En dag før jeg skulle giftes, forlod min forlovede denne verden. Alt var klart: Kjolen hang fremme, ringene lå klar, gæsterne havde sagt ja, maden var bestilt. Den dag valgte han at tilbringe eftermiddagen hjemme hos sig selv med et par venner – stille og roligt, sagde han, for at tage afsked med sit ungkarleliv. Ingen vild fest, ingen overdrivelser. De sad bare, snakkede, drak lidt og delte historier. Jeg var hjemme og ordnede de sidste detaljer. Klokken 21:30 ringede telefonen. Det var en af hans venner. Han sagde, at min forlovede pludselig var besvimet og nu blev kørt til Rigshospitalet. På vej derind gentog jeg for mig selv, at det bare var noget midlertidigt… chok… måske udbrændthed op til brylluppet. Da jeg ankom til hospitalet, bad de mig vente i et koldt rum. Ventetiden var ikke lang. En læge kom, satte sig ved siden af mig og sagde sandheden… Jeg kan ikke huske, om jeg græd eller skreg i det øjeblik. Jeg husker lydene fra hospitalet, de hvide lamper, og følelsen af, at noget var helt galt. At jeg ikke skulle sidde der og høre sådanne ord. At det ikke måtte ske for mig. Næste dag var der intet bryllup. Der var en begravelse. Det hjem, der skulle have været begyndelsen på vores familie, blev fyldt med sørgekranse. De samme mennesker, der skulle have set mig i hvid kjole, kom med deres kondolencer. Jeg pakkede kjolen væk. Aflyste alt. Jeg lærte at tage telefonen uden at vide, hvad jeg skulle sige – og måtte forklare igen og igen: Nej, det er ingen fejl… Ja, det er sandt… Ja, kisten stod der dagen før brylluppet. Måneder gik. Siden år. Jeg forsøgte aldrig at finde kærligheden igen. Det var ikke et bevidst valg til at starte med. Jeg kunne bare ikke. Hver gang nogen nærmede sig, lukkede noget sig i mig. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle begynde forfra – når min historie sluttede, før den overhovedet var begyndt. Jeg blev alene – ikke fordi der ikke var muligheder, men fordi jeg ikke kunne finde styrken til igen at tage chancen med mit hjerte. Der er gået tyve år siden dengang. Jeg har indrettet mit liv på en anden måde. Passet mit arbejde, mine kære, lært at være alene. Men jeg har aldrig elsket på samme måde igen. Han var mit sidste løfte. Min sidste delte drøm. Efter ham lærte jeg bare at leve alene. Og sådan… det er min historie.

Du, jeg skal fortælle dig noget, jeg ikke har sagt til mange. Det var en dag lige før jeg skulle giftes med min forlovede, Mads. Alt var klart. Kjolen hang på bøjlen, ringene lå klar, gæsterne havde meldt deres ankomst, og maden var bestilt. Dengang sagde Mads, at han bare ville holde en stille eftermiddag hjem­me hos sig selv med et par venner intet vildt, bare lidt hygge for lige at sige farvel til ungkarletiden. De sad bare sammen, drak et par øl, snakkede og fortalte røverhistorier. Jeg blev hjemme og ordnede de sidste småting.

Klokken 21:30 ringede min telefon. Det var en af hans venner. Jeg glemmer aldrig stemmen. Han sagde, at Mads pludselig var besvimet, og at de var på vej til Rigshospitalet. Jeg kan huske, at jeg kørte derind og blev ved med at sige til mig selv, at det sikkert bare var en forskrækkelse måske stress over alt bryllupshalløjet.

Da jeg kom ind på hospitalet, bad de mig vente i et koldt venteværelse. Det føltes som lang tid, men det var det nok ikke. Så kom en læge ud, satte sig overfor mig og sagde, at jeg skulle tage plads. Lige der fik jeg sandheden. Jeg husker ikke, at jeg græd eller skreg. Jeg kan kun huske lydene fra hospitalet, det skarpe lys fra de hvide lamper, og følelsen af at alt var forkert. At det ikke kunne passe, at jeg skulle høre de ord. At det bare ikke måtte ske for mig.

Dagen efter var der ingen bryllup. Der var begravelse. Vores lejlighed, som skulle have været begyndelsen på vores liv sammen, var pludselig fyldt med blomsterkranse. De samme mennesker, som skulle have set mig i hvidt, kom nu for at sige deres kondolence. Jeg pakkede kjolen væk. Aflyste det hele. Jeg lærte at tage telefonen uden at ane, hvad jeg skulle sige. Jeg skulle forklare igen og igen: Nej, det var ingen fejl ja, det er sandt ja, kisten var der dagen før vores bryllup.

Der gik måneder og så år. Jeg prøvede aldrig igen på at finde en kæreste. Det var ikke en bevidst beslutning i starten. Jeg kunne bare ikke. Hver gang nogen nærmede sig mig, lukkede noget sig inde i mig. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle begynde forfra, når min egen historie var slut, før den overhovedet var begyndt.

Jeg endte med at være alene ikke fordi jeg ikke havde chancer, men fordi jeg ikke kunne få mig selv til at satse mit hjerte igen på noget, der kunne gå i stykker sådan.

Nu er der gået tyve år siden den dag. Jeg fandt en måde at indrette mit liv anderledes på. Jeg arbejdede, passede på mor og far, lærte at være med mig selv. Men jeg elskede aldrig igen på samme måde. Mads var mit sidste løfte. Min sidste store drøm, vi havde sammen. Efter ham lærte jeg bare at leve alene.

Så ja, det er min historie.