Dine frække slægtninge har drevet mig til vanvid. Jeg bliver skilt fra dig, hvis ikke de forlader vores hjem i morgen.
Frederikke smed tasken på sofaen med så voldsomt et kast, at den ramte gulvet men hun lod den ligge. Hænderne rystede af vrede, af sorg, fordi hun simpelthen ikke kunne mere.
Nu er det nok. Dine frække slægtninge har jeg fået nok af. Jeg bliver skilt fra dig, hvis de ikke er ude af lejligheden i morgen.
Mads løftede ikke engang blikket fra sin telefon. Sad ved køkkenbordet, drak en Tuborg, som om hun var luft. Måske hørte han hende slet ikke han var blevet god til at lukke hendes ord ude.
Hører du overhovedet efter? Frederikke gik tættere på, lænede sig op ad bordet med begge hænder. Eller er det ligegyldigt for dig?
Jeg hører godt, mumlede han, uden at løfte øjnene. Jeg har kun én mor. Én lillebror. Hvor skal de gå hen?
De kan gå dig og pokker! hun overraskede sig selv stemmen sprængte rammerne. Din mor har jo sin egen lejlighed. Lækker lejlighed, for øvrigt. Gustav bor til leje så må han bo dér!
Mads skubbede endelig telefonen væk og så på hende med matte, trætte øjne. De samme øjne, der engang virkede så smukke og levende. Nu var de kun fyldt med opgivelse.
Frederik, hvor meget mere kan jeg gøre? stemmen var rolig, monoton, og det gjorde hende endnu mere rasende. Min mor er syg, hun skal passes. Gustav hjælper vi bare lidt han mistede jo sit arbejde.
Lidt? Frederikke grinede, kort og surt. Tre måneder har det stået på! Hver morgen står jeg op klokken seks for at nå i bad, fordi din mor vasker tøj til klokken syv. Hver dag kommer jeg hjem og ser Gustav på vores sofa, han er næsten groet fast! Om aftenen blæser han tvet op, spiser chips, stiller tomme øldåser. Og jeg skal gøre rent efter ham? Jeg er ikke jeres hushjælp!
Ingen tvinger dig til at gøre rent.
Skal jeg så vente på dig? hun slog opgivende ud med hænderne. Du kommer først hjem klokken ti, går direkte i seng. Din mor? Hun er altid syg, enten er det blodtryk, så er det hjertet, eller hovedpine. Gustav? Han foretager sig intet andet end at spise og se fodbold!
Mads gned sig træt i øjnene, en gestus hun efterhånden blev kvalm af den betød altid, han ikke ville diskutere, bare trække sig.
Frederikke, lad nu være, ikke i dag. Jeg er færdig.
Færdig? gentog hun, rystede på hovedet. Men jeg er ikke færdig, eller hvad? Jeg bor i det her galehus hver dag og jeg kan bare smile?
Hun vendte sig bort og gik hen til vinduet. Udenfor var det allerede bælgmørkt november, halv seks, og byen blinkede dystert dernede. Frederikke stod i deres egen stue og følte sig som en fremmed.
Det havde været noget helt andet, da de giftede sig for fire år siden. Mads lejede et værelse, hun boede på kollegie. De sparede op til udbetalingen på lejligheden, arbejdede hårdt. Frederikke knoklede på reklamebureauet, ofte sent, men hun brokkede sig ikke det var for deres fælles fremtid. Mads lovede, alt ville blive godt, de skulle endelig have deres eget hjem, uforstyrret. Og nu treværelses ejerlejlighed i Valby, 20 år med realkreditgæld. Og nu boede ikke bare hun og Mads der men også hans mor Birthe og lillebror Gustav.
Skal jeg tale med dem? Mads stemme blev forsonende. Foreslå, de tager det lidt roligt?
Gør du grin? Frederikke vendte sig om. Lidt roligt? Mads, jeg har ikke brug for, de dæmper sig. Jeg har brug for, de flytter. I morgen. Forstår du? I morgen formiddag.
