Kære, nu skal du høre, jeg må bare fortælle dig, hvordan det gik, for det var virkelig en intens dag.
Det startede tidligt om morgenen. Simon stod midt i entréen i vores lejlighed på Østerbro, holdt sin mørkeblå blazer ud i strakt arm, som om det var et stykke radioaktivt affald. “Se nu på den her jakke, Karen! Jeg hentede den i rens i går, og nu ligner det, jeg har taget en lur på kattehjemmet. Hvor meget skal jeg egentlig finde mig i?”
Hans stemme var ikke bare irriteret; den havde fået en skinger klang de seneste måneder, sådan en hans-patient-i-vente-vibe. Jeg stod og vendte pandekager, sukkede, slukkede for komfuret, tørrede hænderne af i forklædet, og vendte mig mod ham. Jo, der var et par hvide hår på blazeren, det var rigtigt nok.
“Simon, hvorfor råber du? Det er jo derfor jeg altid siger, du skal hænge dit tøj direkte i skabet og ikke på stolen i stuen. Du ved jo godt at Ludvig sover der. Kom, jeg fjerner det med rullen.”
Jeg tog den der klisterrulle, som jeg altid har liggende på skohylden, og fjernede hurtigt hårene. Jakken så ud som ny igen. Men Simon var stadig stiv i ansigtet, og han trak sin arm væk som om jeg var i gang med at give ham en rabies-vaccine.
“Det er ikke det med skabet, Karen! Det er det hele! Der er ikke til at være her hjemme for alle dine… dyr. Man kan ikke sidde i sofaen, ikke træde på måtten uden at vride sig udenom madskåle og kattebakker. Jeg kommer hjem for at slappe af, ikke for at navigere i et zoo. Du har simpelthen omdannet vores hjem til et cirkus!”
Jeg sagde ingenting. Min mave knugede sig sammen, som den var blevet så vant til ved Simons konstante brokkeri. “Vores hjem” sagde han, men det var egentlig mit – og min mormors – 3-værelses med højt til loftet, arvet længe før jeg mødte Simon. Han kom for fem år siden med en weekendtaske og en computer, og dengang syntes han, det var hyggeligt med min gamle sølvgrå Ludvig og den bly tofarvede kat Maja. Han kløede Ludvig bag øret og sagde, at kæledyr skabte varme i hjemmet.
Men da hverdagen blev grå, begyndte han at kræve steril orden og total opmærksomhed. “Vi har kun to katte, Simon,” sagde jeg, mens jeg lavede kaffe til ham. “Og de har været her længere end dig. De er familie.”
“Familie, fnøs han, sætter sig ved bordet. “Det er jo bare dyr. Ubrugelige, der spiser og sover. Ser du, hvad deres mad koster? Så din kvittering i går. 340 kroner! For kattemad! Og så snakker du om at spare op til sommerferie.”
“Det er medicinsk foder, Ludvig har nyrer, har du jo hørt,” jeg satte koppen foran ham, “Og det køber jeg for min egen løn. Dine penge rører jeg ikke.”
“Vi har jo fælles økonomi!” brøler Simon og hamrer i bordet. Hans ske hopper rundt som en hoppebold. “Hvis du bruger dine penge på det, mangler der til vores mad! Og så står jeg for at købe kød og grønt. Det er simpel regning, Karen!”
Jeg kiggede på ham og så ikke længere manden, der gav mig blomster, men en gnaven, smålig type, der kun tænkte på sit eget. Simon har haft det svært på arbejdet, afdelingen blev omorganiseret, og han frygter at miste jobbet, men han lader det gå ud over mig og mine elskede katte.
Så kommer Ludvig trissende ind i køkkenet, stor og majestætisk, gnider sig mod mit ben og miaver for morgenmad. “Skrid!” Simon råber og sparker ud, så Ludvig hopper forskrækket væk, skraber med kløerne på hans bukseben så stoffet flænser.
Et sekund er der pinlig tavshed. Simon stirrer vantro på sine bukser, hvor der nu er en lang flænge. “Nu er det nok,” hvisker han med stemme så kold, jeg får kuldegysninger.
Han rejser sig, vælter stolen, ansigtet rødt. “Jeg har holdt ud i fem år! Hår i suppen, stank fra kattebakken, hoppen rundt om natten… Men ødelægger mine ting! Karen, du får et valg: det er mig eller kattene. Du har til i aften. Når jeg kommer hjem, skal de være væk. Giv dem væk, sæt dem ud, indlever dem jeg er ligeglad. Men jeg vil ikke leve med dem mere. Jeg er mand, og jeg forlanger respekt!”
“Du er seriøs?” spurgte jeg, helt paf. “Du giver mig et ultimatum. Over nogle bukser?”
“Nej, det handler om din prioritering! Du elsker de pelsbolde mere end din egen mand. Vis nu, at det ikke er sandt jeg tjekker i aften.”
Og så buser han ud, så kalenderen falder ned fra væggen. Jeg bliver stående som et menneskeligt spørgsmålstegn, hænger den op igen, og så sætter jeg mig og græder ikke af sorg, men over magtesløsheden. Hvordan kan han kræve, jeg svigter dem, der er afhængige af mig? Ludvig er tolv, han kræver pleje. Maja er så sky, hun ville ikke overleve en dag udenfor.
Ludvig kommer forsigtigt fra under sofaen. Han hopper op på mine knæ, lægger sine poter på mine lår, og begynder at spinde højt og beroligende. Jeg kysser hans pels. “I bliver her, intet kan få mig til andet,” hvisker jeg.
Resten af dagen går som i en tåge. Jeg ringer ind på kontoret, tager fri, kan ikke tænke klart. Trisser rundt, vander planter, rydder op, gruble-gruble.
