Hun var sikker på, at hun havde fundet et gulvtæppe men der var nogen derinde, der stønnede og bevægede sig.
Vejret viste sig fra sin varme og solrige side, og Signe besluttede at benytte lejligheden både til at lufte sine puder og sit tæppe. Hun lavede puder af papirposer fyldt med savsmuld, og som tæppe brugte hun et gammelt vægtæppe med hjortemotiv. Forsigtigt strakte hun det ud på en snor mellem to træer, og placerede en træbænk med rød læderimitation i nærheden. Ovenpå bredte hun sine hjemmelavede puder.
Signe havde været hjemløs i over et år. Hendes drøm var at spare lidt op, få ordnet sine mistede papirer og rejse hjem til det sydlige Jylland, hvor hun havde minder om familie og et almindeligt liv. Indtil da måtte hun klare sig i en forladt jagthytte, som tidligere lå i udkanten af en tæt skov. Nu var der blot en stor losseplads, hvor skoven havde stået.
Først var lugten til at overse, men efterhånden voksede stanken dag for dag. Alt blev dumpet der: byggeaffald, ødelagte møbler, tøj og porcelæn. På den måde havde Signe fået fat i et lille skab, en slidt puf og endda en trækiste med tøj, som nogen havde smidt ud.
Efter noget tid begyndte lastbiler fra supermarkederne at komme forbi de tippede udløbne madvarer af. Hvis man sorterede grundigt, kunne man finde både spiselige grøntsager, frugt og endda frosne retter. Men rent vand var svært at opdrive. Hun hentede det fra åen snavset, og måtte filtrere det gennem klude og trækul, hun fandt på samme losseplads.
Brænde var der nok af væltede stammer og grene lå spredt overalt, så ovnen kunne hun fint fyre op i. Dage og nætter smeltede sammen i en træg rytme, og at spare penge sammen var næsten håbløst. Mønter i lommerne på det bortkastede tøj var sjældne, og betaling i kontanter et fund uden lige.
En nat blev hun vækket af lyden af en bil. Det var ikke nyt folk kom ofte om natten for at slippe af med affald ubemærket. Men denne gang var der noget, der virkede anderledes. Bilen var dyr og stor, nærmest en SUV, og så i månelyset ud som et uhyr på hjul.
En mand steg ud, trak en tung rulle fra bagagerummet og slæbte den dybere ind i affaldsbunkerne.
Kunne det være tagpap? Jeg kunne lappe taget det regner snart, tænkte Signe utålmodigt, inden hun hviskede: Skynd dig nu, gå bare
Manden efterlod rullen i en rende mellem affaldsbjergene, kiggede sig lidt om og traskede så tilbage til bilen. Kort efter forsvandt lygterne ud i mørket.
Endelig, sukkede Signe og begyndte at tage arbejdstøjet på.
Hun trak de store gummistøvler på og gik ud i morgenskumringen. Luften var frisk man kunne næsten fornemme duften af mælkebøtter fra engen, der stadig skjulte lidt fugt. Hun huskede, at der over bakken fandtes en lysning med kantareller måske skulle hun kigge der senere.
Da hun gik hen mod stedet, hvor manden havde lagt rullen, forventede hun at se en bred bane tagpap eller tykt plast. Men på jorden lå der i stedet et sirligt sammenrullet tæppe. Det lignede dem, som engang prydede herskabelige villaer.
Nøj næsten som et gammelt persisk tæppe. Flot og tungt. Ærgerligt, det ikke kan bruges til taget, mumlede Signe, men tænkte alligevel, Jeg kan jo folde det, så kan det bruges som madras meget bedre end savsmuldspuderne
Idéen gjorde hende glad, og hun travede hurtigt hen til rullen. Da hun skulle løfte den, var den overraskende tung. Hun trak forsigtigt i kanten for at rulle den ud. Pludselig hørte hun et støn inde fra tæppet!
Signe, der havde oplevet lidt af hvert som hjemløs, blev denne gang så bange, at knæene rystede under hende. Hun gik nærmere og sagde forsigtigt:
Hvem er der?
Intet svar. Så igen et støn og en lavmælt, kvindestemme:
Det er mig Margrethe Filippa
Med besvær fik Signe rullet tæppet helt ud og hjulpet kvinden fri. Hun faldt ud, drejede sig om og peb lavmælt.