Frederikke
Nej! hun trådte hen til ham, og han veg uvilkårligt et skridt tilbage. Lyt til mig. Enten flytter de, eller jeg flytter. Der er ikke noget tredje.
Mads var tavs. Han så på hende, nu med noget, der kunne ligne forvirring, måske endda angst. Men han sagde intet. Tog bare sin jakke fra knagen.
Hvor skal du hen? spurgte hun.
Ud og gå lidt. Tænke.
Tænk bare godt igennem, sagde hun skarpt. Men det skal ske i morgen.
Døren smækkede. Frederikke stod tilbage i køkkenet, og pludselig ramte bølgen af fortvivlelse som et slag. Hun måtte støtte sig til stolen, tårerne pressede sig på, men hun tvang dem tilbage og trak vejret dybt. Hun kunne ikke græde. Måtte være stærk, ellers blev hun trampet fuldstændig ned.
Fra stuen lød et brag Gustav zappede rundt på kanalerne, så kom fodboldkommentatorens råb og publikumsskrig. Frederikke lukkede øjnene. Hun var så træt.
Den nat sov hun dårligt. Mads kom hjem sent, lagde sig på det yderste af sengen, rørte hende ikke. Da vækkeuret ringede næste morgen, var hans halvdel af sengen allerede tom han var taget på arbejde tidligere end normalt.
I køkkenet sad Birthe. Hun drak te med ostemadder og stirrede ud ad vinduet. En stor kvinde i tresserne, markeret hage og smalle, stramme læber.
Godmorgen, mumlede Frederikke, mens hun gik direkte til kaffemaskinen.
Morg kom det kort, uden at Birthe så op.
Der var en tyk, klæbrig tavshed. Frederikke fyldte kaffe på maskinen. Birthe knasede en agurk.
Mads siger, du vil smide os ud sagde Birthe pludseligt.
Frederikke stoppede op, vendte sig.
Jeg vil ikke smide jer ud, sagde hun langsomt. Jeg vil bare have, at I bor i jeres eget hjem.
Min lejlighed er kold. Ingen varme.
Brug en varmeblæser.
Mit hjerte er dårligt. Jeg har brug for omsorg.
I kan få hjemmehjælp.
Birthe vendte sig mod hende med et målerende blik.
Du har intet hjerte, sagde hun roligt. Vidste det allerede fra første dag, du kom ind i familien.
Noget stak, men Frederikke stod fast.
Det her er ikke din familie, svarede hun koldt. Det her er min lejlighed. Jeg betaler af på lånet. Jeg bor her. Og jeg bestemmer, hvem der skal bo her.
Mads betaler også.
Mads er min mand. Du har opdraget dine børn nu skal du lade os leve vores liv.
Birthe rejste sig, langsomt og værdigt, og gik helt hen til Frederikke. Hun duftede af billig creme og et stænk eddike.
Du vil fortryde, sagde hun lavt. Mads ville aldrig skubbe mig væk. Han er en god søn. Du er bare hans kone. Koner kommer og går.
Frederikke mærkede knuden i maven men svarede ikke, vendte bare ryggen til, slukkede kaffemaskinen og tog sin taske.
Det får vi at se, sagde hun og gik ud.
Dagen gled forbi som i en tåge. Hun sad til møde på kontoret, nikkede, skrev i blokken, men tankerne kredsede om samtalerne fra aftenen forberede argumenter, finde ordene. Kollegae Louise bemærkede, hun så bleg ud, tilbød kaffe Frederikke sagde nej.
I frokosten tog hun ikke ned i kantinen, men i stedet til Fisketorvet. Hun havde brug for pause, at være et sted uden familie og problemer. Hun gik langs vinduer, kiggede på kjoler, sko, tasker købte ingenting, bare lod tankerne glide.
