Den unødvendige I det gamle landhus sad Klara ved vinduet og kiggede ud på vejen, mens hun tænkte over livet. Hun havde det ikke godt, faldt ofte i søvn med tøjet på, bange for ikke at vågne næste morgen. Selvom hun ikke var gammel, så spørger sygdommen aldrig om alder. Hendes helbred blev svækket, da hun mistede sin mand og stod alene tilbage med to sønner. Dengang kom hun sig nogenlunde, arbejdede, men med alderen blev det sværere dag for dag. De to brødre – den ældste, Sigurd, og den yngste, Mads – var meget forskellige. Sigurd var altid alvorlig, tilbageholdende og godhjertet. Jo ældre han blev, jo mere elskede han bøger, klarede sig godt i skolen og var altid hjælpsom overfor sin mor. Mads, eller “Madsen”, som alle i landsbyen kaldte ham, havde altid været en lille vildbasse, fuld af narrestreger. Hvor end der var ballade, var Madsen med – han kunne smutte ind i naboens have, binde nogens geder løs eller trampe blomsterne i bedet ned med de andre unger. Selvom Klara elskede sine drenge lige højt, kunne hun godt mærke, de var forskellige. Hun skældte ofte ud på Madsen: – Se nu på din storebror, lærerne siger kun gode ting om ham. Jeg må rødme på dine vegne, dig har de aldrig rost. Men Madsen rystede bare på hovedet og løb sin vej. Efter folkeskolen kom Sigurd på universitetet i Aarhus og flyttede væk. Han fik eksamen som ingeniør, og når han var hjemme, viste han stolt sit diplom til sin mor, der glædede sig med ham. – Mor, jeg har tænkt mig at gifte mig, jeg har fundet min elskede Dorte, vi har allerede meldt os til bryllup på rådhuset i Aarhus. Hun kunne ikke komme med nu, hendes far er meget syg, – forklarede Sigurd, mens han kløvede brænde i gården, og moren ville hjælpe, men det tillod han ikke. – Mor, jeg er jo en sund, ung mand – det er mit job, tag du det roligt, jeg klarer det hele. – Tak, min søn… jeg er bare så glad for, du har fundet en. Jeg glæder mig sådan til at møde hende. – Til brylluppet! Det sker om en måned. Mads kom hjem fra arbejdet og måbede: – Hold da op, brormand, har du kløvet hele bunken? Den har ligget længe, jeg fik det aldrig gjort. Mads havde knap nok afsluttet folkeskolen, gad ikke rigtig mere og droppede studierne. Han blev på landet, arbejdede som traktorfører, og som barn var han, sådan var han stadig – lidt sjusket, lidt magelig, aldrig meget alvorlig. Klara måtte skubbe på ham for at få ham til at reparere hus og hegn, han gik sjældent i gang af sig selv. Faren havde efterladt to huse. Et gammelt, skævt hus med knirkende gulve, og et andet, solidt hus, hvor familien boede – nu kun Klara og Mads. Klara og Mads rejste til Sigurds bryllup i Aarhus. Klara brød sig virkelig om Dorte – en rar og smilende kvinde. Tilbage i landsbyen spurgte naboerne nysgerrigt til bruden. – Dorte er så sød – heldig Sigurd, han vil blive lykkelig, sagde Klara glad. En dag kom Mads hjem og sagde: – Mor, jeg skal også giftes! Klara troede ham ikke helt, Madsen havde jo altid været lidt af en lømmel, hun frygtede, han aldrig ville slå sig ned. – Det var godt, min dreng – endelig lidt hjælp herhjemme også. Hvem er hun? Er det en her fra byen? – Næ, hun er fra nabobyen, Louise hedder hun. Hun er lidt frisk, men det kan jeg godt lide, – sagde Mads smilende. Alle undrede sig over, hvordan hun havde fået ram på Madsen. Snart holdt de bryllup, Sigurd kom dog ikke – Dorte ventede tvillinger og kunne ikke rejse. Efter brylluppet blev Louise straks husets hersker. Svigermor var syg, manden svag, så Louise bestemte, alt hvad hun sagde blev gjort. Hun kom ikke godt ud af det med Klara – fra starten duede det ikke. I starten gik det, de stod op før solen og passede dyrene, Mads hentede vand, Louise var ferm i huset. Men efterhånden blev hun mere og mere utilfreds med at bo under samme tag som svigermor. – Mads, din mor sviner og spilder mælk overalt – det er mig, der må gøre det rent, jeg er ikke rengøringskone! Hun vælter ting, taber brødkrummer og kan knap huske noget. Hun skal ikke i køkkenet! Mads vidste godt, moren var syg, rystede på hænderne og glemte ting. – Men det er jo min mor… kan jo ikke smide hende på gaden. – Jeg siger jo ikke, hun skal ud! Men der står jo det gamle hus, der kan hun bo. Vi hjælper hende, du reparerer ovnen, bærer mad over, det bliver fint! Mads sukkede – huset var gammelt og utæt. – Der er koldt om vinteren… – Så må du jo lappe ovnen og tætte taget – det skal nok gå, – sagde Louise, og han gjorde som hun sagde. Klara forstod med tiden, hvad svigerdatteren havde i tankerne, men sagde ikke meget. Da Mads havde gjort det gamle hus beboeligt, kom han: – Mor, nu må du flytte. Jeg har sat det i stand, ovnen virker, jeg hjælper dig over. Det er bedst for alle. Uden et ord pakkede Klara sine ting og flyttede. Mads kom sjældent. Klara sad for det meste i vinduet, gik sjældent ud, bange for naboernes nysgerrighed. Hun savnede sit tidligere liv og tænkte på Sigurd og barnebørnene, som hun kun sjældent hørte nyt om. Sigurd ringede jævnligt til Mads og spurgte til deres mor, men Mads fandt altid på undskyldninger, lod hende aldrig tale i telefon. Han sendte heller ikke den telefon, som Sigurd tilbød at betale for. Klara sad alene og ventede hver dag på, at nogen kom. Helsen blev ringere, hun huskede værre og drømte om, at nogen ville tage hende tilbage. Tiden gik, Sigurd blev mere urolig og tog til landsbyen uden at sige noget. Da han kom, blev han chokeret over at finde sin mor i det kolde, mørke gamle hus, mens Mads og Louise boede lunt ovre på den anden side. – Hvad har du gjort!? Du har forrådt mor! råbte Sigurd. Inden længe tog Sigurd sin mor med til byen, hvor hun kom til at bo sammen med ham og hans familie, passede sine tvillingebarnebørn og mærkede kærlighed og nærvær igen. Men alligevel tænkte hun stadig på Mads – måske ville han en dag komme og sige undskyld. Men det ved hun nu, at han aldrig gør. Tak fordi du læste med – tak for din opbakning og rigtig meget held og lykke til dig i livet.

