Med et hjerte, der næsten slog sig ud af brystet, bankede hun på døren. Stilheden svarede med sit isnende ekko.
Med rystende hænder bankede Yrsa forsigtigt på døren. Da ingen lyd fulgte, fiskede hun tøvende sin nøgle frem fra den mørkeblå håndtaske og låste døren op… Gud, hvor var det længe siden, hun sidst havde sat sin fod i dette hus! Alt stod som før, nogle gange næsten skræmmende urørt alle minder drysset ud over den kolde stue som rimfrost, men alt føltes fremmed, som om hjemmet var blevet amputeret for kærlighed.
Næsten et år var gået siden uenigheden med Morten. De havde haft skænderier før. Yrsa pakkede da sin lille datter Gjertrud sammen med tårerne i øjnene og trak hjem til sin mor i Virum. Som regel kunne Morten ikke undvære hende længe allerede næste dag stod han for døren, stak hovedet ind gennem døråbningen og sagde med sit særlige blik: Hvor jeg dog har savnet dig! Livet svingede sig tilbage på plads, og deres genforening spredte sin milde varme over hverdagen. Men den sidste gang var alting anderledes
Yrsa jagede minderne væk og gik målrettet hen til klædeskabet for at finde de nødvendige papirer. Dokumenterne lå, som hun selv havde lagt dem for længe siden, sirligt stablet i en blå sagsmappe. I to måneder havde en ung mand en gammel beundrer søgt hende med iver. Intet var sket imellem dem endnu. Men for en uge siden havde han stillet det store spørgsmål.
Den sidste uge havde Yrsa ligget vågen om natten, noget holdt hende fast, et tungt dilemma. Først troede hun, at skænderiet med Morten ville løse sig, som det plejede. Han ville komme, banke på døren og stirre hende dybt ind i sjælen og sige: Yer min skat, hvor har jeg savnet dig!
Men dagene gik, månederne gled, og intet forandrede sig. Hun så Morten sjældnere og sjældnere han blev fjern, som en skygge på de lange faldne blade mellem dem, afgrunden voksede. Han kom kun for at hente lille Gjertrud, tog hende stille i hånden og førte hende med på besøg. Senere afsatte han hende stum midt i gangen igen. Gjertrud snakkede begejstret om nye kjoler og røde sandaler fra far, svansede foran spejlet, viste gaverne stolt frem. Og Yrsa mindedes, hvordan Mortens øjne engang kunne gnistre, når han overrakte gaver til hende. Men nu… bare et hurtigt blik, aldrig til hende. De følte sig fremmede, urolige sammen, og Yrsa trak sig hurtigt tilbage til sit værelse. Hendes mor, der aldrig bekymrede sig for alvor over Morten, gentog altid: Hvad Gud giver, er bedst. Og langsomt begyndte Yrsa selv at tro det.
Yrsa trak vejret dybt, skævede til stuen, som for at sige farvel. Og da så hun ham Morten. Han sov på den gamle sofa som en sømand skyllet i land, sikkert efter nattevagt. Første impuls var at vende om og gå, men noget tvang hende nærmere. Hver linje i hans ansigt var smertefuldt velkendt, fuldskægget utrimmet, øjnene fordybet i mørke ringe Yrsa satte sig langsomt ved hans side. Hvad vidste hun egentlig om denne mand, hun havde delt år af sit liv med? Hvilke tanker skjulte sig bag den furede pande? I Yrsas indre dukkede et næsten glemt billede af den unge Morten op: drengeøjne, oprigtige og blide, et smil så lyst og rørende… Hun havde forelsket sig i det smil, i den ubekymrethed som vendte alting på hovedet i hende. Kunne det virkelig være, at den smilende dreng og denne slidte mand med de tunge skridt var én og samme? Tiden var gået, men ikke så frygteligt længe. Det smil flimrede for hende igen så nærgående, så levende, at det næsten skældte hende ud.
Gud, hvor var det dog forsvundet hen? Hun kiggede sig hjælpeløst omkring, som søgte hun efter en skyldig for sit forliste liv. Hjertekulen snørede sig om gamle erindringer. Deres før så boblende og eventyrlige verden blev langsomt druknet af smålige bebrejdelser, tårer og meningsløst savn. Evigt trætte Morten, der sled i det på tre arbejdspladser for at forsørge hende og Gjertrud, så de ikke manglede noget Yrsa havde haft alverdens tid til at tænke, og til sidst indså hun, at hun manglede tålmodighed, kvindelist, visdom.
Men engang var de jo ubeskriveligt lykkelige. Det var ikke bare hjernens feberfantasier, hun kunne mærke det. Underligt desperat rejste Yrsa sig hun måtte bevise over for sig selv, at lykken havde eksisteret. Hendes blik faldt på Mortens hånd, der hvilede på deres bryllupsalbum. På billedet var de blændende glade
Pludselig rystede hendes hånd, og albumets sider faldt sagte på gulvet med en lyd som regn på tagsten. Hun stivnede. Morten kiggede på hende.
Yrsa, er du kommet tilbage? hans øjne strålede af glæde, og smerten slog hende: for en halv time siden kunne hun være gået og aldrig være vendt hjem igen…
Med bankende hjerte bankede Nina på døren. Stilheden svarede tilbage.
