Birgitte, hvad er det her? Martin skubbede tallerkenen væk som om, han havde fået serveret slagtet sild fra havnen. Igen frikadeller. Igen kartofler. Tænker du overhovedet, når du laver mad?
Birgitte sad helt stille med gaflen løftet. Hele dagen var hun på arbejde, rapport efter rapport, så ind forbi Brugsen, derefter hjem og stå ved komfuret og så alligevel. Denne taknemmelighed.
Hvad skal jeg tænke på? hun lagde roligt gaflen på kanten af tallerkenen. Det er aftensmad, Martin. Helt almindelig dansk aftensmad.
Almindelig? han snøftede. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst spiste noget ordentligt. Noget med sjæl, forstår du? Jeg vil gerne komme hjem og mærke, at konen har gjort sig umage. At hun elsker mig det skal smages.
Birgitte lod sig synke tilbage i stolen. Inde i brystet voksede noget varmt og stikkende.
Mener du det? stemmen var lav, men Martin fangede ingen advarsel.
Helt ærligt. Jeg vil have bøf stroganoff som min mor lavede! Jeg vil have hjemmebagte boller. Jeg vil have duft af mad hjemme, ikke kun kartofler!
Stop. Birgitte hævede hånden. Du bor altså ikke på Noma, skat. Og jeg er ikke din private kok.
Martin rynkede brynene og skubbede stolen væk fra bordet:
Jeg vil bare spise ordentligt, er det så meget forlangt?
Jeg vil bare have, at vi begge bidrager herhjemme! Birgitte rejste sig skarpt, stolen hvinede. Begge to, Martin! Det er ikke kun mig!
Jeg arbejder! han hævede stemmen. Jeg tjener jo penge!
Hvad tror du jeg gør? Birgitte slap skodderne ned. Sidder og fletter garn derhjemme? Jeg arbejder også. Fuld tid. Kommer hjem og laver mad, gør rent, vasker tøj. Alene.
Martin åbnede munden, men Birgitte afskar ham med et blik.
Reolen, hun pegede ud i gangen. Kan du huske reolen? Den du skulle hænge op?
Hvilken reol?
Den, der har ligget op ad væggen og samlet støv i en måned, Martin!
Han lavede en mine:
Jeg har ikke ordentligt værktøj…
Du har!
Jeg har bare haft virkelig travlt, ikke haft tid…
Og jeg har vel oceaner af tid? Birgitte lo tørt. Jeg ligger selvfølgelig bare på sofaen og ser TV hele dagen.
Martin krydsede armene, kiggede væk.
Du vender alting på hovedet.
Jeg? Birgitte rystede langsomt på hovedet. Jeg laver mad til dig hver eneste dag, efter arbejde, helt flad. Og du sidder og snakker om kærlighed i frikadeller.
Stilheden blev tung. Martin gloede ind mod væggen, kæberne arbejdede under huden.
Ved du hvad han skubbede stolen bagud jeg er ikke sulten.
Nå.
Ja, sådan er det.
Han rejste sig og forsvandt ind på værelset. Birgitte stod og kiggede ham efter, usikker på om hun skulle grine eller græde over hvor surrealistisk det hele var.
Et øjeblik efter hev hun mobilen frem.
Trine, hej. Er du hjemme? Kan jeg komme forbi?
Veninden svarede, og Birgitte sukkede for første gang den aften ægte lettet.
Der er ikke noget jeg skal bare… bare ud herfra, lidt.
Hun greb sin jakke uden at se ind i værelset, hvor Martin sad og puttede med sin fornærmelse. Døren lukkede stille bag hende ikke engang et smæk, energien var ikke til det.
…Trine sagde ikke meget, hun hældte te op, skubbede en skål småkager over bordet og satte sig. Hun afbrød ikke, sukkede ikke bare lyttede, mens Birgitte væltede halvdelen ud om frikadeller og sjæl, om den forbandede reol i gangen, og hvordan hun hver eneste dag kom hjem til ingenting, ikke noget at tale om, og egentlig bare helst ville sidde i fred og ro.
Birgitte, Trine satte koppen fra sig, gider du virkelig det her mere? At tålmodigheden skal fortsætte?
Birgitte trak på skuldrene. Et ærligt svar sad fast, svært at få fisket op.
Hun kom sent hjem. Martin sov allerede eller lod som om. Birgitte lagde sig helt ud til kanten, med ryggen til ham, og lå længe og kiggede på skyggerne fra natlampen.
Kærlighed? Hun forsøgte at huske, hvornår hun sidst glædede sig til han kom hjem. Hvornår hun ventede. Hvornår hun savnede. Det varede længe siden. Længe. Kun vanen var tilbage som morgenkaffen, som turen til metroen. En mekanisk del af rutinen.
De næste dage slæbte sig frem i tavshed. Martin talte kun korte nødvendige sætninger. “Ja.” “Nej.” “Mhm.” Birgitte prøvede ikke at bryde isen. Energi og lyst manglede.
