Dagbog, 14. marts
Jeg ved snart ikke, hvordan jeg skal forholde mig til min svigermor, Ingrid Nielsen. Det føles nogle gange som om, uanset hvad vi gør, så bliver det aldrig rigtigt i hendes øjne.
Hør nu her! sagde hun med skarp stemme i køkkenet i dag. Mette er min datter! Og du, Anne du kan kun anklage og brokke dig hele tiden. Gå nu, Anne. Gå. Jeg får dårlig blodtryk på grund af dig. Hent Lars, jeg skal tale med ham uden andre til stede!
Hvor er han? Anne, jeg spørger dig: hvor er foodprocessoren henne? Du må da have set, at jeg satte den her på kommoden hele pladsen var ryddet til den!
Jeg stod midt på Ingrids lille køkken, med dagligvarer i favnen. På pladsen, hvor den fine Kenwood maskine gaven fra Lars på hendes 70-års dag havde stået, lå nu en bunke gamle aviser og en slidt voksdug.
Ingrid, hvad mener du? sagde jeg, mens jeg forsigtigt satte posen på bordet. Jeg er lige kommet ind ad døren.
Hvad jeg mener? Jamen dog! Den stod her i morges. Nu er den væk! Ingrid myldrede rundt, åbner og smækker skabslåger. Måske har Mette taget den? Hun var nemlig forbi efter lidt salt ja! Det må være det! Selvfølgelig har hun taget den.
Jeg trak vejret dybt. Når Ingrid lod som om, hun glemte, hvor tingene var, betød det altid én ting: nu var maskinen havnet hos ældste datteren.
Mette kom op efter salt og vandt lige en 12-kilos maskine med alle tilbehør under armen? Jeg satte mig på skamlen med overtøjet på. Med både skåle og dejkroge?
Hvorfor ikke? svarede Ingrid og pressede læberne sammen. Hun har jo børn de behøver vitaminer, de skal have frisk juice.
Jeg? Jeg er gammel, jeg får bare halsbrand af alt det smoothie-værk. Mette sagde, hun havde brug for den mere. Hun er alene-mor. Det er hårdt for hende.
Ingrid, Lars betalte af på den maskine i tre måneder det var en gave til dig. Personligt til dig. For at du ikke skal slide hænderne op på det gamle rivejern længere.
Nu starter det! udbrød hun højlydt. Tæller I nu på kroner og øre igen! Lars er mand det er hans pligt at hjælpe sin søster. Og du, Anne, vogter hver øre som en ørn. Som om vi tager fra jeres hjerte. Det er jo bare en foodprocessor
Det er ikke pengene. Jeg mærkede en trykken bag tindingerne. Vi vil bare have, at vores gaver bliver, hvor de hører til. Kan du huske støvsugeren fra sidste jul? Hvor er den nu? Hos Mette. Og dampmoppen? Hos Mette. Selv det italienske stel, vi tog med hjem fra Rom
Nu stopper du! afbrød Ingrid. Mette er min datter! I gør ikke andet end at bebrejde. Gå så, Anne. Min blodtryk stiger. Hent Lars, jeg skal tale med ham. Alene!
Jeg trådte ud af lejligheden håndfast. Nu ville Ingrid ringe til Lars, græde lidt og sige, jeg gjorde hende syg og så ville han igen købe hende noget dyrt af skam, når han kom hjem.
Om få dage var maskinen med garanti hos Mette.
***
Lars sad foran sin bærbare og arbejdede på regneark, da jeg trådte ind i stuen.
Igen? spurgte han uden at vende sig.
Igen, svarede jeg og smed tasken på sofaen. Foodprocessoren er hos Mette. Ingrid sagde den var forsvundet, men så indrømmede hun det til sidst.
Lars gned sig i øjnene. Han knokler på to jobs for, at vi kan betale af på boliglånet og stadig hjælpe hans forældre.
