Godmorgen, elskede.
Godmorgen, elskede.
Jeg vågnede, som altid, et minut før vækkeuret ringede. Gammel vane fra værnepligten. Rullede ud af sengen og ned på gulvet, pressede et par armbøjninger af uden at åbne øjnene. Blodet begyndte at suse, resterne af søvnen forsvandt.
Jeg går lige ind og vækker drengene, Lise.
Drengene mine tiårige tvillingesønner, sover i værelset ved siden af. To små kopier af mig selv, med munden let åben, som om de drømmer den samme drøm.
Radiatoren havde stået af hele natten, så jeg sprang morgenturen over; det var for koldt at vække dem før tid. Stod lidt og betragtede dem, fascineret over hvor stærke de egentlig var blevet begge to.
Da jeg selv var i deres alder, var jeg stik modsat: spinkel, ranglet, kroget. Generet, hvilket de andre altid tog for at være en kujon. Det faglige kom let, men drillerierne i skolen var hårde. Jeg kunne ikke finde ud af at give igen, og jeg vidste, jeg var svagere. Til idræt kæmpede jeg for at følge med, men bemærkningerne fra idrætslæreren ødelagde alt. Om sport sagde min mor altid:
Jeg har ikke født en klog, jødisk dreng for, at han skal lære at bokse næser flade.
Genertheden holdt mig også væk fra træningslokalerne drømmen om styrke tabte, endnu engang. Min mor var sjældent hård, men i dén sag stod hun fast; ellers svømmede hun mig over med omsorg. Måske derfor rømmede jeg mig væk efter gymnasiet, direkte ind i militæret. Efter to år kom jeg hjem trænet, selvsikker og med et talent for boksning. Fra den kloge, forsigtige jødiske dreng blev jeg på rekordtid til en robust kandidat til bokselandsholdet. Det gjorde min mor alt andet end glad, men min træner stod klar med åbne arme.
Studiestarten på idrætshøjskolen blev starten på et helt nyt liv: konkurrencer over hele landet, venskaber, kollegiefester. Men så opstod et spritnyt problem piger. Selvom jeg nu kunne bokse, gik genertheden ingen vegne. At invitere en pige ud, eller bare tale med en ved tyve, var næsten lige så svært som ved ti. Indtil jeg mødte hende.
Liselotte Lis var skolens stjerne. Dansk mester i udspring, høj, lyshåret, grønne øjne. Klog, charmerende, men på sin egen introverte måde vi kaldte hende altid Planeten. Vi blev uadskillelige fra første dag.
Det var så nemt, bare at være sammen. Timer med stilhed på gåture gennem Frederiksberg Have, heppe på hinanden til stævnerne. Da hun en dag kyssede mig, friede jeg omgående.
Marsboernes bryllup fejrede vi med hele holdet. Folk holdt af os, fordi vi var åbne og helt uden bagtanker.
Efter et år tog Lis orlov hun var gravid. Om aftenen tog jeg så med toget til Hovedbanegården for at tage natarbejde som havnearbejder. Underligt nok følte jeg mig for første gang i livet stærk. Ikke fordi jeg bar tunge ting, men fordi jeg indså, at jeg kunne klare det hele, forsyne familien, opdrage børnene. Jeg var stærk, og jeg havde hende.
Lis bekymrede sig meget under graviditeten, men lægen beroligede os; det gik godt, sagde han, og drillede:
Det eneste, jeg kan skuffe jer med, er, at I får dobbelt op, hvis I ikke kan lide børn. I venter tvillinger.
Om natten drømte vi om fremtiden, vores børn, hvordan vi selv ville være om ti år, hvilket hus vi ville købe ude på Djursland… Men det er jo netop om natten, man tør drømme.
Dagen før fødslen tog hun mig i hånden og sagde, alvorligt:
Lov mig, at du aldrig vil forlade dem, lige meget hvad der sker!
Jeg blev først lidt fornærmet. Men jeg så hende i øjnene og nikkede bare. Næste dag gik fødslen i gang. Den blev lang og svær. Hun var bevidstløs næsten et døgn lægerne fandt aldrig ud af, hvorfor hun blødte. Men da de opdagede det, var det for sent.
Hvad der skete den nat, husker jeg ikke. Det hele var som i et mareridt. Næste morgen vågnede jeg op ude på Hovedbanegården, halvt i en vandpyt. Hovedet var sprængfyldt, alkoholen hamrede endnu i blodet, men én tanke gjorde mig brat ædru: jeg havde to, der ventede.
Jeg afsluttede studiet, men konkurrencerne var ovre. Idrættens Forbund skaffede os en lejlighed, og jeg flyttede ind med mine drenge. Først hjalp min mor, så groede mine sønner hurtigt, og vi tre klarede os sammen. Jeg underviste på flere idrætshold i B93, men da drengene startede i skole, fik jeg job der, så vi var sammen. Havnearbejde tog jeg fortsat, for hvad tjener en idrætslærer? Nu som formand for aftenholdet.
Langsomt fandt vi rytmen, men ensomheden uden Lis blev ikke mindre. Nogle gange havde jeg bare lyst til at tale, men mærkede mig stum uden hende.
Mine venner prøvede på et tidspunkt at sætte mig op med nogen ny. Men jeg magtede ikke engang en time på en date. Éns blik lignede Lis, en anden satte håret som hende
Til sidst begyndte jeg at tale med hende om natten. Irriteret på mig selv over, at jeg snakkede til hende og ikke kunne mærke hende. Senere blev jeg vant til det. Delte tanker, spurgte til råds. Sådan var det også i går, da drengene begejstret fortalte, hvordan de havde klaret sig bedst til terminsprøven:
Jeg sagde til dem, at mænd ikke skal prale. Man skal heller ikke skamme sig over at få topkarakterer. Men jeg blev stolt de klarer sig godt, vores to. Kloge, stærke og ærlige Og du ved, min træner i militæret sagde altid: Mod handler om at vise frygt uden at ryste på hånden. Jeg tør dog ikke rose dem for meget, jeg er bange for at vise svaghed. Jeg har vist aldrig sagt, jeg elsker dem… Men du ved det, ikke, Lis?
I det øjeblik følte jeg næsten tårerne presse sig på. Ville rejse mig, gå ind og omslutte dem sige, hvor meget jeg elsker dem Men lod være det var midt om natten, og jeg ville ikke vække dem.
I køkkenet er der morgenkøligt. Jeg kigger ud termometeret siger minus fem. Ganske fin vinter, tør. Ærgerligt, at sneen aldrig rigtigt kommer. Nede i gården fejer den ældre dame fra anden sal blade væk. Jeg synes, det ligner, hun går og taler til sig selv? Ind stormer drengene. Den ældste født fem minutter før begynder at brygge te. Den yngste sætter panden over i dag er det hans tur til at lave morgenmad til familien.
Pludselig prikker den ene den anden i siden. Famlende kommer de hen, krammer mig og siger:
Far, vi ved godt, du taler med mor engang imellem Du skal hilse hende og sige, vi ikke husker hende så godt, men elsker hende rigtig højt. Og dig, far dig elsker vi også.
Sådan indså jeg, at jeg ikke var alene om at savne, og faktisk ikke havde været det længe. Det er styrke, at kunne stå ved sin kærlighed også når den kun kan mærkes i minder og morgenstilhed.
Godmorgen, elskede: En dansk far, to tvillinger og arven fra kærligheden – en fortælling om tab, styrke og familie gennem generationer