Ubrugelig

I et gammelt bindingsværkshus sad Gerda ved vinduet med blikket rettet ud mod grusvejen og tankerne flydende frit. Hun følte sig svag, oftere end før blev hun overmandet af søvnen fuldt påklædt, angst for at hun aldrig ville vågne igen. Ikke aldeles gammel, men sygdommen tog ikke hensyn til alder. Hendes helbred svigtede, efter at hun begravede sin mand og blev alene med sine to sønner. Dengang kæmpede hun sig op, arbejdede, men år for år blev kroppen mere træt.

Søren, den ældste, var alvorlig af sind, rolig og godhjertet. Jo ældre han blev, desto større blev hans kærlighed til bøger, og i folkeskolen klarede han sig godt. Han hjalp ofte sin mor hjemme.

Den yngste, Asger, var en livlig fyr folk i landsbyen kaldte ham ofte bare Aske. Han var urolig, altid i bevægelse, ustyrlig. Hvor der var ballade, kunne man regne med at finde ham; han klatrede over fremmede hække, slap naboens får ud, trampede blomsterbedene med de andre knægte.

Gerda elskede begge drenge for hvad de var, selv når hun ofte måtte skælde Asker ud:

Kig på din storebror! Lærerne roser ham kun, men for dig må jeg undskylde overfor hele skolen, aldrig et rosende ord om dig.

Asker viftede med hånden og løb videre ud. Efter skolen flyttede Søren til København for at læse til ingeniør. Han sendte hjem sit eksamensbevis, og Gerda var stolt.