Anne, det er jo min søster hvad kan jeg gøre? Skulle jeg tage den fra hende med magt? Mor ringede i formiddags, græd og sagde, Mette er i gæld, ungerne mangler støvler, og nu den foodprocessor Hun sælger den sikkert videre.
Sælger? Jeg blev stående. Lars, vi gav hende en maskine til 4000 kroner, for at din søster der ikke vil arbejde mere end fire timer dagligt kunne skille den ad til småpenge?
Start nu ikke! sagde han træt. Mor siger, hvis vi bliver ved med at gøre regnskab, er vi ikke hendes børn længere.
Jeg rullede med øjnene. Mette den stakkels og svage og vi: de rige, nærige.
***
To dage senere brød det hele sammen endnu engang. Ingrid og Mette kom op at toppes. Grunden var banal: Mette ville have penge, og Ingrid sagde nej.
Lars mobil ringede uafbrudt.
Lars! råbte Ingrid så højt, at jeg hørte det fra køkkenet. Hun kaldte mig uduelig! Hun sagde, jeg ikke var hendes mor mere!
Forestil dig! Hun kastede et viskestykke efter mig og løb med de dagligvarer, du kom med i går! Hvor er hun utaknemmelig!
Slap nu af, mor sukkede Lars.
Nej, du skal høre! Hun har aldrig bidraget! Hun lever af mine penge! Af jeres gaver. Anne har ret, Lars. I hjælper af hjertet hun Av! Hjertet Kommer I forbi i aften? Jeg har det dårligt, så ensomt
Vi tilbragte aftenen hos Ingrid. Jeg vaskede gulve, Lars lavede VVS vandhanen dryppede igen.
Ingrid sad med lommetørklædet krammet i brystet og bagtalte Mette.
Hvem har hun det efter? sukkede hun. Jeg gav hende altid det bedste. Alt det bedste var til Mette. Og hun? Uhøflig kølig, ufølsom, led en
Men I to, I er min støtte. Anne-mor, du laver sådan en god suppe. Lars, du er min beskytter
Sådan nogle aftener mærker jeg noget mærkeligt indeni. Alt virker i balance, vi er gode igen men jeg ved, det ikke varer længe. De bliver gode venner, og så sidder vi tilbage som de onde.
***
Tre uger senere mødte jeg Mette i Føtex.
Hun så strålende ud: ny dunjakke, makeup, dyre poser med tøj og varer i hånden.
Nå, hej Anne! smilede hun bredt. Hvordan går det? Knokler Lars stadig?
Jeg kiggede vurderende på hende.
Mor sagde, du ikke havde råd til vinterstøvler til børnene.
Åh, mor overdriver altid! fnes hun. Vi blev gode venner igen i torsdags. Hun kom forbi, gav mig lidt penge og indrømmede, hun havde været for hård.
Gode venner? spurgte jeg køligt.
Ja, vi spiste wienerbrød og snakkede ud. Hun sagde, Lars hjælper mig med badeværelset, nu hvor han får bonus på arbejdet?
Jeg svarede ikke, men gik. Hjemme så jeg Lars pakke en gave ind til sin mor en ny bærbar computer, selvfølgelig betalt over afdrag. Den gamle, vi gave hende for tre år siden, gik jo i stykker.
Men jeg mistænkte nu, at Mette havde fået den også.
Lars, lad nu være, sagde jeg i døren.
Hvorfor? Jeg ville overraske mor. Den gamle duer jo ikke.
Lars, din mor og søster har allerede aftalt, hvordan din bonus skal bruges. Han stivnede.
Hvordan det?
Mor lyver dig direkte op i ansigtet, så du fortsætter med at betale. Og Mette shopper løs for pengene.
Da jeg fortalte Lars det hele, forsvandt humøret med det samme.
Sådan er det altså.
***
På Ingrids fødselsdag sad Mette og hendes børn, sammen med Ingrid ved et overdådigt dækket bord. Da Lars og jeg trådte ind, så Ingrid overrumplet ud, og sendte et hurtigt blik til sin datter.
Nå, Lars, Anne I kom uden invitation?
