Svigermor kom på surprisebesøg – men havde ikke regnet med, hvem der ville åbne døren for hende Birthe Hansen kørte hjem til sin søn med en beslutsomhed, der fik vinduesviskerne til at svinge ekstra energisk hen over bilruden. Regnen trommede, mens hun inde i hovedet genopførte samtalen med Nikolaj. Nu skulle det siges som det var – endelig uden den evigt undskyldende Signe og hendes forsøg på at gøre alle tilpas. Birthe tænkte: “Sikke et heldigt sammentræf,” da hun svingede ind i den velkendte gård. Signe var taget til sin mor i Jylland for nogle dage. Endelig, nu kunne Birthe tale med sønnen alene, uden en fremmed. Og Signe var og blev fremmed, med alle sine forsøg på at blive en del af familien. I tre år havde Birthe set sin søn leve med den forkerte kvinde. Line var anderledes. Line lavede frikadeller, så Nikolaj bad om en ekstra. Hun vidste, hvad hjem betyder, og skabte hygge. Signe arbejdede altid – hjemme føltes mere som en udstilling end et hjem. Birthe gik op ad trappen og forestillede sig en fortrolig samtale over te, hvor hun forsigtigt ville antyde, at måske skulle Nikolaj tænke sig om. Line ringede stadig og spurgte til ham. Sådanne kvinder venter ikke for evigt – og tiden går. Birthe smilede, da hun trykkede på ringeklokken. Nu kunne de endelig tale ordentligt sammen. Døren blev åbnet. – Fru Hansen? – Line stod i døråbningen i hyggetøj, med et håndklæde om håret og ansigtet uden makeup. Hun så ud, som om hun hørte til. Birthe mærkede straks en tørhed i halsen. – Line? Hvad laver du her… – Kom indenfor, du skal da ikke stå derude, – Line trådte til side og lod hende ind i entreen. – Nikolaj er i bad, vil du vente på køkkenet? Birthe trådte ind som i en drøm. Der duftede af kaffe og bagværk – og der hang en dames jakke, tydeligvis ikke Signes. – Jeg forstår ikke, – begyndte Birthe, men Line gik allerede ind i stuen og smed håndklædet på sofaen. – Vil du have te eller kaffe? Jeg har lige brygget. – Line, forklar mig lige… – Hvad er der at forklare? – Lines blik viste træthed. – Vi vil jo det samme, ikke? At Nikolaj er lykkelig. – Er du her tit? Line trak på skuldrene og tændte for elkedlen. – Når hun ikke er hjemme, ja. Vi er jo ikke fremmede for hinanden. Vi boede jo sammen i fire år. Børn fik vi ikke – men det er jo ikke for sent. Birthe fik ondt i hovedet af den almindelige tone. Kaffen blev brygget på gammeldags vis – præcis som Birthe huskede det. Line havde været en god svigerdatter. Hun kendte jo til rigtig kaffe. – Men Signe… – Signe? – Line satte sig overfor med koppen i hænderne. – Hun er væk igen. For tredje gang på en måned. Hos sin mor, sine veninder, sent på arbejde. Du ved, hvordan de lever. Familien betyder ikke noget for hende. Huset er bare en kulisse. Fra oven lød skridt. Nikolaj gik rundt og gjorde sig klar. – Vi talte hele natten i går, – fortsatte Line stille. – Han sagde, han var træt af at lade som om. Med Signe føler han sig som gæst i eget hjem. Birthe ville sige noget, men ordene sad fast. Det var jo præcis det, hun ønskede. Line skulle tilbage – de skulle giftes, få børn, alting skulle falde på plads. Men hvorfor føltes det pludselig så forkert? – Mor? – Nikolaj kom ned – ren skjorte, jeans, og smil til Line. – Jeg forstår ikke, – begyndte Birthe. – Der er intet at forstå, – han satte sig ved siden af Line og lagde hånden på hendes skulder. – Vi har besluttet os. Når Signe kommer hjem, skal hun have besked. Nu stopper forestillingen. – Forestillingen? – Mor, du ved jo, at vi ikke passer sammen. Hun er karrieremenneske, jeg er familietype. Hun vil restaurant og rejser, jeg vil bare være hjemme med kone og børn. Line smilede svagt, nippede til kaffen. – Men I har jo været sammen i tre år. – Tre år, hvor vi begge prøvede, – rettede Nikolaj. – Jeg forsøgte at ændre hende, hun forsøgte at leve op til mig. Vi er udkørte. I det øjeblik lød nøgle i døren. Birthe vendte sig så voldsomt, at hun næsten væltede koppen. – Jeg er hjemme! – Signes stemme lød i entreen. – Kom hjem tidligere, min mor fik det bedre. Hun stod i døren med taske og indkøbsposer – og stivnede, da hun fik øje på de tre ved bordet. – Fru Hansen, – sagde hun lavt. – Hej. – Signe, – stammede Birthe og forsøgte at rejse sig. – Hej, – sagde Line i samme tone. – Vi drikker bare kaffe. Vil du have? Signe satte tasken fra sig. – Jeg forstår, – sagde hun. – Det hele er klart nu. – Signe, lad os tale sammen, – Nikolaj rejste sig, men hun stoppede ham med en håndbevægelse. – Nej, Nikolaj. Jeg tror, billedet taler for sig selv. Hun lod blikket glide hen over køkkenet – ekskonens hjemlige