Jeg mødte min ekskone to år efter vores skilsmisse. Først dér forstod jeg det hele, men hun smilede blot og rystede på hovedet, da jeg foreslog at starte forfra… Da vores andet barn blev født, holdt Sofie op med at gå op i sit udseende. Før plejede hun at skifte tøj flere gange om dagen, altid velklædt, pæn og med hver detalje nøje udvalgt. Men efter hun kom hjem fra hospitalet, virkede det som om, hun havde glemt, at der fandtes andet i klædeskabet end en slidt T-shirt og et par gamle træningsbukser. Det var det, hun havde på hele dagen – og ofte gik hun også i seng i dem. Når jeg spurgte hvorfor, svarede hun, at det var nemmere, når hun skulle op om natten til børnene. Det gav måske mening, men… hvad blev der af de ord, hun altid havde sagt om, at “en kvinde altid skal være kvinde”? De blev ikke nævnt længere. Og heller ikke samtalerne om hendes yndlingsskønhedssalon, fitnesscenteret eller frisøren. Ja – og undskyld detaljen – nogle gange glemte hun endda at tage bh på og gik rundt i huset uden at tænke på det. Hendes krop havde også forandret sig. Hendes talje, mave, ben… alt var anderledes. Før var hendes hår glansfuldt og velplejet, nu var det nærmest altid rodet – enten et stort kruset rod eller en løs knold med totter, der stak ud. Og jeg tænkte… dengang, når vi gik gennem Københavns gader, vendte mændene sig efter hende. Jeg var stolt. Hun var smuk. Min. Men den kvinde var væk. Vores hjem afspejlede hendes humør. Det eneste sted, hun stadig var uovertruffen, var i køkkenet – hendes mad var fortsat en sand fornøjelse. Men alt andet… var trist og deprimerende. Jeg forsøgte at sige til hende, at hun ikke kunne give slip på sig selv sådan. At hun blev nødt til at finde sig selv igen. Hun smilede bare trist og sagde, hun ville prøve. Månederne gik, og for hver dag så jeg en kvinde foran mig, jeg ikke længere kunne genkende. Indtil jeg en dag ikke orkede mere. Jeg tog beslutningen: skilsmisse. Der var ingen råb eller drama. Hun prøvede at overtale mig til at blive, men da hun så, hvor fast besluttet jeg var, sukkede hun bare og sagde stille: – Gør, hvad du vil… Jeg troede bare, du elskede mig… Jeg svarede ikke. Der var ingen grund til at diskutere, hvad kærlighed er og ikke er. Jeg gik ned på rådhuset, og kort efter fik vi papirerne skrevet under. Om jeg var en god far, ved jeg ikke. Jeg sendte bare børnepenge og lod det være sådan. Jeg ville ikke se hende. Ikke sådan. Ikke dén kvinde, hun var blevet til. To år senere… Det var en efterårsdag i Aarhus. Jeg gik målløs rundt i mine egne tanker, da jeg pludselig fik øje på hende. Der var noget over hendes måde at bevæge sig på, en sikkerhed, der straks tiltrak sig opmærksomhed. Hendes gang var let, elegant og fuld af selvtillid. Da hun kom tættere på, føltes det, som om mit hjerte stod stille. Det var Sofie. Men ikke dén Sofie, jeg havde efterladt. Denne kvinde var endnu smukkere, end da jeg lærte hende at kende. Høje hæle, en kjole, der fremhævede hendes figur, perfekt sat hår, negle og makeup var helt i top – diskret, men bemærkelsesværdigt. Og duften… den samme parfume, der plejede at gøre mig fuldstændig blød i knæene. Jeg må have stået og set måbende på hende, for hun begyndte at grine. – Hvad er der? Kan du ikke kende mig? Jeg sagde jo, jeg ville forandre mig, men du troede ikke på det. Jeg fulgte hende hen til det fitnesscenter, hvor hun nu trænede hver dag. Hun fortalte om børnene, hvor glade og sunde de var. Om sig selv sagde hun nærmest ingenting – men hun behøvede det heller ikke. Hendes blik, hendes smil og kropsholdning fortalte det hele. Og jeg… Jeg huskede. Jeg huskede mine morgener med irritation over at se hende i natbukser og morgenhår, hvor jeg blev frustreret over, at hun aldrig længere gjorde noget ud af sig selv. Jeg huskede de dage, hendes træthed gik mig på nerverne. Jeg huskede det præcise øjeblik, hvor jeg besluttede at gå – da min egen egoisme fik mig til at tro, hun ikke længere var god nok til mig. Og jeg huskede, at da jeg forlod hende, forlod jeg også mine egne børn. Inden vi sagde farvel, samlede jeg mod til at spørge: – Må jeg ringe til dig? Jeg forstår det nu… Måske kunne vi prøve igen? Sofie så på mig med roligt blik. Så smilede hun og rystede på hovedet. – Det er for sent, Martin. Pas på dig selv. Og hun gik. Jeg stod der, helt stille, så hende forsvinde i menneskemængden. Ja. Nu havde jeg forstået det. Men alt for sent.

