I fyrre år har jeg dækket festbordet til nytårsaften, men denne gang sad jeg alene, uden gæster.
I køkkenet herskede der en stilhed, som om selv luften havde trukket sig fornærmet tilbage.
Stegepanden sagde ingenting, køleskabet brummede lavmælt, og for første gang i årtier lavede jeg hverken salat eller varm mad.
Det føltes som om fejringen var aflystsom et teaterstykke, hvor publikum ikke kom.
Og midt i stilheden ringede det på døren.
Jeg fór op.
Hvem kunne det være?
Børnene og børnebørnene var taget hjem til deres familier, veninderne fejrede på deres sommerhuse.
Jeg tog min morgenkåbe på og gik lidt irriteret ud for at åbne.
På trappen stod min nabo, fru Hansen, med en stor emaljeret skål dækket med låg.
Sidder du alene? hun smilede, men hendes blik var omsorgsfuldt. Jeg har lavet salat og tænkte på dig. Jeg ved, du holder af den. Så dig i går, du var så stille, da du gik ud med skraldet. Jeg tænkte, børnene kommer nok ikke i år.
Tak, men det er ikke nødvendigt, prøvede jeg, og ville lukke døren, men hun havde allerede trådt ind.
Kom nu, tag den. Der er nok til os begge. Og må jeg komme ind et øjeblik?
Jeg havde ikke energien til at protestere.
Vi satte salatskålen på bordet, og jeg tændte for elkedlen. Jeg bevægede mig, som om jeg var en brik i en andens program.
Så børnene kom ikke? spurgte hun blidt, mens hun satte sig.
Den ældste fejrer med svigerfamilien. Den mellemste holder det hjemme hos sig. Jeg trak på skuldrene. Det er nok festligere der.
Hun nikkede, så sagde hun forsigtigt:
Så du er for første gang alene til nytår efter alt det, der skete i foråret.
Jeg frøs med koppen i hånden.
Satte den fra mig, og satte mig overfor hende.
Der er gået otte måneder, sagde jeg sagte. Jeg har stadig ikke vænnet mig til det.
Alle i opgangen vidste det. Men ingen talte om det. Som om ord kunne gøre tabet mere virkeligt.
Det er din første højtid alene, ikke?
Den første, smilede jeg bittert. Jeg har altid stået i køkkenet. Hvert år. Fyrre nytårsaftener. Men i dag kunne jeg ikke. Sad i morges og tænkte: hvorfor?
Elkedlen klikkede. Jeg hældte te op, lagde sukker i, og så ud i mørket, hvor enkelte snefnug dalede.
Du ved, sagde fru Hansen stille, jeg har altid misundt dig. Du har haft en stor familie. Larmende, levende.
Det ser sådan ud udefra, sukkede jeg. Men du ved ikke, hvor ofte jeg havde lyst til at gå min vej.
Hun så overrasket på mig.
Dig?!
Ja. Særligt da børnene var små. Søvnløse nætter, skoleproblemer, trodsalder. Og min svigermor kom hver lørdag og fortalte, hvordan jeg skulle leve. Jeg tav og fandt mig i det.
Ude begyndte julelysene at blinke på altanerne.
Engang pakkede jeg endda min kuffert, indrømmede jeg. For længe siden. Jeg var udmattet, ingen spurgte, hvordan jeg havde det. Jeg satte mig og græd.
Han kom ind, satte sig ved siden af og lagde sin arm om mig. Sagde ikke noget. Og jeg tænkte: hvor skal jeg tage hen? Hvem har brug for mig?
Tårerne kom. Jeg lod dem rinde.
Du elskede ham, ikke? spurgte hun.
Jeg gjorde. Men han var så fjern. Han var der, men ikke sammen med mig. Vi boede sammen, men hver var sin egen.
Da børnene blev voksne og flyttede, blev det endnu mere tomt.
Og så indså jeg vi havde ikke noget at tale om længere.
Hvorfor gør det så ondt nu?
Jeg svarede ikke med det samme.
Måske fordi der ikke længere er nogen at give skylden. Jeg sidder alene tilbage med alt det, der aldrig blev sagt. Alt det, der aldrig blev.
Børnene kom forbi sjældent, hjalp til, spurgte om jeg havde det godt. Jeg svarede ja. Så gik de igen.
Det værste er, hviskede jeg, at jeg nogle gange spørger mig selv: hvad nu hvis jeg var gået? Hvis jeg havde valgt mig selv?
Og børnene?
Børnene holder dig tilbage. Man glemmer sig selv. Jeg levede for alle andre. Nu sidder jeg og spørger: hvor er jeg?
Hvor blev kvinden af, som drømte?
Jeg har glemt hende.
Pludselig kunne jeg ikke holde det inde:
Jeg er træt af altid at være den pæne! Træt af at være bekvem! Hele livet har jeg været, som man forventede. Men jeg selv var ikke med!
Ude begyndte de første raketter at lyse himlen op.
Snart midnat.
Skal vi tage hul på det nye år sammen? foreslog hun. Med te og salat.
Jeg så overrasket på hende.
Dig?
Jeg sidder alene hvert år. Plejer bare at lade, som om det ikke er tungt. I aften vil jeg ikke lade som om.
For første gang i lang tid følte jeg mig forstået.
Jeg tændte for fjernsynet. Klokkerne talte sekunderne ned.
Og den tanke kom til mig:
Det er ikke bordet, der gør fest.
Det er samtalen.
Det er at kunne være sig selv.
Da hun gik, var køkkenet ikke længere tomt.
Det var stille, men fyldt af ro.
Jeg kiggede på uret det nye år var begyndt.
Nå, hviskede jeg. Lad mig se, hvad du bringer mig.
Jeg fandt nogle æg, satte stegepanden over.
Og for første gang i måneder tænkte jeg kun på mig selv.
Og jeg smilede.
Hvor mon mange danske kvinder lever hele deres liv for andre og først for sent indser det? Måske er nytårsaften den bedste anledning til at spørge sig selv, hvem man egentlig er og minde sig om, at det aldrig er for sent at finde sig selv.
