Ikke tilpas… Hunden begyndte at gø. Havelågen blev åbnet. Sønnen trådte ind i gården med en pige ved sin side – han havde taget sin kæreste med hjem til præsentation. Mor, som fik øje på dem, slog straks hænderne sammen i forfærdelse. – Mægtige Maria, hvem er det, han har slæbt hjem til os? Far, se dog lige! Hun ligner jo en trækfugl – det bliver jo en skam! Hvordan skal sådan én kunne føde børn? Hvad gør vi nu? Faren kiggede på pigen, og hvor moren – der selv for længst havde opgivet sin kvindelighed for praktiske former og lange arbejdsdage – så svaghed, så han ynde, elegance og ægte skønhed. Hans ansigt lyste op i et bredt smil, og han slog blidt sit frodige overskæg på plads i velbehag. Mor havde, længe før denne dag, forliget sig med det praktiske arbejdstøj, som både tilføjede år til livet og skjulte enhver rest af figuren. Alt hvad hun havde på, var hjemmelavet, blomstrede bomuldstrøjer og kæmpestore nederdele, der mest af alt fik hende til at ligne en tønde. Hvorfor gøre sig umage – der var jo altid masser at se til med køer, svin og marker, og siden hun gik på pension, havde hun ladet sig selv flyde ud, trippede roligt rundt som en and, og havde hverken travlt eller lyst til at imponere nogen. Tre sønner havde hun opdraget, to var allerede gift og boede langt væk i store byer, med børnebørn hun kun så på billeder – nu var der kun den yngste, Viktor, der boede hjemme. Hun havde håbet på en praktisk svigerdatter fra nabolaget – en stærk, solid pige, der kunne tage fat – én, der kunne klare både dyr og marker og give robuste børnebørn. Men sønnen stod fast: – Jeg skal nok selv finde en kone, når tiden er inde. Og nu havde han altså taget denne underlige tynde, bypige med hjem. Hvor i alverden havde han fundet sådan én? Mor anede ikke, at pigen gemte på mere end det ydre. Bag det beskedne ydre skjulte sig en stærk karakter – én, der som barn selv havde overtaget hele husholdningen, da hendes mor blev syg, og både havde lært at malke, lave mad og passe gården. Men nu gjaldt det om at tage imod gæsterne, der allerede stod på gårdspladsen. Med et køligt nik hilste mor på svigerdatteren, mens nysgerrige naboer begyndte at samle sig bag hækkene for at se den nye pige an. Svetlana følte sig mærkeligt utilpas. Hun kom fra et lyst og rummeligt hjem, hvor lyset flød ind. Her var huset lille, lavtloftet og duftede besynderligt af sæbe, som husets frue havde lagt overalt for at få tøjet til at dufte. Første præsentation gik trægt og formelt. Ved middagsbordet nægtede svigerdatteren at spise noget som helst – borchtsj var for fedtet, salaten for bitter, og boller for hårdt stegte. Hun holdt sig til brødet og insisterede på, at det var nok. Mors harme voksede indeni, men svære blikke fra manden forhindrede et større rabalder. – Hov, se lige den fine frøken dér – hun vil nok helst have mad fra en restaurant! Men det får hun ikke her. Spis op eller lad være! hviskede hun til faren. – Vent bare, jeg skal lære hende at spise mine retter! Da mændene tog ud på engen, sendte mor Svetlana i haven for at plukke al dilden, og satte sig til rette på sommer­køkkenets bænk for at holde øje – nu skulle by-pigen arbejde for føden. Svetlana vendte tilbage med alt dilden allerede samlet, og alt blev pænt bundtet – hun udførte alt med lethed, sang endda, og serverede senere aftensmad for hele familien. Mændene roste maden og kvitterede med komplimenter, mens mor sad stumt og forsuret. Ikke engang da hun om aftenen sendte Svetlana ud for at malke koen, kunne hun knække hende. Svetlana nussede Zorka, malkede og vendte tilfreds hjem. Naboerne hørte om den by-pige, der kunne det hele. Faren var stolt: – Sikke en pige, min søn har fundet! En sand lykke i huset. Mor gnavede sig i læben. Uanset hvad hun satte hende til, mestrede den nye pige det hele, og faren forstærkede bare de rosende ord. Natten bragte moren mareridt og dårlige tanker, men morgengryet blødte op for hendes hjerte – hun begyndte at se, at pigen faktisk havde et hjerte af guld og kunne blive som den datter, hun aldrig fik. Kærligheden svøbte langsomt hele huset, og nu vidste hun: Alt ville blive godt. Svigerdatteren man ikke kunne undvære: Da Viktor bragte bypigen hjem til den jyske gård

Ikke til gårds…

En hund begyndte pludselig at gø. Havelågen smækkede op. Sønnen trådte ind i gården, og ved hans side gik en pige han havde taget sin kæreste med hjem på besøg, så familien kunne hilse på hende.