Bare rolig, jeg hjælper dig! råbte Signe og hjalp hende op.
På jorden lå nu en lille, tynd kvinde i pænt tøj. Hun havde tydelige mærker i tindingen. Forvirret kiggede hun rundt og sagde:
Hvor har han slæbt mig hen? På lossepladsen? Det er utroligt
Uden et ord hjalp Signe hende op og ind i hytten, placerede hende på en stol og gik ud for at skifte tøj. Inde ved bordet græd kvinden stille og sagde:
Jeg lever Han ville begrave mig levende, og så ødelagde han endda sit elskede tæppe
Signe satte vand over, hentede tørrede urter og lavede en varm, stærk kop te til gæsten.
Jeg hedder Signe Eriksen, præsenterede hun sig. Før i tiden dansklærer.
Er du en ung pige? spurgte kvinden skeptisk, idet hun bemærkede Signes korte hår og herretøj.
Ja, det blev nu bare sådan svarede Signe trist. Jeg kom til København for at arbejde som barnepige. Men på Hovedbanegården blev jeg frarøvet alt taske, penge og papirer
Hvorfor gik du ikke til politiet? spurgte Margrethe Filippa skarpt.
Det gjorde jeg, men de sagde, at jeg måtte kontakte ambassaden. Men det koster penge gebyr, papirarbejde og jeg havde intet.
Margrethe så længe på hende. Bag tårerne lyste et glimt af medfølelse.
Er der virkelig ikke andre muligheder for hjælp? spurgte hun.
Jeg kender ingen, sukkede Signe. Men hvordan endte du i dét tæppe?
Margrethe Filippa begyndte at græde igen.
Livet går mærkelige veje Hvordan kunne det ende sådan
Signe hviskede:
Hvorfor spurgte jeg overhovedet
Margrethe tørrede tårerne væk, rettede sig op og så på Signe med en blanding af afstand og irritation:
Hvorfor skulle jeg hjælpe dig? Ved du overhovedet, hvem jeg er? Når jeg kommer væk herfra, laver jeg sådan en scene, at han aldrig glemmer det! Og du tænker du virkelig, man kan overleve sådan her?
Signe så ned; hun skammede sig pludseligt over sit liv, sit tøj, hele sin hytte, som nu pludselig virkede som et palads sammenlignet med tæppet.
Margrethe drak teen, åndede dybt ud og sagde, som talte hun til nogen usynlig:
Det skal nok gå Jeg skal nok finde dig
Udenfor brød solen frem gennem morgendisen og sendte de første stråler ind i hytten, så støvfnuggene dansede i luften.
Signe, har du boet her længe? Så kender du sikkert vejen til landevejen? spurgte Margrethe, da hun rejste sig langsomt.
Naturligvis, nikkede Signe.
Så skal du følge mig derhen! befalede kvinden.
Margrethe gik ud og gyste morgenluften var kold, og hun bar kun en tynd dragt.
Tag en cardigan eller en jakke, foreslog Signe, men Margrethe sagde bare: Jeg fryser ikke. Bare følg mig til vejen.
Landevejen er ikke langt væk, trøstede Signe, mens de gik. Men er du frisk nok til at gå?
Når livet presser, så lærer man at klare sig, unge ven. Gå nu bare.
Undervejs brokkede Margrethe sig:
Hvad har de gjort her? Fældet skoven og efterladt det hele. Intet genplantet. De bruger og så smider de ud! Skammeligt!
Snart stod de ved landevejen. Margrethe stoppede op, nikkede kort og slap Signes arm:
Så, det var det, Signe. Fra nu af er du på egen hånd. Men jeg vil se, om jeg kan hjælpe dig.
Signe vendinge og gik langsomt tilbage, mens hun tænkte:
Sikke en dame. Går som en dronning og tale sådan. Må have været direktør eller noget. Men hvis hun hjælper så vil jeg altid være hende taknemmelig.
Hjemme gik Signe til sit arbejde: hun tændte op i ovnen, kogte nyt te, fandt melet frem og begyndte at bage fladbrød. Hun hældte kogende vand i en dynge mel, saltede, rullede ud med en flaske og steg dem på en gammel plade.
Det skal nok smage godt, tænkte hun, da brødene begyndte at syde.
