Udnyttede det – Jeg slæber dig i retten! – råbte moren. – Prøv bare! Sæt i gang! – svarede Larisa roligt. Alle papirerne var i orden og udfyldt efter bogen. Moren dukkede igen op for at slide på Larisas nerver. Larisa lod hende ikke komme ind i lejligheden, men moderen råbte trusler gennem døren ude fra opgangen og bankede på med knytnæverne. Hun kaldte sin datter for tyv og slyngel, der uretmæssigt havde tilegnet sig fremmed ejendom. Larisa kunne have ringet til politiet, men besluttede ikke gøre det – det var jo trods alt hendes mor. Og naboerne foretrak ikke at blande sig. “Familiekvad…”, sukkede den ældre dame bag nabodøren, mens hun lyttede til postyret ude på trappen. “Åh, Madsine,” fortrøstede og rystede hovedet en anden bedstemor, der boede en etage nede. Madsine – som blev omtalt af nabobestemoren – var Larisas egen farmor, Pauline Madsine Kortegaard, der havde opdraget Larisa siden hun var ganske lille. *** – Hun kommer ikke, stå ikke ved vinduet, det trækker, du bliver forkølet, sagde Pauline Madsine til femårige Larisa. – Gå hellere ind og farvelæg i dine nye malebøger, se hvor fine de er! Bedste har købt dem til dig. Bedste havde evnen til at overtale. Larisa glemte sine sorger og satte sig til bordet i køkkenet. Hun satte sig på taburetten, hvor bedstemor havde hæklet en kattepoteformet pude kun til hende, og så gik hun i gang med at farvelægge… Pauline Madsine fresede rundt i køkkenet. Hun lavede boller i karry, kom kartofler i gryden og rørte sovs. Det gamle Bornholm-ur på væggen tikkede hyggeligt, kedlen peb, køleskabet brummede sagte, og udenfor hylede snestormen. Her var trygt og lunt. “Hvorfor? Hvorfor kommer mor så sjældent? – der er jo så dejligt her!” undrede Larisa sig stille. Hendes tanker kredsede altid om hendes mor. Maria, Larisas mor, boede ikke langt væk, to stop med S-toget, men hun havde ikke lyst til at komme hverken til sin mor eller datter. Hun havde for travlt med sit eget liv. Larisa var blevet født, da Maria kun var nitten, og et år senere døde Nicklas – Marias mand – i en stupid motorcykelulykke. Han havde boet i lejligheden, som hans bedstemor efterlod ham. Hans forældre var langt væk i Sverige, de tog sig ikke af ham; det var bedstemoren, der opdragede ham. I denne lejlighed boede Maria så med sin mand og lille Larisa. Da Nicklas døde, overtog Maria etværelseslejligheden. Maria sørgede ikke længe. – Jeg er ung og vil leve livet, sagde hun til sin mor. – Jeg er kun tyve! Jeg vil finde en ny mand. – Du skal tage dig af dit barn, ikke have tid til at rende rundt! Endnu bedre – læs videre! Eller begge dele! – Pauline Madsine rynkede panden. – Da jeg gik på universitetet, var jeg også gift, fik dig på femte år, og jeg fik alligevel en røde diplom. – Men du var anderledes! Og man kan altså ikke både studere, arbejde og opdrage et lille barn! Og du havde jo en mand – jeg er enke… Ved de ord begyndte Maria som regel at græde, og det gjorde ondt på Pauline Madsine. Tænk at være enke som 20-årig… – Kom med Larisa til mig, jeg hjælper… – Tak, søde mor, svarede Maria straks muntert og kyssede hende på kinden. Larisas alder nærmede sig børnehavealderen. Pauline Madsine fik plads til hende i børnehaven tæt på hendes lejlighed, så det blev nemmere. Hun selv gik på pension tidligt for at kunne tage sig af barnebarnet. Maria holdt til sidst helt op med at komme forbi mor og datter. Hun fik job – og blev fuldstændig opslugt af jagten på endnu en ny mand. Studere orkede hun ikke. Pauline Madsine var skuffet – sådan havde hun ikke forestillet sig sin eneste datters liv. Men hun havde ikke tid til at ærgre sig; alt ansvar for lille Larisa lå nu på hendes skuldre. Hun fortrød over hundrede gange, at hun havde tilbudt sin hjælp – men hvad ellers kunne hun have gjort? Hvem kunne vide, at Maria ville opføre sig sådan og overlade ansvaret helt og aldeles…? For at være retfærdig skal det nævnes, at Maria dog sendte penge til datteren. Og af og til dukkede hun også op, “som et glimt af solen”, som Pauline Madsine sagde. Når moren kom på besøg, var det fest for Larisa. Moren havde slik med, sommetider en dukke eller en anden gave, og i en sky af sød parfume forlod hun hurtigt lejligheden igen. Larisa sad længe ved vinduet bagefter og græd og forstod ikke, hvorfor mor altid havde så travlt. Maria lovede hver gang helligt at komme oftere og blive længere, men brød altid sit løfte. Årene gik. Maria nåede at blive gift et par gange mere og blive skilt. Hun lejede lejligheden ud og flyttede til København, hvor hun troede, hun nemmere kunne finde drømmemanden… Til sidst holdt Larisa op med at vente på hende. Hun følte sig utilpas sammen med Maria – samtalerne løb hurtigt ud i sandet. Maria kom kun sjældent forbi – måske en gang om året. Hun blev, men Larisa måtte afgive sit værelse og flytte ind til bedstemor på sofaen. Intet bands hende til moderen. Hendes første skridt, første tand, bogstaver, alle de vigtige øjeblikke var med bedstemor. Første skoledag, karakterer, klap på skulderen, fritidsklubber og teater. Maria var fraværende til det hele. For Larisa var moren som en sommerfugl; smuk, svævende – man kunne kun beundre hende et splitsekund, før hun fløj videre til næste blomst. Da Larisa skulle starte på universitetet, blev Maria gift for fjerde gang. Pauline Madsine begyndte at blive syg og tilbragte tid på hospitalet. 75 år var hun nu – hun havde holdt sig længe, men årene begyndte at melde sig. – Måtte jeg bare leve lidt længere… – sukkede Pauline Madsine. – Du har kun mig – din mor interesserer sig ikke for dig. – Åh, bedste… Det skal nok gå, der er ingen grund til at tænke sådan! Lægerne kan jo alt nu om dage! Larisa var optimist, og Pauline Madsine smilede, når hun hørte sådan noget. Hun var stolt af sit barnebarn. Larisa klarede sig selv, fik højere uddannelse, og hun kæmpede for det. Netop som Larisa var færdiguddannet, blev bedstemoren meget syg. I stedet for at starte karriere, passede Larisa hende dag og nat. Heldigvis havde Pauline Madsine nogle opsparinger, hun havde arbejdet, så snart Larisa blev større. Nu kom pengene til gavn. Larisa plejede bedstemoren – og hun kom sig. Maria dukkede ikke op en eneste gang, selvom hun fik besked om sygdommen. Hun overførte ingen penge, kom ikke med gaver, og efter hun blev gift igen, hørte man næsten slet ikke fra hende. – Jeg har ikke tid, svarede hun tørt. Da Larisa bad om hjælp, fordi bedstemor var sengeliggende, gav Maria sig ud for selv at være syg. – Jeg har det selv værre end mor, det siger jeg bare ikke til nogen, sagde Maria, da Larisa ringede og bad hende komme – bedstemor havde nu været sengeliggende i to måneder. – Jeg må have førtidspension! Så du spørger den forkerte – jeg selv behøver hjælp! Maria afsluttede samtalen hurtigt. Pauline Madsine smilede skævt, da Larisa fortalte det. – Hun fejler ikke noget, fnyser den gamle dame – Hun lader bare som om – ellers skal hun jo tage sig af mig! Tror hun, at jeg ikke kender hende? Pauline Madsine var bedrøvet. Datteren var utaknemmelig og egoistisk. Til gengæld var barnebarnet hendes store glæde! Larisa fik plejet bedstemoren op. Det første Pauline Madsine gjorde, så snart hun kunne stå, var at tage til notar. – Nu skriver jeg lejligheden over på dig, sagde hun til Larisa på sine stadig svage ben. – Bedste, nu snakker du sørgeligt igen? – Jeg tænker bare på dig. Livet er umuligt at forudse. Maria er ikke mor, men en fremmed tante for dig. Hvis du drukner, rækker hun dig