Hun satte sig på en café, bestilte cappuccino og wienerbrød, og nød at se på folk. Studerende, børnefamilier, pensionister. De havde alle deres egne liv, travle og vigtige. Hun var alene og tænkte over, hvor det havde gået så galt.
Telefonen vibrerede: “Snakker vi i aften. Please”, skrev Mads.
Hun svarede ikke. Drak ud, betalte og tog tilbage på kontoret.
Om aftenen var hun hjemme omkring otte. Lys i vinduerne, stemmer fra køkkenet. Frederikke tog skoene af, gik ind i stuen.
Hele flokken sad ved bordet: Mads, Birthe og Gustav. De spiste aftensmad, te, lidt chokolade. Kun hun manglede.
Nå, du er hjemme, sagde Gustav, uden at se op fra leverpostejen. En ranglet fyr på femogtyve, lidt sløv og altid træt ud.
Mads rejste sig.
Frederikke, sæt dig. Lad os snakke.
Om hvad? spurgte hun, blev stående.
Om situationen, roligt og stille.
Hun så på ham og på svigermor, der roligt skænkede mere salat op.
Snakke? Frederikke lo hånligt. Fint, lad os snakke. Jeg sagde i går: Enten er de ude i morgen, ellers søger jeg skilsmisse. Hvad er der at diskutere?
Stop nu, sagde Mads, og gik hen til hende, forsøgte at tage hendes hånd, hun trak den til sig. Der må da være et kompromis.
Hvilket kompromis? hun hævede stemmen. Mads, hører du ikke efter? Jeg vil ikke bo med din familie. Jeg vil bo med dig. Kun dig!
Men de bor her kun midlertidigt
Tre måneder! råbte hun. Det er ikke midlertidigt, det er blevet permanent!
Birthe lagde gaffelen fra sig, tørrede munden med servietten.
Kære pige, sagde hun belærende, man må kunne gå på kompromis i en familie. Du er ung, du kan klare det.
Du Frederikke gik frem, Mads stillede sig ubevidst imellem dem. Du skal ikke bestemme, hvordan jeg lever mit liv!
Jeg er din mands mor.
Ja, og? Giver det dig ret til at overtage vores hjem?
Frederikke! Mads hævede stemmen, Rolig nu!
Du skal ikke bestemme over mig! hun drejede sig mod ham. Hvilken side står du egentlig på?
Han sagde ingenting. Bare stod der, fortabt og handlingslammet. Hans tavshed føltes værre end tusind ord.
Godt, Frederikke sagde stille. Så ved jeg det.
Hun gik ind i soveværelset, fandt en sportstaske og begyndte at pakke tøj, toiletgrej, trøjer, alt lidt mekanisk. Mads kom efter hende.
Hvor vil du gå hen? stemmen dirrede.
Til en veninde, svarede hun uden at se på ham. Overnatter der.
Frederikke, lad nu være
Det skal jeg. Jeg skal tænke.
Tænke over hvad? han lagde en hånd på hendes skulder, vendte hende om. Frederikke, jeg elsker dig. Men det er min mor, min bror. Jeg kan ikke bare lade dem i stikken.
Hun så ham i øjnene.
Men mig kan du?
Han svarede ikke.
Frederikke løsnede sig, lynede tasken og gik. I gangen mødte hun Gustav.
Hey, sagde han og kløede sig i nakken. Hvorfor så irriteret? Vi er da ikke til besvær.
Hun stoppede, vendte sig.
Gustav, sagde hun langsomt, hvis dine ting ikke er ude i morgen aften, smider jeg det hele ud. Alt. Forstår du?
Han blinkede, tog et skridt tilbage.
Mener du det?
Helt sikkert.
Hun smækkede døren og gik ud på opgangen. Hjertet hamrede, åndedragene var korte. Hun lænede sig mod væggen og lukkede øjnene. Hvad havde hun dog gjort? Hun var gået fra sit eget hjem, ladet dem sidde der alle tre.
Men hun ønskede slet ikke at komme tilbage.