Idet hun vendte det sidste fladbrød, blev døren revet op. Margrethe Filippa stod der, bleg og rystende, mens hun holdt sig for siden.
Signe, hjælp mig
Signe greb hende, fik hende hen på bænken. Margrethe lagde sig, vred sig og stønede:
Åh, det gør så ondt Jeg kan ikke sulte, fryse. Og chaufførerne ikke én stoppede, undtagen én. Han spurgte: Hvordan vil du betale? Forstår du? Hvem tror de, jeg er?
Hun brød ud i gråd, men Signe rakte hende halvdelen af det varme fladbrød.
Er det fra udløbne varer? spurgte Margrethe skeptisk.
Nej, bare kasseret. Engang imellem er der insekter i melet så sigter jeg det og hælder kogende vand over. Det smager næsten hjemmelavet.
Du overrasker mig! svarede Margrethe eftertænksomt. Noget sånt har jeg aldrig oplevet og har heller ikke lyst.
Du er vel næsten halvfems, ikke? spurgte Signe forsigtigt.
Snart. Men hvad så? Jeg kan ikke selv komme til byen. Og hjemme der er ikke noget hjem. Kun ham, der bar mig væk som gammelt skrammel.
Du kan ikke gå selv, konstaterede Signe. Det ville være for hårdt.
I dét øjeblik fik hun øje på en kendt SUV udenfor vinduet. Den stoppede op ved lossepladsen. Signe forstod straks: det var manden, som havde dumpet Margrethe.
Margrethe, stille! hviskede hun. Han er tilbage!
Kvinden så spørgende på hende, men Signe trak hende straks ned på gulvet, skjulte hende bag bænken og lagde en finger for munden:
Ingen lyd!
Margrethe sad musestille. Udenfor gik manden rundt omkring bunkerne, så ind mod hytten, og kom nærmere. Signe åbnede straks kælderlugen, hvis nogen fare skulle opstå, hjalp Margrethe derned og lukkede til.
Der lød banken på døren. Signe tog en dyb indånding og åbnede. En høj, velklædt mand stod i døren med et udtryk, som om stedet var ham langt under værdighed.
Goddag, sagde han med et lille hovednik. Bor du her?
Ja, på en måde, svarede Signe roligt.
Også om natten? Han kiggede vurderende. Har du set noget mærkeligt? Fundet noget usædvanligt?
Hendes ansigt var helt neutralt.
Hvad har du mistet? spurgte hun.
Han rystede lidt på hovedet.
Mistet? Kan man vel sige
Så du overnattede her?
Det gjorde jeg.
Ingenting usædvanligt i nat?
Næ, svarede Signe og prøvede at lyde ubekymret. Kun at hundene ikke gøede, som de plejer. Ellers stille.
Hans blik borede sig ind i hende, men så vendte han sig tavst og gik tilbage til bilen. Signe holdt øje indtil SUVen forsvandt, så åbnede hun lugen ned til kælderen.
Margrethe kom op, stadig med ondt, men nu med et vredt glimt i øjet:
Utroligt! Han kom tilbage efter mig Men du, Signe, du har reddet mit liv to gange!
Hvem er han for dig, Margrethe Filippa? kunne Signe endelig ikke lade være at spørge.
Min svigersøn. Og ikke én af de gode! Min datter døde, og nu prøver han at tiltuske sig min del af arven. Men han får ikke en krone!
Margrethe talte så følelsesladet, som om svigersønnen stod der.
Jeg har allerede testamenteret alt til mit barnebarn. Han får ikke noget, kun hvad han selv har tjent: firma, biler, hus alt!
Signe lyttede, forbløffet over hvor meget penge og magt kunne stjæle både glæde og tryghed fra folk. Tænk at grådighed kunne føre så vidt.
Margrethe opfattede hendes tanker og sagde:
Min mand og jeg byggede et rederi op fra bunden. Havde kontrakter med staten, ejendomme i Spanien, sejlbåd, privatfly du nævner det. Min svigersøn ville have det hele; hvis ikke for mit barnebarn havde han brugt alt på sig selv. Han har ikke fået heldet, og nu venter han bare på, at jeg forsvinder.
Så han ville have dig af vejen? gættede Signe.
