han var overrasket. — Hvor er regnen? — I dag… har jeg taget den med indeni. Den dag blev det hverken til te eller kaffe. Bare en lang, rolig samtale, med komfortable pauser og blikke, der sagde mere end ord. Da det blev mørkt, viste Lukas hende et hjørne af boghandlen, som han aldrig ellers viste nogen: et lille værelse med panoramavindue mod åen. — Her sad min morfar, når det regnede — forklarede han —. Han sagde, lyden af vandet mindede ham om, at alt flyder videre. Marina lænede panden mod ruden. — Måske er det dét jeg kan lide her… at jeg bliver mindet om, at jeg gerne må standse op. Lukas kom langsomt tættere på, så hun kunne mærke hans åndedrag før hun så ham. — Du kan standse op… og blive. Hun vendte sig og så på ham. Regnen begyndte netop da at tromme på ruden, næsten som om vejrguderne havde ventet på deres signal. — Det ser ud til at vejret er med os — hviskede han. — Det gør det — svarede hun, før hun kyssede ham. Et blidt, varmt kys, der duftede af kaffe og sort te. Et kys uden hastværk. Siden bragte hver regnbyge et gensyn. Men det betød ikke længere noget om det stormede eller solen skinnede: boghandler-caféen på Sølvsmedegade blev deres sted. I hjørnet ved åen, mellem bøger og dampende kopper, lærte Marina Hansen og Lukas Madsen at kærlighed ikke altid kommer med solen… men nogle gange først, når regnen tvinger dig til at blive lidt længere.

Marie Birk havde altid travlt.Hun var altid på farten.Den novembereftermiddag hastede hun gennem Kompagnistræde

Uncategorized

0283

Indtil hjertet taler: En historie om, hvordan man let mister det mest værdifulde

Jeg kom hjem til middag, som min kone havde lavet den aften. Jeg havde noget vigtigt på hjerte, så jeg

Uncategorized

0134

Toiletterne rengør du her,” sagde klassekammeraten. Fem minutter senere kom hun ind til mig til jobsamtale og blev bleg.

Her skal du vaske toilettet? kommenterede en klassekammerat, mens hun gik forbi mit skrivebord.

Uncategorized

013

Kom nu, skat! Vi er begge knap fyldt atten…

Slap af, min pige! Vi er jo begge knapt 18 år gamle Den ældre mand, omkring syventyve år, med sølvgrå

Par forsvinder sporløst fra Esbjerg i 1988— i 2010 opdages deres indpakkede lig i et sumpområde…

Par forsvandt i Sønderjylland i 1988 i 2010 finder man lig svøbt i presenninger i en mosetroldVejle

Uncategorized

093

DØREN BANKER PÅ

Da jeg giftede mig, begyndte jeg at ringe på døren på min egen dør, den lille lejlighedsport i en gammel

Uncategorized

053

Natasha, vi må tage af sted. Vi kan ikke blive her. Der er ikke noget at gøre. Han har jo kun været hos os kort tid. Bekymr dig ikke, jeg køber en anden hund til dig, meget bedre end denne. Jeg lover! – sagde Oleg og kiggede ned i gulvet.

– Signe, vi må tage afsted. Vi kan ikke blive. Der er ingen anden udvej. Han har jo kun boet kort

Uncategorized

035

Kom nu, skat! Vi er begge knap fyldt atten…

Slap af, min pige! Vi er jo begge knapt 18 år gamle Den ældre mand, omkring syventyve år, med sølvgrå

Uncategorized

018

Den lille grå kattekilling sad ved døren til dyrlægeklinikken. Den græd, mens den lille killing lå tæt ved siden af…

Kære dagbog, I dag stod jeg ved indgangen til dyrlægeklinikken på Nørrebrogade, hvor en lille grå killinger