Mor, jeg har tænkt mig at gifte mig. Jeg har mødt Mette, vi har allerede afleveret papirerne, men hun har ikke tid til at komme med hendes far ligger for døden, så hun pendler mellem hospitalet og hjemmet, fortalte Søren, mens han kløvede brænde i gården. Gerda prøvede at slæbe stykkerne over i brændeskuret, men sønnen holdt hende tilbage: Mor, jeg er ung og stærk! Du skal ikke slide dig op, læn dig nu bare tilbage.

Ja, min dreng, det glæder mig sådan at høre. Jeg ville så gerne hilse på din brud!

Kom til brylluppet, så møder du hende. Det bliver om en måned.

Da Asger kom hjem fra arbejde, måbede han:

Hold op, du har kløvet al brændet! Det har ligget her i ugevis og ventet på at jeg tog mig sammen.

Asger havde droppet ud af skolen, og tog aldrig rigtig sig sammen til noget, han blev traktorfører ligesom sin afdøde far og boede hjemme. Han havde stadig samme rodede væsen, og Gerda måtte ofte skubbe på, hvis huset eller hegnet skulle repareres.

Faren havde efterladt to huse. Det ene, ældgammelt, stod en smule skævt, rødmossede tagsten, indgangen knirkede, og katten fandt kun selskab derinde. Ved siden af lå hovedhuset solidt, hvor de boede sammen, Gerda og Asger.

Gerda og Asger tog toget til Aarhus til Sørens bryllup. Mette var sød og venlig, altid smilende, præcis sådan en svigerdatter, Gerda kunne ønske sig. Hun vendte glad hjem, nabokonerne spurgte nysgerrigt til bruden.

Hun er perfekt for min Søren, heldig er han. Smuk og omsorgsfuld, og vigtigst af alt, godhjertet.

En dag, da Asger kom hjem, sagde han:

Mor, jeg skal også giftes.

Gerda troede først ikke på ham; han havde levet løst og vildt, og hun havde opgivet tanken om børnebørn fra ham.

Ja, så kan jeg få lidt hjælp herhjemme. Du ser selv, jeg kan ikke mere, jeg må holde op med at arbejde, er endda på førtidspension nu. Hvem er hun? Kender vi hende?

Hun er fra Børglum, lidt nordpå. Hun hedder Helle. Rap i replikken, men sådan kan jeg lide det, smilede Asger.

Alle undrede sig over, hvordan Helle havde snøret Asger han forstod det ikke helt selv.

De holdt bryllup, men Søren kunne ikke komme. Mette ventede tvillinger og turde ikke rejse.

Tillykke, Asger! Bliv nu lykkelig. Søren sendte penge, lover at komme senere. Mor hentede han besked til.

Efter brylluppet følte Helle sig hurtigt som herskerinde i huset. Svigermoren var syg, manden ville hellere gøre, som hun sagde. Hun var vant til at tage styringen og havde aldrig haft det godt med at bo under andres tag.

I starten fungerede det hele: tidligt op, malkede koen, fodrede dyrene, Asger hentede vand, Helle lavede mad og styrede huset. Men med tiden blev Helle mere gnaven.

Asger, se på din mor. Hun taber mælken på gulvet, og jeg skal tørre op. Jeg er ikke hendes hushjælp. Hun smider krummer overalt, griber rystende om sukkerskålen. Hun glemmer at sætte låg på suppen, nu kommer fluerne. Jeg kan ikke holde det ud. Hun skal ikke engang være i køkkenet.

Asger vidste, moren var syg, de rystende hænder, den svigtende hukommelse.

Helle, hun er jo min mor vi kan da ikke bare smide hende ud.

Hun skal jo ikke på gaden, sagde Helle, men I har jo det gamle hus. Der kan hun bo. Der er tag over hovedet, vi kan bringe mad, hjælpe lidt, du fikser bare ovnen.

Asger sukkede. Det gamle hus var koldt, brædderne rådne.

Men om vinteren fryser hun

Så fixer du ovnen, rens skorstenen, lapper vinduerne, det bliver godt nok, insisterede Helle.

Gerda opfangede, Helle havde planer, men forstod det ikke helt. Hun så dog Asger slæbe værktøj over til det gamle hus, og efter to uger var det beboeligt, men stadig både mørkt og fugtigt.