Telefonen vibrerede uophørligt Mads ringede, skrev, tryglede hende om at komme retur. Frederikke slukkede telefonen og gik mod elevatoren.
Veninden Nanna boede inde i København, i en gammel lejlighed med knirkede trægulve og afskallet tapet. Hun lukkede med det samme, så straks alvoret.
Kom ind. Skal du have te? Eller noget stærkere?
Noget stærkere, Frederikke sank ned i sofaen.
Nanna kom med vin og to glas, satte sig tæt. Hun lyttede, mens Frederikke snakkede om Birthe, Gustav, om Mads, der altid valgte dem. Ordene kom i stumper og stykker, men Nanna lyttede bare og fyldte vin op.
Det værste er, sagde Frederikke, efter andet glas, og mærkede kroppen slappe af han forsøgte ikke engang at forsvare mig. Hans mor fornærmede mig, Gustav hængte bare ud og han gjorde ingenting.
Åh mænd, sagde Nanna. De fleste er mødres drenge. Nogle skjuler det bare bedre.
Jeg har boet med ham i fire år og vidste ikke
At han var svag?
Frederikke frøs. Ordet stak men ramte plet.
Ja, indrømmede hun.
Nanna skænkede mere op.
Så hvad nu? Skilsmisse?
Måske. Jeg ved ikke.
Lejligheden hvordan er ejerskabet?
Begge står på kontrakten.
Så må I sælge. Splittet på midten, du får din del.
Frederikke forestillede sig en lille lejlighed, langt ude i en alder af 32, helt alene.
Eller, fortsatte Nanna, give ham én sidste chance. Stil dig fast. Enten flytter de i dag, ellers går du.
Jeg har allerede stillet krav.
Så stå fast! Ring ikke, kom ikke hjem. Han må selv indse, hvad han risikerer.
Frederikke nikkede, men nervøsiteten sad fast. Hvad hvis han aldrig indser det? At hans mor er vigtigere?
Natten gik langsomt på gæstesengen. Hun scrollede telefonen 23 ubesvarede opkald fra Mads, ukendt nummer ringede ind. Hun hørte svareren hans stemme skrøbelig: “Frederikke, kom nu hjem. Vi finder en løsning. Jeg snakker med dem. Vil du ikke nok ”
Hun slettede beskeden og slukkede mobilen.
Om morgenen bankede det på døren. Nanna var taget på job hun havde efterladt kaffe og brød. Frederikke tog morgenkåbe på, åbnede.
Birthe stod udenfor i sort frakke, tørklæde og stive sko. Ansigtet var mere stramt end så, måske triumferende.
Må jeg komme ind? spurgte hun.
Nej, svarede Frederikke. Sig det her.
Birthe satte sig ikke op imod det.
Jeg vil tale alvor, sagde hun.
Nej, vi har intet at tale om.
Det har vi sandelig hun rankede ryggen du er ved at ødelægge min familie.
Frederikke lo koldt.
Mig? Det er dig, der har besat vores hjem, saboterer mit liv og har vendt Mads mod mig. Og jeg er skyld i det?
Mads er min søn. Han skal tage sig af mig.
Han kan tage sig af dig med afstand besøg, penge, tage dig til lægen. Men ikke leve på en ung families regning!
Ung familie, sagde Birthe hånligt. Fire år sammen og stadig ingen børn. Har du tænkt dig at give ham nogen eller bare jagte karrieren?
Det stak Frederikke den snak var altid slem. De havde prøvet, men ingen resultat, lægerne sagde tid, behandling. Birthe mente bare, det var Frederikke, der ikke gad.
Det rager ikke dig, sagde hun mellem tænderne.
Det rager mig! Jeg vil have børnebørn. Du tænker kun på dig selv.
Smut nu. Med det samme.
Ellers? Birthe gik nærmere, Frederikke mærkede lugten af creme. Du kan ikke gøre noget. Mads smider mig aldrig ud. Men dig let. Jeg har sagt til ham, nu stopper det med den hystade, han skal finde en ordentlig kone.
