Jeg tjener jer ikke mere!
Jeg er altså ikke jeres hushjælper længere!
Hej, min skat! Jeg har en stor overraskelse til dig! Lav din signaturret til aftensmad i aften!
Hvad sker der? spurgte Helle nervøst.
Alt er fint! Jeg fortæller dig det i aften!
Samtalen blev afbrudt, og Helle kiggede tvivlende ud ad vinduet. Det var en råkold oktober. Mandens opkald havde ikke ligefrem gjort hende i bedre humør, for på de femogtyve år de havde været gift, havde han aldrig lavet overraskelser, især ikke nogen store af slagsen.
Dørklokken ringede, netop som hun tog den saftige steg ud af ovnen, garneret med hendes hemmelige sovs.
Hej, kokkepigen! Hvor dufter her lækkert! udbrød Poul glad, mens han satte en flaske rødvin hårdt ned på bordet. Dæk bordet! Jægeren er hjemme!
Hvorfor er du så oppe at køre? Nå, jæger? Helle sendte ham et undersøgende blik.
Jeg vasker lige hænder, så kan vi sludre.
Mens han skænkede vinen op, begyndte Poul højtideligt: Jeg vil udbringe en skål for verdens bedste mand og far! Også for os, og for to ugers fantastisk ferie på det bedste trestjernede hotel ved havet.
Et øjeblik blev Helle næsten glad, men Poul fortsatte:
Ved du, at Morten kan dykke med iltflaske?
Hvem? Helle nåede ikke at følge med.
Ej altså, Helle! Morten, vores kære datter Sofies mand.
Hvad har Morten og Sofie at gøre med det?
Helle, har du boet for længe hjemme? Vi skal da allesammen afsted, én stor familie.
Helle satte glasset ned uden at smage. Hun så træt på ham.
Hvem har betalt for turen?
Selvfølgelig har jeg! sagde Poul stolt og slog sig for brystet.
Så du lokker mig med en ferieparadisdrøm, sparer sammen i femogtyve år, og nu skal vi så afsted sammen med vores datter og svigersøn?! Jeg ser dem jo hver dag! De laver aldrig mad hjemme hos sig selv, for her er der altid noget at spise! Du køber endda ind til dem og betaler deres husleje. De forstår jo slet ikke, hvad det vil sige at være voksen.
Men Sofie begyndte Poul.
Sofie hvad?! Jeg fødte som attenårig! Jeg trøstede mig selv med, at jeg skulle leve senere! Og hvad med nu? Jeg er femogfyrre. Jeg har ikke oplevet noget, været nogen steder. Jeg arbejder hjemmefra. Jeg hænger konstant over komfur og opvask.
Tårerne steg hende til øjnene. Helle elskede sin datter, men hendes svigersøn var hun neutral overfor. Hun mente, voksne mennesker måtte lære at stå på egne ben. Da hun selv som attenårig blev gravid og gift, hjalp ingen hende. Hendes mand arbejdede på universitetet og bidrog ikke meget. Hun lærte sig regnskab og bogholderi og drev stadig sit lille firma hjemmefra. Ofte var det hende, der bar familiens ansvar.
Helle! Nu blev Poul mere bestemt. Lad nu være med at klynke. Vi to er jo sammen hele tiden, og børnene skal da hjælpes på vej.
Har du aldrig tænkt på mig?
Selvfølgelig! Du skal da også med! Hvad er det, du ikke forstår?
Det må være mig, der er problemet sagde Helle stille og gik ud af køkkenet.
Næste dag kom Sofie forbi.
Hej mor! Jeg har pizza med! Hun viftede med en papæske og smilede.
Hej. Mikrobølgeovnen er derhenne, Helle pegede og satte sig til computeren.
Mor, hvad sker der? Morten kommer snart, jeg troede da, du ville lave lidt suppe og te til pizzaen.
Køkkenet er der, sagde Helle uden at løfte blikket fra skærmen.
Hvorfor er du så tvær? Far siger, du slet ikke satte pris på hans gave.
Skal du forstå mig, må du prøve at være mig, svarede Helle lavmælt.
Hvad er det du mumler med dig selv? Din datter er på besøg, og du sidder bare sådan! Jeg tænkte, vi kunne kigge på mit klædeskab og købe lidt nyt til ferien, derfor bad jeg Morten komme og hjælpe med varerne!
Helle kunne ikke mere og rejste sig.
Hør her, Sofie, hvis du ikke har lagt mærke til det, så arbejder jeg. Jeg har arbejdet for jer i syvogtyve år! Så din far kan ligge på sofaen uden fast job og løn. Så min datter kan bruge mig som kok og hævekort til shopping.
