– Hvis du bare kommer for at skændes, så lad hellere være, afbrød svigersønnen svigermor Ivan stirrede ud ad vinduet med en halvkold kop te i hånden. Hans blik var rettet ikke mod det grå landskab, men den velkendte gamle, auberginefarvede “Toyota” parkeret foran opgangen. Hans mave trak sig nervøst sammen, da han forstod, hvem der var ankommet. – Mine forældre holder nede på parkeringspladsen, sagde han lavmælt og drejede sig forvirret mod sin kone. Olga stod ved komfuret og rørte i en gryde. Hendes skuldre spændte først op og sank derefter opgivende. – Så begyndte det, sukkede hun og lagde skeen fra sig. – Skal vi åbne en flaske bobler for nervernes skyld – eller lade det blive ved baldrian? Ivan svarede ikke. Han lyttede efter de dæmpede stemmer i opgangen og hørte snart nøglen dreje i låsen – svigermor Annelise havde insisteret på egen nøgle “for en sikkerheds skyld”. Døren gik op og lod en iskold vind og to mennesker, der tydeligvis småskændtes, strømme ind. Annelise var den første, der trådte ind. En spændstig kvinde sidst i tresserne, håret elegant sat og i sin pæne, klassiske vinterfrakke. Hun bar en kæmpe plastikbøtte med sig. – Olga, skat! Ivan! hendes stemme lød overdrevent munter, som om hun forsøgte at overdøve noget. – Vi har taget hjemmelavede frikadeller og kartoffelsalat med – en hel bunke. Jeg ved, I aldrig får lavet sådan noget selv, I er jo altid på arbejde! Bag hende slæbte Henning, svigerfar, sig ind i entreen med en tung køletaske over skulderen. En storvokset mand i en slidt windbreaker. Hans ansigt var rødt, enten af ophidselse eller fordi de havde været oppe at diskutere i bilen. – Hold nu op, Annelise – skulle du fodre dem i en uge? Halvdelen af kartoflerne fra køkkenhaven gik til den her omgang. Og det var altså mig, der slæbte det hele, nærmest som en sæk cement. Annelise fjernede sine støvler med stor omhu uden at ænse ham. – Ja ja, Henning. Alt er tungt, hvis det ikke er til garagen. Der slæber du gerne ti dunke – uden at kny. Hej med jer, børn. Hun omfavnede Olga, nikkede tørt mod Ivan og gik videre ind, med en sky af tunge parfumer efter sig. Henning satte de slidte sko og gik ud i køkkenet, hvor han lettet satte køletasken. – Har du te klar, Olga? Jeg kunne godt drikke lidt. Det blæser gennem bilen som på en færge – halsen er blevet helt tør. – Det er din kørestil, Henning – det er ikke kun halsen, der bliver tør af det, lød det fra stuen. – Så foretrækker du, at jeg, som dig, falder i søvn i lyskrydset? svarede han skarpt og hældte te op fra kanden. – Vi ville stadig holde i Albertslund, hvis det stod til dig. Du afbryder mig konstant: “Pas på den cyklist,” “Se hullet!” “Hent et skilt!” Jeg har kørt bil i fyrre år – jeg ved, hvor jeg skal se! Ivan og Olga udvekslede bekymrede blikke. Det var det sædvanlige startskænderi – forløbet var nærmest en rutine. En time senere sad alle fire i stuen. Olgas aftensmad var spist, Annelises medbragte frikadeller var forsigtigt sat i køleskab. Man skulle tro, det nu kunne blive til en hyggelig kop te. Men hyggen udeblev. Ivan forsøgte at tale om film, arbejde og den nye asfalt udenfor. Men alt blev til nye konflikter. – I ser altså nogle frygtelige serier nu om dage, sagde Annelise med en kongelig tår te. – Dengang vi var unge, var filmene anderledes. “Mig og Charly”, “Matador” … Nu er det kun drama og ballade! Eller de dér tyrkiske soap-operas. Det hele er underhunds! – Underhunds? – fnøs Henning i stolen. – Du glor jo selv på de der dag-tv-kanaler hele dagen. Kun skænderier og intriger! – Du forstår ingenting, Henning. Jeg studerer livet – ser, hvordan folk har det! Hvad ser du så? Kun nyheder med dårligt nyt – jeg kan ikke falde i søvn af det! – Så lad da være at se det! Tag din “Matador” og hyg dig – så skal jeg nok lade dig være. Olga slog sin kop ned i bordet. – Mor, far! Kan vi ikke have én aften uden det