Mor, vi skal tale sammen. Kan du ikke pakke dine ting? Jeg har gjort huset klar, hjælper dig med at flytte. Det er varmere nu, ovnen virker, og så har vi hver sit. Jeg kommer med mad, jeg lover det.

Gerda sagde ingenting, pakkede i stilhed. Asger bar det hele over og sagde:

Så, nu bor du her. Jeg kommer igen i morgen. Vi er jo lige ved siden af.

Men Asger kom sjældent. Gerda fyrede op, lavede mad til sig selv. Han bragte lidt kartofler, mælk, brød og sukker. Hun undgik landsbyen, skammede sig over, hvad andre kunne finde på at sige. Hun blev i huset, undgik spørgsmål og nysgerrige blikke.

Hun sad ved vinduet og ventede. Nogle aftener gik hun ud på trappen og lyttede i mørket, om hendes søn ville komme. Da efteråret for alvor satte ind, svandt hendes helbred endnu mere. Hænderne rystede, hukommelsen svigtede. Hun vågnede ofte forvirret og mindedes ikke hvorfor hun var i gården.

Hvordan er det kommet dertil? tænkte hun ofte. Har jeg gjort noget galt, jeg har aldrig været uvenskabelig mod Helle?

Hun tænkte mere og mere på Søren. Nu havde han sikkert fået tvillinger. End ikke telefonen ringede mere. Før ringede han til Asgers mobil, og Gerda fik også en snak.

I København gik Søren op i babypleje og dobbelte nattevagter, men han fandt alligevel tid til at spørge sin bror til moren.

Asger, hvordan går det med mor?

Fint nok, hun går lidt ud, får luft.

Giv hende lige røret, jeg vil fortælle hende om ungerne.

Hun er lige ude et ærinde, løj Asger.

Er du sikker på hun har det godt? Køb hende en nem mobil! Jeg sender lidt penge.

Hvad skal hun med den? Jeg har jo min. Alt er godt, hun er tilfreds.

Asger løj uden skam. Løj for broderen, som han altid havde gjort for moren, dengang han pjækkede fra skole. Han følte sig ikke skyldig, selv efter at have sendt sin egen mor ud af stuen. Helle var tilfreds og bekræftede ham:

Godt du turde, det rigtige valg, og Asger begyndte at tro på det selv.

Gerda sad fortsat i sit vindue, ventende. Asger kom sjældnere end før, og rigtigt blev det kun hurtige visitter. I København voksede Sørens bekymring. Noget føltes ikke som det skulle.

Husker du, Mette, jeg har endnu ikke talt med mor! Asger undviger altid, siger hun sover eller er ude.

Han tøvede ikke længere. En søndag morgen svingede Sørens Polo ind foran gården. Asger kom forvirret ud.

Hvor er mor?

Der i det gamle hus, mumlede han.

Hvad?! Har du virkelig placeret hende der?! Jeg bad dig tage dig af hende! Jeg har sendt dig penge! Du har løjet

Helle, med ustyrligt hår, råbte: Hvad vil du? Hun tager pladsen fra os! Alt vælter ud af hendes hænder, hun skulle være taknemmelig vi ikke har smidt hende på gaden!

Hold op! afbrød Søren hårdt. Han gik ind i det gamle hus.

Gerda opdagede Søren gennem ruden, frygt for et øjeblik at han ville slå Asger. Men da han kom ind, tog hun imod ham.

Søren, har du tid til at være her? Du må have masser at lave med de små.

Han omfavnede hende tæt.

Undskyld, mor. Undskyld jeg stolede på Asger. Undskyld.

Mette og børnene hvordan har de det? Vokser de?

Ja, mor. Tvillingerne, Martin og Gustav, du skal møde dem snart.

En time senere pakkede Søren sine mors få ejendele og tog hende med til byen. Hun tog ikke afsked med Asger eller Helle, de kom slet ikke ud.

Nu står Gerdas seng mellem Sørens tvillinger, hun læser historier for dem og liver op i deres liv. Drengene minder hende om Søren som barn. Alt er godt. Gerda får kærlighed og omsorg, lever nu i varme, omgivet af leg. Men i drømmene, i nattens mørke, håber hun stadig, at hendes yngste søn kommer og beder om tilgivelse. Men det gør han nok ikke.

Tak fordi du læste med, tak for støtte og venlige tanker. Held og lykke til dig.