ikke hånden. Så derfor vil jeg ikke, at hun skal arve noget, hverken lejlighed eller penge. Sådan blev det. Pauline Madsine levede to år mere, men blev pludselig meget syg igen og døde snart efter. – Jeg nåede hverken at blive gift eller få børn, snøftede Larisa ved den friske grav pyntet med kranse. –Du drømte jo om at fejre mit bryllup og holde dine oldebørn, kære bedstemor… Maria dukkede ikke op til begravelsen. Hun sagde, hun var alt for syg til at rejse. Hun overførte lidt penge og mente, hendes datterpligt var opfyldt. Larisa ordnede det hele alene. Kun et par naboer og veninder fra bedstemors gamle arbejdsliv kom og hjalp, og mindedes Pauline Madsine Kortegaard. Så snart Maria hørte, at arven gled hende af hænde, fik hun med ét sin energi tilbage. – Helt utroligt! For nylig kunne hun nærmest ikke engang gå ud af døren – “førtidspensionist” – fnyser Larisa, når moren endnu engang råber fra opgangen. Kun én gang efter bedstemors død lukkede Larisa sin mor ind i lejligheden. Det fortrød hun bittert. Maria knuste i raseri sin mors yndlingsvase, da hun så Larisas skøde på lejligheden. Hun var lige ved at rive “det forbandede papir” i stykker, stampede og råbte. Larisa fik hende kun med nød og næppe ud. – Det er min lejlighed! Min! – skreg Maria med knyttede næver. – Tyv! Du udnyttede min syge mor til at franarre hendes lejlighed! Jeg går til retten! Jeg skal nok få ret! Maria havde bildt sig selv ind, at hendes mor var utilregnelig, da hun skrev under – så hun ville gøre arveoverdragelsen ugyldig. Flere gange dukkede hun op for at skabe ballade, men Larisa lukkede hende ikke længere ind. – Hun var jo syg! Det sagde du jo selv! Hun var lam efter et slagtilfælde! Så hjernen må have været beskadiget! Altså var det en ulovlig handel! – råbte Maria og bankede på døren. – Folkens, vil I ikke se? Her bor en tyv! Hun har franaret den stakkels pensionist hendes hjem! Sådan kan det ikke blive ved! Naboerne grinede bare. Gamle folk, der kendte Pauline Madsine og Larisa, vidste jo godt, hvordan det hang sammen. Det nåede aldrig til retten. Maria blev faktisk syg og havde vigtigere ting at tænke på. – Datter… Jeg har brug for dig… hviskede Maria svagt i telefonen. – Mændene forstår sig ikke på at tage sig af syge… Kom til mig, det går virkelig dårligt… – Undskyld, mor, jeg kan ikke – svarede Larisa. – Jeg er gravid, og lægen har forbudt mig at løfte tungt. – Har du da dummet dig?! råbte Maria pludselig (hvor var nu hendes svage stemme?). – Nej, jeg er gift, lykkelig og venter barn, svarede Larisa med værdighed, og kunne ikke lade være med at drille: – Du ville jo i retten, hvorfor blev det ikke til noget? – Din møgunge! råbte moren og lagde på. – Maria, du behøver ikke skrige sådan! – indvendte Marias mand, Steen, der så på hende med forelskede øjne. – Vi tager et lån, ansætter en hjemmehjælp, så skal du nok komme dig… – Gider du, råbte Maria. Hendes mand irriterede hende. Før deres bryllup havde Steen været enke, ti år ældre end hende, men det viste sig, at han ikke havde en krone – han lånte blot penge for at gøre indtryk på Maria (han havde planlagt det hele). Han kunne ikke holde sig fra hende, men opdagede hurtigt, hvordan hun egentlig var. Maria lod dog være med at blive skilt straks – det var gratis husly, indtil hun fandt en ny. Men så ramte alvorlig sygdom. *** – Du skulle aldrig have løjet om, at du var syg, mor… sagde Larisa stille, mens hun så ud på nattehimlen. – Alting bliver jo alligevel afsløret. Og hun tænkte også på, hvor lykkelig hun egentlig var – og på, at Gud, eller måske bedstemor, havde sendt hende sin elskede mand, Jesper. For hun havde elsket hende så højt – og ønsket så inderligt, at hendes barnebarn måtte få et lykkeligt liv…

