Der stod en ung kvinde foran min dør. Hendes øjne var røde af gråd, hendes hænder skælvede, og vinterfrakken var krøllet og forvasket. Goddag jeg er forlovet med din søn. Men han er forsvundet. For to uger siden. Ingen ved hvor han er.
Jeg blev stående et øjeblik, prøvede at samle tankerne. Forlovet? Min søn havde aldrig nævnt noget om en forlovelse, aldrig sagt han var forelsket. Og desuden han var da ikke forsvundet. Jeg så ham for en uge siden, da han hjalp mig med indkøbene. Vi drak te. Han sagde han havde travlt med arbejdet som altid.
Jeg lod hende komme ind. Hun satte sig på kanten af lænestolen, fandt et foto frem fra sin taske. Hun og min søn Mikkel ved Furesøens bred. Holdt hinanden i hånden, de så lykkelige ud. Det var i august. Han friede til mig den dag, hviskede hun. Siden da har vi planlagt alt sammen. Vi lejede en lejlighed, havde fået job i Oslo. Skulle flytte om en uge.
Min uro voksede. Alt det hun fortalte, eksisterede ikke i min verden. Ingen forlovelse, ingen planlagt flytning, intet Norge. Mikkel bor alene i København. Han arbejder hjemmefra for et IT-firma. Han har altid haft sine hemmeligheder, men han er aldrig forsvundet. Aldrig har han bare forladt mig uden et ord.
Jeg har ringet til hans roommate, sagde hun. Han fortalte, at Mikkel var flyttet ud. Havde pakket alt og var taget af sted, uden at sige hvor hen. Han svarer ikke på min opkald. Svarer ikke nogen. Derfor er jeg kommet til dig. Måske han er her? Måske der er sket noget?
Jeg ringede til Mikkel. Telefonen var tavs. En SMS bare et enkelt ord: Hvor er du? Ingen svar. Det ramte mig som en tung sten i brystet. Frygten, som kun en mor kender. At man alligevel ikke kender sit barn. At noget har glippet. At det altid har været der og jeg valgte ikke at se det.
Så begyndte min søgen. Dage gik, mens jeg ringede til venner, gamle klassekammerater, ex-kæresten fra gymnasiet. Alle sagde det samme: Mikkel har været anderledes på det seneste. Tavs. Nervøs. Som om han var på flugt fra noget.
Til sidst kom der en besked, fra et ukendt nummer. Et enkelt linje: Lad være med at lede efter mig. Jeg må rette op på det hele. Ikke andet. Politiet kunne intet gøre han er voksen, han har selv valgt. Ikke meldt savnet. Jeg var alene, med hende Katrine, som hun hed og en tomhed, der knitrede i luften. Og alt for mange spørgsmål.
Et par dage senere ringede en fremmed mand til mig. Han sagde, han kendte min søn. At Mikkel var havnet i noget, man ikke burde tale om over telefonen. At han flygtede ikke fra os men fra det, han havde gjort.
En uge senere modtog vi et brev. Håndskrevet, langt. Mikkel tilstod, at han havde sat sig i gæld. Drevet en slags forretning, som ingen kendte til. Forsøgt at komme ud af det, men kun endt med større lån. Han ville ikke trække os med ned i det han selv havde skabt.
Jeg ved, det jeg gør er kujonagtigt, skrev han. Men måske, hvis jeg forsvinder, så slipper I for at lide.
Tårerne faldt, mens jeg læste. Og skammen. Fordi jeg aldrig havde spurgt nok. Fordi jeg var stolt over han klarede sig selv aldrig bad om hjælp. Og han var ved at gå under.
Katrine sagde, hun ville vente på ham. Hun elskede ham. Hun troede på, at han ville komme tilbage. Jeg ved ikke længere, hvad jeg tror på. Men jeg ved, at intet er som før. Selv når man ser sit barn i øjnene og tror, man kender hver eneste tanke.
For selv ens egen søn kan blive en fremmed. Og man står tilbage med det spørgsmål, ingen tør stille højt: Hvem er han egentlig?