her? Vi har ikke set jer i to uger – kan vi ikke bare hygge? Der blev stille. Annelise trak fornærmet læberne sammen, mens Henning stirrede ned i bordet. Ivan mærkede pludselig medlidenhed. De havde været gift i over fyrre år, opdraget deres datter, var nu pensionister – og så brugte de tiden på at slibe tænder på hinanden og skændes. Så gik snakken på sommerhusets tag, som Henning havde lappet selv. – Jeg gjorde det sgu godt, sagde han stolt. – Klarede hele den ene side helt alene. Ingen hjalp. Annelise stoppede med et stykke kage på gaflen. – Ingen hjalp? Hvem rakte dig plader tre timer i træk? Hvem kom med mad og drikke? Var det ikke hjælp? – Du kommenterede da bare hele tiden: “Den sidder skævt, den er revnet, den matcher ikke!” Jeg havde klaret det dobbelt så hurtigt uden dig! Og dine supper giver kun ondt i maven. Du hælder salt i som en havnerotte! – Er det min hjælp, du ikke vil have? Udbrød hun truende. – Du får ikke så meget som en rugbrødsmad af mig mere. Du kan selv lave din grød! – Det bliver en lettelse! Tredive år har jeg spist dine løgfrikadeller, og løgene stinker helt ud på gaden! Jeg spiser helst i garagen for at slippe for stanken! Stemningen blev kulsort. Olga blev bleg, Ivan kiggede rådvild frem og tilbage. – Stop! sagde han. Tonefaldet fik alle til at falde til ro. Han rejste sig. – Nu er det nok. – Ivan, lad nu være… begyndte Olga, men han bed hende af. – Jeg gider ikke høre på jeres skænderier mere, sagde han til dem. – Hver gang I kommer her, er det det samme. I besøger ikke jeres datter, I kommer bare for at trække hinanden ned. Kan I ikke gøre det derhjemme? Annelise forsøgte at tage kommandoen, men stemmen bævede. – Jeg siger det som én, der er træt af jeres skænderier og negativitet, svarede han. – Også Olga er træt. Derfor kommer I ikke her sammen længere, sagde Ivan klart og bestemt. – I kan komme hver for sig. Mor i weekenden om dagen, far om aftenen. Aldrig sammen mere. Stilheden lagde sig. Annelise så ud, som havde han krænket noget helligt. Henning sank sammen. – Så du smider os ud? hviskede svigermor. – Jeg beskytter mit hjem og min kones ro, svarede Ivan. – I pakker sammen nu, og fremover besøger I os adskilt. Ingen sagde mere. Annelise tog sin frakke på og forlod tavst lejligheden. Henning stod tøvende, nikkede til Olga og fulgte efter. Ivan gik langsomt hen til vinduet. Han så, hvordan Annelise energisk gik mod busstoppestedet, mens Henning med halvtimens mellemrum tog bilen. De forsvandt i hver sin retning. Olga stod alene tilbage, med tårer på kinderne. – Hvad har vi gjort…, hviskede hun fortvivlet. – Nu bliver de bare vrede… – Hvad skulle vi ellers gøre? sagde Ivan og omfavnede hende. Svigerforældrene dukkede ikke op næste weekend. Olga mærkede, at de virkelig var blevet fornærmede. Efter fjorten dage ringede Annelise. – Vi ville egentlig komme forbi, men I har slået det ned …, sagde hun. – Mor, det er fordi I ikke kan være i stue sammen uden at skændes. Skændes hvor I vil, bare ikke hjemme hos os, svarede Olga. – Jeg har forstået, sagde Annelise bittert. – I har ikke meget til overs for jeres forældre mere. Og din mand spiller sig op, som om han er født på Amalienborg. – Mor, svigermorene hos Ivan er altid rolige. Der er aldrig nogen skænderier, sagde Olga mildt. – Nåh, nu skal du til at sammenligne! udbrød Annelise spidst. – Undskyld mig, men dine forældre er så altså ikke noget for dig. – Det handler slet ikke om det! råbte Olga frustreret. – Jeg vil bare have I kunne slappe af og lade være at skændes, når I er hos os… – Dine ting er ligegyldige, forstår jeg!, svarede Annelise og afbrød grædefærdigt opkaldet. I ugevis hørte Olga intet – kun en sms, hvor hendes mor opfordrede hende til at snakke med Ivans stille og fredelige forældre. – Hvis du kun kommer for at skændes, så bliv hellere væk! Svigersønnens klare besked til sin danske svigermor