Jeg skal nok trække dig i retten! råbte min mor.

Prøv bare! Sæt i gang! svarede jeg hende roligt. Alle papirerne var i orden, det havde jeg styr på.

Endnu engang dukkede min mor op for at gøre mit liv surt. Jeg lod hende ikke komme ind i lejligheden, men hun skreg trusler gennem døren fra opgangen og hamrede på døren med knytnæven. Hun kaldte mig tyv, svindler, påstod, at jeg uretmæssigt havde tilegnet mig hendes arv.

Man kunne ringe til politiet, men jeg nænnede det ikke det er jo trods alt min egen mor. Og naboerne blandede sig helst ikke.

Familiestridigheder sukkede den ældre dame bag nabodøren, når hun hørte råb og larm i trappeopgangen. Åh, Ingrid, sukkede og rystede hovedet den anden gamle frue, der boede en etage nedenunder.

Ingrid, som naboen talte om, var min egen mormor, Ingrid Holm. Hun havde opfostret mig, Astrid, lige siden jeg var helt lille.

***

Hun kommer ikke, du skal ikke stå der i vinduet, Astrid, du bliver forkølet, sagde Ingrid mildt til mig, da jeg var fem år. Kom her, sæt dig og farvelæg de nye tegninger, jeg har købt til dig. De er rigtig flotte!

Min mormor var fantastisk til at overtale. Jeg glemte hurtigt min skuffelse og satte mig ved køkkenbordet. På taburetten havde Ingrid hæklet en blød siddepude formet som en kattepote kun til mig. Jeg begyndte at farvelægge

Imens summede Ingrid rundt i køkkenet. Hun kogte kartofler, lavede frikadeller, og mash til kartoffelmos. Det gamle bornholmerur på væggen slog hyggeligt tiden væk, kedlen peb, køleskabet summede, og udenfor rasede snevejret. Stemningen var tryg og varm.

Hvorfor? Hvorfor kommer mor så sjældent? Vi har det jo så hyggeligt sammen! tænkte jeg ofte. Min mors fravær fyldte meget, selvom jeg prøvede at glemme det.

Min mor hedder Dorte. Hun boede ikke så langt fra os bare to stationer med S-toget men hun havde sjældent lyst til at komme hjem til sin mor og mig. Hun havde alt for travlt med sit eget, med at finde sig en ny mand.

Jeg kom til verden da Dorte kun var nitten. Et år efter døde min far, Anders, i et trafikulykke på sin motorcykel. Han havde boet i den lejlighed, hans farmor havde efterladt ham; forældrene boede i udlandet, og det var farmoren, som opdragede ham.

Der boede mine forældre og så mig. Da Anders døde, stod min mor alene med lejligheden.

Men Dorte sørgede ikke længe.

Jeg er jo stadig ung! Jeg har kun lige fyldt tyve jeg vil leve og finde en ny mand! sagde hun til min mormor.