Moderen lod hænderne falde, nærmest i forskrækkelse.

Gud hjælpe mig, hvem har han dog slæbt med hjem! Jens, se nu bare, det er jo en ren guldsmed! Sikke en ulykke! Hvordan skal hun nogensinde føde børn til ham? Hvad stiller vi op?

Faren så på den unge pige. Hvor hans hustru fundet havde opgivet enhver tanke om skønhed, blevet rund og tung i kroppen med arme kjoler hun selv havde syet i blomstrede stoffer, syntes han at se noget andet, noget elegant og feminint, i gæsten. Hans overskæg bredte sig i et tilfreds smil, mens han glattede det med hånden.

Nyere tider havde gjort moderen praktisk: tørklæde på hovedet, og så var hun klar til dagens gerninger sådan startede hun hver morgen. Der var jo altid meget at tage sig til, både hos køer og grise, i haven og bagefter ude på markerne for at hjælpe i landbruget. Skønhed fik ikke mange tanker det galdt bare om at nå det hele. Da hun gik på folkepension, blev hun næsten endnu mere magelig, bevægede sig langsomt som en and henover gårdspladsen, ingen grund til at skynde sig, nu hvor kun hun og manden var tilbage. Tre sønner havde hun opfostret, de ældste boede for længst i fjerne byer, besøgte aldrig længere og børnene så hun kun som fotos på køleskabet.

Den yngste, Eskil, boede stadig hjemme. Moderen havde håbet, han en dag ville tage én fra byen, hun kendte en ordentlig, stærk pige fra nabogaden, frisk i kinderne, der med lethed kunne tage sig af både dyr og husholdning. En, man kunne regne med. Hun havde ofte sagt:
Gå nu over og hils på Anna-Lise hun er så god, og hendes børn ville blive stærke.

Men Eskil bed sig fast:
Jeg finder min egen. Når tid er.

Nu kom han altså slæbende med en bypige! Smal og ranglet, og hvor i København har han dog fundet sådan én? Moderen anede ikke, at pigen, Karen, bar på en indre kraft, som hun aldrig før havde set. Bag det tynde ydre skjulte sig en, der som barn havde båret hele hjemmets byrder. Da hun var tolv, blev hendes mor syg og lå ubevægelig, alt arbejde landede på Karens skuldre; hun mugede, malkede, lavede mad og styrede gården. Til sidst kom moren sig, lykkelig for datterens hjælp, der gik gennem huset som sommerfuglevinger, altid smilende, altid syngende. Hendes hænder var måske små og fine, men stærke og snilde.

Men ak, gæsterne var ankommet. Ingen steder at skjule sig mere. Moderen hilste kort på Karen og sendte hende et koldt blik, mens nysgerrige naboer så til fra deres vinduer og havelåger.

Karen blev forlegen. Alt var fremmed. I hendes forældres store, lyse hus med brede vinduer strømmede solen ind, men her var alt tæt og lille: man skulle bøje sig for at gå gennem dørene, kun én gæsteværelse med dyner lagt på sengen i bunker og fine hæklede kniplinger over alt. Forældrene selv sov i gangen hos dem var det bare et sted, man hængte sit overtøj. De spiste der, sov, levede. Et bondehus så lille, at alt, selv luften, duftede mærkeligt. Det var sæben, som husmoderen lagde i alle skabe: liljekonval, jordbær, viol, så tøjet ikke lugtede. Alt var sødt og fremmedartet.

Første møde gik skævt. Karen nægtede maden ved bordet, rynkede på næsen: flæskesteg var for fed, salaten bitter, frikadellerne for gennemstegte. Hun nippede kun lidt til rugbrødet og mumlede: Nej tak, jeg er mæt.

Moderen kogte indvendig, men farens blik holdt hende tilbage.

Hun tror vist hun er prinsesse. Skal det være mad fra restaurant? Det har vi ikke. Spis nu, eller lad være men så sidder du ikke her og ødelægger andres appetit, snerrede hun lavmælt til manden. Jeg skal nok vise hende…

Ro på, sagde han. Hun vænner sig nok til det.

Efter frokost kørte mændene ud for at slå hø, og Gunhild det var moderens navn sendte Karen ud for at skære alt dild i haven. Hun fik en balje og en kniv, og Gunhild satte sig i udekøkkenet, fniste ved tanken om at se hende slæbe sig træt.

Nu skal det nok komme bag på dig. Du kommer til at arbejde måske får du så appetit bagefter, tænkte hun vredt.

Karen kom straks tilbage.

Mangler der mere, jeg kan hjælpe med?

Hvad tror du selv? brummede Gunhild, gik ud og så en balje fuld af friskklippet dild og en stabel ved siden af. Hvornår havde hun nået det? Gunhild blev så forvirret, hun glemte helt at skælde ud.

