Hun lavede aldrig drama, hun bebrejdede mig aldrig noget; hun var altid venlig og kærlig. Men problemet var der stadig: Der var ingen kærlighed. Hver morgen vågnede jeg med lysten til at gå. Jeg drømte om at finde en kvinde, jeg virkelig kunne elske. Men jeg kunne aldrig have forestillet mig, hvordan skæbnen ville tage en så uventet drejning. Med Clara følte jeg mig tryg. Hun passede ikke bare hjemmet til perfektion, hun var også strålende smuk. Mine venner misundte mig og forstod ikke, hvordan jeg havde været så heldig at få hende som hustru. Selv forstod jeg ikke, hvad jeg havde gjort for at fortjene hendes kærlighed. Jeg er en ganske almindelig mand, uden noget særligt at byde på. Alligevel elskede hun mig… Hvordan kunne det lade sig gøre? Hendes kærlighed og hengivenhed lod mig ikke i fred. Det, der plagede mig mest, var tanken om, at hvis jeg gik, ville en anden tage min plads. En, der var rigere, mere attraktiv, mere succesfuld. Når jeg forestillede mig hende med en anden mand, følte jeg, jeg blev vanvittig. Hun var min, selvom jeg aldrig havde elsket hende. Denne følelse af ejerskab var stærkere end fornuften. Men kan man leve hele livet sammen med en, man ikke elsker? Jeg troede det, men tog fejl. – I morgen fortæller jeg hende alt – besluttede jeg, da jeg gik i seng. Om morgenen, under morgenmaden, samlede jeg mod. – Clara, sæt dig, jeg har brug for at tale med dig. – Selvfølgelig, jeg lytter, skat. – Forestil dig, vi bliver skilt. Jeg smutter, og vi bor hver for sig… Clara lo: – Sikke nogle besynderlige tanker? Er det en leg? – Lyt lige færdig. Det er alvor. – Okay, jeg forestiller mig det. Og hvad så? – Svar ærligt: Ville du finde en anden, hvis jeg gik? – Alexander, hvad er der galt? Hvorfor tænker du på at gå? – For jeg elsker dig ikke og har aldrig gjort det. – Hvad? Er det en joke? Jeg forstår ingenting. – Jeg vil gå, men jeg kan ikke. Tanken om, at du er sammen med en anden, giver mig ikke ro. Clara tænkte sig om et øjeblik og svarede roligt: – Jeg finder aldrig nogen bedre end dig, så bare rolig. Gå du bare, jeg vil ikke være sammen med nogen anden. – Lover du det? – Selvfølgelig – forsikrede Clara mig. – Men hvor skal jeg gå hen? – Har du ikke et sted at tage hen? – Nej, vi har været sammen hele livet. Jeg må nok blive i nærheden af dig – sagde jeg trist. – Det skal du ikke bekymre dig om – svarede Clara. – Efter skilsmissen bytter vi lejligheden ud med to mindre. – Mener du det? Jeg havde ikke regnet med, at du ville hjælpe. Hvorfor gør du det? – Fordi jeg elsker dig. Når man elsker nogen, kan man ikke holde dem tilbage mod deres vilje. Der gik nogle måneder, og vi blev skilt. Kort efter fandt jeg ud af, at Clara ikke havde holdt sit løfte. Hun fandt en anden mand, og de lejligheder, hun arvede fra sin mormor, havde hun aldrig tænkt sig at dele. Jeg stod tilbage med ingenting. Hvordan skal jeg kunne stole på kvinder nu? Jeg aner det ikke. Hvad synes I om Alexanders opførsel?

Jeg har aldrig haft brug for at lave scener, og jeg har aldrig fået bebrejdelser af Ingrid; hun var altid venlig og omsorgsfuld. Men problemet blev ved med at nage mig: der var simpelthen ingen kærlighed.
Hver morgen vågnede jeg med en længsel efter at forsvinde jeg gik rundt med en drøm om, at jeg en dag ville finde en kvinde, jeg faktisk kunne elske. Men jeg havde aldrig forestillet mig, hvor uventet skæbnen ville gribe ind.
Sammen med Ingrid følte jeg mig tryg. Hun holdt hjemmet fejlfrit, og hun var uden tvivl utrolig smuk. Mine venner misundte mig og undrede sig over, hvordan jeg havde været heldig nok til at blive gift med hende.
Jeg forstod ikke engang selv, hvad jeg havde gjort for at gøre mig fortjent til hendes hengivenhed. Jeg er bare en ganske almindelig mand, intet særligt. Alligevel elskede hun mig men hvordan var det overhovedet muligt?
Hendes kærlighed og hendes varme gjorde det kun værre for mig. Det værste var tanken om, at hvis jeg gik min vej, ville der bare komme en anden og indtage min plads. En mere succesfuld, flottere, rigere mand.
Når jeg forestillede mig hende sammen med en anden, blev jeg nærmest vanvittig. Hun var min, selvom jeg aldrig havde elsket hende. Den følelse af ejerskab var stærkere end fornuften. Men kan man leve hele sit liv med en, man ikke elsker? Jeg troede det, men jeg tog fejl.
– I morgen fortæller jeg hende alt, besluttede jeg, mens jeg lagde mig i sengen. Næste morgen samlede jeg mod ved morgenbordet.
– Ingrid, vil du ikke sætte dig? Jeg er nødt til at tale med dig.
– Selvfølgelig, jeg lytter, skat.
– Forestil dig, at vi blev skilt. At jeg flyttede ud og vi levede hver for sig…
Ingrid lo mildt:
– Sikke nogle pudsige tanker, er det en leg du leger?
– Lyt nu, det er alvorligt.
– Okay, jeg forestiller mig det. Hvad så?
– Vær helt ærlig: Ville du finde en anden, hvis jeg gik?
– Kristian, hvad er der galt med dig? Hvorfor går du rundt med de tanker?
– Fordi jeg ikke elsker dig, og ærligt talt har jeg aldrig gjort det.
– Hvad? Det kan du da ikke mene? Jeg forstår ingenting.
– Jeg vil gerne forlade dig, men kan ikke. Bare tanken om, at du ville være sammen med en anden, driver mig til vanvid.
Ingrid tænkte sig straks godt om, så svarede hun med rolig stemme:
– Der findes ingen bedre for mig end dig, så du behøver ikke bekymre dig. Gå du bare, jeg finder ikke nogen anden.
– Lover du det?
– Det gør jeg, sagde hun uden tøven.
– Men… hvor skal jeg så tage hen?
– Har du ikke andre steder at tage hen?
– Nej, vi har jo været sammen hele livet. Sandsynligvis bliver jeg nødt til at bo i nærheden af dig, sagde jeg trist.
– Det skal du ikke spekulere på, sagde Ingrid. Når vi er skilt, kan vi bytte lejligheden ud med to mindre.
– Vil du virkelig hjælpe mig sådan? Det troede jeg ikke, du ville. Hvorfor gør du det?
– Fordi jeg elsker dig. Når man elsker nogen, kan man ikke holde dem fast imod deres vilje.
Et par måneder gik, så blev vi skilt. Kort tid efter fandt jeg ud af, at Ingrid ikke holdt sit løfte. Hun fandt en ny mand, og de lejligheder, hun arvede fra sin mormor, havde hun aldrig haft tænkt sig at dele. Jeg stod tilbage med ingenting.
Hvordan skal jeg nogen sinde kunne stole på kvinder efter det her? Jeg ved det virkelig ikke.
Hvad ville I selv tænke om Kristians opførsel?