Du har ingen samvittighed. Kan du ikke se, hvor svært Daniel har det? Han er din bror, du kunne have hjulpet ham. Du tænker altid kun på dig selv.
Det runger stadig i mit hoved, det min mor sagde sidst hun ringede til mig. Hun bad mig hente alle mine ting fra hendes lejlighed.
Vi kan dårligt komme rundt for bare dine sager, sagde hun.
Samtalen kom efter, at jeg havde afslået at give min bror, Daniel, penge til udbetalingen på en ejerlejlighed. Ja, give ikke låne for jeg ved udmærket, at jeg aldrig ville få dem tilbage.
Efter jeg sagde nej, stormede Daniel ud af min lejlighed, rasende. Han var overbevist om, at jeg selvfølgelig bare ville overdrage alle mine opsparede penge til ham, fordi han nu har familie og børn hvilket jeg ikke har.
Jeg har brug for at skrive det ned, fordi jeg synes, mine nærmeste er urimelige overfor mig og ovenikøbet lige op til jul.
Da jeg flyttede til København for at læse på universitetet, begyndte jeg straks at arbejde ved siden af studierne. Først boede jeg på kollegium og derefter delte jeg en lejlighed med en veninde. Jeg ville ikke være afhængig af mine forældre, så jeg knoklede både for at forsørge mig selv og for at kunne hjælpe min mor økonomisk.
Hun bad mig aldrig direkte om penge, men spurgte altid, om jeg ikke kunne tage tøj, sko eller ting til hjemmet med til hende. Og når det kom til dagligvarer, kom jeg altid slæbende med fyldte poser.
Min mor bor stadig i en treværelses lejlighed i Odense sammen med Daniel. Vores far døde for tre år siden.
Daniel har aldrig været særlig interesseret i at uddanne sig. Da han var færdig med folkeskolen, tog han til Tyskland for at arbejde, men det eneste, han fik ud af den tur, var en gammel brugt bil. Da han kom tilbage, begyndte han som taxachauffør i byen.
Senere blev han gift og fik Signe med ind at bo hos sig hos vores mor. Men der var aldrig rigtigt nogen penge, for Daniel lever fra hånden til munden. Hver gang han og Signe fik løn, blev alt brugt med det samme.
Både min mor og Signes forældre har jævnligt måttet hjælpe dem med penge. Daniel har altid været sikker på, at der nok skulle komme nogen og redde ham, så han har aldrig forsøgt at tjene mere eller planlagt sin økonomi.
Nu har Daniel og Signe to børn, og nummer tre er på vej.
De synes, min mors lejlighed er blevet for lille, og er begyndt at lede efter en ejerlejlighed. Imens bor jeg i en lejet lejlighed med min kæreste, Mikkel. Vi har planer om at blive gift, men venter på det rette tidspunkt. Vores økonomi er sund Mikkel arbejder som softwareudvikler, og jeg driver nogle webshops.
Vi sparer alt, vi kan, sammen, for at kunne købe vores eget hjem, så vi kan flytte ind efter brylluppet og være helt selvstændige.
Min mor kender udmærket godt til vores planer, men alligevel gav hun Daniel det indtryk, at han kunne bede mig om økonomisk hjælp.
De vil købe en lejlighed, men mangler penge til udbetalingen, sagde hun til mig.
Da Daniel kom og sagde helt åbent, at han havde brug for penge, afslog jeg. Så blev han virkelig vred. Han mente, at jeg skyldte ham at hjælpe, kun fordi han har børn og jeg ikke har.
Senere ringede min mor og sagde:
Du har ingen samvittighed. Kan du ikke se, hvor svært Daniel har det? Han er din bror, du kunne have hjulpet ham. Du tænker altid kun på dig selv.
Så sagde hun:
Kom og hent dine ting fra vores lejlighed. Vi kan ikke være her for alt dit skrammel. Og du behøver ikke komme til jul. Daniel er sur, og jeg har det heller ikke specielt godt med dig.
Jeg valgte at lade være med at diskutere. Jeg må bare finde plads til mine ting i vores lejebolig, indtil Mikkel og jeg kan købe vores eget. Når vi får vores eget sted, flytter jeg alle mine ting derhen.
Jeg kunne godt have lånt Daniel pengene, men jeg ved jo, at jeg aldrig ville få dem igen. Han spurgte jo ikke engang; han regnede bare med, jeg ville give ham mine opsparinger. Bare fordi han har børn
Jeg tænker meget over, hvordan jeg skal håndtere det her. Hvad ville du gøre i min situation?