Bind buketter. Her er snor de skal til torvet i morgen. Beordrende stemme og så gik Gunhild ind og lagde sig, stadig knotten.

Hun vågnede flere timer senere med et sæt: Aj da, klokken er snart fem, mændene kommer hjem, og jeg har intet gjort! Jeg får den tøs til at skrælle kartofler med kæmpekniv, det skal nok tage modet fra hende hun løber nok skrigende væk! Denne vittige pind af en pige…

Hun gik ud, stadig lidt søvndrukken, og opdagede, at der på bænken stod bakker med smukt bundtet dild i vand. Fra køkkenet hørtes en lille sang.

Hun synger oven i købet! Din forbistrede stads!

Netop da lød det velkendte brøl fra traktoren mændene var tilbage fra marken.

Nå, nu bryder helvede da nok løs, mumlede Gunhild, men blev overrasket: der var dækket op. Salat, brød, en stak pandekager, ovnristede kartofler og duften af flæsk stegt med løg. Karen smilede og satte skålene frem.

Nu mangler der bare lidt creme fraiche. lød det friskt fra Karen.

I kan vaske hænder herude, sagde hun, greb et rent viskestykke og til Eskil smilede hun og lagde hånden blidt på hans skulder.

En god pige, din, Eskil, hun er sgu ordentlig, det blir sjovt, det her, jublede Jens, faren. Godt valgt!

Alle spiste med stor appetit; kun Gunhild nægtede, mumlende noget om frokostens boller, der stadig fyldte maven. Om aftenen sendte hun djævelsk Karen ud for at malke koen.

Køen, Frida, var allerede kommet hun kendte vejen. Gunhild rakte Karen spanden.

Ikke noget pjank og kom ikke tilbage uden mælk! tænkte hun triumferende.

Karen skyndte sig afsted, glad.

Nu får vi ballade, tænkte Gunhild, venter bare på at Frida sparker.

Naboen, fru Madsen, råbte over hækken:

Nå, Gunhild, er det den nye svigerdatter der går og styrer?

Jep, ren guld, min søn har fundet! Sød, arbejdsom, køn og kan lave mad, til du slikker fingrene!

Men lidt spinkel, måske…

Hvad vil du? Koge suppe på hende? Hun er jo ikke svinekød.

Hun passer ikke til din dreng, hvis du spør’ mig.

Godt, min søn spør ikke dig! Pas heller dit eget, her klarer vi os. Hun malker ko lige nu, mens jeg slapper af kan du det med dine svigerdøtre?

Fru Madsen fnøs og gik.

Tsk, hold dig til dit, gamle sladderhank.

Karen klappede Frida, gav hende rugbrød med salt, talte roligt til hende.

Så, min pige, godt gået, du har tusset rundt hele dagen, nu skal du belønnes, hviskede hun. Frida så hende i øjnene, og det blev til kærlige øjeblikke, tydelig tilfredshed for sådan en godbid ville man give al sin mælk. Karen vaskede udderet, tørrede omhyggeligt og begyndte at malke med små, forsigtige fingre.

Så, dygtige Frida, slap bare af nu, mumlede hun og vendte hjem med den fulde spand.

Jens smilede stolt:

Se bare, Gunhild, nu har vi fået os en datter, der kan det hele!

Inde i Gunhild begyndte noget at vakle. Hvor lærte sådan en bypige det hele? Og hvorfor støttede Jens hende i stedet for at bakke Gunhild op? Hendes hjerte blev tungt, men hun ville ikke give op.

Den nat drømte Gunhild underligt hun var forfulgt af en gammel heks, der drak blodet fra hendes hjerte. Hun vågnede rystende tidligt; det føltes som om alt pressede sig sammen i brystet.

Hun listede ind i stuen og så sine børn sove, Eskil med armen trygt om Karen, solstrålen genskin i deres fredelige ansigter.

Åh, sådan en lille pige, tænkte hun. Blid hud, næsen fin, hun så ned på sine egne grove hænder i spejlbilledet.

Karen åbnede øjnene:

Er det tid at malke?

Nej nej, sov bare videre. Jeg skal bare hente noget medicin, svarede Gunhild.

Har du det dårligt?

Nej, nej, go’ nat.

Da hun gik ud, skammede hun sig. Hvorfor havde hun bebrejdet sin søns kæreste hun, der bare ville det bedste? Karen spurgte endda, om hun havde det godt! Hvem var hun for hende? Ingen. Og Eskil, deres søn, arbejdede hårdt, ingen dårlige vaner, tjente gode penge de havde opdraget ham godt. Hvad manglede hun egentlig?

Hun smed medicinen fra sig, lagde sig ind til Jens, og han slog armen om hende.

Uret tikker stadig men nu er det en ny tid, en tid, hvor kærligheden flyder gennem huset som et varmt tæppe. Alt pludselig synes muligt.