Hvis I kun kommer her for at skændes, kan I bare lade være, afbrød svigersønnen sin svigermor.

Jens stod ved vinduet med en lunken kaffekop i hånden. Han kiggede ikke så meget på det grå Københavner-byleje udenfor, men mere på en slidt, lilla Toyota Corolla, der holdt på parkeringspladsen. Hans mave slog knuder. Han vidste godt, hvem der var ankommet.

Mor og far holder nede på p-pladsen, sagde han lavmælt og så forvirret på sin kone.

Birgitte, der stod ved komfuret og rørte i en gryde, stivnede kort og lod derefter skuldrene falde opgivende.

Nå, så starter det ellers igen, sukkede hun og lagde skeen på en underkop. Skal vi ikke bare åbne noget bobler eller tage en Baldrian? Til nerverne.

Jens svarede ikke, men lyttede til de dæmpede stemmer i opgangen, efterfulgt af lyden fra en nøgle i låsen svigermor, Grethe, havde selvfølgelig fået deres ekstranøgle, “bare for en sikkerheds skyld”.

Døren gik op, og den kølige forårsluft fejede med to voksne mennesker ind i lejligheden, lige så anspændte, som stemningen mellem dem.

Først trådte Grethe ind. En rank kvinde sidst i tresserne med sirligt sat, sølvgråt hår og en pæn uldfrakke. Hun slæbte på en enorm plastikboks.

Birgitte, skat! Jens! hendes stemme var alt for livlig, som om den skulle overdøve noget andet. Vi har medbragt frikadeller og kartoffelsalat til flere dage! Jeg kender jer: I får jo aldrig lavet ordentlig mad, altid travlt på arbejdet.

Efter hende kom svigerfar Søren, svedig og småforpustet, med en tung køletaske over skulderen.

Han var stor, lidt slidt, i gammel regnjakke og rødmende i ansigtet sikkert allerede i gang med en diskussion.

Hold nu op, Grethe. Det er mad til et halvt forsamlingshus! Halvdelen af vores kartofler røg til det projekt, og så var det mig, der måtte slæbe det hele op fra bilen, som om det var brosten.

Grethe tog sine sko af med næsten teatralsk forsigtighed, men så ikke på sin mand.

Ja, du klager altid, Søren. For familien er alt hårdt, men du slæber hellere jagtudstyr frem, end hjælper til herhjemme. Goddag børn.

Hun krammede Birgitte, sagde et tørt nik til Jens og forsvandt ind i lejligheden med en tung duft af parfume hængende efter sig.

Søren, der havde fået klædt sine gamle sko af, gik ud i køkkenet og satte tasken. Han sukkede:

Har du kaffe på kanden, Birgitte? Jeg tørster helt vildt efter den bil. Der er så meget træk, man bliver tør i halsen.

Med den måde du kører på, Søren, kan alle blive tør i halsen. Du kører jo håndbremsevendinger, som skulle vi på rally-ræs på Roskilde-banen, kaldte Grethe ind fra gangen.

Og du ville hellere have, jeg sad og nikkede hen i lyskrydset, som du? Så sad vi stadig på vej ud af vores eget kvarter den dag i dag! Du forstyrrer mig altid: “Der er hul i vejen”, “Pas på cyklerne”, “Årh, nu er der fartkontrol”! Jeg har kørt bil i en menneskealder, jeg klarer mig altså!

Jens og Birgitte udvekslede et træt blik. Det her var bare forspillet de rigtige skænderier kom sikkert senere.

En time senere sad de alle omkring spisebordet. Birgittes aftensmad var spist, og Grethes frikadeller blev sat i køleskabet.

Freden burde have indfundet sig. Men nej. Jens forsøgte at dreje samtalen væk fra alt betændt: arbejde, en ny dansk film, at de havde fået lappet hullerne i gården. Hver gang blev neutral snak til springbræt for nye småskænderier.

I sidder bare der og ser serier, sukkede Grethe, mens hun nippede til en te i Royal Copenhagen-koppen. I min tid, var dansk film noget dybere: “Matador”, “Olsen-banden”, noget sammenhæng. Nu ser de kun krimier og forvirringer fra udlandet. Fordummelse, kalder jeg det.

Fordummelse, ja, fnyste Søren i stolen. Men du glor jo hele dagen på DR1s eftermiddagsdramaer, hvor de kun tuder og slås.

Hvad ved du, Søren?! Jeg følger jo bare med i livet! Folkeskæbner! Det du ser, nyheder morgen, middag og aften, gør dig kun trist og hidsig!

Så lad være at se det! Se din “Badehotellet” og gæt, hvem der gifter sig i næste afsnit.

Birgitte satte koppen så hårdt i bordet, at teen skvulpede.

Mor, far, kan vi ikke bare have én hyggelig aften? Bare snakke, uden at I hele tiden snerrer? Vi har ikke set jer i to uger, kan vi ikke prøve at være sammen som folk?

I et øjeblik blev der helt stille. Grethe kneb læberne sammen, og Søren stirrede trist gennem ruden.

Jens mærkede medlidenhed. Der sad de, efter fire årtier og med en voksen datter, nu inviteret ind i hinandens pensionist-celle eneste underholdning: at skændes.