Selvfølgelig. Efter min datters død ville han giftes igen. Ville sende mig til Frankrig, men jeg bryder mig ikke om franskmænd. Min yngste har også spurgt om jeg ville til Tyskland, men jeg kan ikke med tyskere. Barnebarnet han er i Aarhus, men svigersønnen lod mig ikke besøge ham. Så tog han mig og smed mig på en losseplads rullet ind i et tæppe.
Signe så medfølende på hende.
Bare rolig, Margrethe Filippa. Giv mig dit barnebarns adresse, så skal jeg nok tage mig frem. Han skal vide, hvor du er.
Håbet tændtes i Margrethes øjne:
Virkelig? Hvor vil jeg dog være taknemmelig! Men grunden er folk som dig får aldrig adgang til ham. Vagterne melder til politiet straks.
Så laver vi et trick, foreslog Signe. Du tager mit tøj på, jeg tager dit og går ud til ham i stedet for dig.
Margrethe tøvede ikke. Hun tog sin ulddragt af og hoppede i Signes slidte sweater og nederdel. Signe trak i jakken, som næsten sad, og Margrethe nikkede tilfreds.
Det klæder dig! Mangler bare stiletter, så var du fin til bal!
Jeg har faktisk et par, grinede Signe og fandt for små sko frem fra kisten.
Margrethe skrev hurtigt en seddel. Hendes skrift var tydelig og sikker:
Allan vil kende mig. Få ham til at hente mig herfra. Så skal vi nok håndtere den skurk
Før hun gik, krammede Signe hende:
Pas nu på dig selv, Margrethe Filippa. Hold øje med vinduet, lås døren. Skjul dig straks i kælderen, hvis du hører nogen nærme sig.
Ja, chef! smilede Margrethe tappert.
Signe gik ud på vejen og satte kursen mod byen. Bilerne susede forbi, uden at ofre den ensomme skikkelse et blik. Pludselig standsede en bil med et hvin.
Mangler du et lift? spurgte føreren. Ind til byen?
Signe drejede sig. Bag rattet sad en ung fyr med et venligt ansigt og fynsk accent.
Er du fra Fyn? spurgte hun, lettet.
Selvfølgelig! svarede han og hoppede ud. Hvordan er du endt her?
Lang historie, svarede hun, og rakte ham sedlen. Jeg skal have denne bragt frem til en adresse. Kan du hjælpe?
Han fløjtede ved synet af sedlen:
Det er langt væk men jeg hjælper altid mine egne.
Signe satte sig ind og forsøgte at tage de små sko på.
De er for store, så jeg gik barfodet, forklarede hun.
Han smilede og kørte afsted.
Under køreturen fortalte hun ham alt: hvordan hun fandt Margrethe, hjalp hende i skjul, og at svigersønnen måske kom igen. Fyren han hed Mads lyttede, spurgte lidt, men mest medfølende.
Da de nåede villaen i forstaden, fløjtede Mads igen:
Dem, du kender, lever godt!
Det er ikke bekendte, det er redningen, sagde Signe.
Hun ringede på. Hurtigt svarede en kvindestemme:
Hvem er det?
Signe sendte mig. Brev fra Margrethe Filippa.
Gitterporten gik op. En høj ung mand i briller kom stormende ud:
Hvad er der sket med mormor? Hvorfor ringer hun ikke?
Hun er i live, sagde Signe hurtigt. Men hun er i fare. I må hente hende straks.
Allan nikkede, sprang ind i bilen med Signe og Mads, og kørte afsted.
Er hun i byen?
På lossepladsen, i hytten, svarede Signe. Hendes svigersøn dumpede hende rullet i tæppet. Vi gemte os, men han kan vende tilbage.
Allan spejdede ud:
Min onkel sagde, hun var fløjet til Paris viste mig billet. Telefonen var slukket. Jeg troede ikke på ham. Noget var galt.
De fandt hurtigt vej. Fra afstand kunne de se røg stige op fra hytten.
Skynd dig! Margrethe er der! råbte Signe.
Taget var allerede styrtet sammen. Allan fór frem, råbte, og løb mod huset. Ilden knitrede. Pludselig styrtede ovnen sammen, og hele taget brasede ind.