udseende, mandens skyldfyldte blik. – Hvor længe? – spurgte hun roligt. – Signe, det er ikke sådan… – Jeg forstår udmærket, – sagde hun koldt. – Spørgsmålet er bare, hvor længe jeg har levet i jeres teater og spillet rollen som fjols. Birthe fik endelig rejst sig. – Signe, det er ikke med vilje… – Ikke med vilje? – Signe betragtede Birthe – og der var noget nyt i hendes øjne. – Og at hun er her i dag, hvor jeg ikke skulle være hjemme, er bare tilfældigt? Line satte sin kop fra sig. – Signe, lad nu være med at overdrive. Nogle gange går tingene bare ikke. – Gik ikke, – gentog Signe. – I tre år har jeg troet, det var mig. At jeg ikke var god nok til madlavning, arbejdede for meget, ikke lavede hygge. Jeg prøvede at blive bedre. Men sandheden er, jeg bare var i vejen. – Signe, sådan er det ikke, – prøvede Nikolaj. – Det er præcis sådan. – Hun tog tasken. – Og ved I hvad? Jeg vil ikke være i vejen mere. – Hvor skal du hen? – Til min mor. For godt. Signe vendte sig mod døren. Birthe skyndte sig efter hende. – Signe, vent nu! Lad os tale sammen. – Om hvad? – Signe stoppede. – Om at du har arrangeret deres møder i tre år? At jeg har gjort mig umage for at blive accepteret, mens du arbejdede på at få Line tilbage? – Jeg mente det kun godt… – Du mente det rigtige. – Signe tog sin jakke på. – Det eneste, der manglede, var bare ærlighed fra starten. Ikke alt det teater. – Signe, du kan jo ikke bare gå sådan? – Jo, det kan jeg. – Hun åbnede døren. – Faktisk er jeg allerede på vej. – Hvad med lejligheden? Og tingene? – råbte Nikolaj. Signe vendte sig. – Lejligheden var din før mig, den bliver din igen. Og tingene? – Hun smilede skævt. – Jeg tager kun det med, jeg havde med. Og min samvittighed – den købte jeg ikke her. Døren smækkede. Birthe blev stående og mærkede, at noget tungt satte sig i brystet. Nu var alt, som hun havde ønsket sig – Signe var væk, Line tilbage, sønnen fri. Men hvorfor føltes det forkert? – Nå, mor, – lød Nikolaj fra køkkenet. – Så fik du, hvad du ville. Birthe gik ud til køkkenet. Line stod og vaskede op som den hjemmevante. Nikolaj sad og stirrede ud. – Søn, jeg har jo ikke presset dig. – Ikke direkte. Du har bare i tre år fortalt, hvor god Line var, og hvor forkert Signe var. Du har savnet Line hver gang Signe lavede mad, du sukkede hver gang hun gjorde noget galt. Birthe sagde ingenting. – Ved du hvad, mor? Du bør tage hjem. Line og jeg har noget at snakke om. Line vendte sig fra vasken. – Hvad er der at snakke om? Det er jo afgjort. Vi fortsætter bare. – Ja, – sagde Nikolaj lavt. – Spørgsmålet er bare, om jeg overhovedet vil fortsætte sådan her? – Nikolaj, hvad siger du dog? – Line slap svampen. – Vi har jo afgjort det! – Det er dig og mor, der har afgjort det. Ingen spurgte mig. Birthe mærkede, at jorden forsvandt under hende. – Søn, det sagde du jo selv… – Jeg har sagt mange ting. Jeg har også sagt, jeg elsker Signe. Det hørte I ikke, vel? – Men I passer jo ikke sammen! – Hvordan kan du vide det? Du besluttede det fra starten – og gjorde alt for at det blev sandt. Nikolaj rejste sig og tog sine nøgler. – Jeg kører hen til Signe. Prøver at forklare. – Hun forstår dig ikke, – sagde Line. – Hvordan ved du det? – Han så koldt på sin ekskone. – For resten – læg nøglerne på bordet, og kom aldrig mere. – Nikolaj! – Line, du er god. Men det vi har gjort i dag, var usselt. Det ved du godt. Han gik, og smækkede døren. Birthe sad ved bordet og så Line samle sine ting. – Ja sådan, – mumlede Line. – Jeg troede ellers… – Hvad troede du? – At han elskede mig. Han var bare vant til mig. – Line tog jakken på. – Jeg var også bare vant til det hele – denne lejlighed, dette køkken, at føle mig som hjemme. – Line. – Ved du hvad, Fru Hansen? – Line standsede ved døren. – Næste gang, lad være med at blande dig i andres liv. Selv hvis det er din søn. Han er voksen. Skal selv have lov at fejle. Døren klappede for anden gang den dag. Birthe sad alene i et fremmed køkken. Her, hvor hun for bare en halv time siden troede, hun genskabte retfærdigheden, kunne hun nu se, hun havde ødelagt noget, hun burde have ladet være. Kopperne stod på bordet. Birthe tog en op og huskede pludselig, hvordan Signe altid vaskede op med det samme. Hvordan hun spurgte til Birthe’s helbred, tålmodigt hørte om naboerne og huskede, hvem der fejlede hvad. Hun var en god svigerdatter. Bare ikke den, Birthe havde ønsket sig. Nu var der ingen tilbage. Birthe vaskede kopperne, tørrede bordet af og kørte hjem. På vejen tænkte hun over, hvordan hendes “tjek” havde vendt op og ned på alting – bare ikke som planlagt.