Giv mig din mand!
Torsdag aften. Jeg, Inger Pedersen, stod i det lille køkken og stegte frikadeller, den slags min mor lærte mig at lave, så de bliver sprøde udenpå og bløde indeni. Duften af stegt løg og svinekød bredte sig ud i opgangen, helt ud på trappen, og jeg hørte naboens dørs knirk, som om nogen ville snuse til aftensmaden.
Lige idet jeg var ved at vende den sidste omgang frikadeller, ringede det på døren. Jeg råbte ud til Søren, men han hørte mig ikke, optaget af semifinalen mellem FCK og Brøndby på tv. Han sad der i sin gamle t-shirt og slidte joggingbukser, åd frikadellerne uden at kigge på tallerkenen, så optaget af kampen at han fik spist sig selv i fingrene, da der ikke var flere tilbage.
Jeg tørrede hænderne og åbnede døren. Der stod en kvinde pigeagtig, spinkel, med en mosgrøn regnfrakke, et stort bærfarvet beret og hvide gummistøvler med små røde jordbær på. Hun trådte bare ind uden at spørge og pudsede sine store briller.
God aften, sagde hun og så sig om i entréen, som om hun var vant til at gøre det.
God aften, hvem er du, og hvad vil du? spurgte jeg lidt forvirret.
Mig? Jeg skal tale med dig.
Med mig?
Giv mig din mand.
Undskyld?
Din mand, Søren Kristian Pedersen. Jeg vil have ham.
Men hvorfor dog det?
Han er hverken glad eller levende her hos dig. Jeg vil gøre ham lykkelig, give ham lykke og eventyr!
Jeg stod forbløffet. Vi snakkede om min Søren nu? Hun nikkede ivrigt, hendes beret dansede lidt på hovedet.
Søren, Søren… kom dog herud! kaldte jeg ind mod stuen.
Inde fra stuen lød hans stemme: Måååål! Kom så! Uuuuh, kom nu!
Søren, skat, der er besøg til dig.
Hvem er det, Inger?
Kig selv!
Søren kom ud i døren, med olie på hænderne og frikadelle på hagen. Han stivnede, da han så vores gæst. Maria? Hvad lavede hun her? Han begyndte at rødme.
Maria var den nye kollega på biblioteket. Noget var anderledes med Søren på det seneste; jeg havde mærket rastløsheden. Når han gik på Strøget, kiggede han efter unge piger med bare ben og latter der rungede. Der var længsel i hans blik, måske efter noget nyt, noget der ikke duftede af rutine og gamle aviser.
Jeg var engang som de unge piger. Nu var jeg blevet rund og blød to børn sætter sine spor. Tredive år, dag ud, dag ind. Søren var blevet til Onkel Søren for barnebarnet Alfred. Hans sjæl ville stadig danse, ville have skæve oplevelser, læse Karen Blixen som Maria elskede noget, jeg aldrig gad. Maria kunne lide Asger Jorn, mens jeg kaldte det malet rod.
Søren ville ikke plante tomater på Amager Fælled med min mor eller høre hende snakke om pensionen. Han ville leve. Min mor lugtede af alder, Maria af ungdom.
Søren stod, lænet mod væggen, hjertet bankede i halsen som en teenager. Jeg følte mig som hans skrappe mor, da jeg kaldte ham frem.
Søren, kom nu. Hun vil tage dig med, den unge dame.
Han skubbede frikadellefadet foran sig, som et skjold.
Hej… Maria Ibsen.
Hej, Søren…
Hun rødmede, og jeg så tårer hun undskyldte. Søren mumlede bag frikadellerne. Jeg overraskede dem begge.
Hvorfor går I ikke en tur? Kom nu! Tag hende med i biografen eller Tivoli, sagde jeg, lettere drillende.
Søren blev vildt forlegen. Maria peb: Jeg har ikke været i parken længe…
Søren, har du husket penge? Eller skal jeg give dig lidt til is og candyfloss? Jeg sparkede ham lidt mod døren.
Han nikkede, og jeg rakte ham to hundrede kroner. God tur, sagde jeg.
Da de gik ud af opgangen, så jeg ud af øjenkrogen min mor, der kom op med sine indkøbsnet. Hun kneb øjnene sammen mod Søren og Maria.
Hvad nu, din tosse?
Hej mor!
Hvilket grimt jakkesæt du har på, bryllupsgammelt du ser tåbelig ud! Du burde have giftet dig med Henrik fra vejen, han var fingernem!
Mor, Henrik er nu gift for tredje gang, altid “af kærlighed”…
Hvad med Søren? Hvem er den kvinde ved hans side, og hvorfor går I omkring som nogen der skal til bal?
De gamle damer snakkede videre.
Søren gik med Maria og følte mærkeligt sus alle må da tænke: “Se lige Søren, han har scoret en ung kvinde.” Maria begyndte at tale om fælles fremtidsplaner: køb af sommerhus, dyrkning af tomater og agurker, børn. Søren begyndte at få kvalme det lød som gamle dage, kun med mindre glæde.
Skal vi til Skagen med toget? Stege kylling, koge æg og tage en potte med låg, drømte Maria.
Med låg?
Ja, hvordan ellers skal man slæbe barnets efterladenskaber gennem hele kupéen?
Søren blev trist. Hvor var Blixen, stjernekiggeri og nattevandringer? Ikke børnehave, sommerhus og rutine. Han havde prøvet det hele for tredive år siden
Søren! Lytter du slet ikke? Maria ville have svar.
Han kunne mærke folk fnise den gamle mand i sit bryllupstøj, på date… Nu havde han lyst hjem til mig. Til min duft og min stemme.
Jeg kom i tanke om de tomater, han skulle hjælpe min mor med, tiden løb…
Maria Ibsen, hør nu: Du er en dejlig kvinde. Du finder den rigtige. Jeg siger tak for de lykkelige øjeblikke, at føle mig ung… men min tid for eventyr er ovre.
Hvordan med sommerhus, Skagen og kønne unger?
Ikke med mig, Maria! råbte Søren og småløb bort.
Da telefonen ringede senere, skar frygten mig i kroppen. Jeg tog mod til mig.
Hej, det er mor.
Han er på vej hjem. Sagde hun.
Ja tak.
Maria? Hun var væk fra biblioteket allerede dagen efter. Søren undgik enhver tale om hende, glemte sine vage længsler, sled med tomaterne med fornyet energi.
Jeg tilmeldte mig Zumba i Fælledparken. Til efteråret skal vi til Spanien jeg vil gerne stramme op og være lidt fin. Jeg blev klippet, fik manicure, lak på tæerne. Kiggede i spejlet “Inger, du kan endnu!”
En eftermiddag sad jeg med veninden Olga, hun beklagede sig over, at hendes Victor var blevet så trist og hang på Facebook og så på gamle skolekammerater.
Ikke ligesom din Søren. Han ser på dig, som om du var lavet af guld. Min Victor er helt færdig
Jeg kan hjælpe, sagde jeg hemmelighedsfuldt. Men pas på, det koster også på dit eget hjerte.
Jeg hviskede hende noget, gav hende et nummer en skuespiller, hun kan hyre, dyrt men effektivt.
Prøv det, det virkede for mig.
Og på vores kolonihavegrund, under min mors tilsyn, bærer Søren kasser fyldt med solmodne tomater, og blinker frækt til mig min helt egen mand, tryg og sjov, lige som jeg elsker ham.