Jeg mødte min ekskone to år efter skilsmissen. I det øjeblik forstod jeg det hele, men hun smilede bare og rystede på hovedet, da jeg spurgte, om vi skulle starte forfra…
Da vores andet barn blev født, stoppede Katrine med at tænke på sit udseende. Engang plejede hun at skifte tøj flere gange dagligt, var altid velklædt, soigneret, og alt matchede perfekt. Men efter hun kom hjem fra hospitalet, virkede det som om, hendes garderobe ikke længere eksisterede ud over en slidt t-shirt og et par gamle joggingbukser.
Hun havde dem ikke kun på hele dagen, men lagde sig også i seng i det samme. Når jeg spurgte hvorfor, svarede hun, at det simpelthen var nemmere, når hun alligevel skulle op til børnene om natten. Det var måske logisk nok, men hvor var nu de ord om, at “en kvinde skal være kvinde uanset omstændighederne”? Dem nævnte hun aldrig mere. Heller ikke hendes yndlingsfrisør eller fitnesscenter eller kosmetolog. Ja og undskyld detaljen nogle morgener glemte hun endda at tage bh på og gik rundt med brysterne hængende uden at bekymre sig det mindste.
Hendes krop havde også forandret sig. Taljen, maven, benene… Alt var anderledes. Hendes hår, før så glansfuldt og velplejet, var nu bare en rodet bunke krøller eller et hurtigt opsat knold, hvor totterne strittede i alle retninger. Jeg husker, da vi gik tur på Strøget i København, at mænd tit vendte sig for at kigge efter hende. Jeg følte mig stolt. Hun var smuk. Hun var min.
Men den kvinde fandtes ikke længere.
Vores hjem afspejlede hendes sindstilstand. Køkkenet var det eneste sted, hvor Katrine stadig var pertentlig. Det stoppede hun aldrig med, og hendes mad smagte altid fantastisk. Men alt andet var trist.
Jeg prøvede at få hende til at forstå, at hun ikke kunne lade sig selv forfalde på den måde. Hun måtte komme tilbage til sig selv. Hun smilede bare sørgmodigt og sagde, hun ville prøve. Måned efter måned gik, og hver dag blev hun mere og mere en fremmed for mig.
En dag blev jeg træt. Jeg tog beslutningen: skilsmisse.
Der var ingen råb eller drama. Hun forsøgte at få mig til at genoverveje, men da hun så, at mit valg var truffet, sukkede hun bare og sagde stille:
Gør som du vil… Jeg troede bare, du elskede mig…
Jeg svarede ikke. Der var ingen grund til at diskutere, hvad kærlighed var, og hvad det ikke var. Jeg tog på rådhuset, og kort efter skrev vi under.
Jeg ved ikke, om jeg var en god far. Jeg sendte bare børnepengene og ikke meget mere. Jeg ville ikke se hende. Ikke sådan ikke den kvinde, hun var blevet.
To år senere…
Det var en efterårsdag i Aarhus. Jeg gik rundt uden mål, opslugt af mine egne tanker, da jeg pludselig så hende.
Noget i hendes gang en selvsikkerhed, en ro, fik mig til at kigge en ekstra gang. Hun gik rank, let, elegant. Da hun kom tættere på, sprang mit hjerte et slag over.
Det var Katrine.
Men ikke den Katrine, jeg havde forladt.
Denne kvinde var endnu mere strålende end den, jeg havde mødt i sin tid. Høje hæle, en kjole der fremhævede hendes figur, håret sat perfekt, flotte negle, makeup diskret men bemærkelsesværdig. Og så den parfume den samme, der før havde gjort mig ør.
Jeg må have set helt målløs ud, for hun lo.
Hvad er der? Genkender du mig ikke? Jeg sagde jo, at jeg ville forandre mig, men du troede mig aldrig.
Jeg gik med hende hen til fitnesscentret, hvor hun nu trænede fast. Hun fortalte om børnene, hvor glade de var, og hvor godt de havde det. Om sig selv sagde hun ikke meget. Det var der heller ikke behov for. Hendes blik, hendes kropsholdning det sagde alt.
Og jeg…
Jeg huskede.
Jeg huskede alle de morgener, hvor jeg blev irriteret over at se hende i nattøj og med uglet hår. Jeg huskede, hvor frustreret jeg blev over hendes træthed, over at hun ikke længere gjorde noget ud af sig selv. Jeg huskede det øjeblik, hvor jeg gik, hvor min selviskhed fik mig til at tro, hun ikke længere var god nok til mig.
Og jeg huskede, at da jeg gik fra hende, forlod jeg også mine egne børn.
Inden vi skiltes, tog jeg mod til mig og spurgte:
Må jeg ringe til dig? Jeg har forstået alting Måske kunne vi prøve igen?
Katrine kiggede roligt på mig. Så smilede hun og rystede på hovedet.
Det er for sent, Mads. Pas nu godt på dig selv.
Og så gik hun.
Jeg blev stående, længe, og så hende forsvinde i menneskemængden.
Ja.
Jeg havde forstået det.
Men alt for sent.
Det er aldrig for sent at forstå sig selv, men det kan være for sent at gøre noget ved det. Nogle gange lærer vi først værdien af dem vi elsker, når de ikke længere er en del af vores liv.