Så skete det uundgåelige. Emnet blev sommerens istandsættelse i sommerhuset. Søren havde lagt nyt tag.

Jeg lavede sgu et fint stykke arbejde, sagde han stolt. En hel side på en uge alene. Ingen hjalp til!

Grethe stoppede med kageforken løftet.

Hvem hjalp ikke?! hendes stemme var lav og truende. Hvem rakte dig tagplader i flere timer, stående på en stige så stejl som Kronprinsen? Hvem bar kaffe ud? Synes du ikke, det tæller?

“Rakte plader”! rullede Søren øjne. Du kommenterede jo hver eneste. “Den er skæv, den er knækket, den er ikke grøn nok”! Jeg havde været færdig på halv tid uden. Og dine madpakker gav mig mavepine du salter suppen som Vesterhavet!

Nårh! Så min mad og hjælp duer ikke? Ud med det, Søren! Lav din egen mad nu. Jeg rører den ikke mere!

Det glæder mig! Søren rejste sig også, helt rød i hovedet. Jeg har spist din løghakkede fars i fyrre år. Nu kan jeg spise i garagen, uden at lugten jager mig!

Luften blev tyk af tavshed. Birgitte blev bleg, og Jens så fortvivlet fra den ene til den anden.

Nu er det nok, sagde han lavt, men bestemt. De to gamle stoppede brat og gloede på ham.

Jeg mener det. Det er slut. Vi kan ikke have det sådan her mere. Birgitte har fået nok, jeg har fået nok. I kommer kun på besøg for at trække hinanden ned, ikke for at se jeres datter. Skal det fortsætte, må I gøre det hjemme hos jer selv.

Jens, pas dog på, hvordan du taler, stammede Grethe med rystende stemme.

Jeg taler som en, der passer på sit hjem og sin kone. Hvis I skal være sammen her, må I lære at opføre jer ordentligt. I ser Birgitte hver for sig næste gang: mor i dagtimerne, far om aftenen. Men ikke sammen det er slut.

Grethe så på ham, rystet, som om han havde trampet på alt, de havde bygget op. Søren faldt sammen, som om luften gik ud.

Du smider os ud? hviskede svigermor.

Jeg beskytter bare freden herhjemme, sagde Jens. Pak venligst sammen nu. Og næste weekend fordeler I tiden.

Ingen sagde mere. Grethe tog kåben på med rank ryg, tog tasken og gik uden farvel. Søren stod tøvende tilbage, nikkede til Birgitte og fulgte efter med tunge skridt.

Jens gik til vinduet. Om lidt så han Grethe gå målrettet mod busstoppestedet. Kort efter kom Søren ud, og satte kurs over mod Toyotaen.

De tog hjem hver for sig. Birgitte stod midt i stuen omfavnet sig selv, tårerne løb.

Hvad har vi dog gjort hviskede hun rystet.

Hvad skulle vi ellers gøre? Jeg kunne ikke mere. Undskyld, sagde Jens og lagde armene om hende.

Søren og Grethe dukkede ikke op næste weekend. Birgitte mærkede, at de for alvor var sårede.

To uger senere ringede Grethe. Hun vaklede.

Søren og jeg vi overvejede at kigge forbi, men I vil jo ikke have os, mumlede hun.

Mor, I opfører jer som kat og hund. Kan I ikke bare lade skænderierne blive hjemme eller tage dem på stranden bare ikke her, svarede Birgitte roligt.

Der kan du bare se, sukkede Grethe irriteret. Vi betyder ikke meget for jer. Jens tror, han er født på Amalienborg.

Mor, hos svigerforældrene er der aldrig sådan her. Jeg har aldrig set dem skændes. Det er altid ro og fred, forsøgte Birgitte venligt.

Nå, nu skal jeg være som dine svigerforældre! udbrød Grethe sarkastisk. Undskyld vi ikke er perfekte!

Det var ikke pointen jeg vil bare gerne, at I er rare at have på besøg.

Nå, så vores problemer er ligegyldige?! Typisk andre forstår aldrig noget, brast Grethe ud og smækkede røret på.

Birgitte sad lidt og kiggede modløst på sin mobil. Så trak hun på skuldrene og lagde den væk.

Efter den dag hørte hun næsten ikke fra sin mor. Grethe svarede ikke, men sendte en sms om, at Birgitte heller måtte besøge Jens’ stille og fredelige forældre.

Livets små slag med dem vi elsker kan tære på os men til sidst er det kun tid og viljen til at forstå hinanden, der kan bygge bro. Ellers risikerer vi at skubbe dem væk med vores gamle stridigheder, og det, man mister, kan være sværere at vinde tilbage, end man tror.