Du burde tænke på dit barn. Og tage dig en uddannelse eller helst det hele på én gang! sagde Ingrid bestemt. Jeg tog da både uddannelse, blev gift, fik børn og fik fine karakterer!

Åh, mor, vi er jo ikke ens. Og så havde du da selv en mand! Jeg er enke og jeg er ikke nogen arbejdshest, der både kan studere, arbejde og passe barn!

Så blev Dorte altid ked af det, og Ingrid fik ondt af hende. Ingen ønsker jo sådan en skæbne for sin datter.

Kom med Astrid, jeg skal nok hjælpe, sagde min mormor, og så blev min mor glad og gav hende et kys.

Da jeg blev gammel nok til børnehave, sørgede Ingrid for, jeg fik en plads i den, der lå tættest på, så hun nemt kunne hente mig. Hun gik på pension fra sit job for at passe mig.

Dorte holdt gradvist helt op med at dukke op hos os. Hun fik arbejde og gik mere op i at lede efter en ny mand end at tænke på mig eller uddannelse.

Det var ikke sådan, Ingrid havde forestillet sig sin datters liv. Men hun havde ikke tid til at fordybe sig i den tanke: Hele ansvaret for mig lå på hende.

Hundrede gange bebrejdede hun sig selv, at hun havde tilbudt Dorte sin hjælp men hun kunne heller ikke have gjort andet. Hvem kunne ane, at min mor ville overlade alt til sin egen mor?

Ret skal være ret: Min mor sendte dog penge til mig, og hun dukkede op engang imellem, som solstrejf kaldte Ingrid det.

Hver gang hun var på besøg, var det en fest for mig. Min mor gav mig tit slik, en dukke, en bamse og duftede altid af parfume og forsvandt hurtigt igen.

Jeg blev hængende i vinduet, græd lidt og fattede ikke, hvorfor hun altid havde så travlt.

Min mor lovede altid at komme oftere og blive længere, men det blev aldrig til mere end et løfte.

Årene gik. Min mor nåede at blive gift og skilt to gange mere og lejede lejligheden ud og flyttede til København. Hun troede, der var bedre muligheder for at finde en mand der.

Til sidst holdt jeg op med at vente på min mor. Jeg blev næsten genert, når jeg endelig var i selskab med hende, for vi havde nu så lidt til fælles, at det var akavet. Hun kom måske én gang om året, og jeg måtte give hende mit værelse og selv sove på sofaen hos mormor for en nat, indtil hun rejste videre igen.

Ingenting bandt mig til min mor. Mit første skridt, første tand, første bogstav alle mine store øjeblikke delte jeg kun med min mormor. 1. klasse, skolen, gode karakterer, diplomer, tegnehold, dramaklub, musikskole alt det missede min mor og spurgte tydeligvis aldrig til det.

For mig mindede min mor altid om en sommerfugl smuk, dansende i luften, man så hende et kort sekund, før hun var væk igen.

Da jeg skulle begynde på universitetet, giftede Dorte sig for fjerde gang.

Min mormor blev mere og mere syg og begyndte at komme meget til lægen. Hun var blevet 75 og havde ellers klaret sig godt, men tiden tærede alligevel på hende.

Hvis bare jeg kunne blive lidt længere jeg vil gerne hjælpe dig, Astrid, du har jo ikke din mor, sagde Ingrid ofte.

Åh, det skal du ikke tænke på, mormor, sagde jeg opmuntrende. Sygdomme kan behandles det hele bliver godt igen. Lægerne er dygtige.

Jeg var optimist, og Ingrid smilte altid, når jeg talte sådan. Hun var stolt af mig, syntes jeg var flittig og dygtig, var kommet ind på universitetet og passede mine ting.

Så snart jeg blev færdiguddannet, blev mormor meget dårlig, og jeg opgav alt for at passe hende.

Hun havde lidt opsparing fra et langt arbejdsliv, som nu kom os til gode. Jeg hjalp hende på benene, og langsomt kom hun sig.