Noget knækkede. Frederikke smækkede døren op i Birthe, der måtte springe tilbage.
Du kommer til at fortryde! råbte hun udenfor. Hører du? Fortryde!
Frederikke dumpede ned på gulvet, lænede ryggen mod døren. Hænderne rystede, munden var tør. Hun begravede ansigtet i knæene og lod endelig tårerne strømme, stille, bittert.
Telefonen ringede efter ti minutter. Frederikke tørrede øjnene, så på skærmen. Mads.
Hun ville egentlig afvise men nysgerrigheden tog over.
Ja?
Frederikke, mor siger, du har fornærmet hende, stemmen lød anklagende. Hvordan kunne du?
Nu brast det helt.
Hvordan jeg kunne? hun svarede uendeligt stille. Din mor tropper op og sviner mig til, banker på min venindes dør, og du spørger, hvordan jeg kan smække døren for hende?
Hun er ked af det
Det rager mig ikke! Frederikke råbte nu. Forstår du? Hun har ødelagt mit liv! Hun har taget min mand! Hun
Ingen har taget noget fra dig. Du skaber problemer ud af ingenting.
Ingenting? hun blev kvalt af vrede. Fint. Så bliv med din mor. Bo med hende, sov med hende. Jeg søger skilsmisse. I dag.
Frederikke
Nej. Det er slut. Jeg er færdig. Færdig med at finde mig i alt, undskylde mig, forklare mig. Du har valgt. Lev med det.
Hun lagde på og slukkede mobilen.
Forude ventede ukendthed skilsmisse, salg af hjem, et nyt liv. Hun var bange, men tanken om at blive i det hjem var værre.
Tre måneder senere stod Frederikke på gangen i Københavns Byret, gennemgik papirerne vielsesattest, realkreditudtog, opgørelse over indbo. Papirer raslede i hænderne.
Mads sad på bænken overfor, så ud i luften. Han var blevet tynd, slidt, jakkesættet hang. Ved siden af ham selvfølgelig Birthe, i pænt tøj, med håndtasken og et blik af triumf.
Sagen mellem Linde og Madsen, lød det fra sekretæren. Kom indenfor.
Dommeren en kvinde på femoghalvtreds læste monotonisk op. Frederikke hørte med et fjernt, uvirkeligt blik. Her stod hun i retten, sammen med den mand hun engang elskede, planlagde børn og liv med. Nu delte de lejlighed som fremmede.
Sagsøgte accepterer skilsmisse? spurgte dommeren.
Mads nikkede.
Ja.
Indsigelser til deling af ejendele?
Nej.
Alt var overstået, uden drama, hyl eller tårer. Bare stempler og underskrifter. Lejligheden skulle sælges, pengene deles. To veje.
På vej ud drejede Frederikke sig. Mads stod på trappen, røg alene Birthe var gået lidt væk. Han fangede hendes blik, gik et skridt frem.
Frederik
Nej, hun stoppede ham.
Jeg vil bare sige undskyld. Det er min skyld, det hele gik i stykker.
Frederikke så på ham en træt, fortabt mand, der aldrig blev voksen, aldrig kunne beskytte, som valgte sin mor frem for sin kone.
Ja, sagde hun uden drama. Det er det.
Hun vendte sig, gik mod metroen. Fødderne førte afsted, tankerne var tomme, kun træthed og lettelse.
Friheden duftede af bilos og våd asfalt. Forude ventede en lille lejlighed, nyt job via bekendte, et ensomt liv. Hendes eget. Uden frække slægtninge, uden evige kompromiser, uden at føle sig fremmed i sit eget hjem.
Frederikke tog telefonen frem, skrev til Nanna: “Det er slut. Jeg er fri”.
Svaret kom straks: “Fejrer vi det?”
Frederikke smilede for første gang i evigheder.
“Selvfølgelig.”