Signe faldt på knæ. Hun mærkede knap nok den kolde regn der dryppede på branden. Allan stod tæt, indvendigt farvelsigende til sin mormor. Og Signe sørgede over én, der på så kort tid var blevet familie, og over sit hus, der blev aske.
Pludselig igennem brændelydene og regndråberne lød en svag, men levende stemme:
Signe! Åbn op, hurtigt!
De løb mod lyden fra buskene bag ved plankeværket. Gemt bag vildnisset lå en hemmelig udgang, skjult under en rusten jernplade. Sammen fik Mads og Allan den løftet væk, og Margrethes snavsede, men levende ansigt dukkede op fra trappen under hytten.
Allan! Min dreng Græd ikke! lød hendes hæse, men stærke stemme. Intet gik, som han planlagde. Den skurk fik ikke noget!
Det viste sig, at svigersønnen var vendt tilbage, hældt benzin over hytten og sat ild til. Margrethe havde i tide set ham, nået ned i kælderen, og faldt da gulvet brasede ind gennem en gammel nødudgang, hun selv havde fundet engang.
Signe kunne ikke holde tårerne tilbage. Aldrig havde hun grædt sådan, ikke engang da hun mistede alt.
Margrethe greb hendes hænder:
Græd ikke, barn! Du kommer med os! Fra nu af tager vi os af dig. Jeg lover dig mens jeg lever, er du i trygge hænder.
Hjemme i Allans hus kom Margrethe til sig selv, tog et langt bad, lavede nogle opkald. En time senere sagde hun glad:
Allan, alt er klar på rådhuset i morgen klokken ti. Du tager Signe med, jeg har papirerne. Men først skal hun klædes anstændigt. Man kan ikke møde kommunen i lånte gevandter.
Bedste, som om intet var hændt! grinede Allan.
Resten af aftenen gik med shopping, frisør og nye sko. Ud på natten stod en helt anden kvinde foran dem velplejet, smuk og med genoprettet selvtillid. Selv Allan blev rød i kinderne ved synet af hende.
Vi tager af sted klokken ni, sagde han stille. Sov roligt. Vi er lige ved siden af.
I natten i et blødt gæsteværelse slog Signe øjnene i med tanken: Jeg må takke dem, hvis jeg nogensinde kommer hjem igen.
To uger senere fik hun midlertidigt pas og nødvendige papirer. Inden afrejse bad de hende blive lidt længere hun skulle vidne i sagen mod svigersønnen. Signe sagde straks ja.
I retslokalet, da Margrethe trådte frem levende og rank, og Signe den samme engang forhutlede pige, som han havde taget for tabt blegnede svigersønnens ansigt. Hans øjne veg ned mod gulvet.
Vidneudsagnet blev afgørende. Han fik sin dom.
Dagen efter blev der holdt fest hos Margrethe. Nogle lo, andre krammede, nogen sad bare stille taknemmelige for, at alt var endt godt. På et tidspunkt rakte Allan hånden ud til Signe.
Vil du danse med mig?
Hun nikkede. Han førte hende sikkert, og Signe fulgte næsten svævende efter.
Jeg har spurgt bedste om hun vil til Sydfrankrig et par uger. Kommer du med?
Er det hendes idé? spurgte hun med et smil.
Nej. Min. Jeg vil gerne være sammen med dig. Længere tid. Ikke kun til festen her.
Signe overvejede.
Jeg har lovet min mor, jeg vender hjem til Vejle. Hun har savnet mig.
Så tager vi til Vejle sammen! erklærede Allan. Jeg vil møde din familie. Måske holder vi bryllup dér og bagefter kan vi rejse til Frankrig. Bedste har jo et hus der.
Hun så ind i hans øjne og for første gang i årevis mærkede hun den varme, som ikke bare er kærlighed, men håbet, der besejrer alle mareridt.
En måned senere, i Vejle, blev brylluppet fejret med harmonika, kaffe og sild. Hele nabolaget mødte op og ønskede dem lykke. Før parret drog videre på bryllupsrejse, kørte de forbi Margrethe med en særlig gave: det gamle tæppe, der havde bragt dem sammen.
For Signe og Margrethe blev læringen, at medmenneskelighed og hjælpsomhed uanset hvor lidt man har selv kan bære både én selv og andre ud af mørket. Vi mister først håbet, når vi stopper med at række ud.