I den periode kom min mor aldrig forbi, selvom hun vidste alt. Hun sendte heller ikke længere penge eller små gaver det stoppede, da hun blev gift for fjerde gang.

Jeg har ikke tid, svarede hun bare på telefonen.

Da jeg bad hende om hjælp, sagde hun, hun selv var syg.

Jeg har det mindst lige så dårligt som mor, men jeg siger det bare ikke til nogen, indrømmede hun, da jeg ringede efter hjælp, fordi Ingrid havde været sengeliggende i over to måneder. Jeg skal søge førtidspension jeg har gode grunde. Du må ikke ringe mere. Jeg har selv brug for hjælp.

Hun lagde hurtigt på. Ingrid grinede af mig, da jeg fortalte det.

Der er ikke noget galt med hende, sagde hun og viftede med hånden. Hun lader bare som om, for ikke at skulle tage sig af mig. Jeg kender hende! Hun har det fint hun lever livet. Hun har lige fundet ny mand, hvorfor skulle hun bryde sig?

Det gjorde Ingrid trist, at hendes datter var blevet så egoistisk og utaknemlig. Men til gengæld glædede hun sig over mig.

Jeg fik hende på benene igen, og straks ville hun til notaren.

Nu skal vi ordne papirerne. Lejligheden skal være din, sagde hun, mens hun gik besværet af svaghed.

Åh, mormor, lad nu være med alt det, sagde jeg trist.

Astrid jeg tænker kun på dig. Man ved aldrig, hvad livet bringer. Dorte er mor kun af navn, tænker ikke på dig, kun på mænd. Jeg vil ikke have, at hun får min lejlighed. Og hvad jeg har af penge, skal også gå til dig.

Sådan blev det. Ingrid fik to år mere, så blev hun svært syg og gik bort.

Jeg nåede jo aldrig at blive gift eller få børn, snøftede jeg ved hendes grav, omringet af kranse. Du havde glædet dig til mit bryllup og til oldebørn, kære mormor

Min mor kom ikke engang til begravelsen. Hun sagde, hun var alt for syg, og kunne umuligt rejse. Hun overførte lidt penge til begravelsen som sit datterlige bidrag.

Jeg stod for alt selv. Men der var heller ikke meget at stå for: Nogle naboer, et par gamle kolleger og veninder af mormor var de eneste, som kom. De hjalp mig, så godt de kunne, i respekt for den elskede Ingrid Holm.

Men da min mor fandt ud af, at hun ikke fik noget arven, skete der et mirakel. Pludselig kunne hun alt igen.

Fantastisk, ikke? Hun kunne knap nok gå, men nu har hun energi til at trampe på døre og råbe op, mumlede jeg, hver gang hun kom og lavede ballade i opgangen.

Kun én gang, efter at mormor var død, lod jeg min mor komme ind i lejligheden. Det blev jeg bittert fortryd.

I frustration smadrede hun Ingrids elskede vase mod væggen, da hun så beviset på mit ejerskab. Hun var tæt på at rive dokumentet i stykker, råbte og stampede. Jeg fik hende lige akkurat ud igen.

Det er MIN lejlighed! Min! vrælede hun med knyttede næver. Tyv! Du har udnyttet en syg, gammel kvinde og tiltusket dig hendes penge! Jeg går til retten! Jeg skal nok bevise det!

Min mor havde overbevist sig selv om, at mormor havde været ude af stand til at handle fornuftigt, da hun skrev lejligheden over på mig. Nu ville hun omstøde hele aftalen. Flere gange prøvede hun at trænge sig på, men jeg lod hende ikke slippe ind.

Hun var syg! Det ved du godt. Du ringede jo selv og fortalte det. Hun var lam efter et slagtilfælde, det betyder, at hjernen var skadet. Så det aftale er ugyldig! råbte Dorte i opgangen og bankede på min dør. Folkens, se her! Hun har snydt sig til pensionistens bolig! Vi må stoppe hende og give hjemmet tilbage til den rette ejer!