Tænker på dengang Simon skubbede til Maja for et halvt år siden han sagde det var et uheld, men jeg så noget andet. På alle de regler: Ingen katte i soveværelset, skønt de bare ville ligge tæt. På hans evige tvivl på mine valg, når jeg jo både ejer lejligheden og ordner alle regninger.
Ved frokost klarnes tankerne. Simons ultimatum er ikke bare vrede, det er en prøve. En person, der tvinger én til at vælge mellem kærlighed og ansvar, fortjener ingen af delene. I dag er det kattene i morgen min gamle mor i overmorgen mig selv, hvis jeg bliver besværlig.
Klokken er fire, Simon kommer klokken syv. Jeg har tid nok.
Ind i soveværelset, åbner hjørneskabet, tager den store trolleykuffert frem den vi havde med til Kroatien. Tør støvet væk, åbner den. Den er stor nok til alle Simons ting.
Begynder at pakke metodisk. Jakkesæt, bukser, skjorter, striktrøjer. Sokker og undertøj i sidelommer. Så ringer det på døren. Mit hjerte springer, men det er bare Edith fra nabolejligheden. Hun har tit brug for lidt snak, lidt sukker. “Hej Karen, gik lige forbi og så Simon fykse ud af døren, alt larm og ballade. Alt ok?”
“Rolig, Edith, vi ordner bare lidt praktisk.” Hun inviterer mig over til aftenkaffe, hvis jeg skulle få lyst.
Jeg pakker videre. Hans tandbørste, deodorant, barbergrej alt ned i tasken. Hans sko. Alt han ejer.
Klokken seks står kufferten og hans sportstaske i gangen. Lejligheden føles tom men også lidt lettere, som om noget giftigt er fjernet.
Jeg laver te med frisk mynte, stiller mad til kattene og sætter mig i lænestolen. Ludvig ruller sig sammen ved mine fødder, Maja hopper op på armlænet.
Klokken kvart over syv skramler nøglen i døren. Jeg får ikke så meget som et ryk, kan høre Simon gisper efter luft fra den femte etage.
“Nå?! Har du nu tænkt dig om, Karen? Hvor er de pelsede monstre? Forhåbentlig smidt ud?”
Han går ind, uden at tage skoene af. “Jeg forstår ikke, hvorfor de stadig er her?”
“Fordi det er deres hjem, Simon. Dit står i gangen.” Han stirrer uforstående, går ud. “Hvad… min kuffert? Du smider mig ud over to katte?!”
“Nej, Simon. Du smider dig selv ud, når du kræver, jeg vælger. Kærlighed handler om løsninger ikke krav. Du vil udøve magt, ikke omsorg. Det er ikke styrke, det er svaghed.”
Simon bliver hidsig, hans arme fægter: “Du er skør! Hvem vil have en kvinde over fyrre med katte? Jeg har holdt dig ud! Du vil kravle tilbage!”
“Lejligheden er min, job har jeg, god løn. At skulle gøre rent og tage opvask efter dig? Slut med det. Ingen kommer til at slide på mine nerver længere. Jeg skal nok klare mig, Simon. Endelig kan jeg trække vejret.”
Simon vil fare op, men Ludvig rejser sig, krummer ryg og udstøder et brøl. Simon hopper tilbage chokeret.
“Så skrid dog!” væser han, “siddende katte-kone! Find dig en, der vil have dig.”
Han tumler ud, brokker sig, spørger: “Hvor er min computer?”
“I tasken, sidelommen,” siger jeg roligt.
“Papirer?”
“I kufferten, helt øverst. Din yndlingskop ligger også der.” Hans rolige stemme gør ham endnu mere rasende.
Han venter lidt, håber måske jeg vil stoppe ham. Imens sidder jeg stille og han går. Døren smækker endeligt. Kufferten rumler på trappen.
Jeg sidder i stilhed, mærker efter om der kommer sorg eller frygt. Men det eneste jeg føler, er lettelse, som at have smidt et tons sten fra ryggen.
Ludvig kommer op, gnider sig mod min hånd. “Du er en sand bodyguard,” smiler jeg. Maja hopper op på mit skød, ruller sig sammen til en lille bold.
En time efter ringer telefonen. “Elskede” jeg blokker ham straks og ændrer kontakt til “Simon Eks”. Sletter ham endda.
Tager et glas rødvin fra skabet, laver en ostemad. Mærker roen brede sig; i morgen kan det godt blive bøvlet, måske vil Simon ringe, true eller snakke om deling. Men alt det tager jeg i morgen.
I dag er jeg hjemme. Rigtigt hjemme. Her må jakken hænge på stolen, her er der ingen sure miner over krummer på gulvet. Her bliver ingen kat sparket.
Det ringer igen blidt. Det er Edith, der kommer ind med hjemmebagt kålpasta. “Hørte du har fået fred og ro, Karen. Så må du jo have tid til te!”
Jeg ser på hende, kattene titter nysgerrigt, og jeg inviterer hende ind. “Han er flyttet, Edith. For altid. Kom indenfor nu er her stille og plads til snak.”
Vi får te, spiser kage, og kattene spinder. For første gang i fem år føler jeg mig virkelig lykkelig og fri. Ensomhed er ikke at være hjemme med katte det er at leve med én, der ikke har hjertet med dig, og tvinger dig til at svigte dig selv hver dag for at få hans anerkendelse.
Næste dag får kattene tid hos dyrefrisøren nu skal de virkelig forkæles. De har fortjent det. For de hjalp mig af med livets største bagage.
Tak fordi du gad høre med du må gerne skrive, hvis du genkender noget af dig selv i det her. Og så håber jeg bare, vi alle sammen tør sige stop, inden det er for sent.