Tillykke med fødselsdagen, mor, sagde Lars. Undskyld, økonomien er stram. Boliglånet steg. Her er nu blomster.
Mette fnøs og betragtede sine negle.
Stram økonomi? Mor sagde, I ville købe ny bil.
Hvad mor siger er ikke nødvendigvis sandt, svarede jeg. Vi sparer på alt.
Ingrid trak på skulderen.
Nå, sæt jer, når I alligevel er her. Flyt dig, Mette. Giv plads til fattigfolkene.
Aftenen var tavs fra vores side Ingrid og Mette sludrede kun med hinanden.
Måske Lars snart kan lave mit badeværelse? sagde Mette højt. Fliserne falder bogstaveligt talt ned.
Jeg har ikke lovet dig noget, Mette, svarede Lars roligt. Jeg har ingen penge eller tid til dit badeværelse.
Hvad?! Ingrid tabte bestikket. Lars, hvad laver du? Du skal holde dit ord! Du har penge, jeg ved det. Anne, har du lokket ham til det?
Jeg har ikke lokket nogen, svarede jeg. Vi er færdige med at finansiere jer. Vi giver ting de ender hos Mette. Vi giver penge de ender hos Mette. I skændes vi er de gode; når I forsones vi er de onde. Nu stopper det.
Hvor vover du! skreg Mette og rejste sig. Du er ingenting her! Du stjæler min bror!
Ingenting? Jeg rejste mig også. Det her hjem har Lars betalt alt til, mere end din egen nyre er værd, Mette! Vinduer, døre, hvidevarer alt betalt af ham, selv optjent.
Ud herfra! råbte Ingrid med dirrende finger mod døren. Forsvind begge to! Kom ikke tilbage uden undskyldning og gør, hvad I skylder!
Lars rejste sig sidst. Vi gik tavse, og det gjorde ondt at se på ham. Han så helt knust ud.
***
To måneder med stilhed. Ingen opkald, ingen penge blev bedt om. Så en dag stod Ingrid pludselig bag døren.
Lars luk mig ind?
Han trådte væk, åbnede døren, og hun traskede gennem entreen og kastede skoene.
Hvad bringer dig her, Ingrid? spurgte jeg.
Mette hun Hun skjulte ansigtet i hænderne. Hun er rejst. Tog børnene, pakkede alt og tog til Jylland til en eller anden mand.
Jamen, så går det jo godt for hende, sagde jeg. Hun får sig et liv.
Godt? peb Ingrid og så på mig med røde øjne. Hun plyndrede mig. Tog alle kontanter, hver øre jeg havde. Da jeg protesterede, kaldte hun mig en byrde og hun tog al teknikken. Selv din mikroovn, Lars
Hun græd men Lars ansigt var ufølsomt.
Hvad vil du så, mor?
Dreng, jeg har ikke penge til huslejen. Køleskabet er tomt. Vandhanen i badeværelset sprang, jeg har oversvømmet underboen de kræver penge for reparation.
Mette tager ikke telefonen. Hjælp mig I har jo altid penge.
Jeg kiggede på Lars, og han rystede let på hovedet.
Mor, sagde han, vi har egne projekter. Vi skal udvide, købe større lejlighed. Der er ingen ekstra penge.
Ingen penge? Hvad med mig? Jeg er din mor. Du har ansvar!
Jeg kommer med dagligvarer én gang om ugen. Kun basis ris, rugbrød, mælk. Rykker pengene direkte til regningerne fra netbank. Jeg giver dig ikke kontanter. Og ingen vilde gaver. For jeg ved, så snart Mette ringer, ryger det hele til hende.
Du lader din egen mor leve af rugbrød og kartofler?!
Jeg betaler regningerne og giver mad. Slut.
Skænderiet blev vildt. Ingrid råbte og skældte ud på os begge. Lars gad ikke høre på det længe han viste hende ud. Samme aften ringede hun og sagde, hun kunne acceptere vilkårene.
Jeg kan ikke lade være med at tænke: måske kan vi nu få lidt fred?