Naboerne trak bare på smilebåndet. De gamle mennesker, der havde kendt Ingrid og mig i årevis, vidste udmærket, hvad der var op og ned.

Det blev der ikke noget retssag ud af. For kort tid efter blev Dorte virkelig syg og mistede interessen for det hele.

Astrid jeg har brug for din hjælp peb hun i telefonen, næsten uhørligt. Mændene ved ikke, hvordan de skal passe mig Du klarede mor, kan du ikke komme?

Undskyld, mor, jeg kan ikke, svarede jeg. Jeg er gravid, og lægen siger, jeg ikke må løfte noget tungt.

Gravid? Skam dig! råbte hun i røret (hvor var hendes triste stemme nu blevet af?).

Nej, jeg er gift, lykkelig og venter barn, sagde jeg roligt, og kunne ikke lade være at tilføje: Du ville jo trække mig i retten hvorfor gjorde du det ikke?

Satans unge! skreg hun og lagde på.

Dorte, du skal altså ikke råbe sådan! sagde hendes mand Bjarne, der stod ved siden af, kiggede forelsket på hende og foreslog: Vi tager et lån, så ansætter vi en hjemmehjælper til dig

Hold op! råbte hun vredt.

Hun kunne næsten ikke udstå ham. Bjarne havde været enlig enkemand, ti år ældre end hende, og alle hendes forhåbninger om et bedre liv med ham brast, da det viste sig, at han var blottet for midler. Han havde lånt penge og givet sig ud for at have mere, end han reelt havde, for at imponere hende. Han gennemskuede dog hurtigt, hvordan tingene hang sammen men han elskede hende alligevel.

Min mor blev boende lidt hos Bjarne, så hun ikke skulle betale husleje andetsteds. Men hun havde ikke fundet en ny, rigere mand endnu, og så indhentede sygdommen hende, for alvor.

***

Man skulle aldrig have forbandet sig selv og falsk udgivet sig for at være syg, mor sagde jeg en aften, mens jeg så stjernerne lyse over byen. For oven kan de se alt.

Og så tænkte jeg endnu engang på, hvor taknemmelig jeg var over mit liv med min elskede mand Jakob ham sendte Gud mig. Eller måske var det mormor for hun elskede mig så højt og ønskede kun min lykkeDa jeg mærkede sparket fra mit kommende barn, lagde jeg hånden blidt på maven og smilede. Noget forløsende bredte sig i mig; et løfte om, at alt det gamle skuffelserne, råbene, længslen, ensomheden nu gik i opløsning, som morgendisen for solen.

Jeg kunne høre Jakobs rolige fodtrin i gangen. Han stak forsigtigt hovedet ind til mig, hans øjne fulde af varme og håb.

Alt okay, Astrid?

Ja, svarede jeg, bedre end nogensinde.

Han satte sig tæt ved mig. Vi hviskede sammen om navne, drømme, fremtid. Jeg mærkede lyset fra stjernerne, vidste at mormor et sted så til og smilede med. Om lidt ville en ny familie begynde, men nu på solide ben, bygget på kærlighed, ikke på krav.

Lejligheden duftede endnu af Ingrids lavendelsæber og nybagt brød. Jeg pressede kinden mod vinduet og så ud på gården, hvor syrenerne lige var sprunget ud. En blid vind dansede med gardinet, og jeg hørte stadig bornholmeruets sagte tikken, som om det bekræftede, at tiden sørgede for sit.

Jeg lovede mig selv, at mit barn aldrig skulle vente for gæstfrihed, omsorg, nærhed at hun, eller han, altid skulle vide, hvor hjemmet var. I det øjeblik forsvandt min mors stemme, hendes vrede, som et svagt ekko, der ikke længere havde magt over mig.

For endelig, efter alle de år med venten og savn, havde jeg selv fundet vejen ind i mit eget lys.