Hun åndede op, men dørklokken ringede. Morten var ankommet. En mand i trediverne med stort overskæg, skæg og sin evige el-løbehjul.
Hej, tante Helle! Jeg har en gave! Fra hele banden. Poul har bidraget! sagde han og trak op af rygsækken et blender. Undskyld, ingen kasse. Den kunne ikke være der. Men alle dele er her.
Er det ikke skønt, mor? Du elsker jo at lave mad perfekt gave til dig!
Helle smilte anstrengt og gik ind på sit værelse.
Hvad er der med hende? hørte hun Mortens irriterede hvisken.
Ingen idé. Far må have gjort noget. Lad os bare smutte.
Hvad?! Skal vi ikke have noget at spise?
Tag pizzaen med hjem.
Jeg hader frossen pizza. Giv mig boller i stedet.
Så må du lære at bage, svarede Sofie spidst.
Da døren smækkede, skjulte Helle ansigtet i hænderne og hviskede:
Måske er jeg en dårlig mor og kone
Tunge tanker ledte ind i søvnen.
Hun drømte om lille Sofie, der havde ondt i maven. Hun drømte, hun trøstede Sofie, da drengene drillede i gården. Hun drømte, Poul fik lønnen sat ned, og Helle fandt flere regnskabskunder for at få det til at løbe rundt. Hun drømte, at hun løb væk. Morten kom jagende på løbehjulet.
Og pludselig blev der stille og fredeligt. Hun stod på en høj bakke. En flod snoede sig i dalen, bjergene lå i det fjerne, og solnedgangen farvede deres toppe.
Da Helle vågnede, vidste hun, hvad hun ville.
Hej, skat! Jeg er hjemme! Hvordan går det? Sofie sagde, du nægtede at tage med ud at handle og ikke kunne lide gaven.
Jeg mangler intet fra butikkerne.
Nå, hvad med badedragt og solhat? Mangler jeg shorts og skjorte?
Så tag af sted og køb det selv. Jeg tager ikke med nogen steder! Ikke til butikker, ikke til stranden! Jeg har mit eget hav nu. I klarer jer selv jeg har masser at lave.
Poul stivnede.
Men hvad med pengene? Det hele er betalt.
Udregn det som kompensation for min tålmodighed.
Poul snøftede højlydt så vidste man, han var meget såret. Han holdt op med at tale til hende. Helle følte egentlig bare lettelse.
To dage senere lukkede hun vigtige opgaver ned, pakkede varme trøjer og den bærbare og ringede til Poul.
Hej. Har du ombestemt dig? Jeg er ikke sur mere.
Dine følelser rager mig, Poul, svarede hun roligt. Ville bare sige, jeg rejser på firmatur. Ved ikke hvor længe. Husk at tjekke post og betale regningen. Det var det.
Da hun havde lagt på, føltes det som om hun kunne trække vejret frit igen. Hun gav sig selv et smil i spejlet og smuttede ud ad døren.
Den lange flyvetur kunne ikke slukke hendes begejstring. Opholdet på hotellet, nye oplevelser, alt forsvandt i en tåge.
Og der var det! Øjeblikket! Den dampende vulkan på den ene side! Det brusende hav på den anden! Helle åndede dybt, mens solen malede gyldne striber over Skagens kyst i det sene efterår.
Imens, på en strand langt væk, led Poul og Morten af maveonde på fjerde dage. Sofie plejede dem som hun kunne, mens bartenderen grinede over Pouls nærighed. Hotellet lignede ikke det luksus, som Sofie havde drømt om. Hun gav sin far tørt på, han skældte ud over hendes egoisme. Morten led bare videre. Hans skæg kløede frygteligt oveni fordøjelsesbesværet.
Må jeg virkelig barbere det hele af?! jamrede han sig på vej ud på toilettet. Gør noget!
Hvad?
Giv mig noget medicin!
Jeg ved ikke hvad
Ring til mor! Hun ved det altid!
Hun har slukket mobilen.
De savnede Helle hver gang maven knurrede og telefonen var død. Man kunne roligt sige, ferien røg direkte ud i toilettet.
Helle kom hjem efter en måned. Hjemme ventede dem rullepølser og en småbrændt kage på bordet.
Familiekurser
Jeg flytter til Skagen. meddelte Helle. Hvis nogen vil med, kan vi snakke om det. Alt andet er ikke til diskussion.
Nej nej, vi besøger dig hellere, mor Sofie var irriteret men slap Helle.
Poul prøvede at snakke, true, hidse op. Men Helle boede ikke længere i fortiden. To måneder senere blev de skilt.
Hendes liv i norden fik en ny smag! Salt havbrise i ansigtet… Måske finder hun lykken endnu
Sådan lærte jeg, at det aldrig er for sent at vælge sig selv først.





