Vidste du, at din mand har en elskerinde?

Ved du godt, at din mand har en elskerinde?
Ved du godt, at han har en kone? svarede jeg syrligt.
Nej, er det rigtigt?! udbrød stemmen i telefonen forarget. Det er altså ikke mig!
Det er heller ikke mig!
Jamen, hvem er det så? spurgte stemmen forvirret.
En hest i frakke, svarede jeg forvrænget og lagde bare på.
Jeg havde slet ingen mand, men humøret var skidt, så hvorfor ikke tage en snak?
Opkaldet vendte tilbage to timer senere.
Ja, jeg ved det godt, elskerinde, sagde jeg roligt, mens jeg skar i min kyllingelår.
Hvordan ved du det? Stemmen lød igen nervøs.
Sikke en ubeslutsom elskerinde du er, drillede jeg, mens jeg rørte remoulade sammen.
Hvad laver du? spurgte den unge kvinde i røret nu tydeligt forvirret.
Jeg spiser et lår.
Hvis lår?!
Den forrige elskerindes.
Samtalen døde ud.
Jeg snøftede højlydt og nød min mad, skyllede det hele ned med solbærte.
Denne gang ventede elskerinden kortere, lige præcis tid nok til at tage den sidste tår te.
Du løj for mig, erklærede stemmen fornærmet.
Godaften igen, elskerinde.
Hvorfor græder du ikke? spurgte hun efter lidt pause.
Hvorfor skulle jeg græde?
En normal kone burde da græde! indvendte elskerinden stødigt.
Jeg er ikke en normal kone. Mand over bord kvinden får det lettere.
Kvinde over bord… mumlede hun.
Måske er du kvinde, men jeg er en ordentlig dame, sagde jeg sarkastisk og måbede hende.
Så du giver slip på ham? prøvede hun igen.
Holder jeg ham fast?
Tja, det ved jeg ikke…
Nej, jeg ved det heller ikke.
Du forvirrer mig! udbrød hun irriteret. Vil du slippe ham eller ej?
Tag ham du bare, sagde jeg stort og bredt. Og tag også Viggo, Vilma, Vibeke og Vincent.
Hvem er det? spurgte elskerinden forbløffet.
To børn, en undulat og en kat. Gæt hvem der er katten. Jeg kneb mig selv for ikke at grine.
Eh… Hvorfor alle med V? spurgte hun forsigtigt, tydelig tungen på vej baglæns.
Vil du hellere have et A? snappede jeg.
Det er da mærkeligt.
Ikke spor mærkeligt, det var min mand der valgte, sagde han, i mit hus skulle alt starte med V.
Du hedder da ikke V… indvendte hun vredt.
Helt korrekt, sagde jeg som egentlig hedder Astrid. Ved du hvad han kaldte mig? spurgte jeg spændt.
Hvad? lød det blødt fra røret.
Jeg bladrede panisk gennem V-navne i hovedet og udbryder højtideligt:
Valborg!
Mig kaldte han for “Varling”, sagde hun forvirret.
Der kunne jeg ikke holde latteren tilbage.
Al min dårlige stemning var væk.
Jeg var glad for, at jeg ikke var gift og ikke blev nødt til at høre sådan noget vrøvl for alvor.
“Elskerinden” vækkede mig ved midnatstid.
Ved du hvad? sagde hun koldt. Hvis du er sådan en ukonventionel kone, så behold den ukonventionelle mand. I er det perfekte par! råbte hun og lagde på.
Lidt senere så jeg, hun havde blokeret mit nummer.
Sådan kom jeg, på en ganske almindelig lørdag aften, til ved et tilfælde at redde et ægteskab. Jeg håber konen sætter pris på det.
Personligt lærte jeg, at lidt humor kan redde selv den værste dag.