Hen mod weekend lagde hun mærke til, at Martin sendte hende blikke. Venter på, at hun tager det første skridt og undskylder. Birgitte ignorerede ham. Hvad skulle hun sige undskyld for? For hun var træt? For hun ønskede sig en mand ikke bare en gæst?
Fredag aften kom Martin hjem med en flad papæske og en flaske rødvin.
Pizza, han placerede det på bordet. Din favorit med champignon.
Birgitte løftede hovedet fra sin mobil.
Se nu, han satte sig overfor, hældte vin op, jeg prøver for dig. For os.
Hans stemme var stolt og samtidig med en lille stikpille. Birgitte løftede bare glasset.
Du kan ikke engang sige undskyld Martin lænede sig tilbage du har tieet hele ugen. Jeg kommer dig i møde, og du…
Vent, Birgitte satte glasset ned. Undskyld for hvad?
For det hele! han bredte armene. Du bakker ikke op. Du brokker dig. Jeg kommer hjem til dig med det der triste ansigt…
Hvilket ansigt?
Dit. Du er altid sur, altid utilfreds, jeg gør aldrig noget rigtigt!
Birgitte mærkede vreden snige sig ind. Præcis den bølge hun havde oplevet en uge før.
Reolen, sagde hun stille.
Hvad?
Reolen. Den ligger der stadig.
Martin stak hovedet frem.
Nu igen med den reol! Jeg taler om os og du om en reol!
Fordi reolen ER os, Martin. Jeg beder dig om noget du ignorerer det. En hel måned. Og nu sidder du og snakker om opbakning.
Han rejste sig så kraftigt, at stolen næsten væltede.
Ved du hvad? Nu kan jeg ikke mere.
Martin…
Nej, slut. Jeg skrider.
Birgitte så ham forsvinde ind i soveværelset, samle tasken og kaste tøj ned. Noget slap inde i hende men ikke som hun havde frygtet. Det gjorde ikke ondt.
Bare tomt.
…En uge senere kom papirerne om skilsmissen…
…Tre måneder gik underligt både hurtigt og langsomt. Birgitte vænnede sig til det nye liv.
En aften rodede hun i stuen med musikken kørende, og sang lidt for sig selv, da hun pludselig hørte en anden lyd sådan en forsigtig, insisterende banken.
Birgitte skrulede ned, lyttede. Bank, bank, lidt mere.
Hun kiggede i dørspionen stivnede.
Martin. Han stod og trippede, havde en plasticpose i hånden.
Birgitte åbnede døren, men blev stående i åbningen.
Hvad vil du her?
Birgitte… han ville ind, men hun lod ham ikke komme. Jeg skal bare lige snakke.
Sig det her.
Martin sukkede, kørte hånden gennem håret den gamle gestus.
Jeg har tænkt lidt… han famlede. Jeg har besluttet at tilgive dig. Og flytte hjem igen.
Birgitte stod et sekund, så begyndte hun at le højt, grinende, med hovedet tilbage. Martin blev helt stiv.
Tilgive? hun tørrede øjnene. Du vil tilgive mig?
Ja. Jeg ved godt, du sagde for meget dengang…
Martin, Birgitte afbrød ham stadig med et smil, jeg har slet ikke brug for din tilgivelse. Behold den. Du får nok brug for den selv.
Hans ansigt blev langt han havde tydeligvis forventet gråd, omfavnelse, taknemmelighed. Hans blik flakkede bag hende i entreen, og frøs.
Hva’ så med dem der? han nikkede ned. Hvis sko er det?
Birgitte vendte sig ikke rundt. Hun vidste det var Thomas’ sneakers, nummer 43, midt ved skohylden.
Ikke din sag.
Ikke min sag?! Martin trådte frem, stemmen blev hårdere. Vi er stadig gift!
Indtil i morgen, Birgitte krydsede armene. I morgen er sidste møde. De skriver under, sætter stempel og så er vi frie.
Du har allerede én flyttet ind her? I vores lejlighed?
Min lejlighed.
Pyh, hvad er forskellen! han var tæt på at råbe. Vi er stadig…
Birgitte, lød det inde fra køkkenet, maden er klar! Skal jeg tage mig af gæsten?
Thomas dukkede op rolig, i T-shirt og med viskestykke over skulderen. Han kastede et neutralt blik på Martin som på en gammel stol.
Birgitte nikkede:
Bare rolig, jeg klarer det.
Thomas nikkede og gik ud i køkkenet. Martin så efter ham, vendte sig til Birgitte med et ansigt fuld af røde pletter.
Du arbejder hurtigt, hva’? Tre måneder, og så har du en ny fyr. Hvad kan han, som jeg ikke kan?
Birgitte kiggede på ham, manden hun havde delt fem år med. Han var fremmed.
Han elsker mig, sagde Birgitte roligt. Og han viser det. Hver dag. Gør det ikke snakker om sjæl i frikadeller.
Martin ville sige noget, men Birgitte lukkede allerede døren. Låsen klikkede blødt.
Fra køkkenet duftede det himmelsk…
